Hjælp dem der er kommet bort fra hjorden

„Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får som var blevet væk.“ — LUK. 15:6.

1. Hvordan viste Jesus at han var en kærlig hyrde?

JEHOVAS enestefødte søn, Jesus Kristus, kaldes „fårenes store hyrde“. (Hebr. 13:20) Bibelen havde forudsagt hans komme, og den viste at han var en enestående hyrde der søgte at finde „de bortkomne får“ af Israels hus. (Matt. 2:1-6; 15:24) Som en bogstavelig hyrde der vil sætte sit liv til for at beskytte fårene, ofrede Jesus sit liv for de symbolske får der ville drage nytte af hans offer. — Joh. 10:11, 15; 1 Joh. 2:1, 2.

2. Hvad har været årsag til at nogle er blevet uvirksomme?

² Desværre er der nogle der på et tidspunkt åbenbart har værdsat Jesu offer og indviet sig til Gud, men som ikke længere er aktive medlemmer af den kristne menighed. Modløshed, helbredsproblemer eller andre ting har svækket deres nidkærhed og ført til at de er blevet uvirksomme. Men det er kun hvis de hører til Guds hjord at de oplever den fred, tryghed og tilfredshed som David talte om i den 23. salme. Han siger for eksempel: „Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle.“ (Sl. 23:1) De der befinder sig i Guds hjord, mangler intet i åndelig henseende, men det er ikke tilfældet med dem som er kommet bort fra hjorden. Hvem kan hjælpe dem? Hvordan kan de blive hjulpet? Ja, hvad kan man gøre specifikt for at hjælpe dem tilbage?

Hvem kan hjælpe?

3. Hvordan viste Jesus hvad der skal til for at redde de symbolske får der er kommet bort fra Guds græsgangs hjord?

³ Der kræves en målbevidst indsats for at hjælpe dem der er kommet bort fra ’Guds græsgangs hjord’. (Sl. 100:3) Det skildrede Jesus i en lignelse, hvori han sagde: „Hvis det sker at en mand har hundrede får og et af dem farer vild, vil han så ikke forlade de nioghalvfems i bjergene og gå ud for at søge efter det ene der er faret vild? Og hvis det sker at han finder det, ja, jeg siger jer, han fryder sig mere over det end over de nioghalvfems som ikke er faret vild. På lignende måde er det heller ikke min himmelske Faders ønske at en af disse små skal gå tabt.“ (Matt. 18:12-14) Hvem kan hjælpe de symbolske får der er kommet bort fra hjorden?

4, 5. Hvilken indstilling må de ældste have til Guds hjord?

⁴ Når kristne ældste skal hjælpe de får der er faret vild, må de huske at Guds hjord er en menighed som består af mennesker der har indviet sig til Gud — ja, de er ’Guds græsgangs hjord’, som er dyrebar for ham. (Sl. 79:13) Sådanne dyrebare får kræver stor omsorg. Det vil sige at kærlige hyrder må være personligt interesserede i dem. Det kan betyde meget at de aflægger venlige hyrdebesøg hos dem. En hyrdes kærlige opmuntring kan være åndeligt opbyggende og give dem ønsket om at vende tilbage til hjorden. — 1 Kor. 8:1.

⁵ Hyrder for Guds hjord har det ansvar at søge efter de får der er faret vild, og prøve at hjælpe dem. Apostelen Paulus mindede de kristne ældste fra Efesus om deres ansvar som hyrder da han sagde: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ (Apg. 20:28) Apostelen Peter gav de salvede ældste en lignende formaning da han skrev: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent, men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver; heller ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden.“ — 1 Pet. 5:1-3.

6. Hvorfor har Guds får især behov for hyrdernes omsorg i dag?

⁶ Kristne hyrder må efterligne „den rigtige hyrde“, Jesus. (Joh. 10:11) Han nærede stor omsorg for Guds får og understregede betydningen af at tage sig af dem da han gav Simon Peter påbud om at ’være hyrde for hans [Jesu] små får’. (Læs Johannes 21:15-17). Fårene har især behov for denne omsorg i dag hvor Djævelen sætter alt ind på at få dem der har indviet sig til Gud, til at give slip på deres uangribelighed. Satan benytter sig af kødets svaghed og denne verden for at få Jehovas får til at give efter for synd. (1 Joh. 2:15-17; 5:19) De som er uvirksomme, er særlig sårbare og har derfor brug for hjælp til at følge formaningen om at ’vandre ved ånd’. (Gal. 5:16-21, 25) Det kræver at hyrderne stoler på Gud, beder om hans ånds ledelse, og at de gør god brug af hans ord. — Ordsp. 3:5, 6; Luk. 11:13; Hebr. 4:12.

7. Hvor vigtigt er det at de ældste tager sig af de symbolske får der er i deres varetægt?

⁷ En hyrde i det gamle Israel brugte en lang stav der var krum i den ene ende, til at lede fårene med. Når fårene gik ind i eller ud af folden, ’gik de under staven’, og på den måde blev de talt af hyrden. (3 Mos. 27:32; Mika 2:12; 7:14) En kristen hyrde må på samme måde kende den hjord han har fået betroet, og vide hvordan de enkelte får har det. (Jævnfør Ordsprogene 27:23). Hyrdegerningen er derfor et af de vigtige emner ældsterådet vil drøfte på deres møder. Det indbefatter at de må planlægge at hjælpe de får der er faret vild. Jehova har sagt at han selv vil spørge efter sine får og tage sig af dem. (Ez. 34:11) Det glæder derfor Gud at de ældste gør det samme for at hjælpe de bortkomne får tilbage til hjorden.

8. På hvilke måder kan de ældste vise fårene personlig opmærksomhed?

⁸ Når en trosfælle er fysisk syg, kan et besøg af en af hyrderne i menigheden være til stor glæde og opmuntring. Det samme er tilfældet når der vises personlig interesse for en der er åndeligt syg. De ældste kan ved et sådant besøg læse skriftsteder, gennemgå en artikel, nævne særlige indlæg der har været på møderne, bede sammen med den uvirksomme, og så videre. De kan også nævne at menighedens medlemmer vil være glade for at se vedkommende til møderne igen. (2 Kor. 1:3-7; Jak. 5:13-15) Et personligt besøg, en telefonopringning eller et brev kan have stor betydning. At yde personlig hjælp til et får der mangler i hjorden, vil også være til stor glæde for den kristne hyrde selv.

En fælles indsats

9, 10. Hvorfor er det ikke begrænset til de ældste at yde et bortkommet får hjælp?

⁹ Vi lever i en travl og kritisk tid, og det er derfor muligt at vi ikke lægger mærke til at en trosfælle er ved at glide bort fra menigheden. (Hebr. 2:1) Men Jehovas får er dyrebare for ham. Hvert eneste medlem af menigheden har værdi, ligesom hvert eneste lem på det menneskelige legeme. Derfor må vi alle vise interesse for vore brødre og have omsorg for hinanden. (1 Kor. 12:25) Har du den indstilling?

¹⁰ Det er naturligvis de ældste der først og fremmest har pligt til at søge efter og hjælpe de får der er kommet bort fra hjorden, men omsorgen for dem påhviler ikke kun de kristne tilsynsmænd. Andre kan samarbejde med dem. Vi kan og bør alle opmuntre vore brødre og søstre og yde dem åndelig hjælp så de kan vende tilbage til menigheden. Hvordan kan vi gøre det?

11, 12. Hvordan kunne du få til opgave at hjælpe en der trænger til åndelig hjælp?

¹¹ I nogle tilfælde kan de ældste aftale med erfarne forkyndere at disse leder et personligt bibelstudium med dem der er blevet uvirksomme, hvis de giver udtryk for at de gerne vil have hjælp. Formålet med et sådant studium er at genoplive ’deres første kærlighed’ til sandheden. (Åb. 2:1, 4) Man kan opbygge dem og styrke dem åndeligt ved at gennemgå stof som de er gået glip af i den tid de ikke er kommet i menigheden.

¹² Hvis de ældste anmoder dig om at studere med en der har behov for åndelig hjælp, bed da Jehova om at lede og velsigne dine bestræbelser. Ja, „vælt dine gerninger over på Jehova, så vil dine planer stå fast“. (Ordsp. 16:3) Grund over hvilke skriftsteder og trosstyrkende oplysninger du kan bruge når du taler med den der har behov for hjælp. Tænk også over apostelen Paulus’ eksempel. (Læs Romerbrevet 1:11, 12). Paulus længtes efter at se de kristne i Rom for at give dem del i en eller anden åndelig gave så de kunne styrkes. Han så også frem til at de sammen kunne opmuntres ved hinandens tro. Skulle vi ikke have den samme indstilling når vi prøver at hjælpe dem der er kommet bort fra Guds hjord?

13. Hvad kunne I for eksempel tale om?

¹³ Under jeres studium kunne du spørge: „Hvordan lærte du sandheden at kende?“ Få vedkommende til at tænke tilbage på og tale om gode oplevelser han eller hun har haft ved møderne, i forkyndelsen og ved stævnerne. Tal om de gode stunder I måske har haft sammen i tjenesten. Fortæl om din egen glæde ved at have et nært forhold til Jehova. (Jak. 4:8) Giv udtryk for din taknemmelighed for den måde hvorpå Jehova sørger for os som sit folk, specielt ved at give os trøst og håb under trængsler. — Rom. 15:4; 2 Kor. 1:3, 4.

14, 15. Hvilke velsignelser som de uvirksomme engang har erfaret, kan man minde dem om?

¹⁴ Det vil sikkert også være gavnligt at minde den uvirksomme om nogle af de velsignelser vedkommende har erfaret ved at være tilsluttet menigheden. For eksempel var der glæden og tilfredsheden ved at få større kundskab om Gud og hans hensigter. (Ordsp. 4:18) Da han eller hun ’vandrede ved ånd’, var det uden tvivl lettere at modstå fristelsen til at synde. (Gal. 5:22-26) Det gav vedkommende en ren samvittighed, så han eller hun kunne nærme sig Jehova i bøn og erfare ’Guds fred, som overgår al forstand og beskytter hjerter og sind’. (Fil. 4:6, 7) Hold dig disse råd for øje, vis oprigtig interesse, og tilskynd for enhver pris kærligt din åndelige broder eller søster til at vende tilbage til hjorden. — Læs Filipperbrevet 2:4.

¹⁵ Lad os antage at du er en ældstebroder der foretager et hyrdebesøg hos et ægtepar. De er blevet uvirksomme, og nu skal du opmuntre dem. Bed dem tænke tilbage på den tid da de først lærte sandheden fra Guds ord at kende. Hvad følte de dengang? Syntes de ikke at sandheden var vidunderlig, fornuftig, tilfredsstillende og åndeligt befriende? (Joh. 8:32) Var deres hjerter ikke fyldt af taknemmelighed for det de fik at vide om Jehova, hans kærlighed og hans storslåede hensigter? (Jævnfør Lukas 24:32). Mind dem om det nære forhold de fik til Jehova, og om bønnens privilegium som indviede kristne kan glæde sig over at have. Og tilskynd dem nu indtrængende til igen at tænke over og tage imod „den lykkelige Guds herlige gode nyhed“. — 1 Tim. 1:11.

Bliv ved med at vise dem kærlighed

16. Giv et eksempel der viser at det er anstrengelserne værd at hjælpe nogle der er blevet uvirksomme.

¹⁶ Virker ovennævnte forslag? Ja. For eksempel blev en dreng der begyndte som forkynder da han var 12, uvirksom da han var 15. Han blev dog senere aktiv i tjenesten igen og har nu været i heltidstjenesten i over 30 år. At han begyndte igen, skyldtes hovedsagelig en kristen ældste. Og hvor var han taknemmelig for den åndelige hjælp han fik!

17, 18. Hvilke egenskaber vil du have brug for hvis du skal hjælpe en til at vende tilbage til Guds hjord?

¹⁷ Det er kærlighed der tilskynder kristne til at hjælpe uvirksomme til igen at komme i menigheden. Jesus sagde til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:34, 35) Ja, kærlighed er en egenskab der kendetegner sande kristne. Bør man ikke vise døbte kristne der er blevet uvirksomme, denne kærlighed? Jo, selvfølgelig! Men der kræves andre gode egenskaber når man skal hjælpe nogle der er blevet uvirksomme.

¹⁸ Hvilke egenskaber vil du have brug for hvis du skal hjælpe en der er kommet bort fra Guds hjord? Foruden kærlighed må du vise medfølelse, venlighed, mildhed og langmodighed. Afhængigt af omstændighederne vil du måske også få brug for at tilgive. Paulus skrev: „[I skal] iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ — Kol. 3:12-14.

19. Hvorfor er det umagen værd at arbejde på at hjælpe et vildfarent får tilbage til folden?

¹⁹ I den følgende studieartikel vil vi behandle de grunde der kan være til at nogle er kommet bort fra hjorden. Artiklen vil også komme ind på hvordan de der vender tilbage, kan forvente at blive modtaget. Når du studerer den artikel og samtidig har den vi lige har gennemgået, i tanke, kan du være forvisset om at de anstrengelser du gør dig for at hjælpe et symbolsk får tilbage til folden, er umagen værd. I den nuværende tingenes ordning bruger mange mennesker et helt liv på at samle sig rigdom, men blot ét menneskeliv er mere værd end alverdens rigdom. Det understregede Jesus i sin lignelse om fåret der var faret vild. (Matt. 18:12-14) Måtte du altid huske dét når du arbejder oprigtigt på at hjælpe et af Jehovas dyrebare får tilbage til folden!

Hjælp dem til uden tøven at vende tilbage!

„Hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.“ — JOH. 6:68.

1. Hvad sagde Peter på et tidspunkt da mange forlod Jesus?

PÅ ET TIDSPUNKT var der mange af Jesu disciple der forlod ham fordi de ikke brød sig om en lære han havde fremsat. „Vil I også gå?“ spurgte han apostlene. Peter svarede: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.“ (Joh. 6:51-69) Der var intet andet sted de kunne gå hen. Jødedommen dengang havde ikke „det evige livs ord“, og der findes heller ikke i dag nogen der har disse ord i Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Hvis nogen er kommet bort fra Guds hjord, men gerne vil gøre det der behager Jehova, er det på høje tid at de ’vågner op’ og vender tilbage til folden. — Rom. 13:11.

2. Hvad bør man huske på angående spørgsmål der drejer sig om et fortroligt anliggende eller noget der bør afgøres af menighedens ældsteråd?

² Jehova gav udtryk for sin omsorg for de bortkomne får af Israels hus. (Læs Ezekiel 34:15, 16). På samme måde nærer kristne ældste ønske om — og de har pligt til — at hjælpe de symbolske får der er kommet bort fra hjorden. Men hvad skal den forkynder gøre der har fået til opgave at studere med en der er blevet uvirksom og ønsker hjælp, hvis han får at vide at den uvirksomme har begået en alvorlig synd? I stedet for selv at give vejledning i spørgsmål der drejer sig om et fortroligt anliggende eller noget der bør afgøres af menighedens ældsteråd, bør forkynderen foreslå at den uvirksomme taler med de ældste. Hvis han ikke gør det, må forkynderen selv informere dem. — 3 Mos. 5:1; Gal. 6:1.

3. Hvad følte manden med de hundrede får da han havde fundet det bortkomne får?

³ I den foregående artikel nævnte vi Jesu lignelse om manden der havde hundrede får. Da et af dem var kommet bort fra hjorden, forlod han de 99 for at lede efter det bortkomne får. Og hvilken glæde der blev da han fandt det! (Luk. 15:4-7) Vi oplever en lignende glæde når et får der er kommet bort fra Guds hjord, vender tilbage. Tilskyndet af kærlighed har de ældste og andre i menigheden sikkert besøgt den der var blevet uvirksom. De vil også gerne se vedkommende vende tilbage til folden, hvor han eller hun vil få gavn af Guds støtte, beskyttelse og velsignelse. (5 Mos. 33:27; Sl. 91:14; Ordsp. 10:22) Hvad kan de gøre hvis de på en eller anden måde har mulighed for at hjælpe?

4. Hvad forstår vi ud fra Galaterbrevet 6:2, 5?

⁴ Måske kan de opmuntre vedkommende til at vende tilbage til menigheden ved venligt at forklare at Jehova elsker sine får og kun kræver det af os vi kan klare. Dette består blandt andet i at vi læser Bibelen, kommer til de kristne møder og forkynder den gode nyhed om Riget. Måske vil det være på sin plads at læse Galaterbrevet 6:2, 5 og nævne at kristne kan hjælpe med at bære hinandens byrder. Dog må vi hver især „bære [vor] egen ansvarsbyrde“, det vil sige den åndelige ansvarsbyrde vi har over for Gud, og som består i at være trofast mod ham. Den kan ingen anden bære for os!

Er de blevet uvirksomme på grund af „det daglige livs bekymringer“?

5, 6. (a) Hvorfor er det vigtigt at lytte opmærksomt når en uvirksom trosfælle betror sig til dig? (b) Hvordan kan man hjælpe de uvirksomme til at indse at løsningen på deres problem ikke er at undlade at komme til møderne?

⁵ For at de ældste og andre modne forkyndere kan finde ud af hvilken hjælp der er behov for, må de lytte opmærksomt når deres trosfælle giver udtryk for hvad han eller hun føler og tænker. Lad os antage at du er en ældste der besøger et ægtepar der ikke kommer i menigheden fordi „det daglige livs bekymringer“ har taget overhånd. (Luk. 21:34) Det kan være økonomiske problemer eller øgede familieforpligtelser der lidt efter lidt har gjort dem uvirksomme i menigheden. De giver måske udtryk for at de har brug for „en pause“, men du kunne pege på at løsningen ikke er at isolere sig. (Læs Ordsprogene 18:1). Du kunne taktfuldt spørge: „Er I blevet lykkeligere efter at I er holdt op med at komme til møderne? Er jeres familieliv blevet bedre? Har I stadig glæden ved at stole på Jehova?“ — Neh. 8:10.

⁶ Sådanne spørgsmål kan måske hjælpe de uvirksomme til at indse at deres åndelighed og deres glæde og lykke er blevet mindre efter at de er holdt op med at komme i menigheden. (Matt. 5:3; Hebr. 10:24, 25) Det kan måske hjælpe dem til at indse at de har mistet noget af deres glæde efter at de er holdt op med at forkynde den gode nyhed. (Matt. 28:19, 20) Hvad vil det derfor være klogt af dem at gøre?

7. Hvad kan vi opmuntre dem der er kommet bort fra hjorden, til at gøre?

⁷ Jesus sagde: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer . . . Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske.“ (Luk. 21:34-36) De der er kommet bort fra hjorden men gerne vil opnå den glæde og lykke de engang har følt, kan opmuntres til at bede om Guds hellige ånd og hans hjælp og om at måtte handle i overensstemmelse med deres bøn. — Luk. 11:13.

Har de taget anstød?

8, 9. Hvordan kan en ældstebroder ræsonnere med nogle der har taget anstød?

⁸ Eftersom vi er ufuldkomne, kan der opstå personlige uoverensstemmelser, og det kan få en til at tage anstød. Nogle har taget anstød når en der er respekteret i menigheden, har handlet i modstrid med de bibelske principper. Hvis det er tilfældet, kan den ældstebroder der aflægger besøg hos den uvirksomme, påpege at det ikke er Jehova der får nogen til at tage anstød. Så hvorfor afbryde forbindelsen med ham og hans folk? Skulle man ikke blive ved med at tjene Gud, i tillid til at „den der dømmer hele jorden“, ved hvad der er sket, og vil tage sig af sagen på rette måde? (1 Mos. 18:25; Kol. 3:23-25) Hvis man snublede og faldt helt bogstaveligt, ville man jo ikke blive liggende og slet ikke prøve at rejse sig, vel?

⁹ Ældstebroderen kunne også nævne at nogle med tiden finder ud af at det de tog anstød af, ikke længere er så betydningsfuldt. Ja, anstødsstenen eksisterer måske slet ikke mere. Hvis nogle har taget anstød fordi de har modtaget tugt i form af en retledning, kan bøn og nærmere eftertanke måske få dem til at nå til den slutning at de selv delvis har været skyld i retledningen og derfor ikke burde have taget anstød. — Sl. 119:165; Hebr. 12:5-13.

Skyldes det et lærepunkt?

10, 11. Hvordan kan man ræsonnere med en der har en anden forståelse af et bibelsk lærepunkt?

¹⁰ Nogle har måske forladt Guds hjord fordi de ikke synes om forståelsen af et bestemt lærepunkt. Israelitterne der var blevet udfriet fra trældommen i Ægypten, ’glemte hvad Gud havde gjort’ for dem, og „ventede ikke på hvad han havde besluttet“. (Sl. 106:13) Det kan være nyttigt at minde den uvirksomme om at „den trofaste og kloge træl“ uddeler nærende åndelig føde. (Matt. 24:45) Sådan var det da vedkommende i sin tid lærte sandheden at kende. Så hvorfor ikke blive ved med at vandre på sandhedens vej? — 2 Joh. 4.

¹¹ I sine bestræbelser for at hjælpe dem der er kommet bort fra Guds hjord, kunne ældstebroderen pege på de disciple der forlod Jesus fordi han havde fremført en lære de ikke brød sig om. (Joh. 6:53, 66) Ved at bryde forbindelsen med Jesus og hans trofaste disciple mistede de deres åndelighed og deres glæde. Har de der er holdt op med at komme i den kristne menighed, fundet et andet sted hvor der findes en så righoldig åndelig føde? Nej, for der findes intet andet sted!

Er årsagen en alvorlig synd?

12, 13. Hvordan kan man hjælpe en der er kommet bort fra hjorden, hvis vedkommende indrømmer at han eller hun har begået en alvorlig synd?

¹² Nogle holder op med at gå ud i forkyndelsen og at komme til møderne fordi de har begået en alvorlig synd. De mener måske at de vil blive udelukket af menigheden hvis de bekender deres urette adfærd for de ældste. Men de bliver ikke udelukket af menigheden hvis de er holdt op med den ubibelske adfærd og angrer oprigtigt. (2 Kor. 7:10, 11) De vil derimod blive budt velkommen tilbage, og de ældste vil give dem den fornødne åndelige hjælp.

¹³ Hvad skal du gøre hvis du er en moden forkynder der har fået til opgave at hjælpe en der er blevet uvirksom, og vedkommende betror dig at han eller hun har begået en alvorlig synd? Som allerede nævnt skal du, i stedet for selv at gå ind i sagen, anbefale vedkommende at henvende sig til de ældste. Hvis vedkommende ikke ønsker at gøre det, må du vise at Jehovas navn og menighedens velfærd betyder så meget for dig at du vil handle i overensstemmelse med den bibelske vejledning der gælder i sådanne tilfælde. (Læs Tredje Mosebog 5:1). De ældste véd hvordan de skal hjælpe en der ønsker at vende tilbage og at leve i overensstemmelse med Guds vilje. Der kan måske blive brug for kærlig tugt. (Hebr. 12:7-11) Hvis den uvirksomme erkender at han eller hun har syndet mod Gud, og vedkommende er holdt op med sin urette adfærd og angrer, vil de ældste hjælpe denne, og han eller hun vil få Jehovas tilgivelse. — Es. 1:18; 55:7; Jak. 5:13-16.

Glæde når en søn vender hjem

14. Gengiv med dine egne ord lignelsen om den fortabte søn.

¹⁴ En der har fået til opgave at hjælpe et får der er kommet bort fra hjorden, kan henvise til Jesu lignelse i Lukas 15:11-24. I denne lignelse øder en ung mand sin arv bort ved at føre et udsvævende liv. Han kommer til sidst til at føle lede ved dette liv. Han er sulten, han har hjemve, og han har nu besluttet sig — han tager hjem! Endnu mens han er langt borte, ser faderen ham, løber ham i møde, falder ham om halsen og kysser ham. Faderen er fyldt af glæde. Ved at tænke nærmere over denne lignelse kan en der er kommet bort fra hjorden, måske blive motiveret til at vende tilbage. Eftersom den nuværende tingenes ordning går sin undergang i møde, bør han ikke tøve med at ’vende hjem’.

15. Hvad kan være grunden til at nogle glider bort fra menigheden?

¹⁵ De der forlader menigheden, kan naturligvis ikke i alle tilfælde sammenlignes med den fortabte søn. For nogles vedkommende er der tale om en gradvis proces, ligesom når en båd der har revet sig løs, glider længere og længere fra land. I andre tilfælde bliver nogle så tyngede af dagliglivets bekymringer at de taber den åndelige side af tilværelsen af syne. Andre igen tager anstød af nogen i menigheden, eller de forlader menigheden fordi de har en anden opfattelse af en bibelsk lære. Nogle få gør sig skyldige i en alvorlig synd. Men de råd der er givet her, viser hvordan man kan gribe situationen an i de enkelte tilfælde for at hjælpe en der er kommet bort fra hjorden, til at vende tilbage før det er for sent.

„Velkommen hjem, min dreng!“

16-18. (a) Hvordan blev en der havde været uvirksom i mange år, hjulpet af en ældstebroder? (b) Hvorfor var broderen blevet uvirksom, hvordan blev han hjulpet, og hvordan tog man imod ham i menigheden?

¹⁶ En ældstebroder i en menighed fortæller: „Ældsterådet i vores menighed gør en indsats for at besøge dem som er blevet uvirksomme. Jeg kommer til at tænke på en broder jeg havde studeret med og hjulpet til at lære sandheden at kende. Derefter var han uvirksom i omkring 25 år og befandt sig nu i en vanskelig situation. Jeg forklarede ham hvordan det ville være en hjælp for ham at følge de bibelske principper. Efter nogen tid begyndte han at komme i rigssalen igen og indvilligede i at få et personligt bibelstudium som kunne styrke hans beslutning om at vende tilbage til menigheden.“

¹⁷ Hvorfor var broderen blevet uvirksom? Han siger selv: „Jeg begyndte at gå mere op i verdslige interesser end i de åndelige. Så holdt jeg op med at studere, at tage del i forkyndelsen og at komme til møderne. Før jeg så mig om, var jeg ikke længere med i den kristne menighed. Det der hjalp mig tilbage, var den personlige og oprigtige interesse som en ældstebroder viste mig.“ Broderens problemer begyndte at mindskes efter at han havde taget imod et personligt bibelstudium. Han siger: „Jeg indså at det der manglede i mit liv, var den kærlighed og ledelse jeg før havde mærket fra Jehovas og hans organisations side.“

¹⁸ Hvordan tog man imod ham i menigheden? Han fortæller: „Jeg følte mig som den fortabte søn i Jesu lignelse. En af de søstre som også var der for 30 år siden, og som stadig tjener Jehova trofast, sagde til mig: ’Velkommen hjem, min dreng!’ Det rørte mit hjerte. Jeg var virkelig kommet hjem. Og jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed for den kærlighed, varme, tålmodighed og interesse som ældstebroderen og hele menigheden viste mig. Deres kærlighed til Jehova og næsten hjalp mig til at vende tilbage til hjorden.“

Tilskynd dem til at handle straks

19, 20. Hvad bør man tilskynde de uvirksomme til at gøre, og hvordan kan man vise dem at Jehova ikke forventer det umulige af os?

¹⁹ Vi lever i de sidste dage, og enden på den nuværende tingenes ordning er nært forestående. Tilskynd derfor dem der er blevet uvirksomme, til at komme til menighedens møder. Sig at de straks skal begynde at komme. Påpeg at Satan prøver at ødelægge deres forhold til Gud og vil have dem til at tro at man kan slippe for tilværelsens byrder hvis man vender den sande tilbedelse ryggen. Du kan forsikre dem om at det kun er ved at være blandt Jesu trofaste disciple at man kan opnå sand lindring og styrke. — Læs Mattæus 11:28-30.

²⁰ Mind de uvirksomme om at Gud kun forventer at vi gør hvad vi kan. Da Lazarus’ søster Maria blev kritiseret fordi hun hældte en kostbar vellugtende olie ud over Jesu hoved kort før hans død, sagde Jesus: „Lad hende være. . . . Hun har gjort hvad hun kunne.“ (Mark. 14:6-8) Jesus roste den fattige enke som lagde to småmønter i templets bidragsbøsse. Hun gjorde også hvad hun kunne. (Luk. 21:1-4) De fleste af os kan komme til menighedens møder og deltage i forkyndelsen. Med Jehovas hjælp vil mange af dem der nu er uvirksomme, kunne gøre det samme.

21, 22. Hvilken forsikring kan man give dem der vender tilbage til Jehova?

²¹ Hvis en der er kommet bort fra menigheden, er betænkelig ved at møde sine brødre igen, kan man minde vedkommende om den glæde der blev da den fortabte søn vendte hjem. De der vender tilbage til menigheden, vil blive årsag til en lignende glæde. Tilskynd dem til at handle nu, til at stå Djævelen imod og komme nær til Gud. — Jak. 4:7, 8.

²² Et hjerteligt velkommen venter dem der vender tilbage til Jehova. (Klages. 3:40) De husker sikkert de glæder de tidligere har haft i tjenesten for ham. De der uden tøven vender tilbage til hjorden, vil igen kunne få mange glæder og velsignelser.