Da Anden Verdenskrig brød ud i Europa, kom der ikke længere sendinger med litteratur fra Holland til Indonesien. Men brødrene var forberedte, og de havde derfor sørget for at bladene kunne blive trykt af en kommerciel virksomhed i Jakarta. Den første udgave af Ny Verden (nu Vågn op!) på indonesisk udkom i januar 1939, og kort efter fulgte Vagttaarnet. Brødrene købte så en lille trykkemaskine og fremstillede bladene selv. I 1940 modtog de en stor fladpresse fra Australien og trykte, for egen regning, brochurer og blade på indonesisk og hollandsk.

Den 28. juli 1941 forbød myndighederne alle Vagttårnsselskabets publikationer. Jean Deschamp fortalte: “En morgen mens jeg sad på kontoret og tastede, fløj dørene op og tre politimænd brasede ind sammen med en højtstående hollandsk embedsmand i fuld uniform – medaljer, hvide handsker, sabel og fjerpyntet hat. Det overraskede os ikke. Tre dage tidligere havde vi nemlig fået oplysninger om at vores publikationer snart ville blive forbudt. Den opblæste embedsmand læste først en lang erklæring højt og forlangte derefter at blive vist hen til trykkeriet så han kunne forsegle vores trykkemaskine. Men min mand fortalte ham at det var for sent. Trykkemaskinen var blevet solgt dagen før!”

Bibelen var imidlertid ikke blevet forbudt. Så brødrene fortsatte med at gå fra hus til hus og forkyndte kun ud fra Bibelen. De studerede også Bibelen med folk. Men nu hvor der var optræk til krig i Asien, fik de udenlandske pionerer besked på at vende tilbage til Australien.

I begyndelsen af 1942 fejede den japanske krigsmaskine hen over Indonesien og holdt landet i et jerngreb. Mange brødre blev tvunget til at udføre hårdt manuelt arbejde, såsom at anlægge veje eller rydde grøfter. Andre blev sat i usle fangelejre og tortureret fordi de nægtede at støtte krigen. Mindst tre brødre døde i fængsel.

Johanna Harp, en hollandsk søster der boede i en afsidesliggende bjerglandsby på Østjava, undgik at blive sat i fangelejr de første to år af krigen. Hun og hendes tre teenagebørn udnyttede deres frihed til at oversætte bogen Frelse og nogle numre af Vagttaarnet fra engelsk til hollandsk.a Derefter blev de oversatte publikationer kopieret og smuglet ud til brødrene på hele Java.

De få Jehovas Vidner der ikke var blevet fængslet, brugte diskrete forkyndelsesmetoder og mødtes i små grupper. “Jeg var altid på udkig efter muligheder for at tale uformelt om sandheden,” sagde Josephine Elias (tidligere Tan). “Jeg havde et skakbræt med når jeg kom på besøg hos nogen der var interesseret, så andre ville få det indtryk at vi bare spillede skak.” Felix Tan og hans kone, Bola, forkyndte fra dør til dør og lod som om de solgte sæbe. “Vi blev ofte skygget af spioner fra Kempeitai, det frygtede japanske militærpoliti,” sagde Felix. “For ikke at vække mistanke besøgte vi vores bibelstudieelever på forskellige tidspunkter. Seks af vores elever gjorde gode fremskridt og blev døbt under krigen.”

Splid i Jakarta

Samtidig med at brødrene prøvede at tilpasse sig de vanskelige forhold under krigen, stod de pludselig over for endnu en svær prøve. De japanske myndigheder krævede at alle udlændinge (også dem med kinesisk baggrund) skulle lade sig registrere og have et identitetskort der indeholdt en troskabsed til det japanske kejserdømme. Mange brødre tænkte: ‘Skal vi lade os registrere og underskrive identitetskortet, eller skal vi nægte at gøre det?’

Felix Tan fortalte: “Brødrene i Jakarta opfordrede os i Sukabumi til at nægte at underskrive identitetskortet. Men vi spurgte myndighederne om vi kunne få lov til at ændre ordlyden på kortet fra ‘undertegnede har svoret troskab over for den japanske hær’ til ‘undertegnede vil ikke modarbejde den japanske hær’. Til vores store overraskelse gik de med til det, så vi anskaffede os alle et kort. Da brødrene i Jakarta hørte hvad vi havde besluttet, kaldte de os frafaldne og afbrød al forbindelse med os.”

De fleste af de yderliggående brødre i Jakarta blev arresteret og afsvor sørgeligt nok deres tro. En bror der nægtede at gøre det, endte i samme fængsel som André Elias. “Vi drøftede spørgsmålet om registreringen,” sagde André, “og jeg hjalp ham til at få et mere afbalanceret syn på det. Han bad ydmygt om tilgivelse for at have afbrudt forbindelsen med os. Derefter havde vi en god tid sammen hvor vi styrkede hinanden, men tragisk nok mistede han livet på grund af de barske fængselsforhold.”