-
Hvad orkanen Andrew ikke kunne ødelæggeVågn op! – 1993 | 8. januar
-
-
De bedste og de værste menneskelige egenskaber
Efterhånden som de forskellige nødhjælpsorganisationer rundt om i landet kom i gang, begyndte hjælpen at strømme til Florida. Jehovas Vidners Styrende Råd i New York reagerede med det samme og nedsatte et nødhjælpsudvalg der skulle virke fra stævnehallen i Fort Lauderdale. Man afsatte også et større beløb til indkøb af materialer, mad og nødhjælpsudstyr. Jehovas Vidner var således blandt de første der kom i gang efter katastrofen. De begyndte at tilkalde frivillige hjælpere, men mange kom uden at være tilkaldt.
Der kom frivillige fra staterne Californien, North Carolina, Oregon, Washington, Pennsylvanien, Missouri og mange andre steder. Det regionale byggeudvalg i Virginia, som normalt bygger rigssale, sendte et hold på 18 Jehovas vidner af sted for at reparere tage. Det tog dem 18 timer at køre fra Virginia til Florida. Nødhjælpsarbejderne tog ferie eller orlov, og kørte hundreder eller tusinder af kilometer gennem landet for at nå deres nødstedte medkristne.
Til særlig stor hjælp var det hold der kom fra Charleston-området i South Carolina. De havde oplevet orkanen Hugo i 1989, og var derfor klar over hvad de kunne vente sig. De fik hurtigt organiseret nødforsyninger, for eksempel elgeneratorer og byggematerialer. Inden for to uger havde de frivillige fået tørret 800 huse og repareret mange af de ødelagte tage.
Også mange ikketroende ægtefæller og naboer nød gavn af den hjælp der blev ydet af de frivillige. Ron Clarke fra West Homestead fortæller: „Mange ikketroende ægtefæller er blevet virkelig imponerede over dette. Nogle græd, så overvældede var de af alt det Vidnerne havde gjort for dem.“ Han fortæller om en søsters ikketroende mand: „Han er helt ude af sig selv af begejstring — vennerne er ovre hos ham for at lægge tag på hans hus.“
En anden af vore brødre fortalte at han hver aften var gået ind for at se til sine naboer, der ikke er Jehovas vidner. De havde hver gang sagt at alt var i orden. Men den femte dag brød nabokonen sammen og græd. „Vi har ikke flere bleer til den lille og næsten ikke mere babymad. Vi mangler både mad og vand.“ Og manden skulle bruge 20 liter benzin men kunne ikke få fat i det nogen steder. Samme dag bragte forkynderen dem alt hvad de behøvede fra nødhjælpsdepotet i rigssalen. Hustruen græd af taknemmelighed, og hendes mand gav et bidrag til nødhjælpsarbejdet.
Menighedstjenerne og de ældste spillede en vigtig rolle idet de sammen organiserede den hjælp der udgik fra de restaurerede rigssale i katastrofeområdet. De arbejdede utrætteligt med at finde alle forkynderne og dække deres behov. I modsætning til dette er en officer i flyvevåbnet blevet citeret for at have sagt om nødhjælpsarbejdet i et andet område: „Alle vil være høvdinger, ingen vil gøre det snavsede arbejde.“
-
-
Hvad orkanen Andrew ikke kunne ødelæggeVågn op! – 1993 | 8. januar
-
-
„Sid ikke og hæng med hovedet“
Hvad har Jehovas vidner lært af deres erfaringer med naturkatastrofer? At man skal genoptage de kristne aktiviteter så hurtigt som muligt. Ed Rumsey, der er tilsynsmand i Homestead, fortalte til Vågn op! at man allerede var klar til at holde møder i en dobbeltrigssal om onsdagen, to dage efter at orkanen havde fundet sted. Noget af taget var blæst væk, loftpladerne var faldet ned, og der var kommet vand ind. Men de frivillige tog hurtigt fat på at få ordnet rigssalene så de kunne fungere som mødesale og kommandoposter hvorfra man kunne dirigere nødhjælpsarbejdet i katastrofeområdet. Der blev sat køkkener op så det var muligt at servere måltider til ofrene og de frivillige.
Fermín Pastrana, der er ældste i den spanske menighed i Princeton, rapporterede at ud af de 80 forkyndere der er i menigheden stod syv familier helt uden noget hjem. Hvilket råd havde han givet disse medkristne? „Sørg hvis du har brug for at sørge. Men sid ikke og hæng med hovedet. Kom i gang med at hjælpe andre, og tag del i forkyndelsen i det omfang du har mulighed for det. Gå ikke glip af de kristne møder. Løs de problemer der kan løses, men gå ikke i stå ved de ting der alligevel ikke lader sig løse.“ Disse tilskyndelser resulterede i at forkynderne snart var i gang med forkyndelsen — og de tog nødforsyninger med fra hus til hus. Andrew kunne ikke blæse deres nidkærhed væk.
-
-
Hvad orkanen Andrew ikke kunne ødelæggeVågn op! – 1993 | 8. januar
-
-
Hvordan gør man?
Bryggeriet Anheuser Busch donerede en vognladning drikkevand til de ulykkesramte. Ved ankomsten spurgte chaufføren hvor han skulle aflevere vandet. Han fik at vide at de eneste der havde fået organiseret arbejdet var Jehovas Vidner. Ja, inden for en uge efter at Andrew havde hærget, var der ankommet 70 lastvognstog med forsyninger til Jehovas Vidners stævnehal i Fort Lauderdale.
En frivillig på stedet rapporterer: „Vi modtog altså en hel vognladning med drikkevand. Det blev øjeblikkelig indlemmet i de andre forsyninger som vi sendte til fordelingscentrene i rigssalene. Det blev fordelt mellem brødrene og naboerne i det område hvor folk var i nød.“ Et papirfirma i staten Washington skænkede 250.000 paptallerkener.
Til at begynde med sendte myndighederne endda ikketroende frivillige ud til rigssalene, idet de sagde: ’I er de eneste der er ordentligt organiseret.’ Efterhånden rykkede militæret ind og organiserede teltbyer og nødforsyninger med vand og mad.
Nødhjælpsudvalget oprettede det første fordelingscenter ved stævnehallen i Fort Lauderdale, der ligger cirka 60 kilometer nord for den hårdest ramte zone ved Homestead. For at lette noget af trykket blev der oprettet et opsamlingssted for varer i stævnehallen i Plant City nær Orlando, som ligger cirka 400 kilometer nordvest for katastrofeområdet. De fleste nødhjælpsforsyninger blev sendt hertil for at blive sorteret og pakket. Nødhjælpsudvalget kunne så dag for dag rekvirere forsyninger fra stævnehallen i Plant City, hvorfra lastvognstog tog sig af den fire timer lange tur ned til Fort Lauderdale.
Fra denne fordelingsstation leverede man så mad, materialer, vand, generatorer og andre fornødenheder til tre reparerede rigssale midt i katastrofeområdet. Her sørgede egnede brødre for at der blev organiseret byggehold og oprydningshold der skulle besøge de hundreder af husstande som trængte til hjælp. Køkkener og forsyningslinjer blev også åbnet ved rigssalene, og alle var velkomne til at søge hjælp her. Selv nogle af soldaterne kom og nød et måltid, og man så dem senere lægge et bidrag i de kasser der var opstillet til formålet.
Mens mændene var travlt optaget af at reparere huse, var nogle af kvinderne i færd med at tilberede måltider. Andre var optaget af at tale med alle de naboer de kunne finde, for at gøre dem bekendt med Bibelens forklaring på naturkatastrofer, og for at uddele kasser med nødforsyninger til dem der havde behov. En af disse kvinder var Teresa Pereda. Hendes hjem var beskadiget og vinduerne i hendes bil var smadret — men alligevel var hendes bil læsset med nødhjælpskasser til naboerne. Hendes mand, Lazaro, havde travlt med at arbejde på en af rigssalene. — Prædikeren 9:11; Lukas 21:11, 25.
Mange af de hjemløse fik husly hos de Jehovas vidner hvis hjem ikke var blevet ødelagt af Andrew. Nogle boede i beboelsesvogne som de havde lånt eller som var blevet stillet til rådighed, mens andre flyttede ind i de teltbyer militæret havde opstillet. Atter andre afskrev simpelt hen deres hjem og flyttede ind hos venner og slægtninge i andre dele af landet. De havde hverken hjem eller arbejde. Der var ingen strøm, intet vand og ikke tilstrækkelig kloakering — så de valgte det der var den bedste udvej for dem.
En af de ting som alle lærte blev godt udtrykt af en spansktalende forkynder: „Vi er meget taknemmelige for den lektie vi har lært angående vort mål i livet. Man kan arbejde i 15 eller 20 år for at skabe et hjem, samle sig materielle ting, og så, på bare én time, kan det være væk alt sammen. Dette hjælper os til at vurdere vore åndelige mål, at forenkle vores tilværelse og tænke alvorligt på vor tjeneste for Jehova.“
-