• Island
    Jehovas Vidners Årbog 2005

    • Studier ledes over telefonen

      Det har altid været en udfordring at forkynde den gode nyhed for folk der bor i afsidesliggende områder på denne store ø. Telefonen har været et effektivt redskab til at nå interesserede mennesker og bevare kontakten med dem.

      Mange har haft udbytte af denne måde at forkynde på. For nogle år siden besøgte en kvinde ved navn Oddný Helgadóttir sin søn og svigerdatter, som studerede med Jehovas Vidner. Da de havde fortalt hende om det de lærte, ønskede hun også at studere Bibelen. Oddný boede imidlertid i et fjerntliggende område på Islands nordvestlige kyst, mere end 300 kilometer fra den nærmeste menighed. Da en søster ved navn Guðrún Ólafsdóttir tilbød at studere med hende over telefonen, sagde hun med glæde ja tak. Efter en indledende bøn besvarede Oddný let og ubesværet studiespørgsmålene i bogen. Under sin grundige forberedelse til studiet havde Oddný skrevet ned hvad der stod i de anførte skriftsteder, så hun kunne læse dem op så snart der blev henvist til dem. Når studiet først var i gang, behøvede hun derfor ikke at bruge tid på at lede efter skriftstederne. Ved en lejlighed var Oddný på besøg i det område hvor Guðrún boede, og de studerede derfor i Guðrúns hjem. De følte sig begge to lidt forlegne, for det var første gang de studerede ansigt til ansigt, så Guðrún foreslog for sjov at hun gik ind i værelset ved siden af hvor der var en anden telefon!

      Efterhånden som Oddný fik forståelse af sandheden, begyndte hun at forkynde for sin mand, Jón. Da han viste interesse, var hun ikke sikker på om det ville være passende at hun ledede et studium med ham. Hun fandt ud af at hun godt kunne lede studiet, men at det ville være rigtigt af hende at have hovedbeklædning på når hun gjorde det. Ud over at Oddný studerede med sin mand, forkyndte hun også for sine naboer. Snart udtrykte hun ønske om at blive døbt. Guðrún fik arrangeret at Oddný kunne gennemgå spørgsmålene fra bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste over telefonen med en ældste, for at se om hun var kvalificeret til at blive forkynder. Det var hun, lige bortset fra én ting: Hun havde endnu ikke meldt sig ud af kirken.

      Omkring en uge senere ringede Oddný til Guðrún for at fortælle at hun nu havde meldt sig ud af kirken. Og det havde hendes mand også. Det var en stor beslutning for ham, for han havde været formand for det lokale menighedsråd. Senere blev Oddný døbt ved et kredsstævne. Tidligere havde hun kun en enkelt gang mødtes med en lille gruppe Jehovas Vidner, og stævnet var derfor en stor oplevelse for hende. I et interview ved stævnet blev hun spurgt om det var svært at bo så isoleret. Hun svarede at hun aldrig følte sig alene, for hun vidste at Jehova også har sin opmærksomhed rettet mod Islands nordvestkyst. Derefter tilføjede hun at hun var ked af at hendes mand ikke kunne overvære stævnet, men han havde forsikret hende om at han ville komme når han var klar til at blive døbt. Han holdt sit løfte! Snart flyttede de til et tættere befolket område så de regelmæssigt kunne overvære møderne.