Skaberværkets usynlige „ure“

’JEG hader at hænge i en klokkestreng!’ Er det sådan du nogle gange føler det? Hvis det er, har denne tanke måske strejfet dig: ’Hvor ville det være rart hvis man glemte alt om ure og aldrig mere behøvede at høre deres evindelige tikken og ringen!’

Men uanset hvor man befinder sig på vor planet findes der visse ure man aldrig vil kunne undgå. De begynder at tikke mens man endnu blot er et foster i livmoderen, og standser først når man drager sit sidste suk.

Videnskabsmænd kalder dem for biologiske ure eller cirkadiske (der betyder ’omkring en dag’) rytmer. Hvis vi undlader at rette os efter vore indre ure vil det ofte give os problemer.

De biologiske ure

Skaberen har viseligt udrustet os med ure der styrer visse fysiske processer. Hvorfor bliver man søvnig om aftenen? Det skyldes blandt andet at kropstemperaturen falder og stiger efter et bestemt mønster eller en bestemt rytme. Om aftenen begynder ens temperatur at falde. Men henad morgenstunden vil den igen stige, og inden længe er man vågen og parat til at gå i gang. Hvorfor føler man sig sulten ved spisetid? Fordi pulsen, blodtrykket og blodsukkeret er afpasset visse biologiske rytmer.a

Faktisk har lægevidenskaben opdaget at usynlige ure styrer over hundrede forskellige kredsløb i kroppen. Og interessant nok er mange af disse ure synkroniseret med endnu et præcisionssystem, nemlig planeten Jordens rotation. Det at vores planet drejer sig om sin akse gør at alt levende bliver underlagt regelmæssige temperaturrytmer og lysforandringer. Som en har skrevet: „Det er ikke overraskende . . . at opdage at de fleste organismers adfærd og stofskifte følger et 24-timers tidsskema.“

Forskere har forsøgt at narre disse indre ure ved at anbringe livsformer i et laboratorium, hvor hverken temperaturen, lyset, føden eller lyden forandrede sig. Men døgnrytmen på 24 timer er hver gang forblevet uforandret! Dette viser at de cirkadiske ure er konstante indre ure, selv om påvirkninger udefra kan berøre dem eller endog til en vis grad sætte dem ud af kraft.

Når urene forstyrres

Din døgnrytme er sikkert tilpasset den tidszone du i øjeblikket befinder dig i. Men når det for eksempel er eftermiddag i Californien, er det jo nat i Europa. En flyvetur mellem disse to punkter vil derfor højst sandsynligt resultere i at man får hovedpine, bliver træt og får søvnproblemer.

Hvad er der sket? Det indre ur er blevet forvirret. Det prøver fortvivlet at fortsætte med at fungere efter hjemlandets lokaltid. (Skifteholdsarbejdere erfarer ofte lignende symptomer på forstyrrelse.) Det kan gå ud over forretningsplaner, møder, ja selv glæden ved en ferie, hvis man som følge af en længere flyrejse kommer til at lide af hovedpine, søvnløshed, irritabilitet, træthed eller fordøjelsesbesvær.

Interessant nok opstod der ikke sådanne problemer dengang der kun fandtes langsomme transportmidler. Kroppens indre ur havde rigeligt med tid til at tilpasse sig den nye tidszone inden den rejsende ankom til sit bestemmelsessted. Men når man rejser med jetfly kan man krydse fire eller fem tidszoner på nogle få timer. Dette kan vende fuldstændig op og ned på ens sengetider og spisetider! Som man kan forestille sig er dette især et problem for flypersonale. En tidligere pilot ved et internationalt luftfartsselskab har berettet følgende til Vågn op!:

„Der var ingen problemer forbundet med at krydse mange tidszoner når jeg fløj en 12-timers tur frem og tilbage, eftersom jeg da ville være hjemme igen i løbet af det samme døgn. Det var først når jeg fik til opgave at flyve en tur med fem dages ophold undervejs, fra Vancouver [i Canada] til Amsterdam eller Rom, at jeg fik problemer. Det lod til at hele min organisme kom i uorden. Jeg forsøgte at afhjælpe problemet ved at gå mig en lang tur indtil jeg blev så træt at jeg simpelt hen faldt i søvn. I løbet af de fem dage opholdet varede, nåede min organisme lige netop at tilpasse sig europæisk tid — og så skulle jeg tilbage til Vancouver og igennem det hele én gang til. Beroligende medicin hjalp mig ikke. Det var virkelig svært.“

Erfaringer viser at rejsende fra vest mod øst har flest problemer med at tilpasse sig den nye tid. De der rejser fra øst mod vest har det lettere, eftersom dagen blot bliver længere, hvilket kroppen lettere kan tilpasse sig. En pilot der fløj på ruten Vancouver-Tokyo mindskede sit problem ved altid at regne med Tokyo-tid uanset hvilken by han befandt sig i. Døgnrytmerne bliver sædvanligvis ikke berørt når man flyver fra nord mod syd og omvendt, eftersom man for det meste holder sig inden for en eller to tidszoner.