Under synoden havde Tony Higton fremlagt et opsigtsvækkende bevismateriale om homoseksualiteten blandt præsteskabet. Én præst, der var blevet dømt for at have misbrugt et barn seksuelt, var blot blevet flyttet til et andet sogn. En anden præst, der havde opført sig groft uterligt på et offentligt toilet, var blevet overflyttet til et andet stift, hvor han blev dømt for en lignende overtrædelse uden at blive fradømt kjole og krave. Han rapporterede endvidere om homoseksuelle anglikanske præster i London som drev en kirkelig boghandel hvor de „solgte litteratur der opmuntrede til homoseksuel promiskuitet, besøg hos mandlige prostituerede samt forskellige former for homoseksuelle handlinger“. En af bøgerne i boghandelen viste efter sigende et billede af „en femårig pige i seng med sin fader og hans homoseksuelle ven“.

En anden sagde: „Jeg er bange for at homoseksualitet nu har fået et stærkt fodfæste blandt den anglikanske kirkes gejstlige, ja i den anglikanske kirke i det hele taget.“ En tredje udtalte: „Denne afgørelse — jeg ville foretrække at kalde den et skandaløst kunstgreb — bringer i virkeligheden børnene i farezonen. Mange homoseksuelle som er ude af stand til at finde partnere, vender sig mod børn, og børn der går i kirke bliver derfor særlig sårbare. . . . Kirken har rent ud sagt undladt at rense sig for et onde der går i svang inden for dens egne rækker.“

Den katolske kirke

Den katolske kirke fordømmer ligeud homoseksualitet som en grov synd. Men i praksis dækker kirken over homoseksuelle præster og gør det endda muligt for dem at fortsætte med deres seksuelle perversiteter. Selv pave Johannes Paul II har udtalt sig med varme ord om homoseksuelle, idet han har erklæret: „De har en plads i kirkens hjerte.“

Den uafhængige katolske avis National Catholic Reporter skrev den 27. februar 1987 at man anslog at 50 procent af de katolske præster i De Forenede Stater er homoseksuelle. Nogle sætter dog spørgsmålstegn ved dette tal. En psykolog der har udspurgt 1500 af De Forenede Staters 57.000 katolske præster siger at 20 procent er homoseksuelle, mens nyere undersøgelser „har fået andre terapeuter til at mene at det virkelige tal i dag nærmere er 40 procent“.

For blot et år siden kunne man i aviser over hele landet læse om katolske præsters seksuelle overgreb mod børn. Følgende rapport fra San Jose i Californien, offentliggjort i avisen Mercury News for den 30. december 1987, er et typisk eksempel:

„På et tidspunkt hvor den amerikanske befolkning er blevet mere opmærksom på problemerne med seksuelt misbrug af børn, fortsætter De Forenede Staters katolske kirke ifølge retsprotokoller, interne kirkedokumenter, civile myndigheder og ofrene selv, med at ignorere og dække over sager hvor præster har misbrugt børn seksuelt.

Kirkelige embedsmænd hævder at en berygtet sag fra 1985 i Louisiana hvor en præst misbrugte mindst 35 drenge, har lært dem at tage håndfast på problemet. Men en tremåneders undersøgelse foretaget af Mercury News har afsløret at i over 25 stifter i hele landet har ledende kirkefolk blot forflyttet præster der har gjort sig skyldige i børnemisbrug til andre sogne; de har undladt at underrette myndighederne, ignoreret klager fra forældre og ladet hånt om den skade børnene har lidt. . . . Der er allerede blevet udbetalt millioner af dollars i skadeserstatning til ofrene og deres familier, og en kirkerapport fra 1986 anslog at kirken i løbet af det næste årti kunne komme til at betale over én milliard dollars i erstatning.“

Den ’berygtede sag fra 1985 i Louisiana’ der blev omtalt i rapporten fra Mercury News, drejede sig om en præst ved navn Gilbert Gauthe. Man har „udbetalt 12 millioner dollars i skadeserstatning til hans ofre“. Gilbert Gauthes homoseksuelle aktiviteter var kendt i mange år, men ’stiftet klarede problemet ved mindst tre gange at forflytte ham fra det ene sogn til det andet’. I ét tilfælde „bevidnede et forældrepar at Gauthe havde forført deres 7-årige dreng på hans første dag som messedreng. Dette forhold stod på i et år indtil præsten blev forflyttet.“

Rapporten omtalte også „den skade børnene led“. I nogle af tilfældene har skaden været uoprettelig. En 12-årig dreng tog sit eget liv. Han efterlod et brev hvori han gav udtryk for at „livet ikke mere var værd at leve“ efter at „en franciskanermunk praktisk taget havde gjort ham til sexslave“. En anden dreng der var blevet misbrugt af en præst, hængte sig efter at have sagt til sin broder: „Sig til fader S.— at jeg tilgiver ham.“

Utallige avisartikler beretter om specifikke tilfælde hvor katolske børn er blevet misbrugt af katolske præster, om millioner af dollars der er blevet udbetalt i forbindelse med retssager, om sager der er blevet ordnet uden om domstolene, og om forsikringsselskaber der „ikke længere vil tegne forsikringer som dækker hvis der kræves erstatning fordi præster har misbrugt børn seksuelt“.

Thomas Fox, der er redaktør ved avisen National Catholic Reporter, har sagt: „Biskopperne i hele landet har i årevis dækket over disse problemer.“ Eugene Kennedy, en tidligere præst, har udtalt: „Det man oplever i retssalene er kun toppen af isbjerget.“ Thomas Doyle, der er dominikansk præst og specialist i kirkeret, har erklæret: „Præsters seksuelle misbrug af smådrenge er det største og mest alvorlige problem vi i flere århundreder har måttet tage stilling til.“