Under synoden havde Tony Higton fremlagt et opsigtsvækkende bevismateriale om homoseksualiteten blandt præsteskabet. Én præst, der var blevet dømt for at have misbrugt et barn seksuelt, var blot blevet flyttet til et andet sogn. En anden præst, der havde opført sig groft uterligt på et offentligt toilet, var blevet overflyttet til et andet stift, hvor han blev dømt for en lignende overtrædelse uden at blive fradømt kjole og krave. Han rapporterede endvidere om homoseksuelle anglikanske præster i London som drev en kirkelig boghandel hvor de „solgte litteratur der opmuntrede til homoseksuel promiskuitet, besøg hos mandlige prostituerede samt forskellige former for homoseksuelle handlinger“. En af bøgerne i boghandelen viste efter sigende et billede af „en femårig pige i seng med sin fader og hans homoseksuelle ven“.

En anden sagde: „Jeg er bange for at homoseksualitet nu har fået et stærkt fodfæste blandt den anglikanske kirkes gejstlige, ja i den anglikanske kirke i det hele taget.“ En tredje udtalte: „Denne afgørelse — jeg ville foretrække at kalde den et skandaløst kunstgreb — bringer i virkeligheden børnene i farezonen. Mange homoseksuelle som er ude af stand til at finde partnere, vender sig mod børn, og børn der går i kirke bliver derfor særlig sårbare. . . . Kirken har rent ud sagt undladt at rense sig for et onde der går i svang inden for dens egne rækker.“