Solopgang. Morgensolens stråler gav de sneklædte Andesbjerge et svagt lyserødt skær. De indianere der var tidligt oppe, nød at mærke hvordan varmen efterhånden fortrængte nattens kulde i dette område, der ligger i 4300 meters højde. Lidt efter lidt nåede lysstrålerne også soltemplet i midten af Inkarigets hovedstad, Cuzco (som betyder „Verdens navle“). Gyldne mure reflekterede solens stråler. Lamaer, vikunjaer og kondorer i massivt guld funklede i inkaensa have foran templet. De forbipasserende sendte håndkys som udtryk for tilbedelse af solen, deres gud. Hvor var de taknemmelige for at være i live og blive velsignet af solen, som ifølge deres tro gav dem deres udkomme.

Det skinnende soltempel

I kongebyen Cuzco indsatte inkaerne et præsteskab som skulle varetage tilbedelsen af solen i et blankpoleret tempel af sten. Indervæggene var beklædt med rent guld og sølv. Ud over at etablere et præsteskab opførte man klostre som det man har rekonstrueret ved soltemplet i Pachacamac, lige uden for Lima. Særligt smukke jomfruer blev fra otteårsalderen oplært til at blive ’Solens jomfruer’.