Mere oplyste — men ikke meget klogere

„Trods videnskabens seneste sejre har mennesket ikke forandret sig meget de sidste to tusind år, og derfor må vi stadig prøve at lære af historien.“ — Kenneth Clark, Civilisation — Et personligt synspunkt.

VIDENSKABEN har i århundredernes løb været årsag til forbløffende fremskridt. Tidsskriftet Time siger at disse fremskridt har „givet millioner af os den højeste levestandard i historien“. Nogle af de største fremskridt er sket inden for lægevidenskaben. I middelalderen „var lægebehandlingen primitiv og barsk,“ siger historikeren Zoé Oldenbourg. „En læge kunne i stedet for at helbrede patienten lige så godt komme til at dræbe ham.“

Ikke altid villige til at lære

Menneskene har ikke altid været villige til at tage ved lære. For eksempel ignorerede mange læger i slutningen af det 19. århundrede tydelige vidnesbyrd om at de selv var med til at overføre sygdomme til deres patienter. De holdt fast ved sundhedsfarlige fremgangsmåder og nægtede at vaske hænder efter hver patient.

Alligevel skete der fortsat fremskridt inden for videnskab og teknologi. Man skulle derfor tro at menneskene på baggrund af tidligere erfaringer havde lært hvordan verden kan gøres til et lykkeligere og mere sikkert sted at være. Men det har de ikke.

Tag for eksempel Europa i det 17. århundrede. Det var en periode der blev kaldt oplysningstiden. Men faktum er at „med al dens rigdom på begavelse inden for kunst og videnskab var der stadig meningsløse forfølgelser og brutale krige, der udkæmpedes med uhørt grusomhed,“ siger Kenneth Clark.

I dag er man stadig ikke meget for at lære af historien så man kan undgå tidligere tiders fejltagelser. Resultatet er at selve vores eksistens på jorden synes at være truet. Forfatteren Joseph Needham mener at situationen nu er blevet så alvorlig, at ’det eneste vi kan gøre, er at håbe på og bede til at galninge ikke udløser kræfter som kan udslette alt liv på jorden’.

Hvordan kan det være at vi mennesker, trods vores intellektuelle formåen og erfaring, stadig befinder os i en verden fyldt med vold og brutalitet? Vil denne situation nogen sinde forandre sig? Det vil de to følgende artikler komme ind på.

Nationerne har stadig intet lært

„Kunne vi mennesker blot tage historiens belæring til os — hvad kunne vi da ikke lære! Men lidenskab og fordom gør os blinde, og det lys vor erfaring skænker os, er en agterlanterne som kun oplyser de bølger der ligger bag os!“ — Samuel Taylor Coleridge.

ER DU enig med denne engelske digter? Kan vores ildhu for en sag gøre os så blinde at vi gentager de tragiske fejl som tidligere generationer har begået?

Korstogene

Tænk for eksempel på noget af det folk gjorde under korstogene. I 1095 opfordrede pave Urban II de „kristne“ til at erobre Det Hellige Land fra muslimerne. Konger, baroner, riddere og almindelige borgere i alle de lande der var underlagt paven, efterkom hans opfordring. Ifølge en historiker fra middelalderen var der „næppe et folk der levede i overensstemmelse med Kristi lov“, som ikke beredvilligt støttede sagen.

Historikeren Zoé Oldenbourg siger at de fleste korsfarere „var fuldstændig overbeviste om at de ved at deltage i korstogene var i tjeneste hos selveste Gud“. Ifølge Zoé Oldenbourg betragtede de sig selv som „dødsengle der gik til angreb på Djævelens børn“. De troede også at „alle der døde, ville modtage martyrernes krone i himmelen,“ siger forfatteren Brian Moynahan.

Måske var korsfarerne ikke klar over at deres fjende troede noget lignende. Historikeren J.M. Roberts siger i sin bog Shorter History of the World at også islamiske soldater gik i krig i den overbevisning at de kæmpede for Gud, og „at døden på slagmarken mod de vantro ville blive efterfulgt af et paradisisk liv“ i himmelen.

Begge de stridende parter fik at vide at det var en retfærdig krig de udkæmpede — en krig der var godkendt og velsignet af Gud. Denne tanke blev fremmet af religiøse og politiske ledere som oppiskede stemningen hos deres undersåtter. Og begge parter gjorde sig skyldige i grufulde forbrydelser.

Hvilken slags mennesker?

Hvilken slags mennesker blev disse grusomheder begået af? De fleste var ganske almindelige borgere — ikke meget anderledes end folk er i dag. Mange af dem var uden tvivl drevet af idealisme og ønsket om at rette op på de uretfærdigheder de så omkring sig. Men i deres iver glemte de tilsyneladende helt at deres kamp for „retfærdighed“ medførte at hundredtusinder af uskyldige mænd, kvinder og børn i kampzonerne oplevede uretfærdighed, smerte og lidelse.

Er det ikke netop det mønster der har gentaget sig op gennem historien? Hvor tit har karismatiske ledere ikke fået millioner af mennesker til at føre barbariske krige mod deres religiøse og politiske modstandere — noget som almindelige borgere normalt aldrig havde fundet på at gøre? Opfordringen på begge sider af fronten til at melde sig under fanerne og påstanden om at Gud var med dem, „retfærdiggjorde“ den voldelige undertrykkelse af politiske og religiøse modstandere. Det er en fremgangsmåde som tyranner har benyttet sig af i århundreder. Brian Moynahan siger at denne fremgangsmåde „ikke kun gav skubbet til det første korstog, men også blev brugt af bagmændene bag holocaust og etniske udrensninger“.

’Men intet fornuftigt menneske i dag ville lade sig manipulere på den måde,’ siger du måske. ’Vi er da meget mere civiliserede.’ Ja, sådan burde det i hvert fald være. Men har menneskene egentlig taget ved lære af historien? Det kan man næppe påstå når man tænker på de sidste hundrede års historie.

Den første verdenskrig

Det mønster der kendetegnede korstogene, gentog sig under den første verdenskrig. Førnævnte historiker J.M. Roberts siger: „Et af paradokserne ved 1914 er at der i hvert land overraskende nok var et stort antal mennesker fra alle politiske partier og trosretninger og af alle mulige afstamninger som tilsyneladende villigt og med glæde gik i krig.“

Hvorfor gik et stort antal almindelige mennesker ’villigt og med glæde i krig’? Fordi deres normer og holdninger — som det var tilfældet med folk der villigt gik i krig før dem — var blevet formet af samtidens ideologier. Nogle har måske været motiveret af principper om frihed og retfærdighed, men der er ingen tvivl om at mange var drevet af den arrogante holdning at deres land var hævet over andre og derfor fortjente at sidde inde med magten.

De blev forledt til at tro at krig var en uadskillelig del af menneskets natur — en form for „biologisk nødvendighed“. Forfatteren Phil Williams siger at socialdarwinismen fostrede tanken om at krig var en legitim måde „hvorpå man kunne udrydde de arter som ikke fortjente at overleve“.

Alle mente selvfølgelig at den sag de kæmpede for, var retfærdig. Med hvilket resultat? Forfatteren og historikeren Martin Gilbert siger at regeringerne under Første Verdenskrig „slog på tromme for racisme, patriotisme og militær overlegenhed“ — og at folk fulgte dem blindt. Økonomen John Kenneth Galbraith, der voksede op i et landdistrikt i Canada under denne krig, siger at alle omkring ham talte om „det stupide ved konflikten i Europa“. Folk sagde at „fornuftige mænd . . . ikke ville tage del i et sådant vanvid“. Men også denne gang var det netop dét der skete. Og med hvilke konsekvenser? Cirka 60.000 canadiske soldater var blandt de mere end ni millioner militærfolk der døde under de afskyelige begivenheder som blev kaldt Første Verdenskrig.

Intet lært af erfaringerne

I løbet af de efterfølgende to årtier begyndte den samme holdning igen at gøre sig gældende da fascismen og nazismen opstod. Fascisterne brugte „traditionelle propagandaredskaber — symboler og sagn — for at bringe folks følelser i kog,“ skriver Hugh Purcell. Et særlig effektivt redskab var den farlige blanding af religion og politik, som blandt andet indbefattede bønner om Guds velsignelse over tropperne.

En der „både var ekspert i massepsykologi og en dygtig taler“, var Adolf Hitler. Dick Geary siger i bogen Hitler and Nazism at Hitler, i lighed med mange af tidligere tiders demagoger, mente at ’masserne lod sig lede af deres følelser, ikke af deres hjerne’. Han spillede på denne menneskelige svaghed ved underfundigt at benytte den ældgamle taktik at vende folks had mod en fælles fjende. Det gjorde han for eksempel da han „vendte tyskernes frygt og vrede mod jøderne,“ siger Hugh Purcell. Hitler bagvaskede jøderne ved at sige at ’jøden er fordærveren af den tyske nation’.

Noget der er hårrejsende ved hele denne periode, er at se hvor let det var at ægge millioner af „anstændige“ mennesker til massemord. Dick Geary spørger: „Hvordan kunne folk i et tilsyneladende civiliseret land ikke alene tolerere, men også gøre sig medskyldige i nazistatens rædselsvækkende barbari?“ Her var der endda ikke blot tale om et „civiliseret“, men også et såkaldt kristent land! Folk blev involveret i alt dette fordi de foretrak menneskers ideologier og handlemåde frem for Jesu Kristi lære. Og hvor mange oprigtige, idealistiske mænd og kvinder er ikke siden blevet forledt til at begå forfærdelige forbrydelser!

Den tyske filosof Georg Hegel har sagt: „Erfaringen og historien viser at folk og regeringer aldrig har lært noget som helst af historien eller handlet i overensstemmelse med de lektioner der kan udledes af den.“ Der er måske ikke mange som deler Hegels livsanskuelse, men de fleste vil give ham ret i denne udtalelse. Sørgeligt nok har menneskene åbenbart meget svært ved at lære noget som helst af historien. Men behøver det at gælde dig?

En vigtig lære vi kan drage af alt dette, er at vi har brug for noget der er langt mere pålideligt end menneskers fejlbarlige ideologier hvis vi skal undgå at gentage tidligere tiders tragedier. Men hvis vi ikke skal støtte os til menneskers ideologier, hvad skal vi så lade os lede af? Over tusind år før korstogene viste Jesu Kristi disciple ved deres eksempel hvordan den sande kristne livsvej — den eneste fornuftige livsvej — bør være. Lad os undersøge hvad de gjorde for at holde sig fri af datidens blodige konflikter. Men er det sandsynligt at nationerne i dag vil lære at undgå konflikter? Og uanset hvad de gør, hvordan vil Gud da gøre ende på menneskers lidelser?

[Illustrationer på side 6]

Menneskers konflikter har været kendetegnet af barbari og lidelser

[Illustrationer på side 7]

Herover: Flygtninge i et krigshærget område

Hvordan kunne tilsyneladende civiliserede mennesker gøre sig skyldige i disse ubeskrivelige voldsforbrydelser?

[Kildeangivelser]

Rwandiske flygtninge: UN PHOTO 186788/J. Isaac; World Trade Center styrter sammen: AP Photo/Amy Sancetta

Hvad vi kan lære af de første kristne

„Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ — Kolossenserne 2:8.

SÅDAN advarede apostelen Paulus de kristne i det første århundrede mod faren ved blindt at følge menneskeskabt filosofi. De kunne vælge mellem at holde sig til den pålidelige vejledning Jesus og hans apostle gav, og som de allerede havde haft stor gavn af, eller at blive offer for menneskers stadigt skiftende teorier, som allerede på det tidspunkt havde resulteret i sorg og elendighed for millioner af mennesker. — 1 Korinther 1:19-21; 3:18-20.

At leve „i overensstemmelse med Kristus“

Korsfarerne, der levede for omkring tusind år siden, forstod ikke at dét at leve „i overensstemmelse med Kristus“ betyder meget mere end blot at sværge troskab over for Jesus Kristus. (Mattæus 7:21-23) Man må også leve helt i overensstemmelse med Jesu lære, som findes i Guds inspirerede ord, Bibelen. (Mattæus 7:15-20; Johannes 17:17) „Hvis I bliver i mit ord,“ sagde Jesus, „er I virkelig mine disciple.“ (Johannes 8:31) Han sagde også at ’alle skal kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden’. — Johannes 13:35.

Disse korsfarere var i virkeligheden blevet et bytte for „det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering“. Det er ikke så sært at almindelige mennesker blev bedraget da deres religiøse ledere, ja, deres biskopper, „vandt berømmelse som militærpersoner“. I opslagsværket McClintock og Strongs Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature siges der at „denne krigeriske indstilling efterhånden blev så udbredt blandt de gejstlige at de altid var klar til krig hvis de kunne få noget ud af det“.

Hvad havde ført til denne sørgelige situation? Efter apostlenes død i det første århundrede begyndte frafaldne kirkeledere at afvige mere og mere fra Kristi lære, nøjagtig som Guds ord havde forudsagt. (Apostelgerninger 20:29, 30) Den afvegne kristendom indgik i stigende grad forbindelse med den verdslige stat. I det fjerde århundrede „omvendte“ den romerske kejser Konstantin sig til kristendommen på sit dødsleje. Hvad det medførte, omtales i opslagsværket: „Udskiftningen af de afguderiske standarter med korsbanneret pålagde enhver kristen den pligt at tjene som soldat.“

Den tanke at en kristen skulle være forpligtet til at tjene som soldat, er naturligvis forkert. Men de „overtalende argumenter“ som byggede på menneskers ideologier, fik mange kristne til groft at krænke alt hvad Kristus stod for. (Kolossenserne 2:4) Man har længe brugt nogle særdeles vildledende argumenter for at retfærdiggøre krige og konflikter. Men at menneskekærlige og gudfrygtige personer skulle tage del i „krigens djævelskab — som systematisk er blevet praktiseret både i fortiden og i nutiden — kan på ingen måde forenes med . . . kristendommens principper,“ hedder det i førnævnte opslagsværk.

Også religioner uden for kristenheden har op gennem historien ført krig. Ligesom kristenhedens trossamfund har de slået deres egne medlemmer og andre ihjel på grund af nationale, politiske eller religiøse forskelle. De har brugt vold eller trusler om vold for at omvende folk til deres egen tro. Nogle har deltaget i massakrer i et forsøg på at nå deres mål. De er ikke anderledes end kristenhedens religioner.

Holdt sig adskilt fra verden

Hvordan var de første kristne i stand til at holde sig ude af datidens politik og blodige krige? Der var to grundlæggende principper som hjalp dem. Det ene fremgår af den befaling Jesus gav apostelen Peter da Peter brugte et sværd til at forsvare ham med: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Det andet fremgår af Jesu ord til Pilatus da denne udspurgte Jesus om hans kongedømme: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36.

Hvordan anvendte de kristne i det første århundrede disse principper i praksis? De holdt sig helt adskilte fra verden ved for eksempel at være strengt neutrale i politiske og militære anliggender. (Johannes 15:17-19; 17:14-16; Jakob 4:4) De nægtede at løfte våben mod deres næste. Historien viser klart at de kristne i det første århundrede hverken tilsluttede sig de jødiske nationalistbevægelser eller Roms kejserlige hære. De forsøgte heller ikke at fortælle de politiske ledere hvad de skulle gøre, for det var ledernes eget ansvar. — Galaterne 6:5.

Justinus Martyr, der levede i det andet århundrede, omtaler kristne der havde ’smedet deres sværd til plovjern’. (Mika 4:3) Og som svar på indvendinger mod de kristnes holdning sagde Tertullian: „Vil det være lovligt at leve af sværdet når Herren siger at den der bruger sværdet, skal falde for sværdet?“

„Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“

At nægte at gå i krig gjorde ikke tilværelsen nemmere for de første kristne. Deres standpunkt gik imod datidens samfundsnormer. Celsus, der var en modstander af kristendommen, gjorde nar af deres holdning. Han mente at alle havde pligt til at gå i krig når magthaverne krævede det. Trods stærk modstand nægtede de første kristne at følge ideologier som var i modstrid med Kristi lære. „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker,“ sagde de. — Apostelgerninger 4:19; 5:29.

Jehovas Vidner i vor tid har fulgt deres eksempel. I Nazityskland, for eksempel, nægtede de resolut at deltage i Hitlers grusomme krige. De var villige til at udholde hård forfølgelse, og om nødvendigt at dø, frem for at bryde deres kristne neutralitet. Det rapporteres at „halvdelen af dem [blev] fængslet og en fjerdedel henrettet“ af nazisterne på grund af deres troskab mod Bibelens principper. (Of Gods and Men) Ikke en eneste af de mange millioner mennesker der mistede livet i Anden Verdenskrig, blev dræbt af et Jehovas vidne. Jehovas Vidner var villige til at ofre deres eget liv frem for at slå nogen ihjel, og mange af dem måtte af den grund gå i døden.

Hvad vi kan lære

Historien lærer os en vigtig lektion: Menneskenes ideologier har altid ført til had og blodsudgydelse blandt folk og nationer. Prædikeren 8:9 siger derfor med rette: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ Og årsagen til dette omtales i Jeremias 10:23, hvor Guds ord siger: ’Menneskets vej står ikke til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.’ Nej, Gud har ikke skabt os med evnen til at klare os uafhængigt af ham. Det har historien bevist.

Som enkeltpersoner kan vi ikke forhindre nationernes ledere i at begå de samme tragiske fejl som tidligere generationer, og vi er ikke bemyndiget til at forsøge at overtale dem til at følge en bestemt kurs. På den anden side er vi heller ikke tvunget til at blive indblandet i deres konflikter. Jesus sagde om sine disciple: ’De er ikke er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.’ (Johannes 17:14) Hvis vi skal undgå at blive en del af denne verdens konflikter, må vi lade Guds ord, Bibelen — ikke menneskers omskiftelige ideologier — være rettesnoren i vores liv. — Mattæus 7:24-27; 2 Timoteus 3:16, 17.

En skøn fremtid

Guds pålidelige ord kaster ikke kun lys over fortiden og nutiden. Det indeholder også en sikker vejledning for fremtiden. (Salme 119:105; Esajas 46:9-11) Bibelen tegner desuden et klart billede af hvad Guds hensigt er med jorden. Han vil ikke tillade menneskene at ødelægge jorden ved at misbruge de mægtige kræfter som videnskaben og teknologien har givet dem adgang til. Han vil sørge for at jorden bliver omdannet til det paradis han oprindelig havde tiltænkt menneskene. — Lukas 23:43.

I den forbindelse siger Guds ord: „Det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“ (Ordsprogene 2:21, 22) Dette vil snart ske, for de svære tider vi oplever, er et vidnesbyrd om at vi lever i „de sidste dage“ for denne verden. (2 Timoteus 3:1-5, 13) Og ét er sikkert: Disse sidste dage er talte. De får snart ende. Bibelprofetierne lærer os: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17; Daniel 2:44.

Snart vil Gud „ødelægge dem der ødelægger jorden“, og erstatte den nuværende voldsprægede verden med en ny verden hvor „retfærdighed skal bo“. (Åbenbaringen 11:18; 2 Peter 3:10-13) Til stor glæde for dem der er tilbage på jorden, vil han „tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere“. (Åbenbaringen 21:1-4) Krig og vold vil være borte for altid, for profetien i Esajas 2:4 vil få en fuldstændig opfyldelse: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ Også du kan få en skøn og evig fremtid hvis du tager ved lære af historien. — Johannes 17:3.