Fagocytter og lymfocytter — de store dræbere!

Men alt dette er blot mindre træfninger i forhold til de kampe der bølger frem og tilbage når først fremmedorganismer er brudt igennem frontlinjen og er kommet ind i blodbanen og kropsvævet. Så er de nået ind i det område hvor immunforsvarets store dræbere findes — en hær på to billioner hvide blodlegemer. Disse blodlegemer dannes i knoglemarven med en hastighed af cirka én million i sekundet, hvorefter de modnes og deler sig i tre adskilte divisioner: fagocytter og to slags lymfocytter, nemlig B-lymfocytter og T-lymfocytter (hvoraf der findes tre hovedgrupper — hjælper-T-, undertrykker-T- og dræber-T-lymfocytter).

Mens immunsystemet altså kan have en billionstærk hær, kan den enkelte soldat dog kun bekæmpe én slags fjende. Under et sygdomsforløb kan der udvikles i millionvis af smittekim som hver især vil have den samme slags antigen. Men forskellige sygdomsfremkaldende mikroorganismer, og selv varianter af samme organisme, har forskellige antigener. Inden T-lymfocytterne og B-lymfocytterne kan gå til angreb, må de udstyres med særlige receptorer eller modtagere som vil binde sig til bestemte antigener. Blandt T- og B-lymfocytterne må der altså findes mange forskellige receptorer; specifikke modtagere for hvert eneste antigen. Men den enkelte T- eller B-lymfocyt er kun udstyret med én specifik antigenreceptor.

Daniel E. Koshland jun., der er redaktør af tidsskriftet Science, siger: „Immunsystemet er konstrueret til at genkende indtrængende fremmedlegemer. For at kunne det udvikler forsvarssystemet i størrelsesordenen 1011 (100.000.000.000) forskellige slags immunologiske receptorer. Så uanset fjendens form eller skikkelse vil der være tilsvarende receptorer som kan genkende fjenden og sørge for at den bliver udslettet.“ (Science, 15. juni 1990, s. 1273) Blandt T- og B-lymfocytgrupperne findes altså celler med receptorer der som en nøgle i en lås passer sammen med ethvert af de antigener der trænger ind i os.

Man kan sammenligne det med to låsesmede der arbejder fuldstændig uafhængigt af hinanden. Den ene fremstiller millioner af forskellige låse, men ingen nøgler, hvorimod den anden fremstiller millioner af forskellige nøgler, men ingen låse. Hvis man nu fyldte de millioner af låse og nøgler over i én stor beholder og rystede den grundigt, kunne man så forvente at hver enkelt nøgle ville sætte sig i den rigtige lås? Nej! Det ville være et mirakel.

Millioner af bakterier med deres antigener, der er som låse med nøglehuller, trænger ind i legemet og cirkulerer rundt i blodbanen og lymfesystemet. Immuncellerne med deres receptorer, der er som millioner af nøgler, cirkulerer de samme steder og sætter sig i de bakteriers antigener som de passer til. Hvor utroligt det end lyder er det lige netop hvad immunforsvaret gør.

Hver gruppe af lymfocytter spiller en særlig rolle i bekæmpelsen af infektioner. Hjælper-T-lymfocytter (en af de tre hovedgrupper af T-lymfocytter) sætter hårdt mod hårdt. Det er dem der dirigerer immunsystemets forskellige styrker og leder slagets gang. Når antigener viser sig, mobiliserer hjælper-T-lymfocytterne tropperne i immunforsvaret ved hjælp af kemiske signaler (proteiner som kaldes lymfokiner) og øger deres antal med flere millioner. I øvrigt har det AIDS-fremkaldende HIV-virus specielt disse hjælper-T-lymfocytter som angrebsmål. Når først de er besejret er immunsystemet praktisk talt sat ud af spillet, hvilket betyder at patienten nu er sårbar over for alle slags sygdomme.

Men lad os nu se hvordan hjælper-T-lymfocytterne samarbejder med fagocytterne. Fagocytterne er organismens skraldemænd. Deres navn betyder „ædeceller“. De er absolut ikke kræsne, for de æder alt hvad der synes mistænkeligt, uanset om det er fremmede mikroorganismer, døde celler eller andre affaldspartikler. De fungerer både som en forsvarshær der bekæmper sygdomskim og som renovationsarbejdere der fjerner affald. De fortærer endog de forurenende stoffer fra tobaksrøg der tilsværter lungerne. Hvis tobaksrygningen foregår gennem længere tid vil røgen tilintetgøre fagocytterne hurtigere end de kan dannes. Noget af det som disse celler forsøger at æde er imidlertid komplet ufordøjeligt, ja, endda livsfarligt. Det gælder for eksempel kiselstøv og asbestfibre.

Der findes to slags fagocytter: neutrofiler og makrofager. Knoglemarven frigiver omkring 100 milliarder neutrofiler om dagen. De lever kun i nogle få dage, men under en infektion kan antallet femdobles. Hver neutrofil kan nå at opsluge og ødelægge op til 25 bakterier inden den dør. Men der kommer en stadig strøm af erstatninger for de døde neutrofiler. Makrofager kan til gengæld nå at ødelægge hundrede fjender inden de dør. De er større, mere robuste og har længere levetid end neutrofiler. De reagerer ens over for indtrængende fjender og affaldsstoffer — de æder dem. Man tager imidlertid fejl hvis man tror at makrofagerne blot fungerer som en affaldskværn. De „kan danne op til 50 forskellige enzymer og antistoffer“ og virker ikke kun som kommunikationsled mellem „immunsystemets celler men også mellem hormonproducerende celler, nerveceller og selv mellem hjerneceller“.

Hjælp! Der er en fjende iblandt os

En makrofag nøjes ikke med blot at æde den uønskede mikroorganisme. Som praktisk talt alle legemsceller har makrofagen på overfladen et MHC-molekyle der identificerer den som en af legemets egne celler. Når makrofagen æder en bakterie trækker MHC-molekylet et fragment ud af det fjendtlige antigen og fremviser det i en af fordybningerne i sin overflade. Dette lille stykke antigen virker nu som et rødt flag over for immunsystemet, som en alarm der fortæller at en fremmed organisme er på færde.

På denne måde tilkalder makrofagen forstærkning i form af endnu flere makrofager som strømmer til i millionvis. Nu kommer hjælper-T-lymfocytterne ind i billedet. Der hvirvler milliarder af dem rundt i kroppen. Men makrofagen må tilkalde en særlig hjælper-T-lymfocyt, én der er udstyret med en receptor som passer til netop det antigen som makrofagen fremviser.

Når den rette hjælper-T-lymfocyt ankommer og forbindes med det fjendtlige antigen, udveksler makrofagen og hjælper-T-lymfocytten kemiske signaler i form af hormonlignende stoffer, såkaldte lymfokiner. Disse stoffer er proteiner der udfører en lang række opgaver i forbindelse med at regulere og forstærke immunforsvarets reaktion på sygdomsfremkaldende mikrober. Dette medfører at både makrofagen og hjælper-T-lymfocytten begynder at formere sig med en formidabel hastighed. Der bliver derfor hurtigt flere makrofager som kan fortære endnu flere indtrængende mikrober, og flere af den rigtige slags hjælper-T-lymfocytter der kan binde sig til de antigener som makrofagerne fremviser. På denne måde sker der en forøgelse af immunforsvarets tropper som kan besejre de sygdomsfremkaldende mikroorganismer.

T-lymfocytter og B-lymfocytter går på forsvarsakademiet

HVERKEN T-lymfocytterne eller B-lymfocytterne går direkte fra knoglemarven og ud i kamp. Eftersom deres våben er ultramoderne kræves der en højteknologisk uddannelse inden de bliver sendt ud på slagmarken. T-lymfocytterne vil blive sat ind i biologisk krigsførelse, mens B-lymfocytterne vil blive specialiseret i angreb med missiler. De får deres uddannelse på immunsystemets forsvarsakademi.

Halvdelen af de millioner af lymfocytter der hvert minut bliver produceret i knoglemarven føres til brisselen, en lille kirtel bag brystbenet, hvor de bliver specialiseret som T-lymfocytter. Herom siger bogen The Body Victorious: „De lymfocytter der går på brisselens forsvarsakademi er hjælper-, undertrykker- og dræberceller, som kaldes T-lymfocytter. De er nogle af de mest betydningsfulde af immunforsvarets væbnede styrker.“

Antistoffer — 10.000 pr. celle i sekundet!

Ifølge The Body Victorious bliver den anden halvdel af „de uskolede lymfocytter“, B-lymfocytterne, ført ud til lymfeknuderne og beslægtet væv, hvor de bliver oplært til at fremstille og affyre missiler i form af antistoffer. Når B-lymfocytterne bliver „mønstret i dette væv, er de som ubeskrevne blade: de ved ingenting og må derfor begynde helt på bar bund“ indtil „de har udviklet evnen til at reagere præcist over for forskellige fremmedlegemer“. I lymfeknuderne bliver de modne B-lymfocytter aktiveret af hjælper-T-lymfocytter der hver især har fanget et bestemt antigen. B-lymfocytterne begynder nu at „formere og gruppere sig for at danne plasmaceller, der afsondrer identiske specifikke antistoffer med en hastighed af cirka 10.000 molekyler pr. celle i sekundet“. — Immunology.

Som en hjælp til at forstå hvor meget immunsystemet egentlig udretter, har en artikel i National Geographic for juni 1986 indgående beskæftiget sig med den opgave som brisselen må løse. Der stod: „Efterhånden som T-lymfocytterne modnes i brisselen, lærer én for eksempel at genkende antigenerne på hepatitisvirus, en anden lærer at identificere en stamme af influenzaantigener, en tredje lærer at opspore rhinovirus 14 [en forkølelsesvirus] og så videre.“ Efter at have omtalt „den kolossale opgave som brisselen står over for“, nævner artiklen at der i naturen findes „flere hundrede millioner forskellige former for antigener. For hvert eneste af disse må brisselen mobilisere en deling T-lymfocytter der kan genkende dem. . . . Brisselen udkommanderer i millionvis af T-lymfocytter. Selv om kun nogle få kan genkende et bestemt antigen, er den kollektive rekognosceringshær stor nok til at identificere den næsten uendelige variation af de naturligt forekommende antigener.“

Nogle hjælper-T-lymfocytter stimulerer makrofagerne til at formere sig, mens andre i lymfeknuderne binder sig til B-lymfocytterne og sørger for at de mangedobles. En stor del af dem bliver til plasmaceller. Men hjælper-T-lymfocytterne må være i besiddelse af de rigtige receptorer for at de kan binde sig til B-lymfocytterne og få dem til at danne plasmaceller. Det er disse plasmaceller der begynder at udsende i tusindvis af antistoffer i sekundet.

Eftersom hver plasmacelle kun producerer én slags antistof, som vil koble sig til én bestemt slags sygdomsfremkaldende antigen, vil der snart være milliarder af antistoffer ude ved frontlinjen, parate til at uskadeliggøre hver sit antigen. De låser sig fast på de indtrængende for at bremse dem og få dem til at klumpe sig sammen så de bliver til nogle fristende godbidder som fagocytterne vil sluge. Dette bevirker, i forening med nogle stoffer som T-lymfocytterne samtidig afgiver, at makrofagerne bliver opflammet til det store ædegilde, hvor de fortærer i millionvis af indtrængende mikroorganismer.

Desuden kan antistofferne selv slå disse mikroorganismer ihjel. Når først de har låst sig fast til antigenerne på overfladen af de sygdomsfremkaldende mikrober, vil særlige proteinmolekyler som tilhører det såkaldte komplementsystem, flokkes om bakterien. Når det nødvendige antal proteinmolekyler er til stede, trænger de igennem mikroorganismens membran — væske strømmer ind, og cellen brister og dør.

Disse antistoffer må naturligvis også have de rigtige receptorer for at kunne låse sig fast til de ubudne gæster. Ifølge Encyclopædia Britannica 1989 Medical and Health annual, side 278, er B-lymfocytter i stand til at „producere mellem 100 millioner og en milliard forskellige antistoffer“.

Dræber-T-lymfocytter fører biologisk krig

Foreløbig har hjælper-T-lymfocytterne rekrutteret millioner af makrofager der vil gøre det af med fjenden. Desuden har de stimuleret de antistofproducerende B-lymfocytter til at være med i kampen mod indtrængende fjender. Men der er stadig andre styrker som hjælper-T-lymfocytterne udkommanderer til slaget. De mobiliserer nu i millionvis af de mest effektive dræbere — dræber-T-lymfocytter.

Virus, bakterier og parasitter søger først og fremmest at trænge ind i legemscellerne. Når de først er kommet ind er de nemlig i sikkerhed for makrofagerne og B-lymfocytterne — men ikke for dræber-T-lymfocytterne! En dræber-T-lymfocyt skal ikke mere end strejfe en inficeret celle før den gennemhuller den med dræbende proteiner, ødelægger dens DNA og lader dens indhold flyde ud. Dræber-T-lymfocytter kan på den måde angribe og ødelægge endog mutante celler og kræftceller.

Foruden disse dræber-T-lymfocytter har immunforsvaret også andre dræber-lymfocytter i sit våbenarsenal — „naturlige“ dræberceller. Til forskel fra T- og B-lymfocytter kan disse naturlige dræberceller udløses uden at der er et specifikt antigen til stede. De angriber især syge kropsceller såsom kræftceller og celler der er inficerede af virus. Men det er ikke kun virusinficerede celler de angriber. Scientific American for januar 1988 siger at „deres hovedmål menes at være celler som deler sig ukontrollabelt, og måske også celler der er angrebet af andet end virus“.

Hvordan får disse smittebekæmpere kontakt med de indtrængende mikroorganismer? Er det tilfældigt? Nej, intet overlades til tilfældighederne. Sygdomsfremkaldende antigener, T- og B-lymfocytterne, fagocytterne og antistofferne cirkulerer rundt i blodbanen og det lymfatiske system. Immunreaktioner indledes i de sekundære lymfoide organer, såsom lymfeknuderne, milten, mandlerne, og i specialiseret væv i tyndtarmen og i blindtarmens ormeformede vedhæng. Af disse spiller lymfeknuderne den største rolle. Lymfe er den væske der bader cellerne i vort væv. Fra vævet opsamles lymfen i tyndvæggede kar og strømmer til lymfeknuderne, fortsætter gennem resten af det lymfatiske system og fuldfører sit kredsløb idet den løber ud i de store blodårer der fører til hjertet.

Efterhånden som antigenerne når frem til lymfeknuderne bliver de skilt fra og tilbageholdt. Det tager immunforsvarets smittebekæmpere 24 timer at komme igennem hele lymfekredsløbet, men heraf tilbringer de 6 timer i lymfeknuderne. Her får de kontakt med de tilbageholdte antigener, hvorefter et større slag bliver udkæmpet. Fjendtlige antigener der flyder rundt i blodbanen kan heller ikke flygte, for de føres videre til milten, hvor de bliver konfronteret med smittebekæmpere.

Endelig er den indvortes krig forbi. Invasionsstyrkerne er besejret, og immunsystemet med dets billion eller flere hvide blodlegemer har vundet. Tiden er nu inde til at en anden kategori af T-lymfocytter aktiveres, nemlig undertrykker-T-lymfocytterne. Når disse registrerer at kampen er vundet, afblæser de slaget og ophæver immunforsvarets troppekoncentrationer.

Hukommelsesceller og immunitet med komplikationer

B- og T-lymfocytterne har imidlertid også løst en anden livsvigtig opgave. De har dannet hukommelsesceller der vil cirkulere i blodstrømmen og lymfekarrene i mange år — i nogle tilfælde lige så længe man lever. Bliver man senere smittet med den samme slags influenza- eller forkølelsesvirus eller et andet smitstof man tidligere har været inficeret med, vil disse hukommelsesceller med det samme opdage det og samle immunforsvaret om et hurtigt og effektivt angreb. Hukommelsescellerne vil hastigt producere et væld af specifikke B- og T-lymfocytter mage til dem der nedkæmpede det første angrebsforsøg af netop denne angriber. Den ny invasion bliver derfor slået tilbage inden den når at få fodfæste. Det angreb det ellers ville have taget tre uger at bekæmpe, er nu knust inden det får begyndt. Man er altså blevet immun over for den smitte man tidligere har været inficeret af.

Det hele kompliceres imidlertid af at der findes mange forskellige slags influenzavirus, som ofte stammer fra forskellige områder i verden. Desuden er der cirka 200 slags forkølelsesvirus som hver har sit særlige antigen. Der må derfor være 200 forskellige typer af hjælper-T-lymfocytter som hver har en receptor der passer til et af de 200 forkølelsesvirusantigener. Men ikke nok med det. Forkølelses- og influenzavirus gennemgår hele tiden mutationer, og hver gang det sker er der et nyt forkølelses- eller influenzaantigen som kræver en tilsvarende ny hjælper-T-lymfocytreceptor. Eftersom forkølelsesvirus bliver ved med at skifte låse, må T-lymfocytterne hele tiden skifte nøgler.

Nogle undrer sig over at læger ikke engang kan helbrede en almindelig forkølelse, men det er nu ikke så enkelt. Når man er kommet sig efter én forkølelse bliver man måske aldrig igen angrebet af den samme, men af en ny, mutant form. Immunsystemet må derfor danne en helt ny hjælper-T-lymfocyt der kan samle immunforsvaret om at bekæmpe denne nye virus. Når ét slag er vundet, begynder der snart et nyt. Krigen slutter aldrig.

Hjernen og immunsystemet kommunikerer

Det er ikke så mærkeligt at man har lovprist immunsystemet og sidestillet det med hjernen. Forskningen har gentagne gange bekræftet at hjernen og immunsystemet kommunikerer sammen om vort helbred, og at sindet påvirker legemet, deriblandt immunsystemet. Ja, faktisk påvirker legemet også sindet. Dette bekræftes af følgende citat fra National Geographic, juni 1986, side 733:

„Immunologer får stadig større indsigt i forbindelserne mellem sindet og legemet, og hvilke mekanismer der ligger til grund for de psykosomatiske sygdomme.“

Selv om man er klar over at der er en forbindelse mellem immunsystemet og hjernen, forstår man den ikke helt. Mental belastning, savn ved dødsfald, ensomhed og depression påvirker de hvide blodlegemer, lymfocytterne, sådan at T-lymfocytternes aktivitet mindskes. „Det biologiske grundlag for denne indbyrdes forbindelse er stadig noget af et mysterium. Der er imidlertid ingen tvivl om at nerverne og immunsystemet er uløseligt forbundet med hinanden, anatomisk såvel som kemisk.“ — The Incredible Machine, side 217 og 219.

„Immunsystemet . . . er på højde med centralnervesystemet når det gælder følsomhed, specificitet og kompleksitet.“ — Immunology, side 283.

Tidsskriftet Science har beskrevet forbindelsen mellem hjernen og immunsystemet: „Der er mange vidnesbyrd om at de to systemer er uløseligt forbundet. . . . Det billede der tegner sig viser at immun- og nervesystemet er stærkt integreret, og at de er i stand til at kommunikere indbyrdes for at koordinere deres aktiviteter.“ — 8. marts 1985, side 1190-1192.

Immunsystemets geledder

1. Fagocytter eller ædeceller. Der findes to slags: neutrofiler og makrofager. Begge virker som skraldemænd der fjerner dødt materiale, døde celler og andet affald. Desuden fortærer de et stort antal fremmede mikrober. Makrofagerne er større, mere hårdføre og stærkere end neutrofilerne. De har en længere levetid og fortærer langt flere mikroorganismer. De er ikke blot affaldskværne. De fremstiller også forskellige enzymer og antistoffer, og fungerer endda som kommunikationsled mellem immunsystemets øvrige celler og hjernen.

2. MHC (major histocompatibility complex) Molekyler på cellernes overflader der identificerer cellerne som en del af legemet. Når en makrofag har fortæret sit offer, udstiller makrofagens MHC-molekyle et fragment af offerets antigen. Derved stimuleres både hjælper-T-lymfocytterne og makrofagerne til at formere sig så stærkt at de omgående kan tage kampen op mod smitstoffet.

3. Hjælper-T-lymfocytter De udgør immunsystemets forsvarskommando. De identificerer fjenderne, stimulerer produktionen af andre af immunforsvarets tropper og samler dem om slaget mod den indtrængende fjende. De tilkalder forstærkning fra makrofagernes rækker og blandt de øvrige T- og B-lymfocytter, og de stimulerer produktionen af plasmaceller.

4. Lymfokiner Hormonlignende proteiner, deriblandt interleukiner og gamma-interferon, som immunforsvarets celler benytter i den indbyrdes kommunikation. De udløser mange livsvigtige reaktioner i immunsystemet og forstærker derved forsvaret mod smittekim.

5. Dræber-T-lymfocytter Disse T-lymfocytter dræber de celler hvori virus og mikrober har gemt sig. De affyrer proteiner der perforerer cellernes membraner så cellerne går itu. De udrydder også celler der er angrebet af kræft.

6. B-lymfocytter Når B-lymfocytterne stimuleres af hjælper-T-lymfocytterne, øges deres antal. Nogle deler sig og modnes til plasmaceller.

7. Plasmaceller Disse celler producerer i millionvis af antistoffer, der cirkulerer rundt i hele legemet ligesom missiler.

8. Antistoffer Når antistoffer kommer i nærheden af de antigener som deres receptorer kan binde sig til, griber de fat i antigenerne, bremser dem og får dem til at klumpe sig sammen til fristende godbidder som fagocytterne vil sluge. Eller også fjerner de dem selv ved hjælp af proteiner fra komplementsystemet.

9. Komplementproteiner Når først antistofferne har låst sig fast på mikroorganismernes overflade, strømmer såkaldte komplementproteiner til. Disse proteiner indsprøjter en væske i mikroorganismen som får den til at sprænges og dø.

10. Undertrykker-T-lymfocytter Når smitstofferne er bundet og immunsystemet har vundet, går undertrykker-T-lymfocytter i aktion og udsender kemiske signaler for at afblæse hele immunsystemets reaktion.

11. Hukommelsesceller Under angrebet har T- og B-lymfocytterne produceret og efterladt hukommelsesceller der kan cirkulere i blodbanen og det lymfatiske system i årevis, ja så længe man lever. Hvis man senere bliver angrebet af den samme slags organisme som tidligere er blevet bekæmpet, sætter disse hukommelsesceller omgående et knusende angreb i gang. Legemet er nu immunt over for netop denne mikroorganisme. Det er denne mekanisme der bevirker at man ved vaccination kan udrydde plagsomme sygdomme der engang var vidt udbredte, såsom mæslinger, kopper, tyfus, difteritis og andre.