Vigtig for denne bevægelse var læren om samsara, som blev formuleret i Upanishaderne, en samling hinduiske skrifter formentlig fra første halvdel af det første årtusind f.v.t. Deres lære går ud på at individerne efter døden og et mellemliggende ophold i himmelen eller helvede bliver genfødt som mennesker eller dyr på et plan der er enten højere eller lavere end det de tidligere befandt sig på, i overensstemmelse med loven om karma. Målet for livet er at opnå moksha, frigørelse fra den uophørlige cyklus af fødsel og genfødsel, og at blive opslugt af al ordens absolutte ophav, Brahma.

Ønsket om at opnå moksha udspringer af det historikeren Will Durant kalder en „afsky for livet . . . der løber igennem hindu-tankegangen som en dunkel understrøm“. Dette dystre og pessimistiske livssyn kommer klart til udtryk i Maitrayana-Upanishad, som stiller spørgsmålet: „Hvorledes kan der være tale om at nyde glæder i dette legeme, som er ramt af begær, vrede, attrå, frygt, modløshed, misundelse, adskillelse fra hvad man har kært og forening med, hvad der er én ukært, af sult og tørst og alderdom, død, sygdom og sorg og så videre?“

En måde at undgå denne ulykkelige situation på anvises i puranaerne, en samling tekster sandsynligvis fra de første århundreder efter vor tidsregning. Navnet betyder „gamle beretninger“, og disse har fået stor udbredelse og er blevet kendt som det jævne folks skrifter. Garuda Purana kommer med denne påstand: „Sand lykke erhverves ved udslukkelse af alle følelser. . . . Hvor der er kærlighed, er der også kval. . . . Afsværg kærligheden, og du vil være lykkelig.“ Denne løsning virker dog næsten lige så trøstesløs som den ulykkelige situation den skulle afhjælpe.

Før den tid havde Bhagavadgita, der betyder „Herrens sang“ og som undertiden kaldes „den vigtigste bog der nogen sinde er skrevet i Indien“, anvist tre veje til frigørelse. „Pligternes vej“ lagde vægt på overholdelse af ritualer og sociale forpligtelser, „kundskabens vej“ indbefattede meditation og yoga, og „hengivelsens vej“ var forbundet med tilbedelsen af en personlig gud. Nogle har sidestillet Bhagavadgita med kristendommens „Nye Testamente“. De fleste indere kan nogle af dens vers udenad, og mange synger dagligt uddrag af den.

Bhagavadgita er dog kun en lille del af det vældige hinduiske epos Mahabharata, som er verdens længste digt, idet det indeholder over hundrede tusind vers. Da Bhagavadgita blev indlemmet i Mahabharata (formentlig i det tredje århundrede f.v.t.) havde hinduismen definitivt skilt sig ud fra vedaismen og brahmanismen som en selvstændig religion.

[Ramme på side 25]

Måske spørger du . . .

Hvordan forklarer hinduerne samsara? Bhagavadgita siger: „Ligesom et menneske tager nye klæder på og kasserer de gamle, accepterer sjælen på samme måde nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige.“ Garuda Purana forklarer at „det er jeg’ets gerninger i den foregående tilværelse som afgør dets legemes natur i den kommende . . . Et menneske får den lod i livet som skæbnen tilskikker ham, og selv Gud kan ikke ændre på dette.“ Markandaya Purana lader for eksempel en person sige: „Jeg blev født som brahmin, derpå som kshatrya, vaishya og shudra, bagefter som et dyr, først som en orm, siden som en hjort og som en fugl.“

Hvorfor anser hinduer køer for hellige? Både Rigveda og Avesta omtaler køer som „væsener der ikke må dræbes“. Dette må snarere tilskrives læren om ahimsa end troen på reinkarnation. Markandaya Purana gør imidlertid opmærksom på hvor alvorligt det er at overtræde denne lov, idet den siger at „de som dræber en ko vil tilbringe de tre næste liv i helvede“.

Hvordan betragter hinduerne floden Ganges? „Hellige mennesker, som renses ved at bade i denne flods vand, og som i sindet er viet til Kesava [Vishnu], opnår endelig frigørelse. Når den hellige flod bliver omtalt, ønsket, besunget, set, berørt eller badet i, renser den dag for dag alle levende væsener. Selv når de der lever hundrede yoyanaer [1400 kilometer] væk, udbryder: ’Ganga og Ganga’, bliver de befriet for de tre foregående livs synder.“ — Vishnu-Purana.