’Udvidelse’

I løbet af 1970’erne og 1980’erne blev der forkyndt meget blandt Englands indvandrere — som regel af forkyndere der selv var indvandrere og talte de forskellige sprog. Men der var brug for mere hjælp.

I 1993 boede der to millioner asiatere i England; det vil sige at 1 ud af 28 indbyggere var af asiatisk oprindelse. Mange var kommet fra det indiske subkontinent, andre fra Østafrika. Der var allerede cirka 500 punjabitalende og 150 gujaratitalende forkyndere i engelske menigheder som ledte over 500 bibelstudier på disse sprog. Men det var langt fra alle indvandrere der fik mulighed for at høre den gode nyhed om Guds rige.

Afdelingskontoret forstod at en forkynder der kun taler engelsk, kan føle sig utilstrækkelig når han forkynder for mennesker der har et andet sprog og en anden kultur, og tilskyndede derfor de lokale vidner til at opdyrke kærlighed til mennesker af alle racer og vise samme omsorg for andre som Jesus gjorde. De blev tilskyndet til at „udvide“. (2 Kor. 6:11-13; Fil. 2:1-4) Rigets Tjeneste forklarede: „Vi vil gerne have at folk i distriktet skal fornemme den samme varme og interesse fra vores side som Jesus Kristus viste i sin forkyndelse.“ Til alle forkyndere i England lød det: „Et stort missionærdistrikt er kommet til os!“

Som et udtryk for omsorg for de fremmedsprogede blev alle de engelske forkyndere tilskyndet til at videregive adresserne på de fremmede de traf i deres distrikter, til den aktuelle fremmedsprogede menighed. Uanset om de enkelte forkyndere kunne tale et fremmedsprog eller ikke, kunne de på denne måde være med til at tage sig af det store missionærdistrikt der var kommet til England. De fremmedsprogede menigheders distrikt består faktisk hovedsagelig af adresser som de har fået af andre forkyndere.

I 1996 besøgte Grace Li for eksempel en vietnamesisk kvinde der bor i Newcastle upon Tyne i Nordøstengland. Kvinden talte kinesisk. Grace fik en varm velkomst og blev straks inviteret ind. Hun forstod at kvinden var flygtning og havde været gennem store lidelser under vietnamkrigen. Hun havde boet i England i cirka ti år, men talte stadig ikke meget engelsk. Hun forklarede Grace at hun tit havde været meget ked af det og ikke havde nogen hun kunne søge hjælp hos.

Hun fortalte også Grace at hun fire år tidligere havde fået en bog med mange smukke billeder, men at hun ikke kunne forstå den fordi den var på engelsk. Når hun var ked af det, kiggede hun på billederne fordi de satte hende i bedre humør og fyldte hende med håb. Hun tog bogen ned fra reolen, rakte den til Grace og spurgte om hun ville læse den for hende så hun kunne finde ud af hvad den handlede om. Det var bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Grace svarede at hun kunne gøre noget bedre end at læse den højt for hende på engelsk. Hun stak hånden ned i sin taske og fandt den samme bog på kinesisk. Kvinden kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Nu kunne hun endelig finde ud af hvad der står i Bibelen. Hun sagde straks ja tak til et bibelstudium.

Som en del af ’udvidelsen’ var brødrene på afdelingskontoret særlig opmærksomme på at hjælpe de etniske grupper med at vokse åndeligt og organisationsmæssigt. Colin Seymour og hans kone, Olive, havde allerede i 20 år besøgt menigheder i hele England. De viste begge ægte interesse for dem de betjente, hvilket især havde vist sig da de besøgte menighederne på øerne Malta og Gozo i Middelhavet. De havde endda forsøgt at kommentere på maltesisk under menighedens møder, hvilket de lokale brødre elskede dem for.

I september 1994 blev Colin udnævnt til kredstilsynsmand for de ikke-engelske sproggrupper og nogle af de fremmedsprogede menigheder i England. Han vurderede omhyggeligt hver gruppes udvikling i retning af at blive en menighed og styrkede de menigheder der allerede fungerede. I begyndelsen var denne kreds den mindste — kun 12 menigheder med cirka 750 forkyndere — men inden for tre år blev den den største kreds, med 1968 forkyndere, hvoraf 388 var pionerer. Siden da er antallet af fremmedsprogede kredse steget til tre.

Mange lærer et nyt sprog

For at kunne give indvandrere der taler et andet sprog, del i Bibelens livreddende budskab er nogle engelske forkyndere på eget initiativ gået i gang med at lære et nyt sprog. Blandt dem er Elisabeth Emmott, der har været pioner i forskellige egne af England. Først forsøgte hun at lære punjabi for at hjælpe folk i sit distrikt. Efter at have fået tildelt et nyt distrikt begyndte hun i 1976 at lære urdu og derefter gujarati. For at hjælpe de interesserede fandt hun også frem til indiske og pakistanske forkyndere ved stævnerne. Hvad Clifton og Amanda Banks angår, var det et stævne i Rusland i 1993 der fik dem i gang. Da de kom hjem, lånte de et russisk sprogkursus på biblioteket, flyttede til et område hvor der bor mange russisktalende, og begyndte som pionerer i den russiske menighed. Men det er ikke let at finde tid til sprogstudier når man foruden opgaverne i menigheden og forkyndelsen også skal tage sig af verdslige forpligtelser og sørge for sin familie.

På grund af det særlige behov i England blev pionerer der havde lyst til at udvide deres tjeneste på denne måde, tilskyndet til at gøre det. Uden at opgive deres pionertjeneste lærte de det mest elementære af et nyt sprog. For at få den nødvendige instruktion tog nogle et kortvarigt begynderkursus i det nye sprog — og fik spændende resultater ud af det.

Christine Flynn, der har været pioner i 21 år, besluttede at gå til gujarati i 1996-97 sammen med syv andre pionerer. Lærerne var et indisk ægtepar der mildest talt var overraskede da der kom så mange engelsktalende til deres kursus. „De tilpassede mange af lektionerne for at hjælpe os,“ fortæller Christine. „De hjalp mig med at forberede præsentationer til forkyndelsen og kom endda til nogle af vores møder.“

På omtrent samme tid begyndte Christine på et nyt verdsligt arbejde. På sin arbejdsplads mødte hun en ung gujaratitalende kvinde. Da Christine hilste på hende på gujarati, blev kvinden forbløffet og ville vide hvorfor hun var ved at lære netop det sprog. Christine forklarede det og aflagde et godt vidnesbyrd, hvilket fik kvinden til at sige: ’Intet andet trossamfund tilskynder sine medlemmer til at lære et så svært sprog. I må virkelig have noget vigtigt at fortælle andre.’

Pauline Duncan, der også er pioner, begyndte at lære bengali i 1994. I begyndelsen syntes hun at det var meget svært. „Mange gange anråbte jeg Jehova med tårer og fortalte ham hvor svært det var, og at jeg havde lyst til at give op,“ indrømmer hun. „Men ved hjælp af Jehovas hellige ånd, foruden beslutsomhed og store anstrengelser, er jeg nu kommet over det værste og er glad for at jeg ikke gav op, for nu har jeg nogle dejlige oplevelser.“ Beverley Crook, der også er pioner, fortæller om hvordan folk reagerer når de finder ud af at hun kan tale bengali: „Siden jeg har lært bengali, har mit distrikt forandret sig totalt. De bengalitalende ved at vi holder af dem, fordi vi har taget os tid til at lære deres sprog.“

Jennifer Charles, der er pioner i en af de franske menigheder hvor der er mange flygtninge fra Den Demokratiske Republik Congo, fortæller: „At lære et nyt sprog har hjulpet mig til at forstå hvordan folk i mit distrikt har det når de kommer til et land hvis sprog de ikke kan tale.“

Mange pionerer, deriblandt ugifte søstre der er i stand til at tjene hvor behovet er større, er gennem en del år blevet tilskyndet til at tale med deres kredstilsynsmand om at flytte til nærliggende menigheder med større behov. Nogle har valgt at lære et nyt sprog for at hjælpe til i et fremmedsproget distrikt. Det har over 100 pionersøstre i Londonområdet gjort. Og deres forkyndelse for mennesker der taler andre sprog end engelsk, har båret god frugt. Med deres hjælp er mange begyndt at studere Bibelen og overvære de kristne møder.

[Illustration på side 108, 109]

Pionerer der har valgt at tjene i fremmedsprogede menigheder