Flere af Annas’ sønner er senere blevet ypperstepræster, men i øjeblikket er det hans svigersøn Kajfas der beklæder denne stilling.

Efter denne ordveksling sender Annas Jesus bundet til Kajfas.

Efterhånden er alle de overordnede præster, de ældste og de skriftlærde, ja hele Sanhedrinet, begyndt at indfinde sig. Mødestedet er øjensynlig Kajfas’ hjem.

„Svarer du slet ikke?“ spørger Kajfas. „Hvad er det de vidner imod dig?“ Men Jesus forholder sig tavs. Det er ydmygende for Sanhedrinet at heller ikke de vidner som kommer med denne falske anklage kan få deres vidnesbyrd til at stemme overens. Ypperstepræsten skifter derfor taktik.

Kajfas ved at jøderne straks vil blive bragt i oprør hvis nogen påstår at være Guds søn. Ved to tidligere lejligheder har de overilet stemplet Jesus som en gudsbespotter hjemfalden til dødsstraf, fordi de troede at han hævdede at være lig Gud. Udspekuleret spørger Kajfas derfor nu: „Jeg tager dig i ed ved den levende Gud, at du skal sige os om du er Messias, Guds søn!“

Uanset hvad jøderne tror, er Jesus jo Guds søn. Og hvis han tier, vil det opfattes som om han benægter at være Kristus. Modigt svarer Jesus derfor: „Det er jeg, og I skal se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme med himmelens skyer.“

Derpå sønderriver Kajfas — meget dramatisk — sine klæder og udbryder: „Han har spottet Gud! Hvad brug har vi mere for vidner? Se! Nu har I hørt gudsbespottelsen. Hvad mener I?“