11. Hvordan viste den kristne menighed i det første århundrede upartiskhed?

¹¹ I den kristne menighed i det første århundrede var jøder og ikkejøder ligestillede. „Herlighed og ære og fred til enhver som gør hvad der er godt,“ forklarede Paulus, „til jøde først og så til græker. For der er ikke partiskhed hos Gud.“b (Romerne 2:10, 11) Det der afgjorde om nogen ville få gavn af Jehovas ufortjente godhed, var ikke deres etniske baggrund; det var den måde de reagerede på når de lærte om Jehova og om de muligheder som genløsningen ved hans søn, Jesus, indebar. (Johannes 3:16, 36) Paulus skrev: „Jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet. Men jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling.“ Paulus benytter derefter et ordspil med udtrykket „jøde“ som betyder „fra Juda“, og Juda betyder „genstand for ros eller lovprisning“. Han tilføjer nemlig: „Han får sin ros, ikke af mennesker, men af Gud.“ (Romerne 2:28, 29) Jehova roser mennesker upartisk. Gør vi også det?

12. Hvilke fremtidsperspektiver skildres i Åbenbaringen 7:9, og hvem har mulighed for at opnå denne fremtid?

¹² Senere fik apostelen Johannes et syn hvori han så de trofaste salvede kristne skildret som en åndelig nation bestående af 144.000 „beseglede af hver stamme af Israels sønner“. Derefter så han „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål [stå] foran tronen og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder“. (Åbenbaringen 7:4, 9) Der er derfor ingen etnisk gruppe eller sproggruppe der holdes ude af den kristne menighed i dag. Mennesker med enhver baggrund har mulighed for at overleve den kommende „store trængsel“ og for at drikke af „kilder med livets vand“ i den nye verden. — Åbenbaringen 7:14-17.

Positive virkninger

13-15. (a) Hvordan kan vi overvinde de problemer der kan opstå som følge af racemæssige og kulturelle forskelle? (b) Nævn nogle eksempler der viser hvad venlighed kan medføre.

¹³ Jehova har et indgående kendskab til os, ligesom en god far kender sine børn. Når vi lærer andre bedre at kende ved at interessere os for deres kultur og baggrund, vil uoverensstemmelser ofte blegne og blive uden betydning. Etniske skel nedbrydes, og kærlighedens og venskabets bånd styrkes. Det fremmer enheden. (1 Korinther 9:19-23) Det er missionærerne der udfører deres arbejde i fremmede lande, et udmærket eksempel på. De viser personlig interesse for lokalbefolkningen og opdager derfor at de hurtigt føler sig hjemme i den lokale menighed. — Filipperne 2:4.

¹⁴ Man oplever de positive virkninger af en sådan upartiskhed i mange lande. Aklilu, der er fra Etiopien, følte sig ensom i Storbritanniens hovedstad, London. Ensomheden blev ikke mindre af at udlændinge, efter hans mening, ikke blev særlig venligt behandlet, noget der lader til at være et problem i mange europæiske storbyer nu om stunder. Aklilu fik en ganske anderledes oplevelse da han overværede et kristent møde i en af Jehovas Vidners rigssale. De tilstedeværende tog venligt imod ham, og der gik ikke længe før han følte sig hjemme. Han fik hurtigt større kendskab til Skaberen, og hans værdsættelse af det han lærte, fik ham til at fortælle andre den gode nyhed om Riget. En dag da Aklilu gik i forkyndelsen, spurgte den han fulgtes med, hvad der nu var hans mål i livet. Aklilu svarede uden tøven at han håbede en dag at blive tilsluttet en menighed hvor man talte hans eget sprog, amharisk. Da de ældste i den lokale engelsksprogede menighed hørte dette, sørgede de for at tilrettelægge et bibelsk foredrag for offentligheden på Aklilus modersmål. Mange blev inviteret, og i snesevis af udlændinge og lokale mødtes for at støtte det første offentlige møde på amharisk i England. I dag er etiopiere og andre amharisktalende i området samlet i en menighed der oplever stor vækst. Mange er som følge heraf nået til den konklusion at intet hindrer dem i at stille sig på Jehovas side og lade sig døbe med den kristne dåb. — Apostelgerninger 8:26-36.

¹⁵ Der er stor forskel på folks baggrund og personlighed. Det gør dem ikke mere eller mindre værd; det gør dem blot forskellige. Da nogle gæster fra England overværede dåben ved et stævne på Malta, kunne de ikke lade være med at fælde en tåre, mens de lokale Jehovas Vidners glæde kom til udtryk ved en overstrømmende begejstring. Både de maltesiske og engelske brødre gav udtryk for deres følelser, men på hver sin måde, og deres store kærlighed til Jehova gjorde det kristne broderskabs bånd endnu stærkere. — Salme 133:1; Kolossenserne 3:14.

Fordomme overvindes

16-18. Hvilken erfaring viser at fordomme kan overvindes i den kristne menighed?

¹⁶ Efterhånden som vores kærlighed til Gud og vore kristne brødre bliver stærkere, kan vi bedre efterligne Jehova i den måde vi betragter andre på. Det er muligt at få bugt med de fordomme vi måske har næret mod folk af bestemte nationaliteter og racer. Det viser eksemplet med Albert, der gjorde tjeneste i den britiske hær under den anden verdenskrig. Han blev taget til fange af japanerne da Singapore blev indtaget i 1942, og tilbragte derefter cirka tre år med at arbejde på „dødens jernbane“ i nærheden af det der senere blev kendt som broen over floden Kwai. Da han ved krigens slutning blev løsladt, vejede han 32 kilo. Hans kæbe og næse var brækket, og han led af dysenteri, ringorm og malaria. Det gik tusinder af hans medfanger langt værre — mange døde af den behandling de blev udsat for. Som følge af de overgreb Albert havde været vidne til og mærket på sin egen krop, vendte han i 1945 hjem som en bitter mand, der ikke ville have noget med Gud eller religion at gøre.

¹⁷ Alberts kone, Irene, blev et af Jehovas Vidner. For at glæde hende overværede Albert nogle møder i den lokale menighed af Jehovas Vidner. En ung heltidsforkynder der hed Paul, besøgte Albert og tilbød at undervise ham i Bibelen. Det gik hurtigt op for Albert at det Jehova ser på, er menneskers hjerteindstilling. Han indviede sit liv til Jehova og blev døbt.

¹⁸ Paul flyttede senere til London, lærte japansk og blev tilsluttet en japansk menighed. Da han foreslog at tage nogle japanske Jehovas Vidner der var på besøg, med hen til sin tidligere menighed, huskede brødrene her Alberts stærke fordom mod japanere. Efter at Albert var vendt tilbage til England, havde han undgået alle japanere, så brødrene spekulerede på hvordan han ville reagere. Men de havde ikke behøvet at bekymre sig. Albert viste de besøgende gæster ægte broderlig hengivenhed. — 1 Peter 3:8, 9.

’Udvid’

19. Hvilket af apostelen Paulus’ råd kan hjælpe os hvis vi har en tendens til at være partiske?

¹⁹ „At være partisk er ikke godt,“ skrev den vise kong Salomon. (Ordsprogene 28:21) Det er let nok at føle sig nært knyttet til dem vi kender godt. Men dem vi ikke kender så godt, er vi måske tilbøjelige til at vise mindre interesse. En sådan partiskhed passer sig ikke for en tjener for Jehova. Vi bør derfor følge Paulus’ utvetydige råd om at „udvide“ ved at vise alle vore medkristne kærlighed uanset deres baggrund. — 2 Korinther 6:13.

20. På hvilke af livets områder bør vi efterligne vor upartiske Gud, Jehova?

²⁰ Hvad enten vores fremtidshåb er liv i himmelen eller evigt liv på jorden, kan vi ved at være upartiske være forenede som én hjord under én hyrde. (Efeserne 4:4, 5, 16) Når vi bestræber os for at efterligne vor upartiske Gud, Jehova, vil det hjælpe os i vores kristne forkyndelsesarbejde, i familien, i menigheden, ja, på alle livets områder. Hvordan det? Det vil blive behandlet i den næste artikel.

Hav øje for det gode hos alle

„Den der leder efter det gode søger velvilje.“ — ORDSPROGENE 11:27.

1. Hvordan viser Jehova godhed mod alle?

EFTER mange dage med trist og gråt vejr er det dejligt med solskin til en forandring. Man kommer i godt humør og får det bedre. På den anden side virker et regnskyl, eller ligefrem et skybrud, forfriskende og befriende efter en lang periode med varmt og tørt vejr. Vor kærlige Skaber, Jehova, er den der har frembragt jordens atmosfære som giver mulighed for mange forskellige slags vejrlig. Jesus gjorde opmærksom på Guds gavmildhed da han sagde: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene; han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ (Mattæus 5:43-45) Jehova viser godhed mod alle. Hans tjenere bør bestræbe sig for at efterligne ham ved at have øje for det gode hos andre.

2. (a) På hvilket grundlag viser Jehova godhed? (b) Lægger Jehova mærke til hvordan vi reagerer på hans godhed?

² På hvilket grundlag viser Jehova mennesker godhed? Lige siden Adam syndede, har Jehova ikke undladt at lede efter det gode hos mennesker. (Salme 130:3, 4) Det er hans hensigt at genoprette paradiset til de mennesker der vælger at adlyde ham. (Efeserne 1:9, 10) Hans ufortjente godhed har givet os mulighed for at blive udfriet fra synd og ufuldkommenhed gennem det lovede afkom. (1 Mosebog 3:15; Romerne 5:12, 15) De der tager imod genløsningen, får mulighed for at opnå fuldkommenhed. Jehova iagttager os nu hver især, for blandt andet at se hvordan vi reagerer på hans gavmildhed. (1 Johannes 3:16) Han lægger mærke til alt det vi gør for at vise vores værdsættelse af hans godhed. „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn,“ skrev apostelen Paulus. — Hebræerne 6:10.

3. Hvad bør vi overveje?

³ Hvordan kan vi efterligne Jehova i forbindelse med at have øje for det gode hos andre? Lad os se på fire områder hvor vi kan vise godhed, nemlig i den kristne forkyndelse, i familien, i menigheden og i vores forhold til andre.

I arbejdet med at forkynde og gøre disciple

4. Hvordan er den kristne forkyndelse et udtryk for at vi leder efter det gode hos andre?

⁴ „Marken er verden,“ sagde Jesus da han besvarede disciplenes spørgsmål om hvordan lignelsen med hveden og ukrudtet skulle forstås. Som Jesu disciple bekender vi i dag offentligt vores tro ved at forkynde i hele verden. (Mattæus 13:36-38; 28:19, 20) Jehovas Vidner er kendt for deres forkyndelse fra hus til hus og på gaden, og det viser at vi flittigt leder efter alle der fortjener Rigets budskab. Jesus sagde: „Hvor I kommer ind i en by eller landsby, dér skal I finde frem til hvem i den der fortjener det.“ — Mattæus 10:11; Apostelgerninger 17:17; 20:20.

5, 6. Hvorfor bliver vi ved med at besøge folk i deres hjem?

⁵ Når vi uindbudt besøger folk, lægger vi mærke til deres reaktion på vores budskab. Nogle gange oplever vi at én i familien gerne vil lytte til os, mens en anden råber til os indefra: „Vi er ikke interesserede,“ og dermed afsluttes besøget. Det gør os ondt at den enes modstand eller manglende interesse påvirker den andens reaktion. Hvad kan vi gøre for at blive ved med at have øje for det gode hos alle?

⁶ Når vi forkynder i området en anden gang og igen banker på hos den samme familie, får vi måske mulighed for at tale med den der afbrød besøget. Ved at tænke på det der skete sidste gang, vil vi kunne være forberedte på hvad vi skal sige. Vedkommende har måske haft de bedste motiver til at reagere som han gjorde, og kan have følt at han skulle hindre den der viste interesse, i at lytte til os. Måske har fejlagtige oplysninger om hvad der er hensigten med vores besøg, været med til at forme hans holdning. Men det afholder os ikke fra at blive ved med at forkynde den gode nyhed for denne husstand og taktfuldt forsøge at korrigere eventuelle misforståelser. Vi ønsker at hjælpe alle til at få nøjagtig kundskab om Gud, og derefter vil Jehova måske drage vedkommende til sig. — Johannes 6:44; 1 Timoteus 2:4.

7. Hvad kan hjælpe os til at være positive når vi henvender os til folk?

⁷ Jesus gjorde sine disciple opmærksomme på at de kunne møde modstand i familien, for han sagde: „Jeg er . . . kommet for at volde splid mellem en mand og hans fader, og mellem en datter og hendes moder, og mellem en ung kone og hendes svigermoder.“ Derefter tilføjede han: „En mand vil få medlemmer af sin egen husstand til fjender.“ (Mattæus 10:35, 36) Men menneskers forhold kan ændre sig, og det samme kan deres indstilling. Pludselig sygdom, et dødsfald i familien, katastrofer, følelsesmæssige kriser og mange andre faktorer kan have indflydelse på hvordan folk reagerer på vores forkyndelse. Hvis vi har en negativ indstilling til dem vi forkynder for, og tror at de vil blive ved med at være afvisende, kan vi så sige at vi har øje for det gode hos dem? Hvorfor ikke have en positiv indstilling når du besøger dem en anden gang? Måske vil de reagere anderledes. Nogle gange er det ikke kun det vi siger, men også måden vi siger det på, der får den besøgte til at ændre holdning. Når vi beder en inderlig bøn til Jehova før vi begynder i forkyndelsen, vil det hjælpe os til at være positive og fremholde budskabet om Riget på en tiltalende måde for alle vi møder. — Kolossenserne 4:6; 1 Thessaloniker 5:17.

8. Hvad kan det udvirke når kristne har øje for det gode hos deres ikketroende slægtninge?

⁸ I nogle menigheder er der mange fra den samme familie der tjener Jehova. Nogle af dem er blevet interesseret i sandheden fordi de har beundret og respekteret en ældre slægtnings gode eksempel. Vedkommendes stærke ægteskab og gode forhold til resten af familien har medvirket til at yngre slægtninge har ændret indstilling. Mange kristne hustruer har desuden fulgt apostelen Peters vejledning om at vinde deres mand „uden ord“. — 1 Peter 3:1, 2.

I familien

9, 10. Hvordan havde både Jakob og Josef øje for det gode hos deres familie?

⁹ Når vi har øje for det gode hos andre i den nære familie, efterligner vi den måde Jakob behandlede sine sønner på. I Første Mosebog, kapitel 37, vers 3 og 4, siges der at Jakob holdt særlig meget af Josef. Det gjorde Josefs brødre så skinsyge at de sammensvor sig om at slå deres broder ihjel. Men læg mærke til Jakobs og Josefs indstilling senere i livet. De havde begge øje for det gode hos deres familie.

¹⁰ Da Josef var fødevareadministrator i det hungerramte Ægypten, tog han venligt imod sine brødre. Han afslørede ganske vist ikke med det samme hvem han var, men manøvrerede begivenhederne på en sådan måde at han sørgede for at de blev godt behandlet og fik mad med tilbage til deres gamle far. Selv om Josef før havde mærket sine brødres had, behandlede han dem nu kærligt. (1 Mosebog 41:53–42:8; 45:23) På sit dødsleje udtalte Jakob desuden en profetisk velsignelse over alle sine sønner. Deres forkerte adfærd medførte at de gik glip af visse privilegier, men de fik alle en arvelod i landet. (1 Mosebog 49:3-28) Et storslået udtryk for Jakobs varige kærlighed til dem!

11, 12. (a) Hvilket profetisk billede understreger vigtigheden af at have øje for det gode hos sin familie? (b) Hvad kan vi lære af faderens eksempel i Jesu lignelse om den fortabte søn?

¹¹ Jehovas langmodighed over for de troløse israelitter viser også noget om hvordan han har øje for det gode hos sit folk. Jehova illustrerede sin varige kærlighed til sit folk ved hjælp af profeten Hoseas’ familieforhold. Hoseas’ hustru, Gomer, begik gentagne gange ægteskabsbrud. Alligevel sagde Jehova til ham: „Gå igen hen og elsk en kvinde som er elsket af en ven og som begår ægteskabsbrud; på samme måde som Jehova elsker Israels sønner skønt de vender sig til andre guder og elsker rosinkager.“ (Hoseas 3:1) Hvorfor gav Jehova Hoseas denne befaling? Jo, han vidste at der blandt det folk der var ophørt med at vandre på hans veje, var nogle der ville reagere positivt på hans tålmodighed. Hoseas sagde: „Senere vil Israels sønner vende om og søge efter Jehova, deres Gud, og efter David, deres konge; og de vil komme bævende til Jehova og til hans godhed i de sidste dage.“ (Hoseas 3:5) Det er godt at tænke over dette eksempel hvis vi oplever vanskeligheder i familien. Når vi bliver ved med at have øje for det gode hos vores familie, vil vi under alle omstændigheder være et godt eksempel med hensyn til at vise tålmodighed.

¹² Jesu lignelse om den fortabte søn kan også hjælpe os til at have øje for det gode hos vores egen familie. Da den yngste søn kom hjem efter at have levet et udsvævende liv, behandlede hans far ham barmhjertigt. Hvordan reagerede faderen da den ældste søn som aldrig havde forladt familien, beklagede sig? Han sagde til ham: „Barn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit er dit.“ Så faderen afviste ikke skarpt sønnen, men bekræftede blot sin kærlighed til ham. „Vi kunne ikke andet end glæde os og fryde os,“ fortsatte han, „fordi din broder her var død og er kommet til live, og han var blevet væk og er fundet.“ Vi kan også blive ved med at lede efter det gode hos andre. — Lukas 15:11-32.

I den kristne menighed

13, 14. Hvordan kan man følge kærlighedens kongelige lov i den kristne menighed?

¹³ Som kristne bestræber vi os for at følge kærlighedens „kongelige lov“. (Jakob 2:1-9) Måske behandler vi brødre og søstre som har en anden økonomisk baggrund end vi selv har, på en venlig måde. Men har vi alligevel „klasseskel“ hvad angår nogles racemæssige, kulturelle eller religiøse baggrund? Hvordan kan vi i givet fald tage Jakobs vejledning til os?

¹⁴ Ved gæstfrit at tage venligt imod alle der overværer de kristne møder. Når vi tager initiativet til at tale med de nye der kommer til møde i rigssalen, vil den nervøsitet og forlegenhed de måske føler, sikkert hurtigt forsvinde. Nogle der for første gang har overværet et kristent møde, har sagt: „Alle var så venlige. Det var som om de allerede kendte mig. Jeg følte mig virkelig hjemme.“

15. Hvordan kan unge i menigheden hjælpes til at vise interesse for de ældre?

¹⁵ I nogle menigheder samles unge efter møderne inde i rigssalen eller udenfor og viger måske tilbage for at være sammen med dem der er ældre end dem selv. Hvad kan man gøre for at vende denne tendens? Forældrene må naturligvis oplære deres børn derhjemme og hjælpe dem til at forberede sig til møderne. (Ordsprogene 22:6) De kan for eksempel få til opgave at finde de forskellige bøger og blade frem så alle i familien får det med der skal bruges ved mødet. Det er også forældrene der er bedst i stand til at hjælpe børnene til at tale lidt med de ældre og svagelige i rigssalen. Når børnene har noget opmuntrende at sige til sådanne brødre og søstre, bliver de selv glade.

16, 17. Hvordan kan de voksne have øje for det gode hos menighedens børn og unge?

¹⁶ Ældre brødre og søstre bør naturligvis også vise menighedens børn og unge interesse. (Filipperne 2:4) De kan tage initiativet til at tale med dem på en måde der virker opmuntrende. Ofte kommer der nogle interessante punkter frem ved et møde. Man kan eventuelt spørge de unge om de var glade for mødet, og om der var noget de især godt kunne lide, og som de kunne bruge. Unge er en del af menigheden, og vi bør rose dem fordi de følger med, og når de kommenterer eller har indlæg på programmet. Den måde unge omgås voksne på i menigheden, og den måde de klarer deres opgaver på derhjemme, viser om de kan betros et større ansvar senere i livet. — Lukas 16:10.

¹⁷ Nogle unge der påtager sig et ansvar, vil blive ved med at gøre fremskridt indtil de har opdyrket de åndelige egenskaber der skal til for at kunne få større opgaver. Det at have noget at tage sig til vil desuden kunne hjælpe dem til ikke at gøre noget de senere vil fortryde. (2 Timoteus 2:22) Når brødre der ønsker at være menighedstjenere, løser sådanne opgaver, bliver de ’prøvet’. (1 Timoteus 3:10) Og ved at deltage ivrigt i møderne, være nidkære i forkyndelsen samt vise omsorg for alle i menigheden vil disse brødre give de ældste mulighed for at vurdere om de er klar til at få betroet yderligere ansvarsopgaver.

Hav øje for det gode hos alle

18. Hvad må ældste undgå, og hvorfor?

¹⁸ „At være partisk i retten er ikke godt,“ siges der i Ordsprogene 24:23. Visdommen fra Gud fordrer at de ældste ikke er partiske når de skal dømme i menighedsanliggender. Jakob skrev: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk.“ (Jakob 3:17) Ældste har naturligvis øje for det gode hos andre, men må samtidig sikre sig at deres dømmekraft ikke bliver sløret af personlige bånd eller følelser. „Gud stiller sig i Guddommens forsamling,“ skrev salmisten Asaf. „Midt blandt guderne [ifølge fodnoten „de gudlignende“, der sigter til jordiske dommere] fælder han dom: ’Hvor længe vil I dømme med uret og tage parti for de ugudelige?’“ (Salme 82:1, 2) Kristne ældste undgår at vise den mindste form for partiskhed i anliggender hvor en ven eller slægtning er indblandet. Derved bevarer de menighedens enhed, og Jehovas ånd får mulighed for at virke frit. — 1 Thessaloniker 5:23.

19. Hvordan kan vi have øje for det gode hos andre?

¹⁹ Når vi har øje for det gode hos vores brødre og søstre, afspejler vi den samme indstilling som Paulus havde da han skrev til menigheden i Thessalonika: „Vi har den tillid til Herren at, når det gælder jer, så gør I og vil I fortsat gøre det vi befaler.“ (2 Thessaloniker 3:4) Vi vil være mere tilbøjelige til at overse andres fejl når vi har øje for deres gode sider. Det vil desuden få os til at spejde efter hvor vi kan rose vores brødre, og til at undgå at være kritiske over for dem. „Hvad der . . . kræves af husholdere, er at en sådan findes trofast,“ skrev Paulus. (1 Korinther 4:2) Den trofasthed der kendetegner de brødre der virker som „husholdere“ i menigheden, ja, som alle vores kristne brødre og søstre viser, gør at vi holder af dem. Det knytter os tættere til dem og styrker det kristne venskabs bånd. Vi betragter brødrene på samme måde som Paulus betragtede brødrene i fortiden, nemlig som „medarbejdere for Guds rige“ og som „en styrkende hjælp“ for os. (Kolossenserne 4:11) På den måde afspejler vi Jehovas indstilling.

20. Hvilke velsignelser venter der alle der har øje for det gode hos andre?

²⁰ Det glæder os at Jehova har øje for det gode hos mennesker. (1 Kongebog 14:13) Lad os efterligne ham i vores forhold til andre. Så vil vi kunne se frem til at få gavn af genløsningen og opnå evigt liv i den nye verden der nu er så nær. — Salme 130:3-8.