-
Når man tjener i en fremmedsproget menighedVagttårnet – 2006 | 15. marts
-
-
Når man tjener i en fremmedsproget menighed
„JEG så en anden engel flyve midt på himmelen, og han havde en evigvarende god nyhed at forkynde som godt nyt for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk,“ skrev apostelen Johannes. (Åbenbaringen 14:6) Som en opfyldelse af dette profetiske syn bliver den gode nyhed om Guds rige forkyndt på forskellige tungemål, eller sprog, i hele verden. Mange af disse sprog tales af indvandrere som bor langt fra deres hjemland. Gennem nidkære Jehovas Vidner der har lært at tale et fremmed sprog, får disse mennesker også den gode nyhed at høre.
Hører du til dem der tjener i en fremmedsproget menighed eller har planer om at gøre det på et tidspunkt? For at dine bestræbelser skal kunne lykkes, må du have et uselvisk motiv og den rigtige indstilling. Eftersom dit mål er at hjælpe andre til at lære sandheden fra Guds ord at kende, har du det bedst tænkelige motiv — kærlighed til Gud og næsten. (Mattæus 22:37-39; 1 Korinther 13:1) Ønsket om at hjælpe andre til at lære Gud at kende er en meget stærkere motivation end blot at kunne lide at være sammen med folk fra andre lande der har en anden kultur og spiser anderledes mad. Synes du det virker overvældende at skulle lære et nyt sprog? I så fald kan det hjælpe dig at se tingene i det rigtige perspektiv. „Lad dig ikke skræmme af sproget,“ siger James, som har lært japansk. Hvis du tænker på at mange før dig har lært et nyt sprog, kan det hjælpe dig til at være udholdende og bevare en positiv indstilling. Men hvordan kan du lære et nyt sprog? Hvad kan hjælpe dig til at tilpasse dig en menighed hvor dette sprog tales? Og hvad må du gøre for at forblive åndeligt stærk?
Hvordan man tackler sproget
Der findes mange måder at lære et nyt sprog på, og det kan være forskelligt hvad man som elev eller lærer foretrækker. De fleste vil dog lettere og hurtigere kunne lære et sprog hvis de får lidt undervisning af en kvalificeret lærer. Ved at læse Bibelen samt bibelske bøger og blade på det sprog du er ved at lære, og ved at lytte til udgivelser på bånd, vil du kunne udvide dit ordforråd og stifte bekendtskab med flere teokratiske udtryk. Sobre radio-, tv- eller videoprogrammer kan også give dig større indblik i både sproget og kulturen. Med hensyn til studieforløbet er det som regel mere effektivt at bruge lidt tid hver dag end det er at pine sig selv med sjældnere, men timelange og trættende studier.
At lære et sprog er som at lære at svømme. Man kan ikke lære at svømme ved bare at læse i en bog. Man er nødt til at gå i vandet og plaske rundt i det. Sådan er det også når man skal lære et nyt sprog. Det er vanskeligt at lære et sprog blot ved at studere. Du må så vidt muligt omgås mennesker der taler sproget. Lyt til måden de taler på, henvend dig til dem, og sig frem for alt selv noget! I den forbindelse er vores kristne virksomhed ideel. Ofte vil du med det samme kunne bruge det du lærer, i forkyndelsen. „Det kan måske virke skræmmende,“ siger Midori, som er ved at lære kinesisk, „men de mennesker vi besøger, kan se at Jehovas Vidner gør sig store anstrengelser for at tale med dem, og det kan gøre et dybt indtryk. Bare vi siger: ’Jeg er glad for at træffe dig’ på deres eget sprog, lyser de op!“
De kristne møder er også en stor hjælp. Prøv at give mindst én kommentar ved hvert møde. Uanset hvor vanskeligt det kan virke til at begynde med, skal du ikke være bekymret. Alle i menigheden er på din side! Monifa, som er ved at lære koreansk, siger: „Jeg er så taknemmelig for at den søster som sidder ved siden af mig under møderne, skriver betydningen af visse ord ned til mig. Hendes kærlige og tålmodige støtte hjælper mig meget.“ Efterhånden som dit ordforråd øges, kan du begynde at tænke på det nye sprog — du vil kunne forbinde ordene direkte med deres betydning, frem for at skulle oversætte dem i tankerne først.
Dit primære mål må være at ’fremføre tale der er let at forstå’. (1 Korinther 14:8-11) Selvom folk viser sig forstående, kan direkte fejl eller en stærk accent distrahere dem så de ikke lytter til det budskab du kommer med. Hvis du lige fra starten er opmærksom på nøjagtig udtale og korrekt grammatik, vil det forhindre dig i at udvikle dårlige vaner der kan være vanskelige at aflægge. Mark, som har lært swahili, foreslår: „Spørg nogle der er gode til at tale sproget, om de vil rette dine værste fejl, og tak dem når de gør det!“ Du må naturligvis være betænksom og sikre dig at dem du beder om hjælp, har tid og energi til det. Selvom du har mulighed for at bede en anden kontrollere det du har forberedt, bør du så vidt muligt benytte ord du allerede kender eller har slået op, når du forbereder opgaver eller kommentarer. På den måde vil du hurtigere lære sproget, og du vil kunne tale med overbevisning.
Bliv ved med at gøre fremskridt
„Det at lære et nyt sprog er det vanskeligste jeg nogen sinde har indladt mig på,“ siger Monifa. „Til tider har jeg lyst til at give op. Men så tænker jeg på hvor glad den jeg studerer Bibelen med, bliver når vedkommende hører dybe åndelige sandheder forklaret med mine få koreanske ord. Og vennerne i menigheden er begejstrede for selv de små fremskridt jeg gør.“ Det vigtigste er at du ikke er for hurtig til at give op. Dit mål er at kunne lære andre Bibelens livgivende sandheder at kende. (1 Korinther 2:10) Det kræver en koncentreret, langvarig indsats at lære at undervise nogle der taler et andet sprog, i hvad Bibelen siger. Efterhånden som du lærer sproget bedre at kende, må du undgå at sammenligne dine egne fremskridt med andres. Det er individuelt hvor hurtigt man lærer et nyt sprog, og på hvilke områder man gør fremskridt. Men det vil altid være godt at lægge mærke til sine egne fremskridt. (Galaterne 6:4) „Hvis man lavede en kurve for hvor hurtigt man lærer et nyt sprog, ville den nærmest ligne en trappe,“ siger Joon, der er begyndt at lære kinesisk. „Bedst som man føler at man ikke er nået videre, opdager man pludselig at man har gjort fremskridt.“
Indlæringen af et nyt sprog er noget der fortsætter hele livet. Nyd derfor processen, og forvent ikke fuldkommenhed. (Salme 100:2) Det er umuligt at undgå fejl. Det hører med til indlæringsprocessen. Da en kristen broder begyndte at forkynde på italiensk, spurgte han den besøgte: „Kender du livets fejekost?“ Det han mente, var „livets mening“. En anden forkynder, der lige var begyndt at lære polsk, opfordrede menigheden til at synge en hund i stedet for en sang. Og da en broder der var ved at lære kinesisk, brugte en lidt forkert intonation, kom han til at opfordre tilhørerne til at tro på Jesu bogreol i stedet for Jesu genløsningsoffer. Det positive ved at komme til at sige noget forkert, er at man sjældent glemmer det korrekte ord efter at man er blevet rettet.
-
-
Når man tjener i en fremmedsproget menighedVagttårnet – 2006 | 15. marts
-
-
Forbliv åndeligt stærk
En broder som for nylig var kommet i en fremmedsproget menighed, hørte en mor hjælpe sit barn med at forberede en kommentar. „Men mor, må den ikke nok være lidt kortere?“ bad barnet. „Nej, skat,“ svarede moderen. „Vi er nødt til at lade dem der er ved at lære sproget, få de korte kommentarer.“
Det kan være mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt afkræftende når man som voksen i månedsvis eller endog år ikke kan kommunikere særlig godt med andre. „Jeg havde let ved at blive nedtrykt over mine egne begrænsninger,“ siger Janet, der nu taler flydende spansk. Hiroko, som lærte engelsk, husker at hun tænkte: ’Selv kattene og hundene i distriktet forstår mere engelsk end jeg gør.’ Og Kathie siger: „Da jeg flyttede til en spansktalende menighed, måtte jeg give afkald på adskillige bibelstudier og en notesbog fyldt med genbesøg. Nu havde jeg ikke noget som helst. Jeg følte slet ikke at jeg udrettede noget.“
I en sådan situation gælder det om at være positiv. Når Hiroko blev mismodig, sagde hun til sig selv: „Hvis andre kan, kan jeg også.“ Kathie siger: „Jeg mindede mig selv om at min mand gjorde gode fremskridt og var et stort aktiv i menigheden. Det hjalp mig til at komme videre. Det kræver stadig en stor indsats, men jeg er efterhånden blevet dygtigere til at forkynde og undervise, og det gør mig glad.“ Hendes mand, Jeff, tilføjer: „Det kan være meget frustrerende når man ikke forstår alt hvad der bliver sagt ved ældstemøderne, eller når der bringes bekendtgørelser. Jeg er nødt til at være ærlig og ydmygt bede andre om at forklare mig detaljerne, men brødrene hjælper mig med glæde.“
For at undgå at blive åndeligt udhungret mens du virker i en fremmedsproget menighed, må du værne om din åndelighed. (Mattæus 5:3) Kazuyuki, som har tjent i det portugisiske distrikt i mange år, siger: „Det er vigtigt at få tilstrækkelig åndelig næring. Derfor studerer min familie og jeg sammen og forbereder os til møderne både på vores eget sprog og på portugisisk.“ Nogle overværer en gang imellem et møde på deres eget sprog. Det er desuden vigtigt at få tilstrækkeligt med hvile. — Markus 6:31.
Beregn omkostningerne
Hvis du overvejer at flytte til en fremmedsproget menighed, må du beregne de omkostninger der er forbundet med det. (Lukas 14:28) Det vigtigste i den forbindelse er hvordan det vil påvirke din åndelighed og dit forhold til Jehova. Vurder din situation under bøn. Tag hensyn til din ægtefælle og dine børn. Spørg dig selv: ’Har jeg de rette omstændigheder og den nødvendige åndelige og følelsesmæssige styrke til at påbegynde et sådant langvarigt projekt?’ Det er et udtryk for visdom hvis du altid beslutter dig for det der åndeligt set er bedst for dig selv og din familie. Der er meget at gøre, og som forkynder af Riget kan du opnå glæde uanset hvor du tjener.
Hvis man har mulighed for at tjene i en fremmedsproget menighed, er der mange velsignelser at høste. „Det er noget af det dejligste jeg i mit liv har oplevet,“ siger Barbara, som sammen med sin mand flyttede til en spansktalende menighed. „Det er som om man igen lærer sandheden at kende fra begyndelsen. Jeg er meget taknemmelig for at have fået mulighed for dette, især fordi vi ikke er i stand til at tjene som missionærer i et andet land.“
I hele verden er tusindvis af almindelige brødre og søstre i alle aldre begyndt at lære et nyt sprog for at fremme den gode nyhed. Hvis du er en af dem, bevar da et godt motiv og en positiv indstilling. Og frem for alt: Hav tillid til at Jehova vil velsigne dine bestræbelser. — 2 Korinther 4:7.
-