Kontaktudvalg til hospitaler

Jehovas Vidners Styrende Råd har sørget for at der er blevet oprettet kontaktudvalg i større byer med store lægelige institutioner. I De Forenede Stater findes der allerede omkring et hundrede sådanne udvalg, med gennemsnitlig fem medlemmer, som forsøger at bygge bro mellem lægeverdenen og Jehovas vidner. Tidligere på året blev denne ordning også indført i andre lande. Fra den 19. februar til den 27. marts besøgte tre medlemmer fra hospitalinformationen i Brooklyn otte af Jehovas Vidners afdelingskontorer i Stillehavsområdet.

Der var tre formål med besøgene: at holde kurser for at oplære udvalgte brødre til arbejdet i kontaktudvalgene, at hjælpe brødrene på hvert afdelingskontor til at oprette en hospitalinformation, samt til at besøge hospitaler og læger for at opmuntre dem til at fortsætte og forbedre behandlingen af Jehovas vidner uden brug af blod. Der blev afholdt fire kurser: ét i Sydney for Australien og New Zealand; ét i Manila for Filippinerne, Hongkong og Taiwan; ét i Ebina for Japan og Korea; og ét i Honolulu for Hawaii.

På kurset blev der både vist lysbilleder og videofilm der skulle forklare om blodets sammensætning og funktion, samt om de stadig flere alternativer der findes til homologt blod. Desuden blev det drøftet hvordan man kan hjælpe Jehovas vidner som står over for problemer fordi de afviser at blive behandlet med blod. Kurset understregede også vigtigheden af at samarbejde med læger og hospitaler og derved gøre det lettere for dem at respektere Jehovas vidners standpunkt. Et medlem af et japansk kontaktudvalg sagde: „Kurset udrustede os virkelig til opgaven med at skabe større gensidig forståelse.“ Over 350 Jehovas vidner fra alle mulige erhverv blev oplært på de fire kurser.

Før besøgene havde afdelingskontorerne aftalt møder med fremtrædende kirurger og erfarne læger ved større hospitaler for at drøfte behandling af Jehovas vidner uden brug af blod. Tre hold fra hvert afdelingskontor fik til opgave at aflægge disse besøg sammen med en af de tre repræsentanter fra Brooklyn. Dette var ikke blot anskuelsesundervisning, men en direkte hjælp for kontaktudvalgene til at føle sig trygge når de skulle tale med læger og behandlende personale. I løbet af seks uger blev der aflagt 55 sådanne besøg.

Man lærer at samarbejde

Resultaterne var glædelige. I Australien besøgte et af udvalgene vicesundhedsministeren i staten New South Wales. Man drøftede mulighederne for at flere hospitaler kunne udføre operationer uden blod, og udvalget foreslog at Australien kunne blive center for denne form for kirurgi i det sydlige Stillehavsområde. Ministeren kunne ikke se at der var noget i vejen for at der blev sammensat lægehold der kunne udføre sådanne operationer. I alt blev der aflagt 22 hospitalsbesøg i Australien. En hospitalsdirektør sagde: „I ved mere om blod og alternativer end vi gør.“ Direktøren for en sammenslutning af syv hospitaler lovede at han ville lade en professor i kirurgi på et af hospitalerne samle et hold kirurger som kunne foretage operationer på Jehovas vidner uden brug af blod.

På Manilas hjertehospital — der af nogle bliver betragtet som det bedste i Orienten — gjorde kontaktudvalget hospitalsdirektøren opmærksom på at de omkring et hundrede Jehovas vidner der ventede på at få foretaget hjertekirurgiske indgreb, var blevet anbragt sidst i køen fordi de ikke ville modtage blod. Hun lovede at standse denne praksis. Man viste hospitalsdirektøren på Filippinernes mest ansete hospital, Skt. Lukas-hospitalet, hvad den medicinske litteratur i dag siger om kirurgi uden brug af blod, og han erklærede sig enig i at det var mere sikkert: „Det er fremtidens løsen,“ indrømmede han. „Det er den eneste måde hvorpå vi kan undgå AIDS og hepatitis.“ Han gav udtryk for at han var parat til at lade Jehovas vidner blive behandlet på hans hospital uden blod; han er selv ansvarshavende for hospitalets blodbank.

Tredageskurset i Japan blev også overværet af en delegation på 44 Jehovas vidner fra Korea hvoraf fem var læger. Fra Japan kom der 255 brødre, deriblandt 2 advokater og 41 læger, hvoraf nogle var neurokirurger og narkoselæger. I Japan blev der oprettet tyve udvalg og i Korea syv.

Efter kurset besøgte lærerne sammen med medlemmer af de lokale kontaktudvalg nogle læger og hospitaler i Tokyo-området for at få et samarbejde i stand. „Vi besøgte en assisterende professor i obstetrik ved et universitetshospital,“ fortæller en japansk broder. „Han havde hjulpet til ved mindst ti fødsler hvor kvinderne var Jehovas vidner. En af dem havde mistet 2,8 liter blod, og hendes hæmoglobinmængde var faldet til 3,5 gram pr. deciliter. (Kvinder har gennemsnitlig 14 gram pr. deciliter.) Men lægen klarede det alligevel uden at bruge blod. Selv er han buddhist og respekterer sine patienters tro. Han indvilligede i at fortsætte med at hjælpe patienter der er Jehovas vidner.“

En hospitalsdirektør i Yokohama indvilligede i at hans hospital blev opført blandt dem der var villige til at samarbejde, og sagde at man med glæde ville tage imod de Jehovas vidner som blev afvist af andre hospitaler. „Det er en stor udfordring at behandle Jehovas vidner uden at bruge blod,“ sagde lægen, „men jeg kan godt lide at behandle dem, for det giver mig mulighed for at dygtiggøre mig som læge.“ Det var også i Yokohama at en gynækolog sagde: „Jeg er villig til at kæmpe for patienternes rettigheder ved domstolen hvis jeg skulle blive sagsøgt for at have respekteret patientens vilje og undladt at give blod.“

De udvalg der blev oprettet til at betjene brødrene i Korea har også haft gode resultater. Den 26. maj blev der aflagt et besøg på Yonseis universitetshospital, der er kendt i hele Korea og har tre underhospitaler. Der deltog personale fra alle hospitaler, og i alt 62 var til stede. En professor i anæstesiologi talte over emnet „Narkosebehandling af patienter der er Jehovas vidner“. De oplysninger han fremlagde vil blive bragt i et tidsskrift om anæstesiologi i Korea. Da der er tale om et af de førende hospitaler i Korea vil dette sikkert have en positiv indflydelse på andre hospitaler og læger. Der blev ikke rejst nogen spørgsmål som ikke var blevet grundigt behandlet ved kurset i Japan.

På Hawaii er der oprettet fem kontaktudvalg som alle overværede kurset i Honolulu. De fleste af udvalgsmedlemmerne var med på hospitalsbesøg. På Hawaii Healthcare Center sagde direktøren at han ville skrive en artikel om os i den rundskrivelse med nyhedsstof som bliver sendt ud til alle hospitaler på Hawaii.

På det største hospital, Queens-hospitalet i Honolulu, gjorde kontaktudvalget opmærksom på en unøjagtighed i den formular der blev benyttet når patienter skulle foretage et informeret valg, hvilket gav et forkert billede af Jehovas vidner. Det hed i formularen at Jehovas vidner hellere vil dø end modtage en „livreddende“ blodtransfusion. Man gjorde det klart at det på ingen måde er denne holdning vi indtager, men at vi søger hospitalsbehandling for at værne om vort liv og helbred. Men ordlyden fik det til at lyde som om blodtransfusioner kun er af det gode og at det er ensbetydende med døden hvis man ikke får blod. Der blev slet ikke nævnt noget om at man kunne risikere at dø på grund af en blodtransfusion, og patienten fik derfor ikke lejlighed til at tage stilling til om han var villig til at løbe denne risiko. Hospitalets advokat sagde: „Lad mig lige se den formular.“ Efter at have læst formularen sagde han: „Det her har jeg ikke skrevet!“ Ved samtalens afslutning sagde direktøren til advokaten: ’Jeg tror at vi sammen skal gennemgå den formular.

[Illustration på side 23]

Hospital Committee Seminar​—March 12, 1990