13. (a) Hvordan blev Kristus „præst for evigt“ og ansvarlig for evig frelse? (b) Hvorfor opfordrer Paulus hebræerne til at skynde sig frem til modenhed?

¹³ Et modent syn på Kristi præstedømmes fortrin (4:14–7:28). Paulus tilskynder hebræerne til at holde fast ved bekendelsen af Jesus, den store ypperstepræst som er gået gennem himlene, for at de kan opnå barmhjertighed. Messias herliggjorde ikke sig selv, men det var Faderen der sagde: „Du er præst for evigt på Melkizedeks måde.“ (Hebr. 5:6; Sl. 110:4) Først blev Kristus gjort fuldkommen til stillingen som ypperstepræst ved at lære lydighed gennem lidelser, så han kunne blive ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham. Om ham har Paulus „meget at sige, og det er svært at forklare“, da hebræerne stadig er spædbørn der har brug for mælk skønt de i virkeligheden burde være lærere. „Den faste føde er for de modne, for dem som gennem brugen har fået deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret.“ Apostelen opfordrer dem til at ’skynde sig frem til modenhed’. — Hebr. 5:11, 14; 6:1.

14. Hvordan kan de troende arve løftet, og hvordan er deres håb blevet befæstet?

¹⁴ Dem der har kendt Guds ord og er faldet fra, er det umuligt atter at vække til sindsændring, „fordi de for deres vedkommende igen pælfæster Guds søn og udsætter ham for offentlig skam“. Kun gennem tro og tålmodighed kan de troende arve det løfte der blev givet til Abraham — et løfte der er gjort sikkert og fast ved to uforanderlige ting: Guds ord og hans ed. Deres håb, der er som „et sjælens anker, både sikkert og fast“, er blevet befæstet ved at Jesus gik ind „inden for forhænget“ som forløber og ypperstepræst på Melkizedeks måde. — 6:6, 19.

15. Hvad viser at Jesu præstedømme på Melkizedeks måde står over det levitiske?

¹⁵ Denne Melkizedek var både „Salems konge“ og „den højeste Guds præst“. Selv familieoverhovedet Abraham gav ham tiende, og gennem ham gjorde også Levi det, mens han endnu var i Abrahams lænd. Melkizedeks velsignelse af Abraham strakte sig således til den endnu ufødte Levi, og dette viste at det levitiske præstedømme var ringere end Melkizedeks. Endvidere: Hvis det var muligt at opnå fuldkommengørelse gennem Arons levitiske præstedømme, ville der da være behov for en anden præst „på Melkizedeks måde“? Og: Når præstedømmet ændres, „sker der nødvendigvis også en ændring af loven“. — 7:11, 12.

16. Hvorfor står Jesu præstedømme over det der fandtes under Loven?

¹⁶ Loven gjorde nemlig intet fuldkomment, men viste sig at være svag og virkningsløs. Den havde mange præster fordi de var underlagt døden, men Jesus har, „fordi han forbliver i live for evigt, et præstedømme uden efterfølgere. Derfor er han også i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem“. Denne ypperstepræst, Jesus, er „loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere“, hvorimod de ypperstepræster Loven indsætter er svage, idet de må bringe ofre for deres egne synder før de kan gå i forbøn for andre. Derfor indsætter Guds svorne eds ord „en søn som er gjort fuldkommen for evigt“. — 7:24-26, 28.

17. Hvordan er den nye pagt bedre end den gamle?

¹⁷ Den nye pagts fortrin (8:1–10:31). Det påvises at Jesus er „mellemmand for en . . . bedre pagt, som lovmæssigt er grundet på bedre løfter“. (8:6) Paulus citerer Jeremias 31:31-34 i sin helhed og viser at de der er med i den nye pagt har Guds love skrevet i deres sind og på deres hjerter, at de alle skal kende Jehova og at Jehova ’aldrig vil huske deres synder mere’. Den nye pagt har gjort den første (Lovpagten) forældet, og den er „nær ved at forsvinde“. — Hebr. 8:12, 13.

18. Hvilken sammenligning foretager Paulus mellem de to pagter?

¹⁸ Paulus omtaler de årlige ofre ved den tidligere pagts telt som „lovbestemmelser . . . pålagt dem indtil den fastsatte tid kom, da forholdene skulle bringes i den rette orden“. Da Kristus kom som ypperstepræst var det imidlertid med sit eget dyrebare blod og ikke med blod af bukke og tyrekalve. Bestænkningen med dyreblod havde gyldiggjort den tidligere pagt og renset det forbilledlige telt, men bedre ofre var nødvendige for de himmelske virkeligheder i forbindelse med den nye pagt. „For Kristus gik ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os.“ Kristus behøver heller ikke at frembære ofre år for år, som Israels ypperstepræst gjorde, for „nu har han givet sig til kende én gang for alle ved afslutningen på tingenes ordninger for at skaffe synden af vejen ved sit offer“. — 9:10, 24, 26.

19. (a) Hvad har Loven ikke formået at gøre, og hvorfor ikke? (b) Hvad er Guds vilje i forbindelse med helliggørelse?

¹⁹ Som en opsummering siger Paulus at „da loven har en skygge af kommende goder“, har dens gentagne ofre ikke været i stand til at fjerne ’bevidstheden om synder’. Jesus kom imidlertid ind i verden for at gøre Guds vilje. „Ved den nævnte ’vilje’,“ siger Paulus, „er vi blevet helliget ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.“ Derfor skal hebræerne uden vaklen holde fast ved den offentlige bekendelse af deres tro, og de bør „give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen“. Hvis de fortsætter med at synde med vilje efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, „er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage“. — 10:1, 2, 10, 24, 26.

23. Hvordan argumenterer Paulus med hensyn til Loven, og hvordan støtter han sin argumentation?

²³ Som en juridisk argumentation til støtte for Kristus er Hebræerbrevet et ubestrideligt mesterværk, fuldkomment i sin opbygning og i udstrakt grad underbygget med citater fra De Hebraiske Skrifter. Det nævner Moselovens forskellige elementer — pagten, blodet, mellemmanden, teltboligen, præstedømmet, ofrene — og viser at de kun var et forbillede som Gud havde dannet og som pegede frem til langt større ting der skulle komme, idet de alle nåede deres højdepunkt i Kristus Jesus og hans offer, Lovens opfyldelse. „Det der er gjort forældet og som er ved at blive gammelt er nær ved at forsvinde,“ sagde Paulus om Lovpagten. Men „Jesus Kristus er den samme i går og i dag og for evigt“. (8:13; 13:8; 10:1) Hvor må hebræerne have været glade da de læste dette brev!

24. Hvilken ordning, der er til umådelig gavn for os i dag, forklares i Hebræerbrevet?

²⁴ Men hvilken værdi har det for os i dag, hvor forholdene er helt anderledes? Kan vi finde noget gavnligt ved Paulus’ argumentation når vi ikke er under Loven? Ja, i allerhøjeste grad. Her skitseres for os den nye pagts ordning, der er grundlagt på løftet til Abraham om at alle jordens slægter skulle velsigne sig ved hans afkom. Dette er vort håb om liv, vort eneste håb, opfyldelsen af Jehovas gamle løfte om velsignelse ved Abrahams afkom, Jesus Kristus. Skønt vi ikke er under Loven, er vi dog født i synd som efterkommere af Adam, og vi har brug for en barmhjertig ypperstepræst, én med et gyldigt syndoffer, én der kan træde frem for Jehova i selve himmelen og dér gå i forbøn for os. Her finder vi ham, ypperstepræsten som kan lede os til liv i Jehovas nye verden, som kan føle med vore svagheder da han selv „er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi“, og som indbyder os til „med frimodighed i tale [at] træde frem for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid“. — 4:15, 16.

25. Hvordan benytter Paulus, til oplysning for os, De Hebraiske Skrifter?

²⁵ Desuden finder vi i Paulus’ brev til hebræerne slående vidnesbyrd om at profetier der blev nedskrevet for lang tid siden i De Hebraiske Skrifter, senere blev opfyldt på en vidunderlig måde. Alt dette er til vejledning og trøst for os i dag. For eksempel anvender Paulus i Hebræerbrevet fem gange de profetiske ord om Riget i Salme 110:1 på Jesus Kristus som Rigets afkom der „har taget sæde ved højre side af Guds trone“ for at vente „indtil hans fjender lægges som en skammel for hans fødder“. (Hebr. 12:2; 10:12, 13; 1:3, 13; 8:1) Desuden citerer Paulus Salme 110:4 da han forklarer hvilket betydningsfuldt embede Guds søn besidder som „præst for evigt på Melkizedeks måde“. Ligesom fortidens Melkizedek, der i Bibelens beretning er „uden fader, uden moder, uden slægtsregister, og hverken har dages begyndelse eller livs ende“, er Jesus både konge og „præst for bestandig“ og kan forvalte sit genløsningsoffers evige goder over for alle der lydigt underordner sig hans styre. (Hebr. 5:6, 10; 6:20; 7:1-21) Det er denne samme kongepræst Paulus henviser til da han citerer Salme 45:6, 7: „Gud er din trone i evighedens evighed, og dit riges scepter er retskaffenhedens scepter. Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed. Derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie fremfor dine partnere.“ (Hebr. 1:8, 9) Efterhånden som Paulus citerer fra De Hebraiske Skrifter og viser deres opfyldelse på Kristus Jesus, ser vi brikkerne i det guddommelige mønster falde på plads til oplysning for os.