Ud over at holde programmet i selve auditoriet planlagde brødrene at stille højttalere op på pladsen foran bygningen. Mens de afprøvede de udendørs højttalere annoncerede de det offentlige foredrag. Den broder der var ansvarlig for stævnet fik straks besked på at melde sig hos politiet. János Lakó forklarede dem: „Vi skal holde et stævne og har derfor annonceret det offentlige foredrag. Det har vi allerede fortalt på politistationen.“ Betjenten svarede: „Dengang sagde I ikke noget om højttalere. Fjern dem med det samme!“

Da broder Lakó fortalte de andre brødre hvad der var sket og under hvilke omstændigheder, gav de dette råd: „Eftersom du fik forbudet, kan du ikke gøre noget. Men det kan vi. Én betjent udstedte et forbud, men hvem ved om ikke en anden giver en tilladelse.“

og en kredstjener, János Lakó, blev arresteret sammen med fire andre brødre og taget med til fængselet i Andrássygade nr. 60.

János Konrád skrev: „Ved forhørene her var torturen ikke lige så omfattende og smertefuld som ved de tidligere politiforhør, men hjernevasken og den mentale tortur midt om natten var nogle gange værre end den fysiske tortur havde været.

Retssagen fandt sted den 2. februar 1951. Anklagen lød: ’Medansvar for en organisation hvis mål er at undergrave staten og samfundet, samt forræderi.’ Retspræsidenten, dommer Jónás (som under modrevolutionen fem år senere var så rædselsslagen at han tog sit eget liv), idømte os syv brødre mellem fem og ti års fængsel. Dommen var åbenbart aftalt i forvejen, for der var overhovedet ingen votering, og under et af de forudgående forhør havde en af forhørslederne sagt til en af brødrene: ’Vi burer dig inde i ti år, og når de ti år er gået vil Folkets Republik være stærkere end den er nu, og folk vil være ideologisk oplært og immune over for jeres forsøg på at påvirke dem med Bibelen. Til den tid kan vi løslade dig.’“

Broder Konrád fortsætter: „Vi blev sendt til fængselet i Vác, nord for Budapest. Men til vores glæde blev vi alle indsat i samme celle. Endelig kunne vi udveksle tanker og erfaringer. Dagen gik efter et bestemt skema. Vi begyndte med dagens tekst, som vi skiftedes til at forberede os på. Vi havde ikke nogen bibel, men begyndte alligevel at ’læse’ Bibelen forfra ved at citere passager som vi kunne huske. Vi ’læste’ artikler fra Vagttaarnet på samme måde. Og hver dag bad vi Jehova om at hjælpe vore brødre udenfor til at holde ud.

Det varede dog ikke længe før vi blev adskilt og sat sammen med verdslige fanger. Myndighederne mente at hvis vi blev sammen ville vi styrke hinanden i vores overbevisning og derfor aldrig ’forbedre os’. Senere blev vi sat sammen igen, denne gang fordi de frygtede at vi fik overbevist vore verdslige cellekammerater om sandheden fra Gud. Sådan blev vi flyttet frem og tilbage under hele vores fængselsophold.“

I 1955 skulle János Lakó og János Konrád igen dele celle. En vis hr. Szabó kom med nogle forslag til broder Lakó. Han sagde: „Vi har ikke kunnet drøfte tingene med Konrád, han er så stædig. Du er mere intelligent. Vi er villige til at lade dig gå fri og legalisere jeres aktiviteter. Konrád bliver her, men I kan frit samles til møder i menigheden. I har lov til at være Jehovas vidner, I kan bede så meget I har lyst, men lad være med at agitere.“

„Det vil altså betyde at vi skal være forkyndere som ikke forkynder,“ sagde broder Lakó. „Det kan jeg ikke love.“

„Nå, men tænk over det. Jeg besøger dig igen.“ Da han kom igen, spurgte han blandt andet: „Hvordan går det med Konrád?“

„Han har det udmærket.“

„Hvornår har du sidst set ham?“

„Lige før, vi er i samme celle.“

„Har du fortalt ham hvad vi har snakket om?“

„Ja, selvfølgelig, han er min broder!“ Embedsmanden gik bort i vrede og besøgte aldrig broder Lakó igen.

[Illustration på side 102]

János Lakó nægtede, ligesom mange andre forkyndere, at indgå kompromis med sine forfølgere