Med tiden afveg israelitterne i den grad fra den foreskrevne tilbedelse af Jehova at de lukkede templet og begyndte at brænde røgelse på andre altre. (2Kr 29:7; 30:14)

I den vestlige ende af Det Hellige i teltboligen, foran forhænget der adskilte det fra Det Allerhelligste, stod et røgelsesalter. (2Mo 30:1; 37:25; 40:5, 26, 27) I Salomons tempel stod et tilsvarende røgelsesalter. (1Kr 28:18; 2Kr 2:4) På disse altre blev der brændt hellig røgelse hver morgen og hver aften. (2Mo 30:7, 8; 2Kr 13:11) Én gang om året, på forsoningsdagen, skulle ypperstepræsten tage kul fra dette alter i et røgelseskar eller et ildbækken og sammen med to håndfulde røgelse bringe det ind i Det Allerhelligste, hvor han lod røgelsen brænde foran „nådestolen“, låget på Vidnesbyrdets ark. — 3Mo 16:12, 13.

Ypperstepræsten Aron var den første der ofrede røgelse på alteret. (2Mo 30:7) Men tilsynet med røgelsen og andet i teltboligen blev overdraget til hans søn Eleazar. (4Mo 4:16)