Da brødrene fra menigheden i El Progreso begyndte at besøge byen Santa Rita, cirka 24 kilometer mod syd, tog ejeren af en barbersalon med glæde imod læsestof. Han bad indtrængende brødrene om at blive og undervise ham, men de ønskede at besøge så mange som muligt af indbyggerne i byen før de rejste. Manden tiggede: „Hvis I vil blive og undervise mig, vil jeg give jer mad og et værelse i mit hus i nat, så I ikke mister værdifuld tid.“ I alt 15 brødre fik mad og husly i barberens hus den nat.

Lad os fortælle om en kvinde som voksede op hos sin moder, der drev flere bordeller. Da hendes moder døde, overtog hun forretningen. Det var ikke let for hende at komme i sandheden, men hun gjorde det — og afhændede selvfølgelig familieforetagendet. Hun blev pioner i 1976 og har nu et beskedent udkomme ved at vaske for andre.

Filander var kun en dreng da han begyndte at undersøge sandheden, og det brød hans fader sig ikke spor om. Jo flere fremskridt Filander gjorde, jo mere ihærdigt prøvede hans fader at standse ham. Han ville gerne have at hans søn gik på universitetet og kom frem i verden. Han nægtede at lade ham tage til møder og stævner eller ud i tjenesten, men drengen fandt altid ud af at komme af sted på en eller anden måde. Han blev døbt i 1972 og fortsatte med at gøre fremskridt, idet han først blev pioner og siden blev udnævnt til ældste. Efter at have arbejdet på byggeholdet ved opførelsen af Betel i Honduras, blev han sendt til Colombia for at udføre et lignende arbejde. Hvad hans familie angår, er de med årene blevet mildere stemt.

Det nærmeste Antonio var kommet en profession var at være dranker, for det var sådan han havde tilbragt hovedparten af sine 80 år. Flere missionærer havde uden held studeret med ham, så da en missionær ved navn Russell Graham ønskede at give ham endnu en chance, sagde brødrene at han gjorde bedst i ikke at spilde tiden. Antonio havde imidlertid en god egenskab — han var ydmyg. Skønt hans hjerne var så ødelagt af alkohol at han altid måtte studere stoffet tre gange, gjorde han fremskridt og kunne til sidst indvi sig og lade sig døbe. Han tjente Jehova trofast til sin død.

José blev opdraget i den katolske tro men studerede socialistisk filosofi og ateisme. Det han lærte på universitetet overbeviste ham om at mennesket er et produkt af en udvikling, og han holdt helt op med at tro på Gud. Hans stedsøns smertefulde død i 1966 fik ham til at indse hvor hjælpeløse menneskene er når de står over for døden. En dag fortalte en missionær ham om opstandelseshåbet. Hans interesse blev vakt, og han begyndte at genopbygge sin tro på Gud, men denne gang på en solid grundvold. Han lærte at Guds rige, ikke socialismen, er den eneste løsning og han blev en forkynder af Riget. Siden da er han blevet udnævnt til ældste og har i nogle år virket i kredstjenesten.