I 1903 anbefalede Watch Tower at de forsøgte at nå ud til alle ved at uddele traktaterne fra hus til hus, i stedet for at koncentrere sig om kirkegængerne. Ikke alle bibelstudenter fulgte vejledningen, men mange gik i gang med stor nidkærhed. Det blev for eksempel rapporteret at man havde besøgt praktisk taget hvert eneste hus i flere amerikanske storbyer og deres forstæder inden for en radius af mindst 16 kilometer fra centrum. Der blev uddelt i millionvis af traktater, eller brochurer, på denne måde. De fleste bibelstudenter der var med til at gøre den gode nyhed kendt dengang, gjorde det ved at uddele traktater og andre publikationer vederlagsfrit.

Andre bibelstudenter — et mere begrænset antal — virkede som kolportører og brugte en stor del af deres tid udelukkende i denne gerning.

Nidkære kolportører fører an

Den første tilskyndelse til indviede mænd og kvinder der kunne bruge en betydelig del af deres tid i denne tjeneste, lød i april 1881. De skulle tilbyde dem de traf fra hus til hus og i forretningsdistrikter en lille bog der forklarede bibelske sandheder, samt et abonnement på Watch Tower. Formålet var at finde frem til dem der hungrede efter sandheden, og forkynde for dem. I en periode prøvede de at nøjes med at sige tilstrækkeligt til at vække den besøgtes interesse, hvorpå de efterlod en pakke bøger som den besøgte kunne læse, og kom igen få dage senere. Nogle leverede bøgerne tilbage, andre ville gerne købe dem. I mange tilfælde var der mulighed for at få en samtale med folk. Watch Tower skrev om formålet med forkyndelsen: „Det er hverken at sælge bogpakker eller at tegne abonnementer, men at gøre sandheden kendt ved at få folk til at læse.“

Det var forholdsvis få der virkede som kolportører. I de første 30 år varierede tallet fra nogle få til cirka 600. Kolportørerne var pionerer i ordets sande betydning. De var banebrydere der forkyndte hvor ingen andre tidligere havde været. Anna Andersen var en af dem der holdt ud i denne tjeneste i årtier. Hun fik besøgt så godt som hver eneste by i Norge med den gode nyhed, som regel på cykel. Nogle kolportører flyttede til andre lande. Det var for eksempel udenlandske kolportører der som de første forkyndte den gode nyhed i Finland, El Salvador, Guatemala, Honduras og Burma (nu Myanmar) og på Barbados. Andre var ikke i stand til at flytte, men virkede som kolportører på deres hjemegn.

Kolportørerne udførte et enestående arbejde. En kolportør der tjente på De Forenede Staters vestkyst skrev i 1898 at han i de foregående 33 måneder havde kørt 12.800 kilometer med sin hestevogn, forkyndt i 72 byer, aflagt 18.000 besøg, spredt 4500 bøger, tegnet 125 abonnementer, uddelt 40.000 traktater og set 40 mennesker ikke blot tage imod budskabet men også begynde at fortælle andre om det. Et ægtepar der tjente i Australien spredte 20.000 bøger til interesserede i løbet af blot to og et halvt år.

Var det undtagelsen snarere end regelen at kolportørerne spredte så meget læsestof? Nej. Rapporten for 1909 viser at omkring 625 kolportører (det samlede antal på det tidspunkt) havde modtaget 626.981 indbundne bøger fra Selskabet som de kunne sprede til offentligheden (gennemsnitlig over tusind pr. kolportør), foruden store mængder gratis publikationer. I mange tilfælde kunne de ikke bære alle de bøger de havde brug for når de gik fra hus til hus, så de modtog bestillinger og leverede bøgerne senere.

Nogle indvendte at denne tjeneste ikke kunne kaldes forkyndelse. Men som broder Russell forklarede var det en meget virkningsfuld form for forkyndelse. I stedet for blot at høre én prædiken modtog folk mange prædikener i trykt form som de kunne læse om og om igen og sammenholde med deres egen bibel. Det var en forkyndelse der tog i betragtning at skolepligten havde sat folk i stand til at læse. Bogen Den nye Skabning påpegede: „Den Omstændighed, at disse Evangelister arbejder i Overensstemmelse med Forholdene i vor Tid i Stedet for at gaa frem, som de gjorde det i gamle Dage, er lige saa lidt noget, der taler imod deres Arbejde, som den Omstændighed, at de rejser ved Hjælp af Dampkraft eller Elektricitet i Stedet for til Fods eller paa Kameler. Dette Evangelistarbejde bestaar i at fremstille Sandheden, . . . Guds Ord.“

Bibelstudenternes oprigtige ønske om at hjælpe folk kom til udtryk i den grundighed der med tiden blev karakteristisk for deres forkyndelsesarbejde. The Watch Tower for 1. marts 1917 beskrev fremgangsmåden: Først gik kolportørerne fra hus til hus i et område og tilbød Studier i Skriften. Interessen blev fulgt op ved at de mennesker kolportørerne havde skrevet op eller som selv havde indleveret deres navn og adresse ved et offentligt møde, fik besøg af forkyndere der udførte det pastorale arbejde.a De prøvede at give folk et større ønske om at læse publikationerne, tilskyndede de interesserede til at overvære særlige foredrag og stræbte efter at oprette klasser til Berøa-studium. Når det var muligt gennemgik kolportørerne det samme distrikt en gang til, og pastoralarbejderne fulgte det op for at bevare kontakten med dem der viste interesse. Senere besøgte andre klassearbejdere de samme hjem med traktater og andre publikationer som de tilbød gratis. På den måde havde alle i distriktet mulighed for at få i det mindste noget der måske ville give dem lyst til at lære mere om Guds hensigt.

Hvis der kun var en eller to kolportører og ingen menighed i et område, fulgte kolportørerne ofte selv interessen op. Da Hermann Herkendell og hans makker i 1908 rejste til Bielefeld i Tyskland som kolportører, blev det understreget over for dem at de skulle sætte de interesserede i området i forbindelse med hinanden og oprette en menighed. Få år senere nævnte Vagt-Taarnet andre kolportører der viste de interesserede så stor personlig opmærksomhed at de efterlod en klasse bibelstudenter i hver eneste by de gennemgik.

[Ramme på side 559]

En særlig velsignelse af hus-til-hus-arbejdet

„Som ved Kristi første komme ser det ud til at arbejdet fra dør til dør, og ikke præsternes form for forkyndelse, har Herrens særlige velsignelse.“ — „Watch Tower“, 15. juli 1892.