Den gode nyhed kommer til Island

Ved begyndelsen af det 20. århundrede var mange islændinge emigreret til Canada, blandt andet for at slippe for den barske tilværelse i et område med vulkanudbrud og streng kulde. Og det var dér mange af dem for første gang hørte den gode nyhed om Guds rige. En af disse var Georg Fjölnir Lindal. Kort tid efter at han havde indviet sig til Jehova, begyndte han som pioner. Broder Lindal talte islandsk, så i 1929, da han var 40 år gammel, besluttede han sig for at flytte til Island. Den 1. juni samme år ankom han til Reykjavík og blev dermed den første der forkyndte den gode nyhed i Island.

Broder Lindal ventede i tre måneder på den første sending litteratur, men så snart den kom, tog han af sted med det mål at forkynde for alle i landet. Ved slutningen af oktober 1929 havde han uddelt 800 eksemplarer af Guds Harpe på islandsk. På det tidspunkt skrev han: „Siden min ankomst har jeg gennemarbejdet adskillige byer med en samlet befolkning på omkring 11.000. I hele Island bor der omkring 100.000 eller lidt mere, så der er næsten 90.000 flere der skal nås. Det vil tage temmelig lang tid for én person at gennemarbejde hele distriktet her, for det er meget vanskeligt at komme rundt. Island er et bjergrigt land med en forreven kystlinje, der findes ingen jernbaner og kun få veje hvor der kan køre biler, så det meste af tiden har jeg rejst med båd.“

Der er ikke den mindste antydning af beklagelse i de få håndskrevne breve der findes i en gammel brun mappe mærket „Island“. I ovennævnte brev fra 1929 skrev broder Lindal videre: „Det er en stor glæde for mig at kunne fortælle en opmuntrende oplevelse jeg for nylig har haft. Jeg havde lejlighed til at komme tilbage til et sted hvor jeg tidligere havde forkyndt. Dér mødte jeg adskillige der havde købt bøger af mig første gang jeg var der. En mand sagde: ’Jeg har læst Guds Harpe to gange og er nu i gang med at læse den for tredje gang. Det er en god bog. Tak fordi du kom.’ En anden sagde: ’Nå, du er kommet tilbage. Det er en rigtig god bog. Hvorfor udgiver I ikke alle dommer Rutherfords bøger på islandsk?’ Jeg fortalte ham at mange af dem kunne fås på dansk, og han sagde: ’Send mig alt hvad du har, ja, også pastor Russells bind. Så har jeg nok at studere denne vinter.’ Også andre gav udtryk for værdsættelse af bøgerne. Jeg er Gud taknemmelig for at han har ladet mig bringe sandhedens budskab ud til dem der har et lyttende øre.“

Det var en kolossal opgave for én person at nå ud til alle på denne ø, som er næsten to og en halv gange så stor som Danmark. Island strækker sig mere end 300 kilometer fra nord til syd og omkring 500 kilometer fra øst til vest. Kystlinjen er, med fjorde og vige, næsten 6400 kilometer lang. I løbet af ti år havde broder Lindal ikke desto mindre gennemarbejdet hele øen, forkyndt den gode nyhed og uddelt litteratur. Han rejste langs kysten med båd, og når han rejste ind i landet, brugte han to heste; han red på den ene, og på den anden transporterede han sin litteratur og sine ejendele. De brødre som havde den forret at arbejde sammen med broder Lindal i nogle år inden han forlod Island, gav udtryk for at han var en nidkær og alvorlig broder der var genert og reserveret, en mand af få ord. Han havde en høj, flot statur — og var næsten for stor til de små islandske heste han brugte på sine rejser. Og hvis han indimellem ikke kunne skaffe nogen heste, var han stærk nok til selv at bære sine bøger og ejendele.

Da broder Lindal i 1929 begyndte sin mission i Island, havde han næppe forestillet sig hvor svært det skulle blive, og hvor stor tålmodighed og udholdenhed det ville kræve at bryde isen, så at sige. I næsten 18 år var broder Lindal det eneste Jehovas vidne i landet. Til trods for sit hårde slid oplevede han ikke at nogen tog standpunkt for Riget. I 1936 skrev han: „I den tid jeg har været her, har jeg uddelt mellem 26.000 og 27.000 bøger. Mange har læst dem. Nogle ser ud til at have taget standpunkt imod sandheden, men de fleste er stadig fuldstændig ligeglade.“

Nogle værdsatte dog det budskab han bragte dem. For eksempel tog en ældre mand imod et eksemplar af bogen Guds Harpe. Da broder Lindal flere måneder senere kom tilbage, traf han den gamle mands datter, som fortalte at hendes far havde været glad for bogen og havde studeret den grundigt før han døde. I overensstemmelse med en hedensk skik havde han endda bedt om at bogen måtte blive lagt ned i kisten sammen med ham når han døde, og det havde man gjort.

Den 25. marts 1947 kom gileaduddannede missionærer til Island, og dermed var broder Lindals lange, ensomme ophold slut. Han fortsatte sin tjeneste dér indtil han i 1953 rejste tilbage til Canada. Seksten år senere besluttede Páll Heine Pedersen, der dengang var specialpioner i Island, at rejse til Winnipeg i Canada for at møde broder Lindal og få nogle førstehåndsoplysninger om hans virke i Island. På det tidspunkt var de missionærer der havde arbejdet sammen med broder Lindal, nemlig rejst fra landet. Under sin ferie i USA tog broder Pedersen bussen til Winnipeg. Men da han kom frem, fandt han ud af at broder Lindal samme morgen havde afsluttet sit jordiske livsløb. Han havde tjent Jehova trofast indtil sin død.

[Illustration på side 207]

Til højre: Georg F. Lindal i 1947

[Illustration på side 207]

Nederst: Broder Lindal med en islandsk hest, tidligt i 1930’erne