Hvad siger Bibelen om homoseksualitet?

Rom. 1:24-27: „Derfor overgav Gud dem, i overensstemmelse med deres hjerters lyster, til urenhed, så deres legemer kunne vanæres iblandt dem . . . Gud overgav dem til vanærende seksuelle lidenskaber, for både ombyttede deres kvinder den naturlige omgang med den unaturlige, og ligeledes forlod også mændene den naturlige omgang med kvinden og blev optændt i deres begær efter hinanden, idet mænd med mænd øvede hvad der er uanstændigt og pådrog sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjente.“

1 Tim. 1:9-11: „Loven [er] ikke . . . fremsat for den retfærdige, men for lovløse og uregerlige, ugudelige og syndere, . . . utugtige, mænd som ligger hos mænd, . . . og hvad andet der er i modstrid med den sunde lære efter den lykkelige Guds herlige gode nyhed.“ (Se også Tredje Mosebog 20:13.)

Jud. 7: „Således er også Sodoma og Gomorra og byerne omkring dem, efter at de . . . var gået efter kød til unaturlig brug, sat frem for os som et advarende eksempel ved at lide en evig ilds retslige straf.“ (Indbyggerne i Sodoma blev fordømt for deres seksuelle perversitet, herunder homoseksuelle handlinger. Se også Første Mosebog 19:4, 5, 24, 25.)

Hvordan vil sande kristne forholde sig til tidligere homoseksuelle?

1 Kor. 6:9-11: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene, I er blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herres Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“ (Uanset hvad nogle tidligere har været, kan de komme til at stå rene ind for Gud hvis de opgiver deres tidligere urene handlinger, følger Jehovas retfærdige normer og tror på hans foranstaltning til tilgivelse af synder ved Kristus. Efter at have opgivet deres tidligere levevis kan de blive hilst velkomne i den kristne menighed.)

Sande kristne véd at selv indgroede tilbøjeligheder, også dem hvis årsag er af genetisk, fysisk eller miljømæssig art, ikke er uovervindelige for dem der virkelig ønsker at gøre Guds vilje. Nogle mennesker er af natur stærkt følelsesbetonede. Måske gav de tidligere deres vrede frit løb i voldsomme vredesudbrud; men kundskab om Guds vilje, ønsket om at behage ham samt den hjælp de har modtaget af hans ånd, har sat dem i stand til at udvikle selvbeherskelse. Nogle har måske været alkoholikere, men med den rette motivation har det været muligt for dem at holde op med at drikke for meget. På samme måde kan en der føler sig stærkt tiltrukket af andre af samme køn, holde sig fri af homoseksuelle handlinger ved at følge vejledningen fra Guds ord. (Se Efeserbrevet 4:17-24.) Jehova lader os ikke forblive i den tro at en uret adfærd ikke gør nogen forskel; venligt men fast advarer han os om konsekvenserne af vor adfærd og sørger for rigelig hjælp til dem der ønsker at ’afføre sig den gamle personlighed sammen med dens forehavender og iføre sig den nye personlighed’. — Kol. 3:9, 10.

Hvis nogen siger . . .

’Hvordan ser du på homoseksualitet?’

Hertil kunne man svare: ’Jeg har det samme syn på homoseksualitet som det der gives udtryk for her i Bibelen. Jeg tror at det den siger er vigtigere end et menneskes opfattelse, for den fortæller os hvad menneskets Skaber mener. (1 Kor. 6:9-11) Læg mærke til at nogle af dem der blev kristne, tidligere havde været homoseksuelle, men på grund af deres kærlighed til Gud og med hans ånds hjælp holdt de op med at være det.’

Eller man kunne sige: ’Som svar på det kan jeg sige at jeg har lagt mærke til at mange af dem der mener at man ikke bør diskriminere imod en homoseksuel livsstil, ikke tror at Bibelen er Guds ord. Må jeg have lov at spørge om hvordan du ser på Bibelen?’ Hvis vedkommende siger at han tror på Bibelen, kunne man fortsætte: ’Homoseksualitet er ikke noget ganske nyt. Det er noget som er kendt fra gammel tid, og i Bibelen findes Jehova Guds uforanderlige syn på den sag, udtrykt i meget klare vendinger. (Brug eventuelt stoffet på siderne 224, 225.)’ Hvis vedkommende giver udtryk for tvivl på Guds eksistens eller på Bibelen som Guds ord, kunne man fortsætte: ’Hvis der ikke er nogen Gud til, skal vi naturligvis ikke stå ham til regnskab for vore handlinger og kan derfor leve som vi selv vil. Det egentlige spørgsmål er derfor: Er der en Gud til som vi kan takke for at vi lever [eller måske: Er Bibelen inspireret af Gud]? (Brug nogle tanker fra siderne 120-126 eller 47-57.)’