Kun én dag om året, nemlig på forsoningsdagen, havde ypperstepræsten lov til at gå ind i teltboligens eller templets Allerhelligste. (He 9:7; 3Mo 16:2, 12, 14, 15)

Efter dette tog han ildbækkenet fuldt af glødende kul fra alteret samt vellugtende røgelse og gik inden for forhænget, ind i Det Allerhelligste. Herinde i det inderste rum, hvor Vidnesbyrdets ark befandt sig, blev røgelsen brændt, og røgelsesskyen dækkede arkens guldlåg, som var udsmykket med to keruber af guld. (3Mo 16:12, 13; 2Mo 25:17-22) Denne handling sikrede at Aron senere kunne vende tilbage til Det Allerhelligste uden fare for sit liv.

Aron forlod nu Det Allerhelligste for at hente noget af tyrens blod. Da han var vendt tilbage med det, stænkede han med fingeren noget af det syv gange foran arkens låg, på østsiden. Dermed havde soningen for præsteskabet fundet sted, og præsterne var nu renset og i stand til at virke som formidlere mellem Jehova og hans folk. — 3Mo 16:14.

Ypperstepræsten bragte derefter blodet af bukken for Jehova ind i Det Allerhelligste, hvor han brugte det til soning for Israels 12 ikkepræstelige stammer. Bukkens blod blev på samme måde som tyrens blod stænket „hen imod låget og foran låget“ på arken. — 3Mo 16:15.

Han viser også at når ypperstepræsten gik ind i Det Allerhelligste én gang om året med offerdyrenes blod, var det et billede på at Jesus gik ind i selve himmelen med sit eget blod for at skaffe soning for dem der troede på hans offer. Da Kristus var syndfri, behøvede han naturligvis ikke at bringe noget offer for sine egne synder, sådan som Israels ypperstepræst måtte. — He 9:11, 12, 24-28.

Aron ofrede tyren for præsterne og resten af Levis stamme og stænkede dens blod i Det Allerhelligste. (3Mo 16:11, 14) I lighed med dette frembar Kristus værdien af sit eget blod for Gud i himmelen, hvor det kunne anvendes til gavn for dem der ville komme til at herske med ham som konger og præster. (Åb 14:1-4; 20:6) Bukken for Jehova blev også ofret, og dens blod blev stænket foran arken i Det Allerhelligste til gavn for Israels ikkepræstelige stammer. (3Mo 16:15) På samme måde gavner Jesu Kristi ene offer ikke blot det præstelige, åndelige Israel, men hele menneskeheden. Det var nødvendigt at have to bukke til rådighed, for én buk alene kunne ikke både blive bragt som offer og brugt til at bære Israels synder bort.