Når man rammes af sygdom

„Jeg følte det som om jeg var blevet slået med en kølle.“ — John, efter at have fået at vide at han led af en svækkende sygdom.

„Jeg var bange.“ — Beth, da hun forstod hvor alvorlig hendes sygdom var.

AT FÅ at vide at man lider af en kronisk og invaliderende sygdom, eller at de skader man har fået som følge af en ulykke, vil være varige, er noget af det mest smertelige man kan opleve. Uanset om man får nyheden om sin dårlige helbredstilstand i rolige omgivelser hos sin læge eller på en travl skadestue, vil man ofte reagere med vantro. Det er næsten umuligt at være forberedt på at klare de stærke følelser man overvældes af når man rammes af et alvorligt helbredsproblem.

For at indsamle oplysninger som kan være til gavn for dem der for nylig er blevet ramt af en alvorlig sygdom, har Vågn op! talt med en række personer i forskellige lande som har lært at leve med en kronisk, invaliderende sygdom gennem mange år. De blev bedt om at komme med deres iagttagelser angående spørgsmål som: Hvilke følelser har du måttet gennemleve? Hvad hjalp dig til at klare krisen og genvinde balancen? Hvad gjorde du for igen at få styr på din tilværelse? Deres erfaringer — og resultaterne af visse undersøgelser foretaget af forskere som beskæftiger sig med virkningerne af langvarige sygdomme — bringes for at hjælpe dem der på nuværende tidspunkt har helbredsproblemer.a

[Fodnote]

Fanget i en hvirvelstrøm af følelser

„EFTER at have fået at vide at jeg led af en livstruende sygdom, forsøgte jeg at skubbe min frygt i baggrunden, men følelsen af usikkerhed sled mig op,“ fortæller en ældre mand. Hans udtalelse viser at en fysisk sygdom også kan ramme én følelsesmæssigt. Alligevel er der mange som har været i stand til at klare situationen, og som kan forsikre andre om at det er muligt at udholde en kronisk sygdom. Men før vi drøfter hvad man kan gøre, vil vi se nærmere på nogle af de følelser man kan få når man rammes af sygdom.

Vantro, benægtelse, nedtrykthed

Det er forskelligt fra person til person hvordan man reagerer når man rammes af sygdom. Ikke desto mindre har både læger og patienter lagt mærke til at det ofte er nogle af de samme reaktioner sygdomsramte gennemgår. De første reaktioner kan være chok og vantro, som efterfølges af benægtelse: ’Det kan ikke være rigtigt,’ ’Der må foreligge en misforståelse,’ eller: ’Måske er der blevet byttet om på laboratorieprøverne.’ En kvinde beskriver hvordan hun reagerede da hun fik at vide at hun havde kræft: „Man har lyst til at hive dynen op over hovedet og håbe på at det hele er væk når man fjerner den igen.“

Men efterhånden som man begynder at se realiteterne i øjnene, kan benægtelsen vige for en følelse af nedtrykthed der hænger over én som en mørk og truende sky. Man plages af spørgsmål som: ’Hvor længe har jeg igen?’ og ’Er jeg dømt til at leve resten af mit liv i smerte?’ Man ønsker at man kunne skrue tiden tilbage til før man fik diagnosen stillet. Snart føler man måske at man er blevet suget ind i en hvirvelstrøm af andre smertelige og stærke følelser.

Usikkerhed, angst, frygt

En alvorlig sygdom fremkalder ofte usikkerhed og angst hos patienten. En mand der lider af Parkinsons syge, siger: „Det uforudsigelige ved min situation kan undertiden være meget frustrerende at leve med. Hver dag må jeg blot vente og se hvordan jeg har det.“ Sygdommen kan også gøre én bange. Hvis man pludselig, uden varsel, er blevet ramt af sygdom, kan man føle en overvældende frygt. Men hvis ens sygdom er blevet opdaget efter at man i mange år har bekymret sig over symptomer der var blevet fejldiagnosticeret, kan frygten komme mere snigende. I begyndelsen føler man sig måske lettet over at andre nu ved at man virkelig er syg, og at det ikke var indbildt. Men lettelsen bliver ofte ret hurtigt afløst af frygt når det i al sin gru går op for én hvad sygdommen indebærer.

Frygten for at miste kontrollen over sit liv kan også tage modet fra én. Hvis man helst vil klare sig selv, viger man måske især tilbage for tanken om at blive mere og mere afhængig af andres hjælp. Man kan være bekymret for om ens sygdom vil dominere hele ens tilværelse og være bestemmende for hvad man foretager sig.

Vrede, skam, ensomhed

Følelsen af at man er ved at miste kontrollen over sit liv, kan også udløse vrede. ’Hvorfor lige mig? Hvorfor skal netop jeg straffes med denne sygdom?’ spørger man måske sig selv. Man synes at det er uretfærdigt og meningsløst at man er blevet syg. Også skam og fortvivlelse kan overvælde én. En mand der er lam, siger: „Jeg skammede mig sådan over det der var sket med mig blot på grund af en tåbelig ulykke.“

Alvorlig sygdom kan desuden resultere i at man isolerer sig fra omverdenen. Fysisk isolation kan let føre til at man isolerer sig socialt. Hvis man på grund af sygdom er bundet til hjemmet, kan man måske ikke længere se sine venner så tit. Og dog er det den menneskelige kontakt man mest af alt har brug for. I begyndelsen får patienten måske mange besøg og telefonopringninger, men efter et stykke tid er der færre og færre der kigger forbi eller ringer.

Eftersom det gør ondt at opdage at ens venner trækker sig bort fra en, reagerer man måske ved at mure sig inde. Det er forståeligt at man har brug for tid til at være alene før man igen kan klare at være sammen med andre. Men hvis man fortsætter med at isolere sig, risikerer man at den sociale isolation (hvor andre ikke besøger én) bliver til følelsesmæssig isolation (hvor man ikke har lyst til at omgås andre). Under alle omstændigheder kan man føle sig meget ensom og undertiden spekulere på om man overhovedet kan klare endnu en dag.a

Lær af andres erfaringer

Men der er håb. Hvis du for nylig er blevet ramt af sygdom, er der nogle praktiske skridt du kan tage, som kan hjælpe dig til at genvinde en vis kontrol over dit liv.

Oplysningerne i denne artikelserie kan selvfølgelig ikke løse dit helbredsproblem, men de kan hjælpe dig til at finde måder hvorpå du kan affinde dig med situationen. En kræftsyg kvinde opsummerer de forskellige faser hun har været igennem, med ordene: „Først benægtede jeg at jeg var syg, så blev jeg vred, og til sidst begyndte jeg at overveje hvad jeg kunne gøre.“ Du kan ligeledes overveje hvad du kan gøre. Og i den forbindelse vil det være godt at du rådfører dig med nogle der har stået i en lignende situation.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 5]

’Hvorfor lige mig? Hvorfor skal netop jeg straffes med denne sygdom?’ spørger man måske sig selv

Hvordan man kan lære at leve med sin sygdom

DU KAN være forvisset om at de mange følelser du oplever i forbindelse med din sygdom, er forståelige. Selv om din sygdom eller dit handicap måske er en fysisk kendsgerning, gør dit sind modstand mod de forandringer sygdommen har været skyld i. Det kan føles som om du er i tvekamp med din sygdom — i en konkurrence mellem den du engang var, og den du måske bliver. Og lige nu ser det måske ud til at din sygdom har fået overtaget. Men det er muligt at bytte om på rollerne. Hvordan?

„Når man lider tab på grund af sygdom, føles det næsten som at opleve et dødsfald,“ siger dr. Kitty Stein. Når man har mistet noget så dyrebart som ens gode helbred, er det derfor kun normalt at man giver sig selv lov til at sørge og græde, ligesom man ville gøre hvis man havde mistet en af sine kære. Desuden er det måske ikke kun ens gode helbred man mister. En kvinde siger: „Jeg måtte sige min stilling op. . . . Jeg blev nødt til at opgive det selvstændige liv jeg altid havde levet.“ Alligevel er det vigtigt at se tingene i det rette perspektiv. Dr. Stein, som selv lider af dissemineret sklerose, siger: „Man skal give sig selv lov til at sørge over de kvaler ens sygdom har medført, men man må ikke glemme alt det man stadig er i stand til at gøre.“ Efter at man har fået kæmpet sig igennem den første svære tid, vil man opdage at man stadig har nogle vigtige ressourcer i behold — deriblandt evnen til at tilpasse sig.

En sømand kan ikke beherske en storm, men han kan klare sig igennem den ved at ændre på skibets sejl. Du kan måske heller ikke beherske den sygdom der ligesom en storm har vendt op og ned på dit liv, men du kan klare dig igennem den ved at ændre på dine „sejl“, det vil sige dine fysiske, mentale og følelsesmæssige ressourcer. Det har andre kronisk syge gjort. Hvad har hjulpet dem til det?

Skaf dig oplysninger om din sygdom

Efter at have sundet sig oven på diagnosen er mange kommet til den erkendelse at det er bedre at se den smertelige sandhed i øjnene end at leve i uvished. Mens frygten kan virke hæmmende, kan dét at vide hvad der sker med én, være en hjælp til at overveje hvad man skal gøre — hvilket ofte har en positiv virkning i sig selv. Dr. David Spiegel ved Stanford-universitetet siger: „Læg mærke til hvor meget bedre man har det med noget der bekymrer én, når man har en idé om hvad man kan gøre for at løse problemet. Ved at planlægge hvad man vil gøre, kan man få det bedre længe før man har taget skridt til at gøre det.“

Måske har man behov for at vide mere om sin sygdom. Et bibelsk ordsprog siger: „En mand der har kundskab, styrker sin magt.“ (Ordsprogene 24:5) En der er lænket til sengen, giver dette råd: „Lån nogle bøger på biblioteket. Få så meget at vide om din sygdom som muligt.“ Efterhånden som man får flere oplysninger om behandlingstilbud og metoder der kan hjælpe én til at tackle sin sygdom, opdager man måske at ens tilstand ikke er så slem som man havde frygtet. Det kan endda være man finder nogle positive aspekter.

Det er dog ikke nok at erkende sin sygdom rent fornuftmæssigt. Dr. Spiegel siger: „Denne indsamling af oplysninger er en del af en vigtig proces hvorved man lærer at acceptere og forstå sygdommen, samt at se den i det rette perspektiv.“ At acceptere at ens liv er blevet ændret, men ikke er slut, er en vanskelig og ofte langsom proces. Men at tage skridtet fra at forstå sin sygdom fornuftmæssigt til at acceptere den følelsesmæssigt er muligt. Hvordan?

En hårfin balance

Måske er der behov for at man ændrer syn på hvad det vil sige at acceptere sin sygdom. At se i øjnene at man er syg, er lige så lidt et udtryk for nederlag som det er for en sømand at acceptere at han befinder sig i en storm. En realistisk vurdering af stormen vil tværtimod få ham til at handle. At acceptere sin sygdom betyder heller ikke at man har lidt nederlag, men at man „er på vej frem i en ny retning,“ som en kronisk syg kvinde udtrykker det.

Selv hvis ens fysiske kraft er svækket, kan det være godt at minde sig selv om at ens mentale, følelsesmæssige og åndelige egenskaber ikke nødvendigvis behøver at være berørt. For eksempel har du måske stadig evnen til at tænke, organisere og ræsonnere. Du har måske også stadig et varmt smil, sans for at vise andre omsorg og evnen til at være en sand ven og en god tilhører. Og hvad der er allervigtigst: Du har stadig troen på Gud i behold.

Husk også at selv om du ikke kan ændre alle dine forhold, kan du stadig selv afgøre hvordan du vil reagere på dem. Irene Pollin ved Det Nationale Kræftinstitut i USA siger: „Uanset hvad sygdommen kræver af én, er man selv herre over hvordan man vil reagere på den.“ Det bekræfter Helen, en 70-årig kvinde med fremskreden dissemineret sklerose. Hun siger: „Det er ikke så meget selve sygdommen, men snarere den måde hvorpå man reagerer over for den, der er afgørende for om man genvinder sin ligevægt.“ En mand der har levet med et handicap i adskillige år, siger: „En positiv indstilling er som kølen på et skib. Den holder det oprejst.“ Ja, det er som der siges i Ordsprogene 18:14: „En mands ånd kan udholde hans sygdom, men en nedslået ånd, hvem kan bære den?“

Genvind kontrollen

Efterhånden som du kommer mere i balance med dig selv rent følelsesmæssigt, kan spørgsmål som: ’Hvorfor lige mig?’ vige for: ’Nu er min situation anderledes, og hvad vil jeg gøre ved det?’ På dette tidspunkt ønsker du måske at gøre noget mere for at komme videre i livet. Her følger nogle forslag som kan være en hjælp.

Tag et overblik over din situation, overvej hvad der er brug for at lave om på, og prøv at ændre dét der kan ændres. „Sygdommen giver én lejlighed til at tage sit liv op til fornyet overvejelse. Livet er ikke slut — det er blot gået over i en ny fase,“ siger dr. Spiegel. Spørg dig selv: ’Hvilke ting var vigtige for mig før jeg blev syg? Hvordan har dette ændret sig?’ Du skal ikke stille dig selv sådanne spørgsmål for at finde ud af hvad du ikke længere kan klare, men for at vurdere hvad du stadig kan magte, måske ved at gøre tingene anderledes. Tag for eksempel Helen, der er omtalt tidligere.

I de sidste 25 år har dissemineret sklerose svækket hendes muskler. I begyndelsen gik hun ved hjælp af et gangstativ. Da hendes højre hånd svigtede, gik hun over til kun at bruge den venstre. Til sidst kunne heller ikke den bruges. For cirka otte år siden var hun ikke længere i stand til at gå, og nu må hun have andre til at hjælpe sig med at spise, blive vasket og få tøj på. Det er hun ked af, men alligevel siger hun: „Mit motto er stadig: ’Tænk på hvad du kan, ikke på hvad du engang har kunnet.’“ Assisteret af sin mand og nogle hjemmesygeplejersker, samt med lidt kreativ tænkning fra hendes egen side, kan hun fortsat udføre nogle af de samme ting som hun beskæftigede sig med før. For eksempel har hun lige siden hun var 11 år, været glad for at fortælle andre om Bibelens løfte om en kommende, fredfyldt ny verden — og det er noget hun stadig gør. (Mattæus 28:19, 20) Helen fortæller hvordan hun bærer sig ad:

„Jeg beder en hjemmesygeplejerske om at holde avisen for mig, og sammen læser vi nekrologerne og vælger nogle af dem ud. Dernæst fortæller jeg hende hvilke tanker jeg gerne vil give udtryk for i et brev til de efterladte, og får hende til at skrive brevet. Sammen med brevet vedlægger jeg brochuren Når man mister en man holder af,a som beskriver Bibelens trøstende håb om en opstandelse. Det er noget jeg gør hver søndag eftermiddag. Jeg er lykkelig for at jeg stadig kan dele den gode nyhed om Guds rige med andre.“

Sæt dig nogle rimelige og realistiske mål. En af grundene til at Helen prøver at ændre det der kan ændres, er at det hjælper hende til at sætte sig nogle nye mål og til at nå dem. Det er også vigtigt i dit tilfælde. Hvorfor? Når du sætter dig nogle mål, hjælper det dig til at tænke fremad, og når du når de mål du har sat sig, giver det dig en følelse af at have udrettet noget. Det kan også give dig en del af din selvtillid tilbage. Du må imidlertid sikre dig at de mål du sætter dig, er specifikke. For eksempel kunne du sige til dig selv: ’I dag vil jeg læse et kapitel i Bibelen.’ Husk også at målene bør være realistiske. Eftersom din fysiske og følelsesmæssige tilstand ikke nødvendigvis er den samme som hos andre der lider af en langvarig sygdom, er det ikke sikkert du kan nå de samme mål som de kan. — Galaterne 6:4.

„At nå et mål, hvor lille det end synes at være, motiverer én til at gøre noget mere,“ siger Lex, som bor i Holland. For mere end 20 år siden kom han, i en alder af 23, ud for en ulykke som gjorde ham lam. Under den lange genoptræning blev han tilskyndet til at sætte sig nogle mål, som for eksempel at vaske sit ansigt med en vaskeklud. Det var trættende, men det lykkedes. Da han opdagede at han kunne klare det, satte han sig et nyt mål — at skrue hætten af og på en tandpastatube uden at få hjælp. Også det lykkedes for ham. Lex fortæller: „Det var ikke nemt, men jeg fandt ud af at jeg kunne klare mere end jeg havde troet muligt.“

Med sin kone Tinekes hjælp nåede Lex endnu større mål. Sammen med hende kan han nu besøge folk fra hus til hus i sin kørestol for at tale med dem om Bibelen. Hver uge aflægger han også opmuntrende besøg hos en svært handicappet mand som han studerer Bibelen med. „At hjælpe andre,“ siger Lex, „giver mig stor tilfredshed.“ Det er som Bibelen siger: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Apostelgerninger 20:35.

Kan du også sætte dig nogle mål med henblik på at hjælpe andre? Din egen sygdom eller svækkelse kan gøre dig særlig god til at trøste andre der har smerter, fordi du er i stand til at føle med dem.

Bevar kontakten med andre. Lægevidenskabelige undersøgelser viser at socialt samvær er godt for helbredet. Mangelen på socialt samvær har den modsatte virkning. En forsker siger: „Forholdet mellem social isolation og dødelighed er lige så . . . nært forbundet som forholdet mellem rygning . . . og dødelighed.“ Han tilføjer: „Det kan være lige så vigtigt for ens helbred at styrke de sociale bånd som det kan være at holde op med at ryge.“ Intet under at han konkluderer at evnen til at bevare venskaber „har betydning for om man overlever eller ej“. — Ordsprogene 18:1.

Men som nævnt i den foregående artikel kan problemet være at nogle af dine venner er holdt op med at besøge dig. For din egen skyld må du gøre noget for ikke at isolere dig mere og mere. Men hvad? Du kunne begynde med at invitere nogle venner på besøg.

Gør besøget til en behagelig oplevelse.b Det kan du gøre ved ikke at tale for meget om din sygdom. Ellers kunne dine gæster (eller familien) blive trætte af at høre om det. En kronisk syg kvinde har løst dette problem ved at aftale en bestemt tidsgrænse for hvor længe hun må tale med sin mand om sin sygdom. „Vi var simpelt hen nødt til at begrænse det,“ siger hun. Ens sygdom behøver ikke at være det eneste man taler med andre om. En mand siger — efter at have besøgt sin sengeliggende ven og talt med ham om kunst, historie og sine grunde til at tro på Jehova Gud: „Han har ikke ladet sig kue af sin sygdom. Det var en fornøjelse at snakke med ham.“

At du bevarer din humoristiske sans, vil også give dine venner større lyst til at besøge dig. Latter er desuden gavnlig for dig selv. „Humor hjælper én til at klare visse situationer og affinde sig med mange andre,“ siger en mand der lider af Parkinsons syge. Ja, latter er godt for helbredet. I Ordsprogene 17:22 siges der: „Et hjerte der fryder sig er god medicin.“ Blot dét at le i nogle få minutter kan være gavnligt. Forfatteren Susan Milstrey Wells, som selv er kronisk syg, siger: „I modsætning til nogle af de andre lægemidler vi bruger, er dét at le fuldstændig ufarligt, ugiftigt og fornøjeligt. . . . Du kan højst miste dit dårlige humør.“

Find måder at stresse af på. Undersøgelser viser at stress kan forværre fysiske sygdomssymptomer, mens en reduktion af stress er med til at gøre dem mere tålelige. Det er derfor vigtigt at du giver dig selv en hvilepause fra tid til anden. (Prædikeren 3:1, 4) Lad ikke din sygdom bestemme over hele din tilværelse. Hvis du er bundet til hjemmet, kan du måske mindske et følelsesmæssigt pres ved at lytte til dæmpet musik, læse en bog eller hygge dig med et varmt bad. Du kan også skrive breve eller poesi, male et billede, spille på et musikinstrument, tale med en god ven eller gøre noget andet du har lyst til. At foretage sig den slags ting løser ikke dine problemer, men det kan give dig et tiltrængt pusterum.

Hvis du ikke er bevægelseshæmmet, kan du spadsere en tur, gå på indkøb, udføre havearbejde, køre en tur eller eventuelt tage på ferie. Sygdom kan ganske vist gøre det lidt mere besværligt at rejse, men med forudgående planlægning og lidt improvisation kan vanskeligheder ofte overvindes. Det lykkedes for eksempel Lex og Tineke, der er omtalt tidligere, at komme til udlandet. Lex fortæller: „I begyndelsen var vi lidt anspændte, men vi havde en pragtfuld ferie.“ Selv om sygdom er en del af ens tilværelse, behøver den altså ikke at dominere den fuldstændigt.

Hent styrke gennem troen. Sande kristne som har lært at leve med en svækkende sygdom, siger at deres tro på Jehova Gud og samværet med den kristne menighed er til bestandig trøst og styrke for dem.c Her er nogle af deres kommentarer om værdien af at bede, læse i Bibelen, grunde over fremtiden og overvære de kristne møder.

● „Jeg bliver stadig nedtrykt en gang imellem. Når det sker, beder jeg til Jehova, og han styrker mig i min beslutning om fortsat at gøre hvad jeg kan.“ — Salme 55:22; Lukas 11:13.

● „At læse i Bibelen og grunde over det jeg læser, hjælper mig til at bevare freden i sindet.“ — Salme 63:6; 77:11, 12.

● „Mit studium af Bibelen minder mig om at det virkelige liv stadig hører fremtiden til, og at jeg ikke vil være handicappet for altid.“ — Esajas 35:5, 6; Åbenbaringen 21:3, 4.

● „Min tro på den fremtid som Bibelen lover, giver mig styrke til at tage én dag ad gangen.“ — Mattæus 6:33, 34; Romerne 12:12.

● „At overvære møderne i rigssalen hjælper mig til at fokusere på de positive ting og ikke på min sygdom.“ — Salme 26:12; 27:4.

● „Opmuntrende samvær med menighedens medlemmer varmer mig om hjertet.“ — Apostelgerninger 28:15.

Bibelen giver os denne forsikring: „Jehova er god, en fæstning på trængselens dag. Og han kender dem der søger tilflugt hos ham.“ (Nahum 1:7) Et nært forhold til Jehova Gud og samværet med den kristne menighed kan give os trøst og styrke. — Romerne 1:11, 12; 2 Korinther 1:3; 4:7.

Giv dig god tid

At lære at leve med en alvorlig sygdom eller et handicap er en proces som „foregår over en periode og ikke fra den ene dag til den anden,“ bemærker en socialarbejder som hjælper folk til at klare virkningerne af langvarig sygdom. Giv dig god tid, råder en anden ekspert, for du er ved at tilegne dig „en helt ny færdighed: hvordan man lærer at leve med en alvorlig sygdom“. Selv om man har en positiv indstilling, må man se i øjnene at der vil være dårlige dage eller uger hvor sygdommen kan tære hårdt på ens kræfter. Men med tiden vil man sikkert kunne se tegn på fremskridt. Det var tilfældet for en kvinde, som siger: „Jeg blev så glad da jeg opdagede at en hel dag var gået uden at jeg havde tænkt på min kræftsygdom. . . . For nogen tid siden ville jeg aldrig have troet at det var muligt.“

Når man har gennemlevet de første følelser af frygt og sat sig nogle nye mål, vil man måske være overrasket over hvor godt man klarer sig. Det vil vi komme nærmere ind på i den følgende artikel.

[Fodnoter]

[Illustration på side 7]

At få oplysninger om sin sygdom kan hjælpe én til at affinde sig med den

[Illustration på side 8]

Med andres hjælp udarbejder Helen opmuntrende breve

[Illustration på side 8]

’Jeg er lykkelig for at kunne dele den gode nyhed om Guds rige med andre’

[Illustrationer på side 9]

’Jeg fandt ud af at jeg, selv om jeg var lam, kunne klare mere end jeg havde troet muligt.’ — Lex

At sætte sig mål hjælper til at klare tilbagefald

WILLIAM Meiners (Bill) og hans kone, Rose, bor i en lejlighed ved La Guardia lufthavn i New York. Rose, en elskværdig kvinde midt i halvfjerdserne, giver sin gæst en varm velkomst. Indenfor i deres lejlighed lægger man straks mærke til at den hyggelige dagligstue afspejler hendes lyse sind. Den smukke blomsterdekoration der står i entréen, og de farverige malerier på væggene udtrykker livsglæde.

I et lyst værelse ved siden af dagligstuen ligger den 77-årige Bill i sin seng med ryggen understøttet af en indstillelig madras. Da han får øje på sin gæst, lyser hans venlige øjne op, og et bredt smil viser sig på hans ansigt. Han ville gerne have stået op og givet sin gæst et venligt knus, men det kan han ikke. Bill er lam fra halsen og nedefter. Det eneste han kan bruge, er sin venstre arm.

Bill har haft helbredsproblemer siden han var 26, og nu vil hans gæst gerne vide hvad det er der har hjulpet ham til at leve med sygdom i over et halvt århundrede. Bill og Rose smiler til hinanden. „Vi kender da ikke nogen der er syg,“ siger Rose og ler hjerteligt. Bill får et fornøjeligt glimt i øjnene, og han smiler og nikker bifaldende. „Der er ingen syge her,“ siger han stødvist med en hæs stemme. Rose og Bill skiftes til at komme med spøgefulde bemærkninger, og inden længe er værelset fyldt med latter. Man kan tydeligt se at den kærlighed som Bill og Rose fik til hinanden da de mødtes i september 1945, stadig er meget levende. Bill bliver igen spurgt: „Men, alvorligt talt, hvilke tilbagefald har du været ude for? Og hvad har hjulpet dig til at overvinde dem og bevare et lyst syn på tilværelsen?“ Efter nogle venlige opfordringer indvilliger Bill i at fortælle om sig selv. Det følgende er uddrag af adskillige samtaler som Vågn op! har haft med Bill og hans kone.

Ramt af sygdom

I oktober 1949 — tre år efter at Bill og Rose var blevet gift, og tre måneder efter at deres datter, Vicki, var blevet født — fik Bill at vide at han havde en kræftsvulst på en af sine stemmelæber. Den blev fjernet, men få måneder senere meddelte Bills læge ham at kræften havde bredt sig til hele struben. „Jeg fik at vide at hvis jeg ikke fik foretaget en laryngektomi, det vil sige en operativ fjernelse af struben, ville jeg kun have to år tilbage at leve i.“

Det blev forklaret for Bill og Rose hvad resultatet af denne operation ville blive. Larynks, eller struben, ligger mellem tungeroden og luftrøret. I struben er der to stemmelæber. Når luft fra lungerne udåndes imellem stemmelæberne, sættes disse i svingninger og frembringer lyd. Når struben fjernes, bliver det øverste af luftrøret forbundet med en permanent åbning foran på halsen. Efter operationen trækker patienten vejret gennem denne åbning, men har mistet sin normale stemme.

„Da jeg havde hørt denne forklaring, blev jeg vred,“ fortæller Bill. „Vi havde en lille datter, jeg havde et godt job, vi havde store forventninger til livet — og nu gik alt hvad jeg havde håbet på, i vasken.“ Men da det kunne redde Bills liv at få fjernet struben, gik han med til at blive opereret. „Efter operationen kunne jeg ikke synke,“ siger Bill. „Jeg kunne ikke sige et ord. Jeg var stum.“ Når Rose kom for at besøge ham, kunne han kun kommunikere ved at skrive til hende. Det var en svær tid. For at afhjælpe denne situation måtte de sætte sig nogle nye mål.

Stum og arbejdsløs

Operationen resulterede i at Bill ikke blot mistede sin stemme, men også sit job. Han havde arbejdet på et maskinværksted, men nu hvor han kun var i stand til at trække vejret gennem åbningen i halsen, kunne støv og røg skade hans lunger. Han måtte finde sig et andet arbejde. Stadig ude af stand til at tale søgte han ind på en skole for at lære urmagerfaget. „Det lignede mit gamle job,“ siger Bill. „Jeg vidste hvordan man samler maskindele, og som urmager sætter man også dele sammen. Forskellen var bare at de enkelte dele ikke vejede 25 kilo.“ Kort tid efter at Bill blev færdiguddannet, fik han arbejde som urmager. Et mål var nået.

I mellemtiden var Bill også begyndt at tage et kursus hvor man lærer at tale med en såkaldt spiserørsstemme. Når man bruger spiserørsstemmen, frembringes lyden ikke ved hjælp af stemmelæberne, men ved svingninger i spiserøret, som har den funktion at transportere føden fra svælget til mavesækken. Først lærer man at synke luft og tvinge den ned i spiserøret. Dernæst udstøder man luften på kontrolleret vis. Den luft der stiger op, får luftrørets vægge til at vibrere. Det giver en dyb og grov lyd som kan artikuleres af munden og læberne til forståelig tale.

„Førhen bøvsede jeg kun når jeg havde spist for meget,“ siger Bill med et smil, „men nu skulle jeg lære at bøvse hele tiden. I begyndelsen var jeg kun i stand til at sige ét ord ad gangen. Det foregik nogenlunde sådan: ’[Indånde, synke, bøvse] Hvordan [indånde, synke, bøvse] går [indånde, synke, bøvse] det?’ Det var ikke let. Min lærer sagde at jeg skulle drikke masser af kulsyreholdige læskedrikke fordi bruset i dem kunne hjælpe mig til at bøvse. Så når Rose var ude at gå tur med Vicki, drak og bøvsede jeg i én uendelighed. Jeg gjorde en ihærdig indsats.“

Cirka 60 procent af alle strubeløse lærer aldrig at tale med spiserørsstemmen, men Bill gjorde gode fremskridt. Det var Vicki, som på det tidspunkt var to år, der uafvidende gav ham incitamentet. Bill fortæller: „Når Vicki havde talt til mig, så hun på mig og ventede på mit svar. Men jeg kunne ikke sige et eneste ord. Så sagde hun noget mere, men fik igen intet svar. Irriteret gik hun hen til sin mor og sagde: ’Få far til at snakke med mig!’ Hendes ord skar mig i hjertet og fik mig til at beslutte at jeg ville lære at tale igen.“ Til Vickis, Roses og andres glæde lykkedes det for Bill. Et nyt mål var nået.

Endnu et slag

I slutningen af 1951 kom Bill og Rose ud for et nyt problem. Af frygt for at kræften ville komme igen, rådede lægerne Bill til at få strålebehandling, hvilket han gik med til. Da behandlingen var overstået, var Bill ivrig efter at genoptage sin normale tilværelse — lidet anende at hans helbred snart ville få endnu et knæk.

Efter cirka et år blev Bills fingre følelsesløse. Snart kunne han ikke gå op ad trapper, og en dag faldt han og kunne ikke rejse sig igen. Undersøgelser viste at den strålebehandling Bill havde fået (som på det tidspunkt ikke var så præcis som den er i dag), havde skadet hans rygmarv. Han fik at vide at hans tilstand ville blive værre. En af lægerne sagde endda til ham at hans overlevelseschancer „var næsten lig nul“. Bill og Rose var sønderknuste.

Alligevel forsøgte Bill at gøre noget ved sin situation ved at lade sig indlægge på et hospital hvor han i seks måneder fik fysioterapi. Behandlingen ændrede ikke hans fysiske tilstand, men hospitalsopholdet ændrede ikke desto mindre hans liv så han med tiden lærte Jehova at kende. Hvordan gik det til?

Styrket af at forstå årsagen til sygdom

I et halvt år var Bill indlagt på et jødisk hospital. Her lå han på stue med 19 andre lamme mænd, der alle var ortodokse jøder. Hver eftermiddag drøftede disse mænd Bibelen. Bill, der var baptist, nøjedes med at lytte. Men da han endelig blev udskrevet, havde han hørt nok til at forstå at den almægtige Gud er én person, og at treenighedslæren ikke stemmer med Bibelen. Det resulterede i at Bill aldrig vendte tilbage til baptistkirken. Han havde dog stadig behov for at få åndelig vejledning for at klare livets modgang. Bill siger: „Jeg blev ved med at bede Gud om hjælp, og mine bønner blev besvaret.“

En lørdag i 1953 fik Bill besøg af en tidligere nabo, en ældre mand ved navn Roy Douglas, som havde hørt om Bills situation. Roy, der var et af Jehovas Vidner, spurgte Bill om ikke han havde lyst til at undersøge Bibelen sammen med ham, hvilket Bill sagde ja tak til. Dét Bill læste i Bibelen og i bogen „Gud Maa Være Sanddru“a, åbnede hans øjne. Han fortalte Rose hvad han lærte, og hun sluttede sig til studiet. Rose fortæller: „I kirken havde vi fået at vide at sygdom var en straf fra Gud, men bibelstudiet viste at det ikke var sandt. Vi følte os meget lettede.“ Bill tilføjer: „At komme til at kende Bibelens forklaring på årsagen til alle problemer, deriblandt min sygdom, og finde ud af at vi har en bedre fremtid i vente, hjalp os til at acceptere min situation.“ I 1954 nåede Bill og Rose endnu et mål — de blev begge døbt som Jehovas Vidner.

Nye udfordringer

Bills lammelse havde nu bredt sig så meget at han ikke længere kunne arbejde. For at klare sig økonomisk byttede Bill og Rose om på rollerne: Bill blev hjemme hos Vicki, og Rose begyndte at arbejde på urmagerværkstedet — et job som hun beholdt i 35 år.

„Det bragte mig stor glæde at tage mig af vores datter,“ siger Bill. „Lille Vicki nød det også. Til alle hun mødte, plejede hun stolt at sige: ’Jeg passer min far!’ Senere, da hun gik i skole, hjalp jeg hende med lektierne, og vi spillede ofte forskellige spil. Desuden havde jeg rig mulighed for at undervise hende i Bibelen.“

Noget andet der var til stor glæde for Bill og hans familie, var de kristne møder. Det tog Bill en time at humpe fra sit hjem til rigssalen, men han svigtede ikke møderne. Da Bill og Rose senere flyttede til en anden del af byen, købte de en lille bil, og Rose kørte familien til rigssalen. Til trods for at Bill ikke kunne tale i ret lang tid ad gangen, meldte han sig til Den Teokratiske Skole. Bill beretter: „Jeg udarbejdede og nedskrev mit foredrag, og en anden broder fremholdt det. Efter foredraget vejledte skoletjeneren mig for indholdet.“

Forskellige i menigheden hjalp også Bill til at deltage regelmæssigt i forkyndelsen. Og ikke overraskende for dem der lagde mærke til Bills nidkærhed, blev han senere udnævnt til menighedstjener. Da hans ben svigtede og lammelsen havde bredt sig endnu mere, kunne han ikke længere forlade hjemmet, og til sidst var han lænket til sengen. Kunne han klare dette tilbagefald?

En tilfredsstillende hobby

„Nu hvor jeg var hjemme hele dagen, havde jeg behov for en eller anden form for fritidsbeskæftigelse,“ siger Bill. „Før jeg blev lammet, kunne jeg godt lide at fotografere, så jeg tænkte på om jeg skulle forsøge at male billeder, selv om jeg aldrig nogen sinde havde malet før. Jeg er højrehåndet, men hele min højre hånd og to fingre på den venstre var lammede. Alligevel købte Rose en stak bøger om maleteknik. Jeg studerede bøgerne og gav mig i kast med at male med venstre hånd. Mange af mine malerier endte i papirkurven, men efterhånden begyndte jeg at komme efter det.“

Den fine samling akvareller som nu pryder Bills og Roses lejlighed, viser at Bill kunne klare langt mere end han havde forventet. Bill fortæller: „For cirka fem år siden begyndte min venstre hånd at ryste så meget at jeg måtte holde op med at male, men i mange år var denne hobby til stor glæde for mig.“

Et vedblivende mål

Bill beretter: „Der er nu gået over 50 år siden jeg begyndte at få helbredsproblemer. Jeg finder stadig stor trøst ved at læse i Bibelen, især i Salmerne og i Jobs Bog, og jeg kan godt lide at læse Vagttårnsselskabets publikationer. Det er også til stor opmuntring for mig når rejsende tilsynsmænd og brødre og søstre fra menigheden besøger mig og fortæller positive ting de har oplevet. Via en telefonforbindelse til rigssalen kan jeg desuden lytte til menighedsmøderne, og jeg får endda videooptagelser af stævneprogrammerne.

Jeg er taknemmelig for at jeg er blevet velsignet med en kærlig kone. Igennem årene har hun været min bedste ven. Også vores datter, som nu tjener Jehova sammen med sin egen familie, giver os stadig megen glæde. Jeg takker i særdeleshed Jehova for at han har hjulpet mig til at holde mig nær til ham. Efterhånden som min krop og min stemme bliver svagere og svagere, tænker jeg ofte på apostelen Paulus’ ord: „Vi [giver] ikke op; nej, selv om vort ydre menneske hentæres, så fornys jo vort indre menneske fra dag til dag.“ (2 Korinther 4:16) Ja, det er fortsat mit mål at holde mig åndeligt vågen så længe jeg lever.“