• ANAÏS

ANAÏS

Da jeg kun var et par dage gammel, fik jeg en hjerneblødning som gav mig en lidelse der påvirkede hele min krop, især mine ben.

I dag kan jeg gå korte afstande med et gangstativ, men normalt må jeg bruge en kørestol for at komme omkring. Jeg har også krampeanfald som gør det svært for mig at udføre noget der kræver præcision, som for eksempel at skrive med hånden.

Foruden det at sygdommen i sig selv er belastende, har behandlingen også været en udfordring. Jeg har gået til fysioterapi flere gange om ugen så længe jeg kan huske. Jeg skulle igennem min første store operation da jeg var fem, og jeg har fået tre mere siden da. De sidste to operationer var særlig vanskelige fordi jeg var væk hjemmefra i tre måneder mens jeg kom mig.

Min familie har været en stor hjælp. Vi griner sammen, og det hjælper mig når jeg er nede. Min mor og mine søstre hjælper mig til at se pæn ud eftersom jeg ikke kan gøre det alene. Jeg er ked af at jeg ikke kan gå med højhælede sko. Det lykkedes mig dog én gang som barn at kravle rundt med sko på hænderne; det grinede vi alle meget af!

Jeg prøver ikke at lade min situation definere hvem jeg er. Jeg lærer sprog. Og da jeg ikke kan surfe eller snowboarde, er det et plaster på såret at jeg kan svømme. Som et af Jehovas Vidner kan jeg godt lide at gå i forkyndelsen for at fortælle andre om min tro. Det virker som om folk er meget lydhøre når jeg taler med dem.

Mine forældre lærte mig fra en tidlig alder at min sygdom kun er midlertidig. Siden da har jeg selv fået en stærk tro på Jehova og hans løfte om at gøre ende på alle lidelser, også mine. Det giver mig styrken til at holde ud. – Åbenbaringen 21:3, 4.

Noget at tænke over: Hvordan kan du, ligesom Anaïs, undgå at lade din sygdom “definere” hvem du er?