Støtte til dem der yder hjælp

Der er også behov for at støtte dem der har den vanskelige opgave at passe og pleje patienter som har haft et slagtilfælde. Hvor kan de hente hjælp? Blandt andet hos deres familie. Alle familiens medlemmer må være indstillet på at yde deres i forbindelse med omsorgen for patienten. Yoshiko fortæller hvordan hun følelsesmæssigt blev hjulpet af sine sønner: „De lyttede til mine problemer som om de var deres egne.“ De pårørende må indhente alle tilgængelige relevante oplysninger for at lære hvordan man passer en patient der har haft et slagtilfælde, og hvordan de skal forholde sig til eventuelle ændringer i deres slægtnings personlighed.

Hjælp og støtte fra familie og venner

Erikka deltog i et rehabiliteringsprogram i tre år. Hun lærte at gå og hvordan hun med sin højre hånd kunne kompensere for den førlighed hun havde mistet i den venstre. Om det der hjalp hende til at klare det, siger hun: „Det vigtigste var at min mand og mine venner forblev loyale mod mig. Bevidstheden om at de elskede mig, gav mig styrke, og deres opmuntring motiverede mig til ikke at give op.“

I forbindelse med helbredelsesprocessen må familiens medlemmer samarbejde med den syge. De må stille spørgsmål til det involverede sundhedspersonale og lære noget om forskellige former for terapi som måske skal fortsættes i hjemmet for at sikre at de fremskridt der allerede er gjort, ikke skal gå tabt. Den tålmodighed, venlighed, forståelse og hengivenhed de pårørende udviser, udgør et trygt følelsesmæssigt miljø hvori patienten kan genoptræne sin talefærdighed, læsefærdighed og kunnen i forbindelse med andre evner der har betydning i hverdagen.

John arbejdede hårdt for at hjælpe sin hustru, Ellen, med øvelser og terapi idet han prøvede at bevare den rette balance mellem at presse hende og vise hende omsorg og kærlighed. Han beskriver de anstrengelser han og familien gjorde sig: „Vi ville ikke lade Ellen synke ned i selvmedlidenhedens dyb. Nogle gange var vi som strenge og krævende lærere, men vi holdt altid øje med hendes begrænsninger og hjalp når det var nødvendigt. Hun er blevet mere følsom, så jeg passer på at jeg ikke kommer til at belaste hende for meget.“

Efterhånden som Ellen — med en talepædagogs hjælp — lærte at tale igen, hjalp John hende. „Det opmuntrede os at gøre tingene sammen, så vi læste Bibelen højt for hinanden, og det forbedrede hendes talefærdighed. Da vi er Jehovas vidner, begyndte vi også lidt efter lidt sammen at tage del i tjenesten. På den måde kunne Ellen dele det håb vi har for fremtiden, med andre. For Ellen var det i sig selv en terapi.“ I løbet af knap tre år havde Ellen gjort store fremskridt.

Den opmuntring og styrke venner og bekendte kan give en patient der har overlevet et slagtilfælde, må aldrig undervurderes; den kan have kolossal betydning for den pågældendes rekonvalescens. Lægetidsskriftet Stroke har rapporteret at en højere „grad af social støtte har vist sig at være afgørende for hvor hurtigt bedringen satte ind, og for hvilken generel forbedring af patientens funktioner der blev opnået, selv blandt dem der var blevet ramt af et mere alvorligt slagtilfælde“.

Bernie satte stor pris på den støtte hans venner ydede ham. Han understreger: „Vennernes besøg har stor betydning for patienten. En medfølende stemme og en omsorgsfuld indstilling højner moralen. Man behøver ikke at dvæle ved det patienten ikke kan, men det virker meget opmuntrende hvis man gør opmærksom på ethvert fremskridt.“ Hvad kan vi hver især gøre for at støtte og hjælpe dem der kæmper med eftervirkningerne at et slagtilfælde? „Kom med en buket blomster,“ foreslår Bernie. „Drøft en bibelsk tanke, eller fortæl en oplevelse. Den slags var en stor hjælp for mig.“

Melva, en ældre patient der overlevede et slagtilfælde, syntes det hjalp hende når en af hendes åndelige brødre bad sammen med hende. Gilbert anbefaler det samme og forklarer: „Det er et stærkt bevis på ens omsorg at man beder sammen med patienten.“ Peter, som efter et slagtilfælde fik nedsat syn, værdsætter det når andre forstår hans handicap og tager sig tid til at læse højt for ham.

At hjælpe patienten med at komme frem og tilbage til rehabiliteringscentret er en kærlig gestus. Man må også undersøge om patientens hjem er et sikkert sted for den pågældende. Når man har problemer med balancen, er der hele tiden risiko for at man falder. Gilbert satte stor pris på den kærlige hjælp hans venner ydede ham, blandt andet ved som en sikkerhedsforanstaltning at installere en gribestang i hans brusekabine.

Lær at yde hjælp

En patient der har haft et slagtilfælde, kan godt opfatte humørsvingninger og en øget tendens til gråd som noget pinligt eller flovt. Den slags kan også virke foruroligende på tilskuere som ikke ved hvordan de skal reagere. Ved at lære hvordan man støtter og hjælper, kan venner være med til at redde patienten fra den isolation som ellers kan blive resultatet. Normalt vil hyppigheden af grådanfaldene aftage med tiden. Men når gråden kommer, bør man bevare roen, blive hos patienten og sige det man gerne selv ville høre hvis rollerne var byttet om.

Opdyrk frem for alt ægte kærlighed til dem hvis handicap har forandret den personlighed du engang kendte. De fornemmer hvordan du føler det, og det påvirker så igen deres holdning til dig. Erikka siger: „Det kan godt være at jeg aldrig bliver den samme som før. Men det er der heller ingen der bør forvente af en der har haft et slagtilfælde. Slægtninge og venner bør lære at elske den pågældende som han eller hun er nu. Hvis de prøver at analysere patientens personlighed, vil de opdage at de mest attraktive træk fra før stadig er der.“

Når man ikke er i stand til at tale med eller forstå andre, bliver ens selvrespekt meget lille. Ved at gøre en indsats for at tale med den pågældende kan venner give dem der har et talehandicap, deres selvværdsfølelse tilbage. Takashi siger: „Hvad jeg tænker og føler, har ikke ændret sig. Men folk er tilbøjelige til at undgå mig fordi jeg ikke kan føre en normal samtale. Det er vanskeligt for mig at henvende mig til andre, men når nogen kommer hen og taler med mig, er det til stor opmuntring. Det gør mig meget, meget glad!“

Her følger nogle retningslinjer der kan hjælpe os alle til at støtte og opmuntre dem der har et talehandicap.

Kun de færreste slagtilfælde påvirker intelligensen. De fleste der overlever et slagtilfælde, er stadig åndsfriske selv om deres tale kan være svær at forstå. Tal aldrig ned til dem, og brug aldrig børnesprog. Behandl dem med værdighed.

Lyt tålmodigt. Måske behøver de tid til at omformulere en tanke eller færdiggøre et ord, en vending eller en sætning. En omsorgsfuld lytter er ikke utålmodig.

Lad ikke som om du har forstået patienten hvis det ikke er tilfældet. Indrøm i stedet kærligt: „Jeg er ked af det, men jeg kan ikke forstå hvad du siger. Vi prøver igen senere.“

Tal langsomt og tydeligt i et normalt stemmeleje.

Brug korte sætninger og velkendte ord.

Benyt spørgsmål der kan besvares med et ja eller et nej, og hjælp patienten med at svare. Husk at vedkommende måske ikke er i stand til at forstå hvad du siger.

Sørg for at holde eventuel baggrundsstøj nede.