Kristenhedens syn på et liv efter døden

7. (a) Hvilken tro har de fleste trossamfund tilfælles? (b) Hvordan har en teolog beskrevet læren om den udødelige sjæl?

⁷ Trods deres forskelligheder er næsten alle kristenhedens trossamfund enige om at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre efter legemets død. De fleste tror at sjælen kommer i himmelen når man dør. Nogle er bange for at deres sjæl måske kommer i et brændende helvede eller i skærsilden. Men tanken om en udødelig sjæl er noget centralt i deres opfattelse af livet efter døden. Herom har teologen Oscar Cullmann skrevet følgende i et essay i bogen Immortality and Resurrection: „Hvis vi spurgte en almindelig kristen i dag . . . hvad han mener er Det Nye Testamentes lære om menneskets skæbne efter døden, ville vi med få undtagelser få svaret: ’Sjælens udødelighed.’“ Cullmann tilføjer imidlertid: „Denne vidt udbredte tanke er en af de største misforståelser i kristendommen.“ Cullmann nævner at da han første gang sagde dette, vakte det furore. Men han har ret.

8. Hvilket håb gav Jehova de to første mennesker?

⁸ Jehova Gud skabte ikke menneskene i den hensigt at de skulle i himmelen når de døde. Det var slet ikke hans oprindelige hensigt at de skulle dø. Adam og Eva blev skabt fuldkomne og fik mulighed for at fylde jorden med retfærdige efterkommere. (1 Mosebog 1:28; 5 Mosebog 32:4) De fik at vide at de kun ville dø hvis de var ulydige mod Gud. (1 Mosebog 2:17) Hvis de var forblevet lydige mod deres himmelske Fader, ville de have levet videre på jorden til evig tid.

9. (a) Hvad er sandheden om menneskets sjæl? (b) Hvad sker der med sjælen når den dør?

⁹ Desværre adlød Adam og Eva ikke Gud. (1 Mosebog 3:6, 7) Apostelen Paulus beskriver de tragiske følger: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden [trængte] således . . . igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) I stedet for at leve evigt på jorden døde Adam og Eva. Hvad skete der så? Havde de en udødelig sjæl der kunne sendes i et brændende helvede som straf for deres synd? Nej. Bibelen forklarer at Adam „blev en levende sjæl“ da han blev skabt. (1 Mosebog 2:7) Adam fik ikke en sjæl, men han blev en sjæl, et levende menneske. (1 Korinther 15:45) Og det var ikke kun Adam der var „en levende sjæl“. Ifølge det sprog som Første Mosebog blev skrevet på, nemlig hebraisk, var dyrene også „levende sjæle“! (1 Mosebog 1:24) Da Adam og Eva døde, blev de døde sjæle. Det gik dem præcis som Jehova havde sagt til Adam: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ — 1 Mosebog 3:19.

10, 11. Hvad indrømmer New Catholic Encyclopedia angående Bibelens lære om sjælen, og hvordan stemmer dette med det Bibelen siger?

¹⁰ Opslagsværket New Catholic Encyclopedia giver i det store og hele udtryk for samme opfattelse. I dets artikel „Sjæl (i Bibelen)“ står der: „Der er ingen dikotomi [tvedeling] af sjæl og legeme i Det Gamle Testamente.“ Værket tilføjer at ordet „sjæl“ i Bibelen „aldrig betyder sjælen som noget der er adskilt fra legemet eller personen“. Ordet sjæl betyder ofte „selve det individuelle væsen, det være sig et dyr eller et menneske“. Denne oprigtighed er velgørende, men man kan undre sig over hvorfor den almindelige kirkegænger ikke er blevet gjort opmærksom på dette.

¹¹ Kirkegængerne ville være blevet skånet for mange bekymringer og megen angst hvis de havde kendt den enkle, bibelske sandhed: „Den sjæl der synder, den skal dø“ — den skal ikke pines i et brændende helvede! (Ezekiel 18:4) Dette ligger meget langt fra kristenhedens lære, men det stemmer overens med det den vise Salomon sagde under inspiration: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting, og til dem er der ikke længere nogen løn [i dette liv], for mindet om dem er glemt. Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol [menneskehedens fælles grav] hvor du går hen.“ — Prædikeren 9:5, 10.

12. Hvorfra stammer kristenhedens lære om den udødelige sjæl?

¹² Hvorfor lærer kristenheden sine tilhængere noget der adskiller sig så meget fra Bibelens ord? I dets artikel om menneskesjælens udødelighed skriver New Catholic Encyclopedia at de første kirkefædre ikke fandt støtte for troen på en udødelig sjæl i Bibelen, men hos „digterne og filosofferne og den almindelige tradition i græsk tankegang . . . Senere foretrak skolastikerne at benytte Platon eller principperne fra Aristoteles.“ Værket nævner at „indflydelsen fra den platoniske og nyplatoniske tænkning“ — deriblandt troen på den udødelige sjæl — til sidst trængte ind i „selve kernen af den kristne teologi“.

13, 14. Hvorfor ville det være ulogisk at søge sandheden hos hedenske, græske filosoffer?

¹³ Skulle de der hævdede at være kristne, have vendt sig til hedenske, græske filosoffer for at lære om noget så grundlæggende som håbet om et liv efter døden? Naturligvis ikke. Da Paulus skrev til de kristne i Korinth i Grækenland, sagde han: „Denne verdens visdom er nemlig tåbelighed i Guds øjne; for der står skrevet: ’Han fanger de vise i deres underfundighed.’ Og endvidere: ’Jehova ved at de vises tanker er forgæves.’“ (1 Korinther 3:19, 20) De gamle grækere dyrkede afguder. Hvordan skulle man da kunne finde sandheden hos dem? Paulus spurgte korintherne: „Hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder? Vi er jo en levende Guds tempel; som Gud har sagt: ’Jeg vil bo iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.’“ — 2 Korinther 6:16.

¹⁴ I begyndelsen blev de hellige sandheder åbenbaret gennem Israels folk. (Romerne 3:1, 2) Efter år 33 skete det gennem den salvede, kristne menighed. Med henblik på de kristne i det første århundrede skriver Paulus: „Det er os Gud har åbenbaret [det han har beredt dem der elsker ham] gennem ånden.“ (1 Korinther 2:10; se også Åbenbaringen 1:1, 2.) Kristenhedens lære om sjælens udødelighed stammer fra græsk filosofi. Det var ikke en lære Gud havde åbenbaret til Israel eller til menigheden af salvede kristne i det første århundrede.

Det sande håb for de døde

15. Hvilket håb for de døde fremholdt Jesus?

¹⁵ Hvis der ikke findes en udødelig sjæl, hvilket håb er der da for de døde? Der er et håb om en opstandelse, en grundlæggende bibelsk lære og et vidunderligt løfte fra Gud. Jesus omtalte dette håb da han sagde til Marta: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Johannes 11:25) At tro på Jesus indebærer at man tror på opstandelsen, ikke på en udødelig sjæl.

Legeme og sjæl

18. Hvordan reagerede nogle græske filosoffer da Paulus sagde at Jesus var blevet oprejst, og hvorfor?

¹⁸ Da apostelen Paulus var i Athen, forkyndte han den gode nyhed for en skare mennesker, deriblandt nogle græske filosoffer. De lyttede til det han sagde om den eneste sande Gud og hørte hans opfordring til at ændre sind. Men hvad skete der så? Paulus sluttede sin tale med ordene: „[Gud] har . . . fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ Disse ord skabte uro. „Da de hørte om en opstandelse fra de døde, begyndte nogle at gøre nar.“ (Apostelgerninger 17:22-32) Teologen Oscar Cullmann skriver: „For grækerne, der troede på sjælens udødelighed, var det måske sværere at acceptere den kristne forkyndelse af opstandelsen end det var for andre. . . . De store filosoffer Sokrates’ og Platons lære kan på ingen måde bringes i overensstemmelse med Det Nye Testamentes lære.“

19. Hvordan har kristenhedens teologer forsøgt at få læren om opstandelsen til at stemme med læren om den udødelige sjæl?

¹⁹ Efter det store frafald som indtraf da apostlene var døde, anstrengte teologerne sig ikke desto mindre for at forene den kristne lære om en opstandelse med Platons tro på den udødelige sjæl. Med tiden blev nogle enige om en helt ny forklaring: I dødsøjeblikket adskilles („frigøres“, som nogle siger) sjælen fra legemet. Derefter skal, ifølge Outlines of the Doctrine of the Resurrection af R. J. Cooke, „hvert legeme [på Dommedag] igen blive forenet med sin sjæl, og hver sjæl med sit legeme“. Legemets fremtidige forening med dets udødelige sjæl siges at være opstandelsen.

20, 21. Hvem har uden vaklen holdt fast ved sandheden om opstandelsen, og hvordan har det været til gavn for dem?

²⁰ Denne teori er stadig de store kirkesamfunds officielle lære. Den lyder måske logisk i teologers ører, men de fleste kirkegængere kender den ikke. De tror blot at de vil komme direkte i himmelen når de dør. Som skribenten John Garvey hævdede i Commonweal-udgaven for 5. maj 1995: „De fleste kristnes tro [angående livet efter døden] synes at være meget nærmere beslægtet med nyplatonismen end med noget egentlig kristent, og den finder intet grundlag i Bibelen.“ Ja, ved at udskifte Bibelen med Platon har kristenhedens præsteskab frataget deres hjorde det bibelske håb om en opstandelse.