Indonesien — en anden verden

På den ene side af vejen var der Cadillac’er, mænd i hvide jakkesæt, og damer i blonder og flæser. På den anden side var der overdækkede, vandbøffeltrukne kærrer — ofte med kusken sovende i kærren. Der var velskabte kvinder med farverige saronger og mænd der bar kurve med mad eller havde messingtøj hængende fra en lang stav tværs over skuldrene. De skyndte sig altid af sted i deres særegne, fjedrende og dog slæbende gangart.

Vi fik fat på en taxa og kørte hen til en mand der havde vist interesse for budskabet om Riget da Clem tidligere havde været i Surabaja. En stor mand i hvid kappe som svarede nøjagtig til min forestilling om Moses, tog imod os med udstrakte arme, ligesom de gamle patriarker. Denne varme og begejstring fik mig til at føle mig rigtig velkommen.

Vores vært havde været millionær, men på grund af de faldende sukkerpriser havde han økonomiske problemer. Til trods for dette var han stadig lige livsglad og havde med begejstring taget imod Bibelens sandheder. Vi boede kun hos ham et kort stykke tid før vi flyttede til hovedstaden Batavia, som nu kaldes Djakarta. Der overtog Clem Selskabets kontor efter Frank Rice, som flyttede til Fransk Indokina.

Et betagende distrikt

Vi lærte at forkynde på hollandsk og malajisk både i velhaverkvarterer og i klynger af småhytter der kaldes kamponger. Når vi forkyndte i disse landsbyer kunne der nogle gange være op til 50 børn i laset tøj som fulgte efter os fra dør til dør. Der blev spredt mange bøger overalt på Java.

Vi brugte havkrydseren Lightbearer når vi forkyndte på Indonesiens mange øer, deriblandt Celebes og Borneo. Hver gang vi kom til en lille havn, tændte besætningen for grammofonen og spillede et foredrag af J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Forestil dig hvor overraskede de isolerede malajiske landsbyboere blev når de så en stor yacht komme sejlende ind i deres havn, alt imens de kunne høre en høj, kraftig stemme. En flyvende tallerken kunne næppe have vakt større interesse.

Tilskyndet af præsteskabet blev den indonesiske regering med tiden fjendtligt stemt over for vort arbejde og forbød at Lightbearer lagde til i de indonesiske havne. Det blev derfor besluttet at båden skulle vende tilbage til Australien.

Kort efter at vi vendte tilbage til Indonesien besluttede Clem at der igen skulle forkyndes på Sumatra. Så Clem og jeg arbejdede sammen med Henry Cockman der også var australier, med at forkynde både i bjergene og i rismarkerne på øen. Vi overnattede på hoteller hvoraf nogle var gode, mens andre lod meget tilbage at ønske.

Da vi forkyndte i en landsby som hovedsagelig bestod af små kinesiske butikker, afsatte vi på mindre end en time en hel kasse kinesiske bøger. Butiksindehaverne havde kun set meget få hvide kvinder, og ingen havde nogen sinde besøgt deres beskedne butikker. Jeg ved ikke om det var grunden til at jeg kom af med en bog i hver eneste butik, men jeg afsatte i hvert fald så mange bøger at Clem og Henry brugte det meste af tiden til at hente friske forsyninger til mig fra bilen.

Da jeg i en anden landsby kom tilbage til bilen efter mere læsestof, så jeg at den var omringet af råbende og fægtende mennesker. Der så ud til at være problemer. Jeg skyndte mig temmelig bekymret over til bilen, hvor Clem til min overraskelse stod halvt inde i bilen og delte blade ud så hurtigt han kunne. Betalingen gik fra hånd til hånd hen over hovederne, og bagefter sendte Clem et blad samme vej tilbage til den der havde givet mønten. Det var et forbløffende syn — folk sloges praktisk talt for at få noget at læse i.

Senere på vores nostalgiske rejse fortalte en ven at mange af de bøger der var blevet spredt til hollænderne i begyndelsen, var endt hos antikvarboghandlere da hollænderne forlod landet, og her blev de købt af folk der ledte efter noget at læse i. Nogle der på denne måde fik fat i vore bøger fik en god forståelse af Bibelen og var glade for at tage del i forkyndelsen lige så snart de blev kontaktet af Jehovas vidner.

Ét sted tog en forkynder hen for at fortælle sin far om de bibelske sandheder han havde lært. Hans far hævdede imidlertid at han allerede havde fundet den sande tro. Han havde samlet omkring hundrede som tilbad på den måde han havde opdaget var den rigtige. Forestil dig hvor overrasket sønnen blev da han opdagede at denne gruppe studerede Vagttårnsselskabets bøger og blade! De vidste slet ikke at der allerede fandtes en verdensomspændende organisation som tilbad Jehova på denne måde.