Pave Pius XI bemærkede over for den tyske delegation at det glædede ham at „den tyske regering nu var anført af en mand som kompromisløst modstod kommunismen“, og den 20. juli 1933 blev konkordatet, under udfoldelse af et stort ceremoniel i Vatikanet, underskrevet af kardinal Pacelli (der kort efter blev pave under navnet Pius XII).a

3. (a) Hvad har en historiker skrevet om konkordatet mellem Nazistaten og Vatikanet? (b) Hvilken udmærkelse blev tildelt Franz von Papen under festlighederne i Vatikanet? (c) Hvilken rolle spillede Franz von Papen i nazisternes magtovertagelse i Østrig?

³ En historiker skriver: „Konkordatet [med Vatikanet] var en stor sejr for Hitler. Det gav ham den første moralske støtte fra omverdenen, og dét fra højeste sted.“ Under festlighederne i Vatikanet tildelte Pacelli Franz von Papen en høj pavelig udmærkelse, Piusordenens storkors.b Winston Churchill fortæller i sin bog Uvejret trækker op at von Papen siden udnyttede „sit Renommé som god Katolik“ til at vinde kirkelig støtte til nazisternes overtagelse af magten i Østrig. I 1938 gav kardinal Innitzer ordre til at alle østrigske kirker skulle flage med hagekorsflaget, ringe med klokkerne og bede for Adolf Hitler i anledning af hans fødselsdag.

[Ramme på side 11]

PAVENS TAVSHED

I bogen Franz von Papen — His Life and Times, der er udgivet i 1939, beskriver H. W. Blood-Ryan detaljeret de intriger hvorved denne pavelige ridder bragte Hitler til magten og forhandlede om Vatikanets konkordat med nazisterne. Om den grusomme forfølgelse af blandt andet jøder og Jehovas vidner siger forfatteren: „Hvorfor var Pacelli [pave Pius XII] tavs? Fordi han i von Papens plan om et Helligt Tysk-Romersk Rige kunne se en fremtidig stærkere katolsk kirke, med Vatikanet tilbage på den timelige magts tinde . . . Selv samme Pacelli udøver nu det åndelige diktaturs magt over millioner af sjæle, men alligevel hørtes der knap nok en hvisken som protest mod Hitlers aggression og forfølgelse. . . . I skrivende stund har der netop været tre dages nedslagtninger, og ikke én bøn har lydt fra Vatikanet for de kæmpendes sjæle, hvoraf halvdelen er katolikker. Det vil blive en forfærdende regnskabets dag når disse mænd, berøvet al deres jordiske indflydelse, står foran deres Gud, der vil drage dem til ansvar. Hvad har de at sige til deres undskyldning? Intet!“