Hykleri! Vil det nogen sinde ophøre?

PANAYIOTA voksede op på en ø i Middelhavet. Som teenager blev hun stærkt engageret i politik. Senere blev hun sekretær for et politisk parti i den by hun boede i. Hun gik endog fra hus til hus for at samle penge ind til partiet. Men som tiden gik, blev Panayiota desillusioneret. Selvom partimedlemmerne kaldte hinanden for kammerater, var miljøet præget af nepotisme, ambitioner, uoverensstemmelser og misundelse.

Daniel voksede op i en meget religiøs familie i Irland. Sørgeligt nok kan han tydeligt huske de hykleriske præster som drak tæt, spillede om penge og stjal af kollekten, alt imens de belærte ham om at han ville komme til at brænde i helvede hvis han syndede.

Jeffery var i det meste af sit arbejdsliv beskæftiget med salg og marketing for internationale skibsredere med base i USA og Storbritannien. Han kan huske mange tilfælde hvor kunder og konkurrenter benyttede sig af uhæderlige metoder når de forhandlede med regeringsrepræsentanter. De var så hykleriske at de var villige til at sige næsten hvad som helst for at sikre sig en kontrakt.

Der skete en stor forandring i Panayiotas liv da hun tog imod en invitation til at overvære møderne i Jehovas Vidners rigssal, hvor hun ikke mødte nogen der forsøgte at imponere andre ved at ”spille” retfærdig. Hun siger: “Der så jeg ægte kærlighed og interesse for medmennesket, noget jeg ikke havde set i alle de år jeg havde været aktiv i politik.”

Panayiota begyndte at studere Bibelen, og inden længe kunne hun blive døbt. Det er nu 30 år siden, og hun siger: “Jeg fandt ikke meningen med livet da jeg gik fra hus til hus og reklamerede for det politiske parti, men da jeg begyndte at forkynde om Guds rige – det eneste der kan skabe en retfærdig verden.”

Daniel gjorde gode fremskridt i den kristne menighed og fik overdraget forskellige ansvarsopgaver. Nogle få år senere gjorde han noget forkert, og hans samvittighed begyndte at plage ham. Han fortæller: “Jeg huskede jo det hykleri jeg havde set i kirken flere år tidligere, så jeg syntes ikke at jeg havde andet valg end at opgive mine tjenesteprivilegier. Jeg kunne ikke leve med tanken om at mine medkristne troede at jeg var noget som jeg ikke var.”

Da Daniel efter nogen tid havde fået rettet op på de ting der havde berørt hans samvittighed, følte han at han kunne genoptage sine tjenesteprivilegier, og han var glad for igen at påtage sig ansvar i menigheden. Denne form for ærlighed er typisk for dem der tjener Gud uden hykleri. De lærer at tage “bjælken” ud af deres eget øje før de tilbyder at tage “splinten” ud af deres brors øje.

Jeffery, som brugte sit liv i forretningsverdenen, har sagt: “Efterhånden som jeg fik større bibelkundskab, blev jeg klar over at jeg ikke kunne blive ved med at være den lidt for smarte og hurtigtalende sælger der var parat til at sige hvad som helst for at få kontrakten i hus. Min samvittighed var blevet påvirket af bibelvers som for eksempel Ordsprogene 11:1, hvor der står at ‘svigefulde vægtskåle er Jehova en vederstyggelighed’.” Ja, i modsætning til dem der stillede Jesus skattespørgsmålet, lærte Jeffery at agere uden at have skjulte motiver både over for sine trosfæller og dem der ikke delte hans tro.