’Vor tros fuldender’ gøres fuldkommen

I det 11. kapitel i sit brev til hebræerne omtaler apostelen Paulus den store sky af trofaste mænd og kvinder i førkristen tid. Derefter fremhæver han det største og mest fuldkomne eksempel på tro ved at sige: „Vi [ser] ufravendt . . . hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen . . . Betragt nøje ham som har udholdt en sådan modsigelse af syndere som går imod sig selv, for at I ikke skal blive trætte og give tabt i jeres sjæle.“ — Hebræerne 12:1-3.

De fleste teologer siger at dette vers ikke omtaler „Jesu egen tro“ men at det snarere er en beskrivelse af ham som „troens iværksætter eller troens grundlægger“. Det græske udtryk teleiōtēsʹ som forekommer i dette vers, indeholder tanken om en der bringer til fuldendelse, når det vedkommende har sat sig for, fuldstændiggør noget. Troen blev gjort fuldstændig da ’vor tros fuldender’ kom til jorden og opfyldte bibelprofetierne, hvorved troen fik et stærkere grundlag at hvile på. Men vil det sige at han ikke selv havde tro?

Uddrag af brevet til hebræerne, anført i rammen på side 15, fjerner enhver tvivl. Jesus blev gjort fuldkommen ved at udholde lidelser og ved at adlyde. Selv om Jesus var et fuldkomment menneske, måtte han, for at være ypperstepræst til gavn for sande kristne, gøres fuldkommen og hel i alle henseender, også i tro. Han anråbte sin Fader „med stærke råb og tårer“. Han var trofast mod Gud og havde gudsfrygt. (Hebræerne 3:1, 2; 5:7-9) Ifølge Hebræerbrevet 4:15 blev han „prøvet i alle henseender ligesom vi“, det vil sige ligesom enhver trofast kristen hvis tro udsættes for „forskellige prøvelser“. (Jakob 1:2, 3) Er det fornuftigt at mene at Jesus blev prøvet „ligesom“ sine disciple, uden at blive prøvet i troen som de blev det?

Anråbelser, lydighed, lidelser, prøvelser, trofasthed og gudsfrygt vidner alt sammen om Jesu fuldkomne tro. Disse ting viser at Jesus blev ’vor tros fuldender’ efter at hans egen tro var blevet gjort fuldkommen. Det er således tydeligt at han ikke var „Gud Søn“ sådan som treenighedslæren hævder. — 1 Johannes 5:5.

[Ramme på side 15]

Fuldenderen Jesus gøres fuldkommen

Hebræerne 2:10: „Det sømmede sig nemlig for ham for hvis skyld alt er og ved hvem alt er, da han førte mange sønner til herlighed, at gøre deres frelses hovedformidler fuldkommen gennem lidelser.“

Hebræerne 2:17, 18: „Han måtte derfor blive sine ’brødre’ lig i alle henseender, for at han kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst for det der hører Gud til, for at kunne bringe et sonoffer for folkets synder. For i kraft af at han selv led da han blev sat på prøve, kan han komme dem til hjælp som sættes på prøve.“

Hebræerne 3:2: „Han var trofast mod Ham der gjorde ham dertil, som også Moses var trofast i hele Hans hus.“

Hebræerne 4:15: „For vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd.“

Hebræerne 5:7-9: „I sit køds dage frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse.“