• Jeg ville gerne være som Jeftas datter
    Vagttårnet – 2011 | 1. december

    • Der falder „skæl“ fra mine øjne

      De økonomiske vanskeligheder efter den anden verdenskrig betød at vi flyttede til Bombay, som lå over 900 kilometer væk. Der fik min far i 1945 besøg af to Jehovas Vidner, som gav ham en bibelsk brochure. Min far sugede indholdet til sig som udtørret jord suger vand, og han begyndte at tale med andre kannada-talende folk om budskabet. I begyndelsen af 1950’erne var en lille studiegruppe vokset til en hel menighed, den første kannada-talende menighed i Bombay.

      Min far og mor oplærte os børn til at være ivrige bibellæsere og gode til at undervise andre. Hver dag fandt de tid til at bede og studere sammen med os. (5 Mosebog 6:6, 7; 2 Timoteus 3:14-16) En dag mens jeg læste i Bibelen, var det som om der faldt skæl fra mine øjne. Jeg fandt ud af at Jehova bliver sammenlignet med en hyrde fordi han vejleder dem der tjener ham, sørger for føde til dem og beskytter dem. — Salme 23:1-6; 83:18.

      Jehova tog mig i hånden

      Kort efter det mindeværdige stævne i Bombay i 1956 blev jeg døbt. Et halvt år senere fulgte jeg min ældste bror Prabhakars eksempel og begyndte som heltidsforkynder. Men selvom jeg var meget ivrig efter at give andre del i Bibelens budskab, blev jeg helt tør i munden hver gang jeg prøvede at tale om min tro. Min stemme rystede, og jeg stammede. Nogle gange tænkte jeg ulykkeligt: ’Dette her kan jeg kun klare med Jehovas hjælp!’

      Hjælpen fra Jehova kom i skikkelse af missionærparret Homer og Ruth McKay fra Canada, som havde været på Jehovas Vidners missionærskole i New York i 1947. De tog mig i hånden, så at sige, da jeg skulle tage mine første klodsede skridt i denne tjeneste. Ruth gennemprøvede ofte præsentationerne med mig. Hun vidste præcis hvordan hun skulle berolige mine nerver. Mens hun holdt mig i mine rystende hænder, sagde hun: „Du skal ikke være bange, min ven. Nu prøver vi det næste hus.“ Hendes beroligende tonefald indgød mig mod.

      En dag fik jeg at vide at jeg skulle have en makker, en ældre og erfaren forkynder ved navn Elizabeth Chakranarayan. Min første reaktion var: „Hvordan skal jeg klare at bo sammen med denne søster? Hun er så meget ældre end mig!“ Men det viste sig at hun var lige den makker jeg havde brug for.