De glemmer aldrig Hiroshima

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Japan

I MANGE år er der sket det samme den 6. august. Præcis klokken 8.15 falder der ro over den menneskemængde der er forsamlet i fredsparken i Hiroshima. De iagttager et minuts stilhed til minde om det katastrofale øjeblik for godt 40 år siden, den 6. august 1945, da en atombombe eksploderede over Hiroshima. Som ved et pludseligt lynglimt blev byen lagt øde og omkring 80.000 mennesker mistede livet. Tre dage senere blev byen Nagasaki ødelagt af en anden atombombe, der dræbte cirka 73.000 mennesker.

Fra hele verden kommer tusinder en gang om året for at mindes denne skæbnesvangre begivenhed. Sidste år var der, foruden de sædvanlige processioner, bønner, mindetaler og lignende, også truffet særlige arrangementer, for eksempel „Borgmestres verdenskonference for fred ved byernes indbyrdes solidaritet“ — et møde mellem borgmestre fra snesevis af byer i Japan og andre lande.

Japan ønsker tydeligvis at hele verden skal huske landets pinefulde fortid og lære af den.

De overlevende fortæller

Der er blevet brugt i massevis af papir på at nedskrive de overlevende bombeofres hjerteskærende beretninger. De fleste af de overlevende er nu midaldrende, men de har ikke glemt denne uhyggelige dag. Her følger de beretninger nogle af dem har fortalt til en Vågn op!-korrespondent.

Nobuyo Fukushima husker tydeligt bombningen af Hiroshima. Hun fortæller: „Jeg var ved at vaske trapper derhjemme da der pludselig kom et klart lysglimt og en kraftig trykbølge der slog mig bevidstløs. Da jeg kom til mig selv igen, kunne jeg høre min moder råbe om hjælp. Huset lå i ruiner. Jeg troede at vi var blevet ramt af et jordskælv. Da vi havde banet os vej ud af huset og ned til flodbredden, så jeg mange børn og deres forældre hvis tøj var brændt i laser og smeltet fast i huden. Jeg kunne ikke forstå hvordan de havde fået så slemme forbrændinger.

Da vi nåede frem til hospitalet var det stuvende fuldt af mennesker. Hos mange flød blodet ned ad ansigtet og hos nogle hang den forbrændte hud i laser. Heden havde svedet nogles hår så det strittede til alle sider. Andre havde fået splinter af træ og glas i sig ved eksplosionen og stønnede af smerte. Deres ansigter var så opsvulmede at det var svært at se hvem de var. Alle syntes at bede om vand, men mange af dem trak ikke længere vejret når vandet endelig blev bragt til dem. Tre måneder senere døde også min moder på grund af bombens eftervirkninger.

Byen var blevet til én stor, udbrændt mark. Kun her og der stod der en smuldrende betonmur i asken. Om natten var der bål på flodbredden, hvor de døde blev brændt. Jeg kan tydeligt huske det røde skær fra bålene og den forfærdelige lugt af de brændende lig, en lugt som af stegt fisk. Jeg gyser stadig og føler mig syg om hjertet ved tanken.“

Tomiji Hironaka var en af de soldater som blev sendt til Hiroshima umiddelbart efter bombningen for at befri eventuelle overlevende fra fængselet i byen. Han havde tjent i militæret i mange år, men det han så i Hiroshima fik for alvor krigens rædsler til at gå op for ham.

„Vejen var fyldt med lastvogne belæsset med sårede. De der stadig kunne gå, vaklede af sted langs vejen. Mange var næsten nøgne, undtagen de steder hvor tøjstykker var brændt fast i huden. Stakke af mørkerøde lig lå alle vegne. Flodbredderne myldrede af mennesker der forsøgte at dulme smerten fra deres forbrændinger. Blandt dem så jeg en moder der var dækket med røde forbrændinger. I armene holdt hun et spædbarn der også var slemt forbrændt, og gjorde et ynkeligt forsøg på at amme det. Jeg kan tydeligt huske den intense følelse jeg dengang nærede. ’Jeg hader krig! Jeg hader krig!’ Men jeg havde selv været med til at slå ihjel, og tænkte: ’Hvad er det for en samvittighed jeg har?’ Jeg var mig min blodskyld smerteligt bevidst.“

Munehide Yanagi, der blot var 14 år i 1945, overlevede som ved et mirakel bombningen af Nagasaki. Han befandt sig kun en kilometer borte fra eksplosionsstedet. „Jeg var med i en elevmobiliseringsordning. Vi skulle bygge beskyttelsesrum,“ forklarer han. „Mens vi arbejdede hørte vi lyden af en stor flyvemaskine. Det lød nærmest som et højt brøl. Netop som jeg stod og spekulerede på om det var et amerikansk fly, hørte jeg råbet: ’Tekki!’ [’Fjendtligt fly!’] Vi smed alt hvad vi havde i hænderne og løb hen mod beskyttelsesrummet så hurtigt vi kunne.

I det øjeblik jeg nåede hen til betonmuren foran beskyttelsesrummet kom der et enormt blåhvidt lysglimt og et kolossalt vindstød. Jeg blev kastet hen mod beskyttelsesrummets bagvæg og mistede bevidstheden. Det næste jeg husker er at jeg blev vækket af det kvalfulde råb: ’Aigo! Aigo!’ [et koreansk, meget følelsesladet udtryk]. Råbene kom fra en hvis ansigt var helt sværtet af røg og som var så alvorligt forbrændt at det var svært at sige om vedkommende var en mand eller en kvinde.

Udenfor var det som et inferno. Jeg så en af mine skolekammerater. Han var blevet frygteligt forbrændt. Hans tøj hang i laser og hans hud havde løsnet sig. En pige jeg havde arbejdet sammen med var faldet om på vejen — det nederste af hendes ben var væk og hun bad om vand. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle få vand fra, men gjorde mit bedste for at trøste hende.

Ilden hærgede byen. Jeg så udbrændte telefonpæle der styrtede ned på gaderne, et tog der stod på sporet og brændte, og en hest der havde fået krampe på grund af heden. Den hærgende ild tvang mig til at vade ud i floden. Jeg havde det meget varmt, og jeg var bange. På en eller anden måde lykkedes det mig at komme hjem.“ Senere begyndte Munehides tandkød at bløde og han fik diarré. Den dag i dag lider han af kronisk leverbetændelse. Men han ved selv at han har været heldig i sammenligning med mange af dem han så den 6. august 1945.

En lærestreg for alle

Atombomberne har præget manges sind og samvittighed dybt. Selv de der „kun“ har set bombernes eftervirkninger, har været dybt rystede over krigens rædsler og ødelæggelser.

I dag, godt 40 år efter nedkastningen af atombomberne over Japan, bliver forholdet mellem nationerne stadig mere spændt, og kernevåbenlagrene vokser. Frygten for en tredje verdenskrig, en kernekrig, er større end nogen sinde. Forståeligt nok tilskynder flere og flere mennesker i hele verden alle nationer og folk til at huske tragedierne i Hiroshima og Nagasaki, og betragte dem som en lærestreg for alle. Højtideligheden på årsdagen for nedkastningen af atombomben over Hiroshima er blot ét af mange udtryk for dette.

Men har disse bestræbelser virkelig formået at fremme den sande freds sag i verden? Er kernekrigs rædsler — smerterne, lidelserne og ødelæggelserne — nok til at få folk til at tage afstand fra krig? Hvilke langtidsvirkninger har tragedierne i Hiroshima og Nagasaki haft på Japan som nation betragtet, hvad angår landets stræben efter fred?

[Kildeangivelse på side 3]

Foto: USAs luftvåben

[Illustrationer på side 4, 5]

Katastrofescener fra Hiroshimas centrum taget efter atombombesprængningen

[Kildeangivelser]

Foto: USAs luftvåben

Foto: USAs hær/​Japans Fredsmuseum

Hiroshima — har man intet lært?

JAPANS indbyggere græd da de om middagen den 15. august 1945 lyttede til radioen. De hørte deres kejser sige: „Det er på tidens og skæbnens befaling at Vi har besluttet at bane vej for en vidunderlig fred for alle de kommende generationer, ved at udholde det uudholdelige og tåle det utålelige.“

Der var kun gået en uges tid siden japanerne havde hørt at en ny slags bombe havde jævnet Hiroshima og Nagasaki med jorden. Nu fik de at vide at Stillehavskrigen var slut — og at de havde tabt. De græd af sorg, men også af lettelse.

Krigens pris havde været høj. Folket var fysisk og følelsesmæssigt udkørt, landet var lagt øde. Over tre millioner japanere var blevet dræbt i krigen, og femten millioner var blevet hjemløse. Halvfems større byer var blevet bombet gentagne gange — to og en halv million bygninger og hjem var blevet ødelagt. Tokyo var blevet forvandlet til aske og ruiner, og dens befolkning var blevet reduceret stærkt af krigen. Japanerne var ramt af nederlagets tragedie — en mørk plet på historien for solopgangens land.

Bestræbelser for at give afkald på krigsførelse

Når man står midt blandt nederlagets ruiner er det let at se at krig er uden mening, et spild af menneskeliv og værdier. Umiddelbart efter krigen omskrev Japan derfor sin forfatning efter et demokratisk mønster og opgav krigsførelse for bestandig. I artikel ni i denne nye forfatning står der:

„Da det japanske folk oprigtigt stræber efter en international fred baseret på retfærdighed og orden, giver det herved for evigt afkald på krigsførelse som landets suveræne ret, samt magtanvendelse eller trussel om dette som et middel til bilæggelse af internationale stridsspørgsmål.

For at nå det mål der nævnes i den foregående paragraf, vil hverken land-, marine- eller luftstyrker eller andet krigspotentiel blive opretholdt. Statens ret til at føre krig vil ikke blive anerkendt.“

Denne åbenhjertige og ædle erklæring kunne tyde på at Japan havde taget ved lære. Det japanske folk nærer da også en stærk modvilje mod og frygt for krig, især kernekrig. Japan har indført en tre-punkts politik mod kernevåben: de må hverken fremstilles, besiddes eller oplagres i landet. Hvert år samles hundredtusinder af japanere overalt i landet for at demonstrere mod kernevåben. Kernevåben bør aldrig anvendes igen — heller ikke uden for Japan.

En forbløffende genfødsel — men til hvad?

Nu, godt 40 år efter Hiroshimatragedien, virker det moderne Japans glitrende overflod som en utrolig kontrast. Efter at Japan kastede militærudgifternes byrde af sig har det kunnet sætte alle ressourcer ind på genopbygning af landet. I dag står der smukke luftkonditionerede huse og skyskrabere hvor alt engang lå i ruiner. Skinnende blanke biler, velklædte mennesker og eksklusive restauranter røber intet om fattigdommen og lidelserne i årene umiddelbart efter krigen. Forretningerne har et stort udvalg af alle slags luksusgenstande, og fabrikkerne udsender en stadig strøm af forbrugsgoder, både til eget brug og til eksport. Ja, Japan er blevet et af verdens mest velstående lande.

Men hvad har den materielle velstand medført? Har den økonomiske tryghed udvisket mindet om Hiroshima og Nagasaki? Er afskyen for krigen forsvundet sammen med arrene efter den?

Nylige rundspørger tyder på at skønt japanerne stadig ønsker at deres regering skal tage afstand fra kernevåben, har de et pessimistisk syn på fremtiden. Halvdelen af de adspurgte frygter at der vil komme en kernekrig. Et stigende antal mener desuden at Japan vil anskaffe sig kernevåben inden for de næste ti år. Hvad er grunden til at nogle nærer denne frygt? Lad os se på den gradvise udvikling der er foregået.

Efter krigen blev der oprettet en national politistyrke bestående af 70.000 bevæbnede infanterisoldater. Senere blev denne styrke udvidet til at omfatte 250.000 mænd. De blev grupperet i en lille hær, en flåde og et luftvåben, og fik navnet jieitai (selvforsvarsstyrker). Men endnu udgjorde Japans militærudgifter blot én procent af dets kæmpemæssige nationalprodukt. Spændingerne stiger imidlertid i mange dele af verden, og Japan tilskyndes til at forstærke sit forsvar.

Premierminister Nakasone har for nylig erklæret at han har til hensigt at gøre Japan til „ét stort hangarskib“. På trods af stemningen blandt folket lagde regeringen i 1985 planer om at øge forsvarsbudgettet med ikke mindre end syv procent. Avisen The Daily Yomiuri oplyser at Japan har bundet sig til en femårsplan (1986-1990), hvis formål er systematisk og vedvarende opbygning af forsvaret — med hensyn til både hærenheder, krigsskibe, undervandsbåde og flyvemaskiner.

Det er ikke blot regeringens politik der ændres — også folks holdning til krig undergår en forandring. I 1970 udløstes en af de voldsomste politiske demonstrationer i Japans historie da efterkrigstidens militære sikkerhedstraktat blev fornyet. Ifølge denne traktat vil De forenede Stater træde beskyttende til i tilfælde af kriser, til gengæld for oprettelse af militære baser i Japan. Men da traktaten atter blev fornyet i 1980, fremkaldte det praktisk talt ingen protester af betydning.

Sagen er at det i dag er de færreste japanere under 50 år der husker krigen eller bryder sig om at tale om den. I den omhyggelige omskrivning af skolebøgerne ser nogle et forsøg på helt at fjerne vigtige oplysninger om årsagerne til den forfærdelige krig. Ligesom bølger gradvis udvisker fodspor på en sandstrand, påvirker skiftende verdensforhold folks politiske synspunkter. Mange grunder over spørgsmål som: Hvad ville Japan mon gøre i en fremtidig nødsituation? Ville landet gå i krig igen hvis noget syntes at berettige det? Har man intet lært af Hiroshima?

Tiden vil vise hvilken kurs nationen som et hele vil sætte. Men mange enkeltpersoner i Japan har allerede truffet en personlig afgørelse i denne henseende. En af disse befandt sig i Hiroshimas fængsel da atombomben eksploderede, men overlevede katastrofen fordi han opholdt sig i en af fængselets dybe celler. Han sad ikke indespærret fordi han havde begået en forbrydelse. Nej, han sad der fordi han af samvittighedsgrunde ikke ønskede at deltage i krigsførelse. Han var et af Jehovas vidner.

Et studium af Bibelen havde hjulpet ham til at anlægge Guds syn på krige ført af mennesker og til at lære at Guds rige er det eneste middel til sand fred. (Se Esajas 2:4; Daniel 2:44.) Fordi han forkyndte dette budskab af kærlighed til Gud og næsten, blev han sat i fængsel.

I dag er der i Japan over 100.000 der er travlt optaget af at forkynde „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Mange af dem har personligt oplevet Hiroshimas og Nagasakis rædsler. Dette fik en af dem til at lede efter noget bedre. Beretningen om hvordan det gik hende og hvad hun fandt, vil vi gerne opfordre dig til at læse i den følgende artikel.

[Illustration på side 7]

Hiroshima i dag. Billedets nederste venstre del viser samme del af byen som ses (fra den modsatte side) på side 4