Han kom dog ofte ud for hård modstand og fik til tider lyst til at tage tilbage til Amerika. Men så spurgte hans kone ham: „Sig mig, min ven, hvorfor vendte vi hjem til Ungarn? Var det ikke for at forkynde?“ Og dét hjalp János til at se tingene i det rette perspektiv.

Modstand indefra og udefra

Efterhånden som forkyndelsen af den gode nyhed blev intensiveret og nåede ud til flere, kom der også mere modstand. I 1925 tilbagekaldte myndighederne tilladelsen til uddeling af Selskabets publikationer. Med henblik på fortsat at kunne forsyne brødrene med åndelig føde blev det nødvendigt at trykke Vagttaarnet i Cluj under forskellige andre navne, som for eksempel Kristen Pilgrim og Evangelium.

Gejstligheden forstærkede også sin modstand mod brødrene. Zoltán Nyisztor, en katolsk præst, udgav for eksempel en brochure med titlen Millennister eller Bibelstudenter, hvori der stod: „Russellismen er værre og mere afskyelig end den røde bolsjevisme, eftersom . . . russellismen, forklædt som religion, opfordrer til anarki; den skildrer revolutioner, forfølgelse af kirker, og knusning eller tilintetgørelse af gejstligheden som en del af Guds hensigt.“

Det var ofte kirkerne der stod bag den brutale behandling brødrene fik af politiet. Denne brutalitet kunne blandt andet ses af de ar Károly Szabó havde da han vendte tilbage til De Forenede Stater.

Ud over denne forfølgelse sørgede Satan og hans dæmoner også for at der opstod interne problemer. I Cluj begyndte Jacob B. Sima at søge sine egne interesser, idet han glemte vigtigheden af at forkynde den gode nyhed om Guds rige, og i stedet ønskede at rette opmærksomheden mod sig selv. Dette førte til store splittelser.

I denne periode begyndte fascismen at øve stærk indflydelse i Ungarn. De tyske brødre blev tvunget til at forlade landet, og de ungarske brødre kom ud for svær forfølgelse. Mange af dem blev brutalt mishandlet af politiet og blev derefter idømt lange fængselsstraffe.

Møder holdes i hemmelighed

I slutningen af 1930’erne var det kun muligt at holde møder i hemmelighed og i små grupper. Publikationerne begrænsede sig som oftest til ét nummer af Vagttaarnet pr. menighed, og det cirkulerede så mellem brødrene.

Ferenc Nagy fra Tiszavasvári mindes: „Vagttårnsstudiet dengang var ikke som det er i dag. Når alle dem man ventede var ankommet, blev dørene lukket. Nogle gange tog gennemgangen af en artikel op til seks timer. Jeg var cirka fem år gammel og min broder var et år yngre, men vi nød at sidde på vore små stole og lytte til de lange studier. Det var en sand fornøjelse. Jeg husker stadig nogle af de profetiske forbilleder. Den måde vi blev opdraget på gav gode resultater.“

Etel Kecskemétiné, der nu er i firserne og stadig tjener trofast i Budapest, husker at brødrene i Tiszakarád holdt møderne ude på deres marker i middagspausen. Eftersom forkynderne arbejdede sammen om at dyrke deres marker, først den enes og så den andens, kunne myndighederne ikke forhindre sådanne møder. Om efteråret og om vinteren sad søstrene sammen og spandt garn, og så sluttede brødrene sig til dem. Politiet prøvede at finde ud af hvad der foregik, men kunne ikke standse dem. Hvis de ikke havde andre muligheder for at komme sammen, mødtes de et eller andet sted tidligt om morgenen eller sent om aftenen.

Opfindsomme forkyndere

Da det blev forbudt at forkynde fra dør til dør, fandt forkynderne andre måder at tale om sandheden på. Brugen af rejsegrammofoner var noget relativt nyt på det tidspunkt, og det var der ingen lov imod. Brødrene spurgte den besøgte om de måtte afspille et budskab for ham. Hvis vedkommende sagde ja, blev et af broder Rutherfords foredrag sat på. Til dette formål havde brødrene selv indspillet plader med broder Rutherfords foredrag på ungarsk, og de anvendte både rejsegrammofoner og større grammofoner med tragte.

Angående disse magtfulde bibelske prædikener mindes János Lakó, som senere giftede sig med søster Kecskemétinés datter: „Jeg havde den fornøjelse at lytte til et foredrag i Sátoraljaújhely. En af sætningerne prentede sig dybt i mit sind: ’Monarkier, demokratier, aristokratier, fascisme, kommunisme og nazisme, samt alle lignende bestræbelser på at styre, skal forsvinde i Harmagedon og vil snart være glemt.’ Vi var forbløffede over den magtfulde præsentation af sandheden fra Bibelen. I 1945 fik det foredrag der havde gjort så stort indtryk på mig, en profetisk klang.“

Vanskelighederne fortsætter

Forfølgelsen fortsatte med fornyet styrke. Efter at en katolsk præst havde besøgt kontoret i Budapest og samlet sig alle de oplysninger han kunne, indledte pressen en smædekampagne. Den blev fulgt op af advarsler fra prædikestolen og gennem radioen. Overalt i landet blev publikationerne beslaglagt, og forkynderne blev brutalt slået. I Kisvárda blev et antal forkyndere taget med på rådhuset. En efter en blev de ført ind i et andet rum, hvor de blev gennembanket og torteret. I en rapport om dette skrev 1938 Year Book of Jehovah’s Witnesses: „’Påske’, søndagen for det store optog. Hvad fejrede de på denne opstandelsesdag? Den katolske inkvisitions opstandelse?“

Da gejstligheden ikke kunne få visse embedsmænd til at gøre som den ønskede, tog den andre midler i brug. ’Årbogen’ for 1939 fortalte: „Vennerne bliver ofte pryglet og mishandlet af nådeløse slyngler som opfordres til det og ofte får betaling for at gøre det. Vi har fundet ud af at lokale gejstlige i visse tilfælde har belønnet hver af disse slyngler med 10 kilo tobak, for at have rettet falske beskyldninger mod Guds børn.“

Fredløse

András Bartha, som havde arbejdet på Selskabets kontor i Magdeburg i Tyskland i fem år, og derefter i det daværende Tjekkoslovakiet, befandt sig i 1938 i ungarsk distrikt, efter at dele af Tjekkoslovakiet og Karpato-Ukraine var blevet indlemmet i Ungarn. Han blev straks bedt om at lede Selskabets arbejde i Ungarn. Jehovas Vidners virksomhed var allerede blevet forbudt af nazistyret i Tyskland. I Tjekkoslovakiet måtte de ikke holde møder. Og den 13. december 1939 blev deres arbejde også forbudt i Ungarn.

Samme år blev der oprettet to interneringslejre i Ungarn. Den ene lå 30 kilometer fra Budapest, og den anden lå i byen Nagykanizsa i den sydvestlige del af Ungarn, 26 kilometer fra grænsen til Jugoslavien. Disse lejre blev snart fyldt med ’suspekte personer’ — kriminelle, kommunister og Jehovas vidner, som blev beskyldt for at være en trussel mod samfundet.

Samtidig oprettede en politiinspektør i Budapest en afdeling der skulle afsløre Jehovas Vidners „ledelse“ og undersøge denne illegale organisations aktiviteter og udenlandske forbindelser. Dette førte til arrestationer, fysisk og psykisk mishandling og fængslinger.

Bevirkede alt dette at der blev sat en stopper for Jehovas Vidners arbejde i Ungarn? Nej, men det krævede at alle forkyndere adlød Jesu vejledning om at være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. (Matt. 10:16) ’Årbogen’ for 1940 beskriver hvordan en pionersøster ved en lejlighed viste forsigtighed. Hun bar et sort tørklæde om hovedet og et om skuldrene. Efter at have forkyndt i en del af et område, så hun en af beboerne komme gående imod hende sammen med to betjente. Søsteren skyndte sig ind i en sidegade og skiftede de sorte tørklæder ud med nogle i en anden farve, og fortsatte roligt i retning mod de to betjente. Da de spurgte hende om hun havde set en kvinde med sorte tørklæder, svarede hun at hun havde set en der så ud til at have travlt, løbe i den anden retning. Betjentene og deres spion løb hurtigt videre, mens søsteren roligt gik hjem.

En trofast pionersøster mindedes senere hvordan myndighederne, under pres fra de gejstlige, fik hende arresteret. I en periode blev hun overvåget af politiet og skulle melde sig på stationen to gange om måneden. Men så snart hun havde meldt sig cyklede hun ud i distriktet og forkyndte. Denne vedholdenhed førte til at hun blev fængslet, først i fem dage, så i ti, femten og tredive dage, to gange i fyrre dage, så i tres dage, to gange i hundrede dage og til sidst i otte år. Hvorfor? Fordi hun fortalte folk om Bibelen. Ligesom Jesu Kristi apostle adlød hun Gud som sin hersker mere end mennesker. — Apg. 5:29.

Eftersom broder Bartha nu brugte al sin tid på oversættelsesarbejdet, betroede Selskabet i 1940 János Konrád, en tidligere zonetjener (kredstilsynsmand), at lede arbejdet i Ungarn.

Flere interneringslejre

I august 1940 blev en del af Transsilvanien (Rumænien) optaget i Ungarn. Året efter forstærkedes forfølgelsen i dette område. I Cluj i Transsilvanien blev endnu en interneringslejr oprettet, og i hundredvis af brødre og søstre, unge som gamle, blev ført dertil. Senere blev forkynderne her udsat for en meget barsk behandling fordi de ikke ville afsværge deres tro og vende tilbage til deres tidligere trosretning. Da forkynderne uden for lejren hørte om dette, samledes de rundt om i landet for at bede for dem. En officiel undersøgelse i Cluj-lejren afslørede kort efter en omfattende korruption, og derfor blev den ansvarshavende officer og de fleste af vagterne forflyttet; nogle blev endda fængslet. Dette betød en vis bedring i brødrenes forhold og det takkede de Jehova for.

I en anden lejr, nær Nagykanizsa i det sydvestlige Ungarn, blev ægtepar interneret sammen, mens deres børn blev passet af forkyndere som ikke var blevet interneret. I alle lejrene blev der lagt pres på Jehovas vidner. De blev tilbudt deres frihed hvis blot de ville underskrive et dokument hvor de afsvor deres tro og lovede at de ville afskære enhver forbindelse med Jehovas Vidner og vende tilbage til deres statsanerkendte religion.

Den 27. juni 1941 blev deres situation yderligere forværret, da Ungarn gik med i krigen mod Sovjetunionen. Dette førte til mange prøvelser i forbindelse med nægtelse af militærtjeneste.

Landstjeneren arresteres

Den afdeling inden for politiet som beskæftigede sig med Jehovas Vidner blev nu mere aktiv og foretog razziaer i mange brødres hjem. Broder Konrád fik mange stævninger, der blev foretaget razziaer i hans hjem og han blev pålagt at melde sig på politistationen to gange om ugen.

I november 1941 samlede han alle zonetjenerne (kredstilsynsmændene) og fortalte dem at han var sikker på snart at blive arresteret, og han lod dem derfor vide at József Klinyecz, en af zonetjenerne, skulle lede arbejdet hvis dette skete.

Måneden efter, den 15. december, blev broder Konrád arresteret. I flere dage mishandlede man ham på det grusomste i et forsøg på at få ham til at opgive navnene på zonetjenerne og pionererne, men uden held. Til sidst blev han overgivet til den offentlige anklager. Derefter blev han idømt blot to måneders fængsel. Men efter de to måneder blev han ikke løsladt. I stedet blev han overført til koncentrationslejren i Kistarcsa med den begrundelse at han var en trussel for samfundet.

To landstjenere

I mellemtiden havde Vagttårnets centraleuropæiske kontor i Schweiz i 1942 officielt udnævnt Dénes Faluvégi til at lede arbejdet i Ungarn. Broder Faluvégi var mild og føjelig af sind, men kunne alligevel inspirere andre ved sin nidkærhed for sandheden. Han havde tidligere været skolelærer i Transsilvanien og haft en betydelig andel i organiseringen af arbejdet i Rumænien efter den første verdenskrig.

Broder Klinyecz, den zonetjener som broder Konrád havde betroet det midlertidige ansvar for arbejdet i tilfælde af at han selv blev arresteret, var imidlertid ikke tilfreds med at opgaven nu blev givet til broder Faluvégi. Han mente ikke at broder Faluvégi var i stand til at klare den vanskelige opgave.

Broder Klinyecz havde altid været en nidkær og modig broder der af natur var mere bestemt end han var mild. Han var ivrig i forkyndelsen og kendt og elsket af brødre over hele landet. Brødrene blev delt i to lejre — nogle anerkendte Selskabets udnævnelse af broder Faluvégi, andre delte broder Klinyecz’ opfattelse, nemlig at arbejdet i så vanskelige tider skulle ledes med fast hånd.

Nogle menigheder fik besøg af to zonetjenere samtidig, den ene sendt af broder Faluvégi, den anden af broder Klinyecz. Sørgeligt nok stredes de to zonetjenere til tider indbyrdes i stedet for at opmuntre brødrene. Dette bedrøvede selvfølgelig de trofaste brødre.

En hestestald i Alag

I august 1942 besluttede myndighederne at gøre en ende på Jehovas Vidners virke i Ungarn. De udvalgte derfor ti opsamlingssteder hvor forkynderne, mænd og kvinder, unge og gamle, blev gennet sammen. Selv nogle som ikke var døbt, men som var kendt for at have kontakt med Jehovas Vidner, blev ført til disse opsamlingssteder.

Forkynderne fra Budapest og omegn blev ført til en stald for raceheste i Alag. I begge sider af stalden, langs med ydervæggene, var der spredt halm ud som brødrene og søstrene kunne sove på. Hvis nogen så meget som ønskede at vende sig om natten, skulle der indhentes tilladelse til det fra vagterne. Om dagen blev de tvunget til at sidde i en lang række på nogle træbænke, med ansigtet ind mod muren, mens vagterne gik frem og tilbage i stalden, bevæbnede med bajonetter. Det var forbudt at tale sammen.

Ved siden af stalden var der et mindre rum hvor betjentene, under ledelse af István og Antal Juhász, to kødelige brødre, tog sig af „forhørene“. De torterede brødrene på måder som er for afsporede til at blive gengivet.

Heller ikke søstrene gik fri. En søster fik sine strømper proppet i munden for at de kunne dæmpe hendes skrig. Så blev hun tvunget til at ligge på maven, hvorefter en af betjentene satte sig på hende og holdt hendes fødder, mens en anden ubarmhjertigt slog hende på fodsålerne. Slagene og hendes skrig kunne tydeligt høres i rummet hvor brødrene befandt sig.

„Retssag“ i Alag

„Forhørene“ ophørte i slutningen af november. På det tidspunkt blev en dansehal tilhørende en restaurant i Alag interimistisk lavet om til en retssal, og her behandlede Heinrich Werths generalstabs domstol sagen mod 64 Jehovas vidner. Da forkynderne kom ind i retssalen så de blade, bøger, bibler, skrivemaskiner, grammofoner og plader der var blevet konfiskeret ved husundersøgelserne.

Sagen blev indledt uden at nogen af de 64 anklagede var blevet udspurgt af den militære anklager eller havde haft mulighed for at tale med den advokat retten havde beskikket dem som forsvarer. Det tog kun nogle få timer at udspørge dem, og forkynderne fik ingen reel chance for at forsvare sig. En søster blev spurgt om hun var villig til at bære våben. Hun svarede: „Eftersom jeg er en kvinde er jeg ikke tvunget til at bære våben.“ Så blev hun spurgt: „Ville du bære våben hvis du var en mand?“ Til det svarede hun: „Det vil jeg svare på den dag jeg bliver en mand.“

Senere blev dommene bekendtgjort. Broder Bartha, broder Faluvégi og broder Konrád skulle hænges. Andre fik livsvarigt fængsel, og resten blev idømt mellem to og femten års fængsel. Samme eftermiddag blev de ført til militærfængselet på Margit Boulevard i Budapest. De tre brødre der var blevet dømt til døden ventede at blive henrettet hvad øjeblik det skulle være, men præcis en måned efter at de var kommet i fængsel dukkede deres advokat op og sagde at deres dødsdom var blevet ændret til fængsel på livstid.

De metoder man benyttede til at udspørge forkynderne ved de ni andre opsamlingssteder, var ikke meget anderledes end dem der blev brugt i stalden i Alag. De dømte brødre blev til sidst ført til fængselet i Vác, i den nordlige del af landet.

Nonner som fangevogtere

Søstrene blev som regel indsat i sikkerhedstjenestens fængsel, der lå i Contigade i Budapest. De der var blevet idømt tre år eller mere blev overført til kvindefængselet i Márianosztra (Vor Maria), en landsby nær den slovakiske grænse, og her blev de bevogtet af nonner som behandlede dem på værste måde. Forkyndere fra andre fængsler blev også overflyttet dertil.

Enhver som ikke adlød fængselsreglerne, der blev fastsat af nonnerne, blev lukket ned i fangekælderen. Reglerne indbefattede at man overværede gudstjenesten og at man benyttede den katolske hilsen „Jesus Kristus være lovet“. Når fangerne modtog noget, skulle de sige tak med ordene „Gud lønne dig for det“.

Vore søstre fulgte selvfølgelig ikke disse regler. Hver gang de nægtede at gå i kirke, blev de lukket ned i fangekælderen i 24 timer; når de blev lukket inde plejede vore søstre at sige: „Gud lønne dig for det.“ Søstrene fik også frataget alle sædvanlige rettigheder, som for eksempel at modtage pakker, skrive sammen med slægtninge, og få besøg. Kun nogle få gik på kompromis for at undgå trængslerne. Efter nogen tid blev de trofaste imidlertid behandlet knap så brutalt.

Koncentrationslejren i Bor

I sommeren 1943 blev alle indsatte brødre under 49 år samlet i en af provinsbyerne og beordret til at tage del i militærtjeneste. Skønt de igen fik en barsk behandling, stod de fleste fast og nægtede at følge ordren; de afslog også at tage imod det militærtøj de fik tilbudt. Ni fra denne gruppe trak imidlertid i uniformen og aflagde militæreden. Men det gav dem ingen lindring at gå på kompromis. Alle 160 fanger, også de ni troløse, blev overført til koncentrationslejren i Bor (Serbien). To år senere stod en af disse troløse bleg og rystende, da han var med i den eksekutionspeloton som blandt andre skulle henrette hans egen kødelige broder, der var forblevet trofast.

Både på vej til lejren og mens de befandt sig der, havde brødrene nogle barske oplevelser. Men lejrkommandanten insisterede normalt ikke på at brødrene skulle udføre arbejde der stred mod deres samvittighed. Han gav endda en undskyldning da nogle soldater ved en lejlighed anvendte tortur for at få brødrene til at gå imod deres samvittighed.

Károly Áfra, en broder der nu er i halvfjerdserne og stadig tjener Jehova trofast, fortæller: „Man prøvede på at knække vores tro, men vi stod fast. Engang skulle vi støbe en kanonstilling i beton. Der blev udvalgt to brødre til arbejdet. Men de nægtede, og sagde at de netop var blevet fængslet for ikke at ville have noget med krig at gøre. Officeren sagde at han ville få dem henrettet hvis ikke de udførte arbejdet. En soldat førte den ene broder om på den anden side af et bjerg, og der lød et skud. Så sagde officeren til den anden broder: ’Nu er din broder død, men du kan jo overveje det.’

Broderen svarede: ’Hvis min broder kunne dø for sin tro, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne?’ Officeren beordrede soldaten til at komme tilbage med den broder der var blevet ’skudt’, og idet han gav broderen et skulderklap sagde han: ’Sådan nogle modige mænd fortjener at leve,’ og så lod han dem gå.“

Brødrene vidste at det var for at kunne tjene som Jehovas vidner de var i live. Der var tusinder af andre fanger i lejren i Bor, og forkynderne aflagde grundigt vidnesbyrd om Jehova og hans rige over for mange af dem. I disse vanskelige år gjorde Jehovas vidner overalt i landet — i fængsler, i koncentrationslejre og andre steder — god brug af deres muligheder for at forkynde. De traf venligsindede mennesker overalt, selv blandt indflydelsesrige embedsmænd som beundrede forkyndernes mod og udholdenhed. Nogle af dem sagde endda: „Måtte I fortsat holde ud i troen.“

Da forkynderne havde opholdt sig i Bor i 11 måneder, under farlige og prøvende omstændigheder, begyndte der at lyde rygter om at partisaner ville angribe landsbyen. Man besluttede derfor at evakuere lejren. Da forkynderne to dage før den planlagte afrejse fandt ud af at turen skulle foregå til fods, gik de straks i gang med at lave nogle to- og firhjulede kærrer. Ved afgangstidspunktet havde de så mange vogne at officerer, soldater og andre fanger i forundring kom for at se hvad Jehovas vidner havde udrettet.

Før de blev sendt af sted (sammen med 3000 jødiske fanger) fik hver broder cirka 700 gram brød og fem dåser fisk, hvilket dog slet ikke var tilstrækkeligt til turen. Men hvad officererne ikke sørgede for, tog Jehova sig af. De serbiske og ungarske indbyggere i det område de passerede gav dem nemlig med glæde det brød de kunne undvære. Brødrene samlede det sammen, og i pauserne delte de det ud så alle fik noget, om end det blot var ganske lidt. I hundredvis af fanger blev undervejs overgivet til tyske soldater for at blive henrettet, men Jehova holdt sin beskyttende hånd over sine tjenere.

Endnu en integritetsprøve

Ved udgangen af 1944, da den sovjetiske hær nærmede sig, fik forkynderne besked på at begive sig på vej mod den østrig-ungarske grænse. Da forkynderne fandt ud af at alle arbejdsdygtige mænd var blevet sendt til fronten, hjalp de kvinderne i området med det hårde arbejde ved landbruget. Og der hvor de blev indlogeret benyttede de lejligheden til at forkynde.

I januar 1945 oplyste lejrkommandanten forkynderne om at alle der var i stand til at arbejde skulle melde sig på rådhuset i Jánosháza. Herfra førte en tysk officer dem uden for landsbyen for at de skulle grave skyttegrave. Da de første seks udvalgte brødre nægtede, sagde officeren straks: „Henret dem!“ De seks brødre blev stillet op på række, og de ungarske soldater stod klar med deres rifler, parat til at skyde, mens de resterende 76 brødre så til. Lavmælt sagde en af de ungarske soldater til dem der så til: „Gå også I over og smid jeres redskaber, ellers vil de blive skudt.“ De gjorde straks som han sagde. Den tyske officer blev så overrasket at han blot stirrede vantro på dem. Så spurgte han: „De vil altså heller ikke arbejde?“ Broder Bartha svarede på tysk: „Jo, vi vil gerne arbejde, men vi kan ikke udføre arbejde der strider mod vor tro. Sergenten her kan bekræfte at vi har udført alt samvittighedsfuldt og effektivt, og det vil vi stadig gøre, men det arbejde som du har tiltænkt os her, vil vi ikke udføre.“

En af brødrene mindedes senere: „Officeren erklærede derefter at vi alle var arresteret, hvilket egentlig var ret latterligt da vi jo alle var fanger i forvejen.“

Andre der bevarer deres uangribelighed

I andre koncentrationslejre og fængsler landet over kæmpede i hundredvis af brødre og søstre den samme kamp som ovennævnte brødre.

I foråret 1944 blev mange jøder transporteret fra interneringslejren i Nagykanizsa til lejre i Tyskland. Det gjaldt også to nidkære og helhjertede tjenere for Jehova, nemlig Éva Bász og Olga Slézinger, der begge var jøder af fødsel og henholdsvis 20 og 45 år gamle. Søster Bász havde et skrøbeligt helbred, men var alligevel pioner før hun blev arresteret. Hun var ved at forkynde i Dunavecse da politiet arresterede hende og tog hende med til rådhuset.

På foranledning af landsbyens borgmester blev hun udsat for nedværdigende behandling. Søster Bász mindes: „Alt mit hår blev barberet af; jeg måtte stå nøgen foran ti eller tolv politibetjente. Derefter begyndte forhøret, og de ønskede at vide hvem vores leder i Ungarn var. Jeg forklarede at vi ikke havde nogen anden leder end Jesus Kristus.“ De reagerede ved nådeløst at slå hende med deres stave. Men søster Bász var besluttet på ikke at forråde sine kristne brødre.

Hun fortæller videre: „Disse udyr fik mine hænder og fødder bundet sammen over mit hoved, og alle, på nær én politibetjent, ydmygede mig ved at voldtage mig. De bandt mig så stramt at jeg stadig havde mærker på håndleddene da jeg tre år senere kom til Sverige. Jeg var så mishandlet at de gemte mig i kælderen i to uger indtil de værste sår var helet. De turde ikke lade andre se hvordan jeg så ud.“ Søster Bász blev sendt til Nagykanizsa-lejren og derfra, sammen med søster Slézinger, til Auschwitz.

Hun fortsætter: „Jeg følte mig tryg sammen med Olga; hun kunne være humoristisk i prøvende situationer. Doktor Mengele havde til opgave at vurdere de nyankomne, hvem der var i stand til at arbejde og hvem der ikke var. De sidstnævnte blev sendt til gaskamrene. Da det blev vores tur, spurgte han Olga: ’Hvor gammel er du?’ Frimodigt og med et humoristisk glimt i øjet svarede hun: ’Tyve’. I virkeligheden var hun dobbelt så gammel. Mengele lo dog blot og lod hende gå til højre så hun fik lov til at leve.“

Der blev syet gule stjerner på deres tøj, hvilket identificerede dem som jøder, men de protesterede og slog fast at de var Jehovas vidner. De tog de gule stjerner af og forlangte at få syet lilla trekanter på, så det kunne ses at de var Jehovas vidner. Skønt det medførte at de blev gennembanket, sagde de: „Gør med os hvad I vil, vi er og bliver Jehovas vidner.“

Senere blev de ført til koncentrationslejren i Bergen-Belsen. Omkring dette tidspunkt udbrød der en tyfusepidemi i lejren. Søster Slézinger blev så syg at hun blev fjernet fra lejren sammen med mange andre, og hun er aldrig set siden. Kort efter blev dette område befriet af den engelske hær. Søster Bász kom på hospitalet, og flyttede siden til Sverige, hvor hun hurtigt kontaktede brødrene.

Mange af de brødre der var fængslet i Ungarn blev senere deporteret til Tyskland. De fleste af dem vendte tilbage efter krigen, men ikke alle. Dénes Faluvégi var en af dem der døde under transporten mellem koncentrationslejrene i Buchenwald og Dachau. Han havde trofast tjent Jehova i mere end 30 år.

Trofaste til døden

Da Nagykanizsa-lejren blev nedlagt i efteråret 1944, blev de forkyndere som ikke var blevet sendt til Tyskland, sat på fri fod. Eftersom kamplinjen gjorde det umuligt for dem at vende hjem, besluttede de at tage arbejde på de omkringliggende gårde indtil situationen bedredes. Den 15. oktober 1944 overtog Nyilaskeresztes Párt (Pilekorsbevægelsen) magten, støttet af nazisterne, og man begyndte straks at indkalde unge mænd til militærtjeneste.

Snart efter blev brødrene igen arresteret på grund af deres neutrale standpunkt. Fem af de arresterede unge brødre blev ført til Körmend, cirka ti kilometer fra den østrigske grænse, hvor de blev stillet for en militærdomstol på den lokale skole. Den første på anklagebænken var Bertalan Szabó, der blev dømt til henrettelse ved skydning. Før henrettelsen skrev han et hjertegribende afskedsbrev, som kan læses på side 662 i bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige. Derefter blev to andre brødre, János Zsondor og Antal Hönis, anklaget. De stod også fast og blev ligeledes henrettet.

Sándor Helmeczi blev fængslet samme sted. Han mindes: „På et bestemt tidspunkt af dagen fik vi lov til at benytte toilettet i gården. Nu lavede de om på tidspunktet for at vi skulle overvære henrettelserne. Hermed ville de sige: ’Nu ved I hvad der vil ske med jer også.’ Det var til stor sorg for os at se vore elskede brødre ligge livløse. Derefter blev vi ført tilbage til vore celler.

Ti minutter efter blev vi kaldt ud og fik at vide at vi skulle fjerne vore brødres blod. Nu kunne vi se dem tæt på. János Zsondor så helt normal ud i ansigtet. Hans smilende, venlige og milde ansigt viste intet tegn på frygt.“

Omkring ved samme tid var en anden broder, den 20-årige Lajos Deli, blevet hængt offentligt på torvet i Sárvár, cirka 40 kilometer fra den østrigske grænse. I 1954 fortalte en tidligere officer, der havde været øjenvidne, hvad der skete:

„Vi var mange, både civile og militærpersoner, som flygtede mod vest. Da vi kom gennem Sárvár så vi at der var sat nogle galger op på markedspladsen. Under galgerne stod en ung mand med et meget tiltalende og fredfyldt ansigt. Da jeg spurgte en af tilskuerne hvad han havde gjort, fik jeg at vide at han hverken ville tage gevær eller spade i sin hånd. Rundt om ham stod adskillige rekrutter fra Pilekorsbevægelsen med maskingeværer. Alle kunne høre da en af dem sagde til den unge mand: ’Dette er din sidste chance, grib den eller du bliver hængt!’ Den unge mand svarede ikke; det påvirkede ham ikke det mindste. Så sagde han med fast stemme: ’Hæng mig bare. Jeg vil hellere adlyde min Gud, Jehova, end mennesker.’ Så blev han hængt.“

Ifølge ’Årbogen’ for 1946 var 16 forkyndere blevet henrettet mellem 1940 og 1945 fordi de nægtede at udføre militærtjeneste; yderligere 26 var døde som følge af den behandling de var blevet udsat for. Ligesom deres Herre havde de besejret verden ved deres tro.

[Illustrationer på side 90]

Loyale mod Jehova til døden: (Herover) Bertalan Szabó, der blev skudt; (til højre) Lajos Deli, der blev hængt