En ’kæmpemæssig opgave er fuldført’

FOR halvtreds år siden hævede en elskværdig kvinde i 60-årsalderen røsten, og verden lyttede. Det skete den 10. december 1948 i Paris. FN’s Generalforsamling var trådt sammen i det nyopførte bygningskompleks Palais de Chaillot da formanden for FN’s Menneskerettighedskommission, Eleanor Roosevelt, rejste sig for at holde en tale. Med beslutsom stemme sagde denne høje kvinde, der var enke efter USA’s forhenværende præsident Franklin D. Roosevelt, følgende til de forsamlede: „I dag står vi på tærskelen til en stor begivenhed i både FN’s og menneskehedens historie, nemlig Generalforsamlingens vedtagelse af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.“

Efter at hun havde oplæst erklæringens indledning og dens 30 artikler, blev dokumentet vedtaget af Generalforsamlingen.a For at ære mrs. Roosevelts enestående lederevner gav FN-medlemmerne derefter „hele verdens førstedame“, som man hengivent kaldte hende, en stående hyldest. Ved dagens slutning skrev hun følgende notat: ’En kæmpemæssig opgave er fuldført.’

Fra mange synspunkter til én erklæring

To år tidligere, i januar 1947, kort efter at FN-kommissionens arbejde var blevet påbegyndt, stod det klart at det ville blive en formidabel opgave at udarbejde en menneskerettighedserklæring som alle FN-medlemmer kunne nå til enighed om. Lige fra starten førte store meningsforskelle blandt kommissionens 18 medlemmer til endeløse diskussioner der sinkede arbejdet. Den kinesiske delegerede mente at erklæringen burde indbefatte Kungfutses filosofi, et katolsk kommissionsmedlem søgte at fremme Thomas Aquinas lære, USA forsvarede den amerikanske Bill of Rights, og Rusland forfægtede Karl Marx’ idéer. Og det er blot nogle få af de stærkt divergerende meninger der blev fremsat.

Kommissionsmedlemmernes konstante mundhuggeri satte mrs. Roosevelts tålmodighed på prøve. Under en forelæsning på Sorbonne-universitetet i 1948 i Paris sagde hun at hun hidtil havde ment at hun som mor til en stor familie havde fået prøvet sin tålmodighed til det yderste. Derefter skal hun, til stor moro for tilhørerne, have tilføjet: „Men at præsidere over Menneskerettighedskommissionen krævede endnu større overbærenhed.“

Hendes erfaring som mor kom hende ikke desto mindre til gode. En journalist skrev dengang at mrs. Roosevelts væremåde over for medlemmerne af kommissionen mindede ham om en mor „der tager sig af en stor familie med drenge der ofte er støjende og undertiden uregerlige, men som inderst inde er kærlige og blot indimellem har brug for at blive sat på plads“. (Eleanor Roosevelt — A Personal and Public Life) Med en blanding af imødekommenhed og fasthed mestrede hun den kunst at overbevise sine modstandere uden at gøre dem til fjender.

Efter to års møder, i hundredvis af ændringer, i tusindvis af redegørelser og 1400 afstemninger om praktisk taget hvert eneste ord og hver eneste paragraf nåede kommissionen frem til en erklæring der indeholder de menneskerettigheder som alle mænd og kvinder i hele verden har krav på. Den blev kaldt Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. En tilsyneladende umulig opgave var nu fuldført.

Store forventninger

Selv om man ikke forventede at undertrykkelsens mure ville smuldre ved lyden af dette første trompetsignal, vakte vedtagelsen af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne store forventninger hos mange. Australieren dr. Herbert V. Evatt, Generalforsamlingens daværende formand, forudsagde at „millioner af jordens mænd, kvinder og børn der bor langt fra Paris og New York, vil hente hjælp, vejledning og inspiration i denne erklæring“.

Der er nu gået halvtreds år siden Herbert Evatt udtalte disse ord. I den periode har mange betragtet verdenserklæringen som en vejleder og brugt den som målestok for i hvor høj grad man respekterer menneskerettighederne rundt om i verden. Hvilke iagttagelser har de gjort sig? Lever FN’s medlemsstater op til menneskerettighedserklæringen? Hvordan er menneskerettighedernes status i dag?

[Fodnote]

[Ramme på side 4]

Hvad er menneskerettigheder?

FN definerer menneskerettigheder som „de rettigheder der er uløseligt forbundet med vor natur, og uden hvilke vi ikke kan leve som mennesker“. Menneskerettigheder er også rammende blevet beskrevet som „menneskehedens fælles sprog“. Ligesom sprogevnen er en medfødt evne der gør os til mennesker, har vi også andre medfødte behov og evner der adskiller os fra dyrene. Vi har for eksempel brug for at udvikle og anvende vores intelligens og vore talenter samt at få vores åndelige behov dækket. De der berøves muligheden for at få disse behov opfyldt, er tvunget til at leve en umenneskelig tilværelse. En jurist med speciale i menneskerettigheder forklarer at man for at beskytte mennesker mod undertrykkelse og afsavn „bruger udtrykket ’menneskerettigheder’ i stedet for ’menneskelige behov’ fordi ordet ’behov’ i juridisk forstand ikke er så stærkt et ord som ’rettighed’. Ved at kalde det en ’rettighed’ bliver det at få dækket sine behov som menneske ophøjet til noget som alle uden undtagelse har moralsk og juridisk ret til.“

[Ramme/illustration på side 5]

Verdenserklæringen om menneskerettighederne

Forfatteren og nobelpristageren Aleksándr Solsjenítsyn har kaldt verdenserklæringen for „det bedste dokument“ FN har udfærdiget. Et hurtigt blik på dens indhold viser hvorfor mange er af samme mening.

Erklæringens grundtanke omtales i artikel 1: „Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.“

Erklæringens ophavsmænd sikrede på dette grundlag to kategorier af menneskerettigheder. Den første skitseres i artikel 3: „Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.“ Denne artikel danner basis for de borgerlige og politiske rettigheder, der er opført i artiklerne 4 til 21. Den anden kategori bygger på artikel 22, hvori det i uddrag hedder at enhver har krav på at få opfyldt de rettigheder „der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling“. Den støtter artiklerne 23 til 27, der handler om menneskets økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Verdenserklæringen var det første internationale dokument der erkendte at denne anden kategori af rettigheder hørte med til de grundlæggende menneskerettigheder. Faktisk var den det første internationale dokument der brugte udtrykket „menneskerettigheder“.

Den brasilianske sociolog Ruth Rocha beskriver klart og tydeligt hvad der er kernen i verdenserklæringen: „Det betyder ikke noget hvilken race du tilhører. Det betyder ikke noget om du er mand eller kvinde. Det betyder ikke noget hvilket sprog du taler, hvilken religion du har, hvad din politiske holdning er, hvilket land du kommer fra, eller hvem din familie er. Det betyder ikke noget om du er rig eller fattig. Det betyder ikke noget hvilken verdensdel du kommer fra; om dit land er et kongerige eller en republik. Disse rettigheder og friheder skal gælde alle.“

Verdenserklæringen er siden dens vedtagelse blevet oversat til over 200 sprog og har udøvet en betydelig indflydelse på nationale forfatninger. I dag mener nogle politiske ledere dog at erklæringen trænger til at blive omskrevet. Men det er FN’s generalsekretær, Kofi Annan, ikke enig med dem i. En FN-talsmand citerer ham for at sige: „Ligesom det ikke er nødvendigt at omskrive Bibelen eller Koranen, er det heller ikke nødvendigt at ændre på erklæringen. Det er ikke verdenserklæringens tekst, men dens disciples adfærd der skal ændres.“

[Illustration]

FN’s generalsekretær, Kofi Annan

Verden set fra 29. etage

NÅR man træder ud af elevatoren på 29. etage i FN-bygningen i New York, er der et lille blåt skilt der viser vej til FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR). Dette kontor er en underafdeling af OHCHR i Genève, hvor FN’s center for menneskerettigheder ligger. OHCHR i Genève ledes af Mary Robinson, højkommissær for menneskerettigheder, og den græskfødte Elsa Stamatopoulou er chef for afdelingen i New York. Tidligere i år tog Elsa Stamatopoulou velvilligt imod en Vågn op!-korrespondent og gav et tilbageblik over de sidste 50 års arbejde for menneskerettighederne. Her følger nogle uddrag fra interviewet:

Spørgsmål. Hvilke fremskridt er der efter Deres mening blevet gjort i forbindelse med at fremme menneskerettighederne?

Svar. Jeg kunne tænke mig at nævne tre eksempler: For 50 år siden var begrebet menneskerettigheder slet ikke placeret på den internationale dagsorden; i dag er det kendt overalt og fungerer i praksis. Regeringer for hvem menneskerettigheder var et ukendt begreb for nogle årtier siden, taler nu om dem. For det andet har vi nu en international lovkodeks, eller lovbog, med utallige konventioner der sort på hvidt fortæller regeringerne hvilke forpligtelser de har over for deres undersåtter. [Se rammen „Det Internationale Regelsæt om Menneskerettigheder“ på side 7.] Det tog mange år at udarbejde denne lovkodeks, og vi er meget stolte af den. For det tredje tager flere mennesker end nogen sinde før del i bestræbelserne for at fremme menneskerettighederne, og de er dygtige til at udtrykke deres synspunkter desangående.

Spørgsmål. Hvilke hindringer er der?

Svar. Efter at have beskæftiget mig med FN-programmer for menneskerettigheder i 17 år indser jeg naturligvis at vi står over for nogle frustrerende problemer. Det største problem er at regeringerne ofte betragter menneskerettigheder som et politisk spørgsmål og ikke som et humanitært spørgsmål. De kan være uvillige til at overholde menneskerettighedstraktater fordi de rent politisk føler sig truet. I sådanne tilfælde er traktaterne virkningsløse. Et andet problem har været FN’s manglende evne til at hindre de massive overgreb mod menneskerettighederne der er sket i lande som det tidligere Jugoslavien, Rwanda og, i den seneste tid, også Algeriet. At FN ikke kunne hindre massakrerne i disse lande, var et stort nederlag. Mekanismerne bag menneskerettighederne er som de skal være, men nogen må udmønte dem i praksis. Hvem er villig til at gøre det? Lande som kunne yde beskyttelse, mangler ofte den politiske vilje til at gå ud og standse overgrebene så længe deres særinteresser ikke står på spil.

Spørgsmål. Hvad mener De ligger forude?

Svar. Der er både noget der truer, og noget der lover godt for gennemførelsen af menneskerettigheder til alle. Det der bekymrer mig, er den trussel som globaliseringen af økonomien udgør. Denne udvikling får store selskaber til at slå sig ned i lande hvor arbejdskraften er billig. Som situationen er nu, kan vi give regeringer skylden for krænkelse af menneskerettighederne, og vi kan lægge pres på dem. Men hvem skal vi kræve til regnskab når multilaterale handelsaftaler i stadig højere grad lader regeringerne få indflydelse på de internationale økonomiske kræfter? Da vi ikke har kontrol med disse økonomiske kræfter, svækker det den stilling mellemstatslige organisationer som FN har. Hvad menneskerettigheder angår, er dette en dårlig udvikling. Det er derfor uhyre vigtigt at vi nu får den private sektor til at engagere sig i kampen for menneskerettighederne.

Spørgsmål. Hvad er det der lover godt for fremtiden?

Svar. Det er udviklingen af en global menneskerettighedskultur. Med andre ord at man gennem undervisning gør folk mere opmærksomme på menneskerettighederne. Det er selvfølgelig en enorm udfordring, da det fordrer en holdningsændring. Det var grunden til at FN for ti år siden iværksatte en verdensomspændende oplysningskampagne for at gøre folk kendt med deres rettigheder og for at informere landene om deres ansvar. FN har desuden erklæret 1995-2004 for „FN’s tiår for uddannelse i menneskerettigheder.“ Forhåbentlig kan uddannelse ændre folks sind og hjerte. Dette har måske næsten en religiøs klang, men når det drejer sig om at udbrede oplysninger om menneskerettigheder, er jeg meget troende. Jeg håber at verdenssamfundet vil tage menneskerettighedskulturen til sig i det kommende århundrede.

[Ramme/illustration på side 7]

Det internationale regelsæt om menneskerettigheder

Foruden Verdenserklæringen om Menneskerettigheder findes der også det der kaldes International Bill of Human Rights — på dansk Det Internationale Regelsæt om Menneskerettigheder. Hvilken forbindelse har de til hinanden?

Hvis man sammenligner Det Internationale Regelsæt om Menneskerettigheder med en bog på fem kapitler, svarer verdenserklæringen til kapitel 1. Kapitlerne 2 og 3 er to internationale konventioner om menneskerettigheder — én om borgerlige og politiske rettigheder og én om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Kapitlerne 4 og 5 udgør to frivillige protokoller.

Mens verdenserklæringen anses for at have moralsk værdi da den lader nationerne vide hvad de burde gøre, er de fire andre dokumenter juridisk bindende eftersom de fortæller nationerne hvad de skal gøre. Man begyndte at arbejde på disse dokumenter i 1949, men der gik mange år inden de trådte i kraft. I dag udgør disse fire dokumenter sammen med verdenserklæringen Det Internationale Regelsæt om Menneskerettigheder.

Ud over dette internationale regelsæt har FN ratificeret mere end 80 andre menneskerettighedstraktater. „Det er derfor forkert at tro at de menneskerettigheder der fastslås i Det Internationale Regelsæt, er de vigtigste,“ siger en ekspert i menneskerettigheder. „Konventionen om børns rettigheder, der trådte i kraft i 1990, er for eksempel FN’s mest ratificerede og universelle dokument, men den indgår ikke i Det Internationale Regelsæt. Udtrykket ’International Bill of Human Rights’ var ikke ment som et formelt begreb, men snarere som noget der kunne skabe publicity om sagen. Og man må jo indrømme at det er et fængende udtryk.“a

[Fodnote]

Menneskerettighederne i dag

MENNESKERETTIGHEDSFORKÆMPERE har for nylig udført en stor bedrift. For det første har de dannet en bevægelse der kaldes Den Internationale Kampagne mod Landminer (ICBL), som består af mere end 1000 organisationer i 60 lande. For det andet er det lykkedes dem at få vedtaget en international traktat der forbyder disse våben. Og endelig har ICBL og dens utrættelige koordinator, den amerikanske aktivist Jody Williams, vundet Nobels fredspris i 1997.

I forbindelse med disse landvindinger kommer publikationen Human Rights Watch World Report 1998 imidlertid med en nøgtern konstatering. Den siger at menneskerettighedernes universalitet stadig er „under angreb“. Og skylden ligger ikke kun hos små diktaturstater. „Stormagterne har vist en udtalt tendens til at ignorere menneskerettighederne når disse stiller sig hindrende i vejen for [deres] økonomiske eller strategiske interesser — en forsyndelse som både Europa og USA har gjort sig skyldige i,“ hedder det i rapporten.

For millioner af mennesker rundt om på jorden er krænkelse af menneskerettighederne en kendsgerning der ikke kan ignoreres. For dem er tilværelsen stadig præget af diskrimination, fattigdom, sult, forfølgelse, voldtægt, børnemisbrug, slaveri og dødsfald som følge af vold. For disse ofre ligger de lovende forhold der beskrives i den voksende stak af menneskerettighedstraktater, meget fjernt fra virkeligheden. De grundlæggende menneskerettigheder der omtales i verdenserklæringens 30 artikler, er for størstedelen af verdens befolkning stadig en uopfyldt drøm. For at illustrere hvordan det står til, vil vi kort betragte hvordan nogle af erklæringens ædle rettigheder fungerer i praksis.

Ligeret for alle?

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. — Artikel 1.

Et tidligere udkast til verdenserklæringens artikel 1 lød på engelsk: „All men are . . . equal“, som direkte oversat kan betyde „alle mænd . . . er lige“. For at sikre at denne udtalelse ikke ville føre til en diskrimination af kvinder, krævede de kvindelige medlemmer af det udvalg der var blevet nedsat, at den blev omformuleret. Deres krav blev imødekommet, og ordene „all men are . . . equal“ blev ændret til „all human beings (mennesker) . . . are equal“. (Kursiveret af os.) Men betød denne omformulering af artikel 1 en ændring i kvindernes stilling?

Den 10. december 1997, Menneskerettighedsdagen, sagde USA’s præsidentfrue, Hillary Clinton, til FN at verden fortsat „behandler kvinder som andenrangsborgere“. Hun nævnte nogle eksempler: 70 procent af verdens fattige er kvinder. To tredjedele af de 130 millioner børn i verden der ikke har mulighed for at gå i skole, er piger. To tredjedele af verdens 96 millioner analfabeter er kvinder. Kvinder lider også under vold i hjemmet og seksuel vold, hvilket ifølge Hillary Clinton „er en af de mest fortiede og udbredte krænkelser mod menneskerettighederne i verden“.

Nogle piger bliver ofre for vold endog før de kommer til verden. Især i visse asiatiske lande hvor man foretrækker drenge frem for piger, er det en udbredt praksis at få foretaget abort hvis fosteret er en pige. Her er anvendelsen af fostervandsprøver for at bestemme barnets køn blevet en blomstrende forretning. En klinik der foretager sådanne kønsbestemmelsestester, reklamerede med at det var bedre at bruge 38 dollars nu på at få fjernet et pigefoster, end at bruge 3800 dollars senere på at betale hendes medgift. Reklamer som disse virker efter hensigten. En undersøgelse foretaget på et stort asiatisk hospital viste at 95,5 procent af de fostre der blev identificeret som piger, var blevet fjernet ved abort. Det er ikke kun i de asiatiske lande at sønner ofte foretrækkes frem for døtre. Da en tidligere amerikansk mester i boksning blev spurgt hvor mange børn han var far til, svarede han: „Én dreng og syv fejltagelser.“ FN-publikationen Women and Violence skriver at „der kan gå lang tid før folks indstilling og holdning til kvinder ændrer sig. Mange mener at det først vil ske i den næste generations levetid, måske endda senere.“

Børn uden barndom

Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt. — Artikel 4.

Officielt er slaveriet afskaffet. Regeringer har underskrevet utallige traktater der gør slaveri ulovligt. Men ifølge den britiske organisation Anti-Slavery, der er kendt som verdens ældste menneskerettighedsorganisation, „er der flere slaver i dag end på noget andet tidspunkt i historien“. Vore dages slaveri omfatter mange forskellige former for brud på menneskerettighederne, deriblandt børnearbejde.

En sydamerikansk dreng ved navn Derivan er et tragisk eksempel på dette. ’Hans små hænder er hudløse af at arbejde med grove blade fra sisalhamp, en plantefiber der anvendes til madrasser. Hans job består i at hente bladene i et lagerlokale og bære dem hen til en maskine 90 meter derfra. Efter en 12-timers arbejdsdag har han flyttet et tons blade. Derivan begyndte at arbejde da han var fem år. I dag er han 11.’ — World Press Review.

Den Internationale Arbejdsorganisation anslår at en kvart milliard børn i alderen fra 5 til 14 er børnearbejdere, hvilket næsten svarer til Brasiliens og Mexicos samlede befolkningstal. Mange af disse børn uden barndom slider i miner, hvor de må trække tunge vogne fyldt med kul. Nogle vader gennem mudder for at høste afgrøder eller sidder bøjet over væve for at fremstille tæpper. Selv børn i tre- til femårsalderen bliver spændt sammen under et åg for at pløje, tilså og høste marker fra morgen til aften. En jordbesidder i et asiatisk land siger: „Børn er billigere i drift end traktorer og klogere end okser.“

Retten til at vælge og skifte religion

Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion. — Artikel 18.

Den 16. oktober 1997 modtog FN’s Generalforsamling en „foreløbig rapport om afskaffelsen af alle former for religiøs intolerance“. Rapporten, der er udarbejdet af Menneskerettighedskommissionens specialrapportør, Abdelfattah Amor, indeholder en liste over de overtrædelser af artikel 18 der stadig finder sted. Den omtaler adskillige tilfælde af ’chikane, trusler, mishandling, arrestationer, tilbageholdelse, forsvindinger og mord’ i en række lande.

Publikationen 1997 Human Rights Reports, der er udarbejdet af USA’s Kontor for Demokrati, Menneskerettigheder og Arbejde, påpeger at selv lande med en lang tradition for demokrati „har søgt at begrænse de friheder der tilkommer forskellige minoritetsreligioner, og betragter dem under ét som ’kulter’“. Disse tendenser er årsag til bekymring. Willy Fautré, formand for organisationen Human Rights Without Frontiers, der har sæde i Bruxelles, siger: „Religionsfrihed er en meget god målestok for graden af menneskelig frihed i et samfund.“

Et urentabelt slid

Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag, der sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse. — Artikel 23.

Sukkerrørsarbejdere i Caraibien tjener cirka tre dollars om dagen, men på grund af udgifterne til husleje og værktøj kommer de med det samme i gæld til plantageejerne. Desuden får de ikke deres løn udbetalt i kontanter, men i særlige kuponer. Og eftersom plantagens butik er den eneste i området, er de tvunget til at købe deres madolie, ris og bønner dér. Men for at tage imod arbejdernes kuponer forlanger butikken et gebyr der svarer til 10 til 20 procent af kuponens værdi. I en FN-radioudsendelse har Bill O’Neill, der er vicedirektør for Juristernes Menneskerettighedskomité, sagt: „Når høstsæsonen er slut, har de ingen penge tilovers efter ugers og måneders opslidende arbejde. De har ikke været i stand til at lægge noget til side, og de har knap nok kunnet klare sig gennem sæsonen.“

Lægehjælp til alle?

Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp. — Artikel 25.

Ricardo og Justina er fattige latinamerikanske bønder der bor cirka 80 kilometer fra den nærmeste by. Da deres lille pige Gemma blev syg, bragte de hende til et nærliggende privathospital. Her afslog man at behandle barnet eftersom Ricardo tydeligvis ikke var i stand til at betale regningen. Næste dag lånte Justina penge af nogle naboer for at foretage den lange rejse ind til byen med et offentligt transportmiddel. Da Justina og barnet endelig ankom til byens lille statshospital, fik hun at vide at der ikke var flere ledige sengepladser, og at hun måtte komme igen den følgende dag. Eftersom hun hverken havde slægtninge i byen eller råd til at leje et værelse, tilbragte hun natten på et bord på byens markedsplads. Justina holdt barnet tæt ind til sig for at trøste og beskytte det, men til ingen nytte. Den lille Gemma døde samme nat. — Human Rights and Social Work.

Hver fjerde person på jorden må klare sig for det der svarer til én dollar om dagen. De står over for det samme frygtelige dilemma som Ricardo og Justina: At privatiseret sundhedspleje er tilgængelig, men ikke betalbar, mens offentlig sundhedspleje er betalbar, men ikke tilgængelig. Selv om jordens over en milliard fattige har ’ret til lægehjælp’, er den tragisk nok uden for deres rækkevidde.

Den frygtelige liste over brud på menneskerettighederne er uendelig. Der findes millioner af beretninger som den ovennævnte. Trods menneskerettighedsorganisationers omfattende bestræbelser og trods den omhu som tusinder af aktivister med livet som indsats har vist for at forbedre vilkårene for mænd, kvinder og børn i hele verden, er „alle menneskerettigheder til alle“ stadig kun en drøm. Vil det nogen sinde blive en realitet? Ja, helt bestemt, men først må der ske nogle drastiske ændringer. To af dem vil blive behandlet i den følgende artikel.

„Alle menneskerettigheder til alle“ snart en realitet

EN ERFAREN menneskerettighedsjurist blev engang spurgt: „Hvad er den dybereliggende årsag til brud på menneskerettighederne?“ Hun svarede: „Magtbegær — både politisk og økonomisk.“ Da begær udspringer af sindet, afspejler brud på menneskerettighederne i sidste instans en sindstilstand. En anden årsag er nationalisme. Mit-land-først-mentaliteten giver næring til menneskerettighedskrænkelser. Den hollandske professor i jura og økonomi Jan Berkouwer har sagt at menneskerettigheder kun kan realiseres ’hvis der indføres en verdensregering som er i stand til at gennemtvinge sine mål’.

„Alle menneskerettigheder til alle“ er betinget af to ting — en holdningsændring og en ændring af styreformerne. Er det realistisk at tro at disse ændringer kan gennemføres?

To ting der skal til for at udvirke en ændring

Mens FN’s tiår for uddannelse i menneskerettigheder er ved at gå ind i sit femte år, har der i mange årtier eksisteret et internationalt, ikkestatsligt undervisningsprogram der har fået millioner af mennesker til at ændre indstilling. Resultatet har været at disse nu behandler deres medmennesker med værdighed. Dette undervisningsprogram, som udføres af Jehovas Vidner, fungerer i over 230 lande. Hvordan er det lykkedes for dem?

For det første har dette verdensomspændende bibelundervisningsprogram udvidet folks forståelse af menneskerettighedernes oprindelse. Verdenserklæringen siger at mennesket har rettigheder fordi det er et fornuftvæsen der er udstyret med moralsk sans.

Mennesket må have fået sin samvittighed og sin tænkeevne fra en højere kilde. (Se rammen „Menneskerettighedernes udspring“ på side 13.) At anerkende denne højere guddommelige kilde giver os en stærk motivation til at respektere vore medmennesker. Hvis vi anerkender at det forholder sig sådan, vil vi behandle andre med værdighed, ikke kun af samvittighedsgrunde, men fordi vores respekt for Skaberen og vores kærlighed til ham bevæger os til det. Disse to holdninger er baseret på Jesu Kristi ord: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind,“ og: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:37-39) Den der har dyb respekt for Skaberen, vil aldrig krænke sine medmenneskers rettigheder da de er en arv fra Gud. Enhver der krænker menneskerettighederne, frarøver andre denne arv.

En oplæring der virker

Hvor effektivt har Jehovas Vidners bibelundervisningsprogram vist sig at være i forbindelse med at modvirke brud på menneskerettighederne? Det bedste svar fås ved at se på resultaterne, for som Jesus sagde, er ’visdommen retfærdiggjort af sine gerninger’. — Mattæus 11:19.

En velkendt inskription på en mur ved De Forenede Nationers hovedkvarter i New York lyder: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ Med dette bibelcitat fra Esajas’ Bog, kapitel 2, vers 4, (da. aut. 1931) peger FN på en af de mest effektive måder hvorpå man kan standse de omfattende krænkelser af menneskerettighederne, nemlig ved at standse krig. Når alt kommer til alt, er krig ’det modsatte af menneskerettigheder’, som det udtrykkes i en FN-publikation.

Jehovas Vidners undervisningsprogram fører idéen om at skrive Esajas’ ord på en stenmur et skridt videre — det „skriver“ ordene på menneskehjerter. (Jævnfør Hebræerbrevet 8:10.) Hvordan? Undervisningsprogrammet overvinder racemæssige og etniske skel og nedbryder nationalismens mure ved at lære folk det bibelske syn på menneskeslægten, nemlig at hele menneskeheden udgør én fælles slægt — menneskeslægten. (Apostelgerninger 17:26) De der deltager i dette program, opdyrker et ønske om at ’blive Guds efterlignere’. Om ham siger Bibelen: ’Gud er ikke partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham’. — Efeserne 5:1; Apostelgerninger 10:34, 35.

Denne bibelundervisning har fået millioner af mennesker i dag til at efterleve ordene om ikke at „øve sig i våbenfærd mer“. En forandring af sind og hjerter har fundet sted, og det er en forandring der varer ved. (Se rammen „Oplæring i fred“ på side 14.) I øjeblikket fuldfører gennemsnitlig 1000 mennesker om dagen det bibelstudiekursus som Jehovas Vidner tilbyder, hvorefter de slutter sig til dette verdensomspændende fredsfolk.

Hvor ægte er denne holdningsændring og efterfølgende beslutning om at respektere menneskerettighederne ved at nægte at deltage i krig? Overvej følgende eksempel: Under Anden Verdenskrig, især i Nazityskland, blev Jehovas vidners respekt for menneskerettighederne sat på en hård prøve. Historikeren Brian Dunn skriver: „Jehovas vidner gik ikke i spand med nazismen. Den væsentligste årsag til nazisternes modvilje mod dem var deres politiske neutralitet. Dette var ensbetydende med at ingen troende kunne bære våben.“ (The Churches’ Response to the Holocaust) I bogen A History of Christianity skriver Paul Johnson: „Mange blev dømt til døden fordi de nægtede at gøre militærtjeneste . . ., eller de endte i Dachau eller på sindssygehospitaler.“ Alligevel stod de fast. Sociologen Anna Pawełczyńska har beskrevet disse Jehovas vidner som „en lille ø af urokkelig modstand midt i en undertrykt nation“.

Forestil dig hvor drastisk overtrædelserne af menneskerettighederne ville falde hvis alle i dag tog dette standpunkt og nægtede at „øve sig i våbenfærd mer“.

Er en verdensregering ’utopi’?

’At ændre folks mentalitet er en udfordring, men at danne en verdensregering er utopi,’ har en FN-medarbejder sagt. Nationernes manglende vilje til at afgive deres suverænitet til FN eller andre organisationer synes at underbygge en sådan konklusion. Ifølge professor Berkouwer er de der afviser tanken om en verdensregering, ikke desto mindre „moralsk forpligtede til at pege på andre måder at løse verdens problemer på. Sagen er bare den at der ikke findes nogen alternative løsninger.“ Nej, ikke hvis det står til mennesker. Men der findes en magt som står over mennesker, og som kan løse vore problemer.

Bibelen viser at Skaberen er den der har udstyret mennesket med de evner der gør at de kan opfatte begreber som menneskerettigheder, men den gør os også opmærksom på at Han er ophavsmanden til en verdensregering der kan sikre disse rettigheder. Denne verdensregering er en himmelsk regering, usynlig ganske vist, men virkelig. Millioner har, måske ubevidst, bedt om at denne verdensregering måtte komme til magten, nemlig når de har bedt den bøn der kaldes fadervor: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Mattæus 6:10, da. aut. 1948 ) Gud har sat Fredsfyrsten Jesus Kristus i spidsen for denne regering. — Esajas 9:6.

Guds regering vil skabe en verdensomspændende og varig menneskerettighedskultur, blandt andet ved at fjerne krig for altid. Bibelen forudsiger: „Han [Skaberen] standser krige indtil jordens ende. Buen splintrer han og sønderhugger spyddet; vognene brænder han i ild.“ — Salme 46:9.

Hvornår vil dette ske i globalt omfang? Det bibelstudieprogram Jehovas Vidner tilbyder, giver et tilfredsstillende svar på det spørgsmål. Vi vil gerne opfordre dig til at lære dette program at kende.a Hvis du sætter menneskerettigheder højt, vil du ikke blive skuffet.

[Fodnote]

[Ramme på side 13]

Menneskerettighedernes udspring

Artikel 1 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne siger at „alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder“. Menneskerettigheder er altså noget vi får i vuggegave, en fødselsret der føres videre fra forældrene til deres børn ligesom en flod der fører vand ud til dem der bor langs dens bredder. Hvor har denne „menneskerettighedsflod“ sit udspring?

Ifølge verdenserklæringen har alle mennesker rettigheder fordi „de er udstyret med fornuft og samvittighed“. En FN-publikation siger: „Da mennesket er et fornuftvæsen der er udstyret med moralsk sans, adskiller det sig fra andre skabninger på jorden og har derfor krav på visse rettigheder og friheder som andre skabninger ikke har.“ (Kursiveret af os.) At vi er udstyret med fornuft og samvittighed, siges altså at være grundlaget for at vi kan eje menneskerettigheder. Når det er tilfældet, er den der har givet mennesket dets fornuft og samvittighed, den samme som har givet det dets rettigheder.

For de menneskerettighedsaktivister der tror på teorien om den biologiske udvikling, frembyder udtalelsen om at menneskerettighederne er forbundet med fornuft og samvittighed, et problem. Bogen Life Ascending, der går ind for udviklingslæren, indrømmer: „Når vi spørger hvordan en proces [nemlig evolutionen] . . . kan have frembragt sådanne egenskaber som kærlighed til skønhed og sandhed, medfølelse, frihed og, frem for alt, menneskesindets umådelige kapacitet, forbløffes vi.“ Sandt nok. At hævde at menneskets fornuft og samvittighed har sit udspring hos laverestående forfædre uden fornuft og samvittighed, er det samme som at sige at en flod udspringer fra en kilde uden vand.

Eftersom menneskets tænkeevne og samvittighed ikke kan have sit udspring i laverestående livsformer, må disse egenskaber stamme fra en overmenneskelig kilde. Kun mennesket har de egenskaber der er knyttet til menneskerettighederne, nemlig fornuft og samvittighed, da det i modsætning til dyrene er blevet skabt „i Guds billede“, forklarer Bibelen. (1 Mosebog 1:27) Et velbegrundet svar på spørgsmålet om hvorfor menneskene har moralske rettigheder, er som bogen Human Rights — Essays on Justification and Applications siger, at „de har et indre værd, en indre værdighed, eller er . . . Guds børn“.

[Ramme/illustrationer på side 14]

Oplæring i fred

For nogle år siden, mens Balkanlandene blev hærget af krig, tjente Branko som væbnet vagt på et hospital i den kroatiske del af Bosnien.b En af hospitalets læger læste Bibelen sammen med Jehovas Vidner, og en nat fortalte han Branko om det han havde lært gennem dette bibelstudium. Det Branko hørte, fik ham til at nedlægge sine våben. Nogen tid efter, da Branko var flyttet til et andet europæisk land, overværede han et møde i en af Jehovas Vidners rigssale. Her mødte han Slobodan.

Slobodan kom også fra Bosnien. Han havde deltaget i samme krig som Branko — men på den modsatte side. Slobodan havde kæmpet for serberne mod kroaterne. Da de to mødtes, var Slobodan blevet et Jehovas vidne, og han tilbød at læse Bibelen med Branko, en tidligere fjende. Efterhånden som studiet skred frem, voksede Brankos kærlighed til Skaberen, Jehova, og inden længe lod han sig døbe.c

Slobodan var selv blevet et Jehovas vidne med hjælp fra en tidligere fjende. Hvordan? Efter at han havde forladt krigszonen i Bosnien, var han blevet besøgt af Mujo, der også kom fra Bosnien, men var opvokset i en religion der var meget anderledes end Slobodans. Mujo var nu blevet et Jehovas vidne. Skønt de før havde været fjender, tog Slobodan imod Mujos tilbud om at studere Bibelen med ham og lod sig senere døbe som et Jehovas vidne.

Hvad var det der fik disse mænd til at lægge dybt rodfæstet etnisk had bag sig og blive venner skønt de før var fjender? Gennem deres studium af Bibelen fik de kærlighed til Jehova. Derefter var de villige til at blive „oplært af Gud til at vise hinanden kærlighed“. (1 Thessaloniker 4:9) Om Jehovas vidner i almindelighed har professor Wojciech Modzelewski sagt at „årsagen til deres fredelige indstilling skal findes i tanken om at man allerede nu følger de principper der findes i Bibelen“.

[Fodnoter]