I 1954 blev der imidlertid rettet et andet slag mod arbejdet, som lammede det i adskillige år. Afdelingstjeneren, som var blevet udnævnt i september 1953, måtte udstødes. Hans overtrædelse svækkede samtidig andre. Nogle havde kendt til hans syndige adfærd før den kom for dagen, og fordi de havde lukket øjnene i stedet for at vise mod til at gribe ind, blev de også bragt til snublen og fald. (Jævnfør Tredje Mosebog 5:1.) Andre var kede af at han blev udstødt, for han var vellidt blandt brødrene. Lykkeligvis blev han senere genoptaget og har tjent trofast lige siden.

Ikke desto mindre havde arbejdet lidt skade, og det påhvilede Aldo Muscariello, den nye afdelingstjener, at tage sig af sagen. Han blev klar over at tilbagegangen også skyldtes andre faktorer. Mange forkyndere og missionærer var begyndt for tidligt med at regne deres bibelstudier som forkyndere, idet de endda uden deres vidende afleverede rapporter for dem de studerede med. Afdelingskontoret forklarede at de der studerede først måtte kvalificere sig før de kunne betragtes som forkyndere.

Broder Muscariello erfarede at Honduras er et kontrasternes land hvor kvæg og æsler deler vejene med biler og lastvogne, hvor stråtækte hytter ligger side om side med moderne huse, hvor regntiden efterfølges af den eneste anden årstid, den varme og støvede. Den ene aften studerede han med en familie i stearinlysets skær i en etværelses hytte bygget af soltørrede lersten og med lergulv på en af bjergskråningerne ved Tegucigalpa, og den næste aften i en stor, veloplyst stue på Guatemalas ambassade.

Da Lloyd Aldrich, der var afdelingstjener i 1960’erne, besøgte Roatán, fandt han at indbyggerne var religiøse, udadvendte, uformelle og sorgløse. Han lagde med interesse mærke til at hvis foredragsholderen stillede et retorisk spørgsmål i sit offentlige foredrag, svarede tilhørerne på spørgsmålet.