Lægevidenskabens begrænsninger

En anden årsag til at de smitsomme sygdomme atter er på banen, er nogle forhold som lægevidenskaben selv har bidraget til. Mange bakterier er nu resistente over for det antibiotikum der engang slog dem ihjel. Ironisk nok er det antibiotikaene selv der har været medvirkende til at denne situation er opstået. Hvis for eksempel et antibiotikum kun slår 99 procent af de skadelige bakterier ihjel i en smittet person, kan den overlevende ene procent der modstod antibiotikummet nu vokse og formere sig, ligesom en stærk type ukrudt i en nypløjet mark.

Patienter forværrer problemet når de ikke fuldfører den kur med antibiotika som deres læge har foreskrevet. De holder måske op med at tage pillerne lige så snart de får det bedre. De svageste mikroorganismer er måske gået til, men de stærkeste kan overleve — og stille og roligt formere sig. I løbet af nogle få uger blusser sygdommen op igen, men denne gang er den sværere, eller måske umulig at helbrede med medicin. Når disse resistente stammer af mikroorganismer angriber andre mennesker, medfører det et alvorligt samfundsmæssigt sundhedsproblem.

Eksperter ved WHO har for nylig udtalt: „Resistens [over for antibiotika og andre antimikrobielle stoffer] har antaget epidemisk omfang i mange lande, og resistens over for adskillige lægemidler giver ikke lægerne mange chancer i behandlingen af et stigende antal lidelser. Alene på hospitalerne anslås det at der på verdensplan daglig forekommer en million bakterieinfektioner, og de fleste af disse er modstandsdygtige over for medikamenter.“

Også blodtransfusioner, som man siden den anden verdenskrig har anvendt i stadig stigende omfang, har været med til at sprede smitsomme sygdomme. Trods videnskabens bestræbelser for at holde blodforsyningen fri for livsfarlige mikrober, har blodtransfusioner i betragtelig grad bidraget til at sprede hepatitis, cytomegalovirus, antibiotikaresistente bakterier, malaria, gul feber, Chagas’ sygdom, AIDS og mange andre forfærdelige sygdomme.

Når mikroorganismerne går til modangreb

En lille mikrobe, en bakterie, „vejer ikke mere end 0,00000000001 gram. En blåhval vejer omkring 100.000.000 gram. Ikke desto mindre kan en bakterie slå en hval ihjel.“ — Bernard Dixon, 1994.

En af de mest frygtede bakterier der findes på hospitaler er resistente stammer af Staphylococcus aureas. Disse stammer angriber syge og svage og forårsager dødelige blodinfektioner, lungebetændelse og toksisk shock. Ifølge én opgørelse dør der årligt omkring 60.000 mennesker i De Forenede Stater af stafylokokker, hvilket er flere end der omkommer ved bilulykker. I årenes løb er disse bakteriestammer blevet så modstandsdygtige over for antibiotika at der i 1988 kun var ét antibiotikum der kunne anvendes imod dem, nemlig vancomycin. Der gik imidlertid ikke lang tid før der fra forskellige lande begyndte at indløbe rapporter om vancomycin-resistente stammer.

Selv når antibiotikaene virker, kan der opstå andre problemer. I midten af 1993 blev Joan Ray indlagt på et hospital i De Forenede Stater for at gennemgå en rutineoperation. Hun regnede med at være hjemme igen i løbet af nogle få dage. I stedet måtte hun blive på hospitalet i 322 dage, hovedsagelig på grund af de infektioner der opstod efter operationen. Lægerne prøvede at bekæmpe infektionerne med store doser antibiotika, deriblandt vancomycin, men mikroberne gik til modangreb. Joan siger: „Jeg kunne ikke bruge mine hænder. Jeg kunne ikke bruge mine fødder. . . . Jeg kunne ikke engang holde på en bog.“

Lægerne kæmpede for at finde ud af hvorfor Joan stadig var syg efter flere måneders behandling med antibiotika. Laboratorieprøver viste at Joan foruden en stafylokokinfektion, havde endnu en bakterietype i kroppen, nemlig de vancomycin-resistente enterokokker. De var både resistente over for vancomycin og alle andre former for antibiotika.

Lægerne opdagede noget der forbløffede dem. Bakterien var ikke alene modstandsdygtig over for den medicin der skulle have slået den ihjel, men brugte faktisk også vancomycin til at overleve! Joans læge, der er specialist i infektionssygdomme, siger: „[Bakterien] har brug for vancomycin for at formere sig. Uden dette medikament vokser den ikke. Så i en vis forstand kan man sige at den lever af vancomycin.“

Da lægerne holdt op med at give Joan vancomycin, døde bakterien og hun fik det bedre.