DA JASON var 13 år, satte han næsen op efter en dag at komme til at virke som heltidstjener på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i New York, også kaldet Betel. Han lavede endda en trækasse som han kaldte betelkassen. Heri begyndte han at samle forskellige ting som han mente at han ville få brug for når han engang kom på Betel.

Men blot tre måneder efter at Jason fyldte 18 år, fik han konstateret Crohns sygdom, en skånselsløs, smertefuld tarmsygdom. Han siger: „Jeg var fuldstændig knust. Jeg ringede straks til min far på hans arbejde og bare græd. Jeg vidste at jeg nu godt kunne vinke farvel til min drøm om at komme på Betel.“

„Som ung er der ikke det man ikke kan klare,“ siger førnævnte Jason. „Så pludselig bliver man alvorligt syg og er ikke længere nogen supermand. Man føler sig gammel på én nat og må skrue ned for blusset.“ Ja, det er en udfordring at stå over for nye begrænsninger.

For Jason har det også været en stor udfordring at andre ikke kan sætte sig ind i hans situation. Jason lider af en sygdom man ikke umiddelbart kan se. Han ser sund og rask ud, men er det ikke. „Min krop optager ikke føde som den skal,“ forklarer Jason. „Jeg må derfor spise ofte og mere end så mange andre. Alligevel er jeg tynd. Nogle gange bliver jeg så træt at jeg selv midt på dagen ikke kan holde mine øjne åbne. Men folk kommer med antydninger om at jeg er doven eller for god ved mig selv. De siger: ’Du ved godt du kan gøre det bedre. Du prøver ikke engang!’“

Jason har mindre søskende som ikke altid forstår hvorfor han ikke kan foretage sig så meget som før, såsom at tage med dem ud at spille bold. „Men jeg ved at hvis jeg kommer til skade, kan det tage flere uger inden jeg er på mærkerne igen,“ siger Jason. „De er tilbøjelige til at sammenligne min smerte med deres og tænker: ’Han jamrer sig bare for at få opmærksomhed.’ Deres værste smerte er nok noget i retning af en forstuvet fod, og derfor kan de simpelt hen ikke fatte hvordan min smerte føles.“

Hvis din sygdom synes at være en belastning for din familie, kæmper du måske med skyldfølelse. Dine forældre føler måske også en vis form for skyld. Jason siger: „Begge mine forældre tror at de kan have givet mig sygdommen. Børn affinder sig normalt med en sygdom når de har fået den ind på livet. Men det er sværere for forældre at klare det. De undskylder igen og igen over for mig. Jeg må hele tiden gøre mit bedste for at prøve at befri dem for denne skyldfølelse.“