Hjemløsheden — Hvor stort er problemet?

VERDEN over bor millioner af mennesker i slumkvarterer. Ifølge en FN-publikation med titlen Building for the Homeless er det i udviklingslandene „op til 50 procent — i nogle byer næsten 80 procent — af byernes indbyggere der bor i slumkvarterer og skurbyer“ uden vand, lys, sanitære installationer eller renovation. Hvordan er det at bo sådanne steder? Korrespondenter for Vågn op! fortæller følgende øjenvidneberetninger:

Bombay, Indien — Sommerheden er kvælende i Bombays centrum. I skyggen af et figentræ ved fortovet ligger en mand, en kvinde og et lille barn og sover. Lidt tarveligt sengetøj, nogle få køkkenredskaber og asken fra et lille bål viser at de betragter stedet som deres hjem. De har ikke noget andet sted at gå hen. Handlende og forretningsfolk ignorerer dem totalt idet de går forbi — for der er titusinder af familier som denne i byen. I et land hvor der mangler 24,7 millioner boliger er hjemløse mennesker et dagligdags syn.

På tomme byggegrunde og i rabatten langs motorveje og jernbaner er primitive telte skudt op. Brugte sække og gamle klude danner ly for utallige mennesker. Hvis disse telte ikke fjernes af myndighederne vil området snart blive fyldt med små, vakkelvorne skure uden vinduer, bygget af kasserede materialer. De der bor i dem må hver dag ud at lede efter vand. De nærmeste jernbanespor og lossepladser gør det ud for deres toiletter. I sammenligning med dette bliver det næsten misundelsesværdigt at bo i de „permanente“ skure i de rigtige slumkvarterer. Dér er der i det mindste nogle få vandhaner og toiletter.

Johannesburg, Sydafrika — For de hvide sydafrikanere er det ikke noget stort problem at finde en bolig, forudsat at de kan betale den stadig stigende husleje. Men ifølge regeringens officielle årbog, South Africa 1986, „lider Sydafrika i øjeblikket under en omfattende mangel på boliger til de sorte, især i byområderne“. Tusinder af mennesker står på venteliste til en bolig, og somme tider må tre familier bo i en fireværelses lejlighed, eller en familie med tre-fire medlemmer må bo i ét værelse. Når en ung mand bliver gift lader han sig skrive på ventelisten i håb om at der vil vise sig noget inden for et par år eller tre. Indtil da må de nygifte dele værelse med forældrene eller bygge et blikskur i baghaven — hvis de da har en.

I nogle områder bygger husejere sådanne skure i baghaven og lejer dem ud til ågerpriser. Byrådene lukker øjnene for det fordi de ikke selv kan dække behovet for boliger. Dette skaber slumkvarterer og fører til kriminalitet og sygdomme. I radioen er det blevet oplyst at 136 børn ud af 1000 dør fordi de er blevet født under sådanne uhygiejniske forhold — på steder hvor der ikke er rindende vand og måske kun ét toilet til fire-fem familier. Men også de lidt større børn berøres af boligforholdene. De er ikke ret gamle før de har lært at stjæle og tage stoffer. Drikkeri er almindeligt blandt de unge.

Shanghai, Kina — I denne den folkerigeste by i det folkerigeste land i verden er det en enorm udfordring at forsøge at skaffe alle de over 12 millioner indbyggere en passende bolig. Regeringen gør hvad den kan for at bygge nye boligblokke, men de fleste mennesker bor stadig i bittesmå huse der er bygget i 30’erne eller 40’erne og ligner legetøjshuse. Andre er stuvet sammen i store boligblokke som der kun er adgang til gennem trange gyder. I mange af disse blokke er der hverken rindende vand, køkken eller toilet, og der er ingen muligheder for opvarmning skønt temperaturen om vinteren kan falde til under frysepunktet. Større huse i de tidligere franske og britiske zoner er som regel delt op så der bor en familie i hvert værelse — og alle disse mennesker må deles om et enkelt køkken og toilet. I mange tilfælde bor der tre generationer i samme værelse.

Byens myndigheder prioriterer det højt at indbyggerne skal have bedre boligforhold. I øjeblikket anslås det at hvert menneske kun har mellem 4 og 5,4 kvadratmeter gulvareal. Man håber at komme op på 5,9 kvadratmeter pr. person. Rapporterne viser at der i Shanghai blev bygget 6000 nye lejligheder i 1985, og ikke mindre end 880 millioner kroner blev anvendt til byggerier i 1986. Men der er stadig 100.000 mennesker skrevet op på den officielle venteliste til en ny bolig, og det er umuligt at danne sig et skøn over hvor mange andre der leder efter et sted at bo.

São Paulo, Brasilien — Skurbyer er skudt op overalt. Af ren og skær desperation invaderer de hjemløse private ejendomme og tomme byggegrunde, hvor de bygger vaklende blikskure eller halvtage, somme tider klos op ad smukke herskabsboliger og moderne boligblokke. Mange traditionelle familiehuse er blevet omdannet til midlertidige boliger hvor hvert enkelt værelse lejes ud. I mange tilfælde er der sådanne steder kun ét badeværelse til over 50 mennesker.

Situationen tog en foruroligende vending da militærpolitiet sidste år i april blev sat til at fjerne de ulovlige beboere i en skurby i en forstad til São Paulo. Avisen O Estado de S. Paulo skrev at ældre mennesker blev slået, kvinder blev trukket ud af skurene ved håret, og børn blev slået ned. Mange led af åndedrætsbesvær fordi der var blevet kastet tåregasbomber ind i deres skure.

Hvis man ikke selv har oplevet det, er det næsten umuligt at forestille sig hvilken elendighed og fortvivlelse der hersker i sådanne slumkvarterer og skurbyer. Men flere hundrede millioner mennesker må udholde disse forhold hver eneste dag.

Hjemløsheden — Et problem i hele verden

PROBLEMET med boligmangel og hjemløshed kender ingen landegrænser — det er på ingen måde begrænset til de fattige udviklingslande. Næsten enhver storby i industrilandene har sine slumkvarterer. Side om side med de skinnende skyskrabere og højmoderne boligblokke er der fattige ghettoer og forfaldne områder i midtbyen. Hvordan er det at bo sådanne steder?

I forbindelse med en undersøgelse der er foretaget i Chicago har tidsskriftet Science skrevet at de hjemløse i byen er „kendetegnet af dyb fattigdom og ensomhed, og en stor procentdel af dem fungerer ikke normalt i samfundet. Fire ud af fem har enten været i fængsel, indlagt på et psykiatrisk hospital eller anbragt på en institution for at blive hjulpet ud af stofmisbrug“.

I de fleste amerikanske byer findes der faciliteter for de hjemløse. I New York bliver enlige hjemløse for eksempel anbragt på offentlige herberger, mens hjemløse familier får tilbudt ophold på særlige hoteller. Forud for denne vinter forventedes det at 12.200 enlige og 20.500 medlemmer af familier ville søge hjælp i vinterens løb, og myndighederne håbede at det på en eller anden måde ville lykkes at finde plads til dem alle.

Hvordan er det så at bo sådanne steder? Ja, herbergerne i New York er for størstedelens vedkommende ombyggede gymnastiksale eller lagerlokaler. I hundredvis af mennesker sover sammen i store sovesale. Nogle hjemløse nægter at overnatte der. „På herbergerne er der tit både lopper og lus i sengetøjet,“ siger en. „Det er også farligt at overnatte der. Man skal nærmest sove med åbne øjne.“ Det er særlig hårdt for børnene. „I de baraklignende herberger og overfyldte hoteller som myndighederne i sidste ende sender de hjemløse familier til, bliver børnene vidner til en lang række problemer — sygdom, stofmisbrug, kriminalitet, fortvivlelse, arbejdsløshed og passivitet,“ skriver New York-avisen Daily News. „Disse børn er i fare for at blive en generation der tabes på gulvet.“

Da det ifølge sagens natur er de færreste hjemløse der har et fast opholdssted, kan det være svært at hæfte nogle nøjagtige tal på problemet. Amerikas Nationale Hjemløseråd hævder at antallet af hjemløse i landet ligger på mellem to og tre millioner. Bolig- og byplanministeriet udtaler derimod at „der ifølge de tilgængelige oplysninger sandsynligvis er mellem 250.000 og 350.000 hjemløse“. Men uanset hvor mange der rent faktisk er, kan alle blive enige om at problemet hele tiden vokser.

„Vor tids svøbe“

Også i mange lande her i Europa er boligmangelen et alvorligt problem. Londonavisen The Times skriver at i England „er antallet af mennesker der bor fast på billige hoteller steget fra 49.000 til 160.000 mellem 1979 og 1984, 1¹/₄ million mennesker er skrevet op på ventelisterne og 1 million boliger er officielt blevet erklæret uegnede til beboelse“.

„Private grupper i Paris udtaler at mindst 10.000 mennesker nu bor på gaderne,“ har The New York Times skrevet i en artikel med titlen „Europas hjemløse: Vor tids svøbe“. Italiens regering anslår at 20 procent af de nygifte „ikke har andre muligheder end at bo hos slægtninge, selv efter at deres første barn er blevet født“. Her i Danmark konkluderede Socialforskningsinstituttet i 1981 at der er cirka 20.000 uden stabil indtægt, arbejde eller bolig. En stadig voksende del af dem er under 30 år.

Ironisk nok sker alt dette netop som disse lande „var begyndt at tro at [de] snart kunne udrydde fattigdommens og hjemløshedens svøber,“ siger Peter Sutherland, der er kommissær for sociale anliggender i EF-kommissionen.

En skræmmende tendens

I de senere år har de myndigheder der har at gøre med de hjemløse imidlertid bemærket en ny tendens. The New York Times har citeret et medlem af Hjemløserådet i Chicago for at have sagt: „Vi har lagt mærke til en drastisk forandring. De der har behov for hjælp er nu ikke bare ’de fattige’, men også ’de nyfattige fra middelklassen’. De mister deres arbejde, deres kreditkort og deres hjem. Det drejer sig bestemt ikke mere udelukkende om ’den gamle spritter nede på hjørnet’.“

Lederen af et socialkontor i Connecticut har ligeledes sagt: „Der hersker desværre visse misforståelser angående de hjemløses identitet. Det er ikke posedamen eller vagabonden der turer fra den ene by til den anden. Det er familier der på grund af arbejdsløshed eller skilsmisse ikke mere kan betale den høje husleje.“ Ifølge en rapport udgivet af De Forenede Staters Borgmesterkonference i maj sidste år, har en undersøgelse i 29 større byer vist at familier med børn udgjorde over en tredjedel af de hjemløse og at dette repræsenterede en stigning på 31 procent i forhold til året før.

Ubesvarede spørgsmål

Skønt problemets omfang varierer fra land til land og fra sted til sted, kan man vist roligt sige at det i dag er de færreste der slet ikke kender til det eller er berørt af det. Det mest fortvivlende er at på trods af den indsats der gøres og de penge der bruges fra regeringernes side tyder intet på at problemet er ved at fortage sig. Hvordan kan det være? Hvor kommer alle de hjemløse mennesker fra? Og, som det vigtigste spørgsmål af alle: Er der noget håb om at problemet kan løses?