• Når ødelæggelsen rammer — Hvordan klarer ofrene sig?
    Vågn op! – 1990 | 22. februar

    • Nødhjælpsarbejdet efter Hugo

      På Skt. Croix fløj de overlevende hinanden om halsen af glæde og lettelse over at være i live. Inden længe var der store nødhjælpsforsyninger på vej indeholdende fødevarer og nødboliger. Nogle forsøgte imidlertid at tjene på ofrenes ulykke ved at kræve ublu priser. For eksempel blev en pose is der normalt kostede omkring 5 kroner, solgt for 70 kroner. Mange plyndrede butikkerne. Men i det store og hele blev sådanne hjerteløse handlinger overskygget af de mange eksempler på næstekærlighed og medfølelse. Der er indkommet følgende rapporter om det nødhjælpsarbejde Jehovas Vidner udførte.

      Endnu før Hugo slog til havde kristne ældste besøgt de brødre og søstre der boede i usikre huse og opfordret dem til at flytte hen i de mere solide rigssale eller hen til dem af deres kristne brødre der boede i mere sikre huse. Rigssalen i Summerville i South Carolina gav ly for over 50 personer den nat stormen rasede!

      På Guadeloupe viste disse forholdsregler sig at være livreddende. Alene på denne ø blev 117 af Vidnernes huse ødelagt, mens næsten 300 andre huse blev alvorligt beskadiget. Desuden blev 8 rigssale alvorligt beskadiget, mens 14 andre blev knap så alvorligt ramt.

      Skønt adskillige forkyndere kom til skade, var der ingen der mistede livet hverken på Guadeloupe eller andre steder i Caraibien. En voksen søn af et af Jehovas vidner blev slået ihjel da han bogstavelig talt blev suget op af vinden, der pludselig rev taget af huset.

      Først den tredje dag efter stormen var det muligt for andre Jehovas vidner at komme i kontakt med deres brødre på Guadeloupe. I mellemtiden havde de rejsende tilsynsmænd haft et møde med brødre fra øens afdelingskontor for at iværksætte en undersøgelse af deres trosfællers behov.

      Der gik ikke lang tid før de brødre der ikke var blevet så alvorligt ramt, gavmildt kom med vand, fødevarer, tøj og andre fornødenheder. Man kunne hente vand på afdelingskontoret, og det var hjertevarmende at se hvordan brødrene kom og fyldte alle mulige beholdere med vand som de bragte ud til de nødstedte. Jehovas vidner på Martinique var blandt de første fra udlandet der sendte nødhjælpsforsyninger til deres brødre på Guadeloupe.

      Eftersom Guadeloupe hører under Frankrig, sendte Jehovas Vidners franske afdelingskontor hurtigt nogle kraftige plasticplader, nylonreb og plasticbeholdere til vand med luftfragt til øen. Kort efter blev der udskibet omkring 100 tons byggematerialer til Guadeloupe, hvor det straks blev fordelt.

      Også Jehovas Vidner på Puerto Rico iværksatte med det samme et nødhjælpsprogram. I weekenden efter stormen kom flere hundrede fra de områder på øen der ikke var berørt af katastrofen for at hjælpe med at reparere husene i de ødelagte byer. To både læsset med fødevarer, byggematerialer og med omkring 40 Vidner om bord sejlede over til den lille ø Culebra. Her roste den lokale radiostation Jehovas Vidner for det genopbygningsarbejde der blev udført. Den følgende weekend sejlede 112 Jehovas vidner til den lille ø Vieques med omkring seks tons byggematerialer for at foretage et lignende genopbygningsarbejde.

      Først om fredagen, fem dage efter stormen, lykkedes det brødre fra Puerto Rico at leje et transportfly og bringe fødevarer og medicin til Skt. Croix. En af brødrene fortæller: „Fra luften lignede øen en losseplads. Hele landsbyer var knust og molesteret. På alle bakker lå der stumper af træ, metal og affald; der var intet grønt, kun afsvedet græs og brune træer der var blevet ramt af vindstød på op til 320 kilometer i timen.“

      Efter at have undersøgt skadernes omfang afskibede Vidnerne 75 tons byggematerialer. I løbet af oktober hjalp omkring et hundrede frivillige fra Puerto Rico brødrene på Skt. Croix med genopbygningen. En rigssal blev indrettet til sovesal. Hver dag blev indledt med en drøftelse af et skriftsted fra Bibelen, nøjagtig som det sker på alle Jehovas Vidners afdelingskontorer. De lokale søstre vaskede brødrenes tøj, gjorde rent og lavede mad.

      Sheila Williams havde i årevis sparet sammen for at kunne bygge et nyt hus, og hun var netop flyttet ind i det da orkanen Hugo ødelagde det. Da hun hørte at hendes kristne brødre ville komme fra Puerto Rico for at hjælpe, fortalte hun det til sine arbejdskammerater. Men de sagde: „De hjælper ikke dig. Du er sort og ikke spansk sådan som dem.“ De blev meget forbavsede da Sheila inden længe havde et helt nyt hus!

      Da en femårs pige, fra Michigan i USA, i fjernsynet havde set ødelæggelserne på Skt. Croix, ville hun gerne hjælpe dem der havde mistet deres ejendele. Hun spurgte sin moder om hun måtte give noget af sit tøj til en lille pige ’så hun kan være fin når hun skal i rigssalen’.

      „Til min overraskelse,“ fortæller moderen, „valgte hun en af sine pæneste kjoler.“ Kjolen blev sendt af sted, og som man kan se på side 18 gjorde den en lille pige på Skt. Croix meget lykkelig.