-
Alle vil gerne have et godt helbred!Vågn op! – 2007 | Januar
-
-
Alle vil gerne have et godt helbred!
FOR over 2700 år siden forudsagde en profet at der ville komme en tid hvor der ikke mere ville være sygdom. Profetien kan læses i Esajas’ Bog den dag i dag. Her beskrives en tid hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ Esajas tilføjer: „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ (Esajas 33:24; 35:5, 6) Andre bibelprofetier har en lignende skildring af fremtiden. Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, beskriver for eksempel en tid hvor Gud vil fjerne smerte. — Åbenbaringen 21:4.
Vil disse løfter gå i opfyldelse? Vil den tid nogen sinde komme hvor menneskeslægten kan glæde sig over at have et godt helbred, og hvor der ingen sygdom vil være mere? Det er rigtigt at en stor del af menneskeheden har et bedre helbred end tidligere generationer havde. Men et bedre helbred er ikke det samme som det bedste helbred. Sygdom er stadig årsag til megen lidelse. Alene frygten for at blive syg kan virke tyngende. Og selv i vor moderne tidsalder er den barske virkelighed at ingen helt kan undgå at blive ramt af fysiske eller mentale sygdomme.
Den pris du betaler
Sygdom har konsekvenser på mange områder. For eksempel medfører det tårnhøje omkostninger. Alene i Europa gik 500 millioner arbejdsdage tabt i et af de senere år som følge af sygdom, og situationen er den samme andre steder. Nedsat produktivitet på arbejdspladsen samt de stigende omkostninger til sygdomsbehandling udgør en økonomisk byrde som berører alle. Virksomheder betaler en pris, og det samme gør det offentlige. For at få dækket omkostningerne hæver virksomhederne prisen på deres varer, og det offentlige hæver skatten. Hvem betaler? I sidste instans er det dig.
I mange lande er det sørgeligt nok ofte svært for fattige at få råd til lægehjælp og medicin; for nogle endda umuligt. Det er den triste situation for millioner i mindre udviklede lande som måske kun har begrænset eller slet ingen mulighed for professionel lægehjælp. Selv i velstående lande har nogle svært ved at få en ordentlig lægebehandling. Det er ofte tilfældet for mange af de 46 millioner amerikanere som ikke har en sygeforsikring.
Men sygdomsbyrden er ikke kun af økonomisk art. I sidste instans betaler vi prisen i form af kvaler ved at lide under uhelbredelig sygdom og kroniske smerter, bedrøvelse over at se andre være ramt af alvorlig sygdom og fortvivlelse over at miste en man holder af.
Håbet om en dag at leve i en verden uden sygdom virker tiltalende. Alle vil gerne have et godt helbred. Der er mange der tror på at dette håb bliver indfriet, hvor fantastisk det end lyder. Nogle mener at al sygdom med tiden vil blive fjernet ved hjælp af menneskeskabt teknologi. De der tror på Bibelen, har derimod tillid til at Gud vil opfylde de fortidige profetier om en verden uden sygdom. Vil mennesker få skabt en verden uden sygdom? Vil Gud? Hvad vil fremtiden bringe?
-
-
Vil videnskaben kurere al sygdom?Vågn op! – 2007 | Januar
-
-
Vil videnskaben kurere al sygdom?
VIL vor tids videnskab kurere al sygdom? Vidner bibelprofetierne i Esajas’ Bog og Åbenbaringens Bog om at det vil lykkes mennesker at indføre en verden uden sygdom? I betragtning af de mange fremskridt der gøres inden for lægevidenskaben, er nogle tilbøjelige til at tro at det ikke er helt urealistisk.
Offentlige og private fonde fører nu i samarbejde med FN en massiv kampagne mod sygdom. Der gøres blandt andet en koncentreret indsats for at vaccinere børn i mindre udviklede lande. Hvis landene når deres mål, vil „mere end 70 millioner børn i verdens fattigste lande fra og med 2015 hvert år modtage livreddende vacciner mod følgende: tuberkulose, difteri, stivkrampe, kighoste, mæslinger, røde hunde, gul feber, hæmofilus-influenza type B, hepatitis B, polio, rotavirus, pneumokok, meningokok og japansk encefalitis,“ forlyder det ifølge FN’s Børnefond. Man sætter også ind på at skaffe basale sundhedsforanstaltninger som adgang til rent vand, bedre ernæring og oplysning om hygiejne.
Videnskabsmænd stræber imidlertid efter at tilvejebringe mere end blot det basale inden for sundhedsområdet. Avanceret teknologi revolutionerer den medicinske verden. Det siges at lægevidenskaben omkring hvert ottende år fordobler sin viden. Det følgende er blot eksempler på nogle af de seneste teknologiske mål man har nået eller har opstillet i kampen mod sygdom.
◼ Røntgenfotografering I mere end 30 år har læger og hospitaler brugt det man kalder CT-scanning. Forkortelsen CT står for computer-tomografi. CT-scannere frembringer en tredimensional gengivelse af anatomiske detaljer. Denne teknik bidrager væsentligt til diagnosticering af sygdomme og til undersøgelser af indre abnormiteter.
Der er en del debat om farerne ved at blive udsat for stråling, men lægerne er optimistiske med hensyn til de fremskridt der gøres inden for dette felt. Michael Vannier, professor i radiologi ved Chicagos universitetshospital, siger: „Bare de sidste få års fremskridt er nok til at få det til at svimle for en.“
CT-scannere er blevet hurtigere, mere nøjagtige og billigere. Hastigheden ved de nyeste scanningsmetoder er et vigtigt fremskridt. Det har især betydning når man scanner hjertet. Eftersom det slår konstant, var mange af de røntgenbilleder man før tog, uskarpe, og det gjorde det svært at vurdere dem nøjagtigt. Ifølge en redegørelse i New Scientist tager det kun de nye scannere „en tredjedel af et sekund at rotere omkring legemet, altså kortere tid end et enkelt hjerteslag“, hvilket giver skarpere billeder.
Ved hjælp af de nyeste scannere kan lægerne ikke blot få indblik i anatomiske detaljer i en patients indre, men også undersøge den biokemiske aktivitet i specifikke områder. Denne teknik vil måske endda gøre det muligt at opdage kræft på et tidligt stadium.
◼ Robotkirurgi I dag er sofistikerede robotter ikke længere noget der blot hører til i science fiction, men også i lægevidenskaben. Allerede nu foretages der tusinder af indgreb ved hjælp af robotter. I nogle tilfælde udføres operationerne ved fjernstyring, og kirurgerne kan således betjene adskillige robotarme. Disse arme er udstyret med skalpeller, sakse, kameraer, kauteriseringsinstrumenter og andre operationsinstrumenter. Ved hjælp af denne teknologi kan kirurger udføre ekstremt komplicerede operationer med utrolig præcision. „Kirurger der benytter denne metode, har erfaret at patienterne har mindre blodtab og færre smerter, mindre risiko for komplikationer, kortere hospitalsophold og hurtigere rekonvalescens end dem der opereres med åben kirurgi,“ beretter tidsskriftet Newsweek.
◼ Nanomedicin Nanomedicin er anvendelsen af nanoteknologi inden for det medicinske område. Med nanoteknologi kan man manipulere med biologiske processer og kombinere partikler til nye stoffer. Den måleenhed der bruges i denne teknologi, kaldes nanometer, hvilket er en milliardtedel af en meter.a
For at sætte måleenheden i perspektiv er det tankevækkende at det papir du læser disse linjer på, er omkring 100.000 nanometer tykt, og et menneskehår omkring 80.000. Et rødt blodlegeme er omkring 2500 nanometer i diameter. En bakterie er omkring 1000 nanometer lang, og et virus omkring 100 nanometer. Dit dna måler omkring 2,5 nanometer i diameter.
Fortalere for denne teknologi regner med at videnskaben i den nærmeste fremtid vil være i stand til at opbygge små strukturer der kan udføre specifikke opgaver i den menneskelige organisme. Små robotter, også omtalt som nanomaskiner, vil medbringe mikroskopiske computere der er programmeret med meget specifikke instruktioner. Disse temmelig komplekse maskiner vil forbløffende nok blive bygget af komponenter som ikke er større end 100 nanometer. Det er en femogtyvendedel af diameteren på et rødt blodlegeme.
Fordi de er så små, håber man at nanoanordninger en dag vil kunne passere gennem ganske tynde kapillarrør og levere ilt til anæmisk væv, fjerne forkalkning i årerne og i hjernen og opspore og ødelægge virus, bakterier og andre smittebærende stoffer. Nanomaskiner vil måske også kunne bruges til at afgive lægemidler direkte til specifikke celler.
Videnskabsmænd spår at det vil blive langt lettere at konstatere kræft ved hjælp af nanomedicin. Dr. Samuel Wickline, professor i medicin, fysik og biomedicin, siger: „Der er store muligheder for at registrere ganske små kræftceller langt tidligere end før og udelukkende behandle det sted hvor svulsten sidder, med effektive lægemidler og samtidig reducere alle bivirkninger.“
Selvom det kunne lyde som en fantasiforestilling, betragter nogle videnskabsmænd nanomedicin som en realitet. Førende forskere på området forventer at nanoteknologi i løbet af de næste ti år vil kunne bruges til at reparere og omdanne levende cellers molekylestruktur. En af fortalerne har udtalt: „Nanomedicin vil fjerne så godt som alle det 20. århundredes kendte sygdomme samt praktisk taget alle smerter og lidelser som følge af lægebehandling og desuden øge den menneskelige formåen.“ Allerede nu rapporterer nogle videnskabsmænd om gunstige resultater med at anvende nanomedicin på forsøgsdyr i laboratorier.
◼ Genomik Studiet af genernes struktur kaldes genomik. Hver eneste af menneskets celler består af mange livsvigtige komponenter. En af disse er vores arveanlæg. Vi har hver især omkring 35.000 gener som bestemmer hårets farve og struktur, hud- og øjenfarve, højde og andre træk ved den enkeltes udseende. Generne spiller også en vigtig rolle for hvor sunde vores indre organer er.
Skader på generne kan influere på helbredet. Nogle forskere tror faktisk at alle sygdomme kommer af en genetisk fejl. Nogle defekte gener er arvet fra vores forældre. Andre er blevet beskadiget af faktorer i miljøet.
Videnskabsmænd håber at de snart vil blive i stand til at identificere specifikke gener som gør os disponeret for sygdom. Det skulle give lægerne mulighed for at forstå hvorfor visse mennesker for eksempel har større tilbøjelighed til at få kræft end andre, eller hvorfor en type kræft er mere aggressiv hos nogle end hos andre. Genomik skulle også kunne afsløre hvorfor et medikament viser sig effektivt for nogle patienter og ikke for andre.
Sådanne specifikke genetiske informationer kan give mulighed for det der kaldes personlig medicin. Hvilken gavn kan man få af denne teknologi? Konceptet for personlig medicin går ud på at behandlingen kan skræddersys så den passer til ens unikke genetiske profil. Hvis et studium af ens gener for eksempel skulle afsløre at man er disponeret for at udvikle en bestemt sygdom, skulle lægerne kunne afsløre det længe inden der viser sig symptomer. Fortalere påstår at man i tilfælde hvor sygdommen endnu ikke er brudt ud, endda vil kunne forebygge den med den rette behandling, sund kost og omlægning af vaner.
Dine gener vil efter sigende også kunne advare lægerne om sandsynligheden for at et bestemt medikament vil fremkalde negative reaktioner hos dig. Denne oplysning kan give lægerne mulighed for at ordinere nøjagtig den type medicin og dosis der er behov for i netop dit tilfælde. Avisen Boston Globe rapporterer: „I 2020 vil brugen [af personlig medicin] sikkert blive langt mere omfattende end nogen i dag kan forestille sig. Nye genbaserede og specialdesignede lægemidler vil blive udviklet mod sukkersyge, hjertesygdomme, Alzheimers sygdom, skizofreni og mange andre tilstande som i dag er byrdefulde for samfundet.“
De ovennævnte former for teknologi er blot eksempler på hvad forskerne stiller i udsigt. Den medicinske indsigt udvikler sig fortsat i et hidtil uhørt tempo. Men man forventer ikke at udrydde sygdom fuldstændig inden for den nærmeste fremtid. Der er stadig mange hindringer som tilsyneladende er uovervindelige.
Tilsyneladende uovervindelige hindringer
Mennesker er selv med til at hindre udryddelsen af sygdomme. Videnskabsmænd mener for eksempel at den skade mennesker har øvet på visse økosystemer, har resulteret i nye, farlige sygdomme. Mary Pearl, formand for den internationale naturfredningsforening, har udtalt følgende i et interview til Newsweek: „Siden midten af 1970’erne er der opstået mere end 30 nye sygdomme, deriblandt aids, Ebola, Lyme-sygdom og sars. De fleste af disse menes at være overført fra vilde dyr til mennesker.“
Dertil kommer at mennesker spiser færre friske frugter og grøntsager samt mere sukker, salt og mættede fedtsyrer end førhen. Dette sammen med mindre fysisk aktivitet og andre usunde vaner har ført til flere hjerte-kar-sygdomme. Tobaksrygning er i fremgang og forårsager alvorlige helbredsproblemer og dødsfald for millioner af mennesker over hele jorden. Hvert år bliver omkring 20 millioner mennesker hårdt kvæstet eller dræbt som følge af trafikuheld. Krig og andre former for vold dræber og lemlæster utallige andre. Millioner har et dårligt helbred fordi de er alkohol- eller stofmisbrugere.
Kendsgerningen er at uanset årsagen vil nogle sygdomme, på trods af lægevidenskabens teknologiske fremskridt, fortsat kræve mange ofre. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ’er der konstant mere end 150 millioner mennesker der lider af depression, omkring 25 millioner der lider af skizofreni, og 38 millioner der har epilepsi’. Millioner får hiv/aids, diarrésygdomme, malaria, mæslinger, lungebetændelse og tuberkulose, og det koster utallige børn og unge livet.
Der er andre tilsyneladende uovervindelige hindringer der står i vejen for at udrydde sygdom; to af disse er fattigdom og dårlig administration. I en nylig rapport fra WHO forlød det at ineffektiv forvaltning og pengemangel er årsag til at millioner der kunne være reddet, dør af infektionssygdomme.
Vil større viden og opsigtsvækkende fremskridt med hensyn til lægevidenskabelig teknologi overvinde disse hindringer? Vil vi snart se en verden uden sygdom? De faktorer vi lige har gennemgået, giver sandt at sige ikke noget klart svar. Men Bibelen kaster lys over spørgsmålet. Den følgende artikel kommer ind på hvad Bibelen siger om udsigten til en fremtid hvor der ikke længere vil være sygdom.
[Fodnote]
a Forstavelsen „nanos“, som kommer af det græske ord for dværg, betyder „en milliardtedel“.
[Ramme/illustrationer på side 7]
Røntgenfotografering
Klarere og mere nøjagtige billeder af kroppens indre åbner mulighed for at konstatere sygdomme på et tidligt stadium
[Kildeangivelser]
© Philips
Siemens AG
Robotkirurgi
Robotter udstyret med operationsinstrumenter hjælper lægerne til at udføre ekstremt komplicerede operationer med utrolig præcision
[Kildeangivelse]
© 2006 Intuitive Surgical, Inc.
Nanomedicin
Med menneskeskabte mikroskopiske maskiner vil lægerne kunne behandle sygdomme på celleplan. Fotoet viser hvordan en kunstner forestiller sig at en nanomaskine efterligner et rødt blodlegemes funktion
[Kildeangivelser]
Kunstner: Vik Olliver (vik@diamondage.co.nz)/ Tegner: Robert Freitas
Genomik
Videnskaben håber at de ved at studere en persons genetiske struktur vil kunne afsløre og behandle sygdomme inden der viser sig symptomer
[Kildeangivelse]
Kromosomer: © Phanie/ Photo Researchers, Inc.
[Ramme på side 8, 9]
Seks ubesejrede fjender
Lægelig viden og dertil knyttet teknologi er inde i en rivende udvikling. Til trods herfor hjemsøges verden fortsat af smitsomme sygdomme. De dødelige sygdomme som opremses her, er stadig ubesejrede.
Hiv/aids
Omkring 60 millioner er smittet med hiv, og omkring 20 millioner er døde af aids. I 2005 var der yderligere fem millioner som blev smittet, og der var mere end tre millioner aids-relaterede dødsfald. Ofrene indbefattede mere end 500.000 børn. Størstedelen af hiv-ofrene har ikke adgang til hensigtsmæssig behandling.
Diarré
Med omkring fire milliarder tilfælde hvert år er diarré en hyppig dødsårsag blandt fattige. Diarré forårsages af forskellige smitsomme sygdomme som kan spredes gennem forurenet vand eller mad eller på grund af dårlig personlig hygiejne. Disse infektioner koster årligt mere end to millioner mennesker livet.
Malaria
Hvert år bliver omkring 300 millioner mennesker syge af malaria. Der dør hvert år omkring en million, heraf mange børn, af sygdommen. I Afrika dræber malaria et barn omkring hvert halve minut. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) „har videnskaben stadig intet magisk våben mod malaria, og mange tvivler på at der nogen sinde vil komme en effektiv løsning“.
Mæslinger
I 2003 dræbte mæslinger mere end 500.000 mennesker. En førende årsag til dødsfald blandt børn er at mæslinger er en yderst smitsom sygdom. Hvert år pådrager cirka 30 millioner mennesker sig mæslinger. Ironisk nok har en effektiv og billig vaccine mod mæslinger været tilgængelig i de sidste 40 år.
Lungebetændelse
Der dør flere børn af lungebetændelse end af andre smitsomme sygdomme, hævder WHO. Hvert år drejer det sig om cirka to millioner børn under fem år. De fleste af disse dødsfald finder sted i Afrika og Sydøstasien. I mange dele af verden er sundhedsplejen så begrænset at ofrene ikke kan få den livsvigtige lægebehandling.
Tuberkulose
I 2003 forårsagede tuberkulose (tb) over 1.700.000 menneskers død. Sundhedseksperter er stærkt bekymrede over fremkomsten af resistente tb-bakterier. Nogle bakteriestammer er blevet modstands- dygtige over for de mest udbredte medikamenter mod tb. Medicinresistente tb-stammer opstår hos patienter der ikke har mulighed for at få ordentlig lægebehandling.
[Ramme/illustration på side 9]
Alternativ medicin vinder frem
En lang række forskellige helbredelsesmetoder er ikke almindeligt accepterede blandt læger. De ukonventionelle metoder omfatter almindeligvis begreber som naturhelbredelse og alternativ medicin. I mindre udviklede lande tyr størstedelen af befolkningen ikke desto mindre til naturlægemidler når de er syge. I fattige områder har mange ikke råd til en medicinsk behandling, og andre foretrækker ganske enkelt de traditionelle metoder.
Alternative former for behandling er også udbredte i velstående lande. Blandt de mest populære former for alternativ behandling kan nævnes akupunktur, homøopati, naturlægekunst og urtemedicin. Nogle af disse metoder er blevet videnskabeligt undersøgt og har vist sig virkningsfulde mod visse sygdomstilstande. Med hensyn til visse andre alternative behandlingsmetoder er der imidlertid ikke dokumenteret nogen reel virkning. Med disse alternative behandlingsmetoders stigende popularitet er der opstået et øget behov for at vide hvor forsvarlige de er. I mange lande behøver man ikke nogen autorisation for at udøve disse behandlingsformer. Det kan få folk til at ty til skadelig selvmedicinering, forfalskede produkter og kvaksalveri. Selvom det er velment, kan uerfarne venner og slægtninge ofte komme til at optræde som selvbestaltede behandlere. Alt dette har haft negative konsekvenser for manges sundhed.
I adskillige lande med bestemmelser for alternativ medicin er visse behandlingsformer blevet accepteret i den konventionelle medicin og tilbydes nu af praktiserende læger. Der synes dog ikke at være nogen gyldig grund til at tro at disse metoder nogen sinde vil skabe en verden uden sygdom.
-
-
Når sygdom ikke findes mereVågn op! – 2007 | Januar
-
-
Når sygdom ikke findes mere
MANGE håber på at de vil blive befriet for lidelse og smerte ved at komme i himmelen efter døden. Men i modsætning til hvad mange tror, er det håb Bibelen stiller i udsigt for mennesker i almindelighed, et liv i et jordisk paradis. (Salme 37:11; 115:16) Denne fremtid indbefatter et fuldkomment helbred, lykke og evigt liv.
Hvorfor bliver vi syge og dør? Og hvordan vil verden blive befriet for sygdom? Disse spørgsmål bliver besvaret i Bibelen.
◼ Den egentlige årsag til sygdom Vores første forældre, Adam og Eva, blev skabt med sunde og fuldkomne legemer. (1 Mosebog 1:31; 5 Mosebog 32:4) De var skabt til at leve evigt. Det var først da de med overlæg gjorde oprør mod Gud at deres legemer blev behæftet med sygdom. (1 Mosebog 3:17-19) Ved at forkaste Guds myndighed kappede de båndene til Skaberen, som var kilden til deres fuldkomne liv. De blev ufuldkomne. Det førte til at de blev syge og døde, nøjagtig som Gud havde advaret om. — 1 Mosebog 2:16, 17; 5:5.
Da Adam og Eva havde gjort oprør, kunne de kun give ufuldkommenhed videre til deres børn. (Romerne 5:12) Som nævnt i den foregående artikel erkender videnskaben at nedarvede fejl er medvirkende til at vi bliver syge og dør. En gruppe videnskabsmænd kom efter en omfattende undersøgelse frem til denne konklusion: „Det er en indiskutabel biologisk kendsgerning at så snart et menneskes liv begynder, lægger legemet kimen til sin egen ødelæggelse.“
◼ Ikke menneskeligt muligt Videnskaben fejrer store triumfer i kampen mod sygdom. Men årsagen til sygdom har vist sig al for kompleks til at videnskaben kan løse gåden fuldstændigt. Det overrasker ikke dem der er kendt med Guds inspirerede ord: „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse.“ — Salme 146:3.
Bibelen siger imidlertid at „det der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud“. (Lukas 18:27) Jehova Gud kan fjerne årsagen til sygdom. Han vil helbrede alle vores sygdomme. (Salme 103:3) I Guds inspirerede ord gives dette løfte: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4.
◼ Hvad du må gøre Jesus Kristus forklarede kort og klart hvad vi må gøre for at komme til at opleve en verden uden sygdom. Han sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.
Kundskaben om Gud og hans søn, Jesus Kristus, findes i Bibelen. Gennem denne kundskab får man også praktiske råd som kan give en et bedre liv nu. Og ikke nok med det. Gud lover at de der lydigt tjener ham, kan komme til at leve i en verden uden smerte. Ja, Gud stiller en fremtid i udsigt hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — Esajas 33:24.
[Ramme/illustrationer på side 11]
Et afbalanceret syn på helse
Bibelen fremmer respekten for livet. Jehovas Vidner viser en sådan respekt ved at forsøge at passe på deres helbred. De undgår skadelige vaner som at blive afhængige af stoffer og tobak. Desuden ved de at Gud forventer at de der tilbeder ham, viser mådehold med hensyn til mad og drikke. (Ordsprogene 23:20; Titus 2:2, 3) Sådanne praktiske skridt sammen med tilstrækkelig hvile og motion kan hindre og forebygge mange fysiske sygdomme. Nogle sygdomme kræver behandling af troværdige sundhedseksperter.
Bibelen lægger vægt på rimelighed og „et sundt sind“. (Titus 2:12; Filipperne 4:5) Mange i dag mangler balance og bliver så optaget af at søge helbredelse at det går ud over deres åndelige helbred. Nogle tyr til tvivlsomme terapier som kan volde dem skade. Andre spilder penge og tid på behandlinger og lægemidler som er virkningsløse og til tider skadelige.
Realiteterne viser at vi endnu ikke kan få et fuldkomment helbred. Mens du venter på den tid hvor der ikke længere vil være sygdom, kan den visdom og rimelighed som vi lærer om i Bibelen, hjælpe dig til at bevare ligevægten i alt hvad du gør, for at bevare et godt helbred.
-