I sidste halvdel af det 18. århundrede begyndte den industrielle revolution, først i Storbritannien. Landbruget blev efterhånden trængt i baggrunden af produktion og fremstilling af varer ved hjælp af maskiner og kemiske processer. Dette vendte op og ned på et samfund der indtil da i vid udstrækning havde været baseret på landbrug, og sendte tusinder af mennesker til byerne i søgen efter arbejde. Arbejdsløshed, boligmangel, fattigdom og erhvervssygdomme blev resultatet.

Kunne kristenheden klare sig i livtaget med denne tredobbelte trussel: videnskaben, Oplysningen og industrien?

Gud lempes ud, blidt men bestemt

Mennesker der havde ladet sig overbevise af Oplysningstidens tanker, gav religionen skylden for mange samfundsonder. Den opfattelse at „samfundet skulle være opbygget efter de forudbestemte principper i Guds love og naturlovene,“ skriver The Encyclopedia of Religion, „blev erstattet af den anskuelse at samfundet var, eller kunne være, opbygget ved menneskets egen ’snilde’ eller ’opfindsomhed’. Dermed opstod en verdslig, social humanisme der skulle blive fader til flertallet af vor moderne verdens filosofiske og sociologiske teorier.“

Disse teorier omfatter den „folkereligion“ som Oplysningstidens indflydelsesrige franske filosof Jean-Jacques Rousseau var fortaler for. Den drejede sig om samfundet og menneskets engagement i dets anliggender, og ikke om et guddommeligt væsen og tilbedelsen af det. Den franske memoireforfatter Claude-Henri de Rouvroy forfægtede „en ny kristendom“, mens hans protegé Auguste Comte talte om „en menneskehedens religion“.

Blandt Amerikas protestanter opstod i slutningen af det 19. århundrede en bevægelse kendt som det sociale evangelium, der var i familie med de europæiske teorier. Ifølge denne teologisk baserede teori bestod en kristens fornemste pligt i socialt engagement. Den dag i dag finder den udbredt støtte blandt protestanter. Katolske versioner af teorien findes blandt Frankrigs arbejderpræster og Latinamerikas befrielsesteologer.

Også kristenhedens missionærer er præget af denne teori, som det fremgår af dette citat fra bladet Time i 1982: „Blandt protestanter er der sket et omslag i retning af større engagement i folks grundlæggende økonomiske og sociale problemer . . . For et stigende antal katolske missionærer er identificering med de svages sag ensbetydende med kamp for radikale forandringer i de politiske og økonomiske systemer — selv hvis det er marxistiske, revolutionære bevægelser der søger at udvirke disse forandringer. . . . Der findes endda missionærer som mener at omvendelse er irrelevant for deres sande opgave.“ Sådanne missionærer er åbenbart enige med den franske sociolog Émile Durkheim, der engang sagde: ’Den sande genstand for religiøs tilbedelse er samfundet, ikke Gud.’

Kristenheden var tydeligvis i færd med at lempe Gud ud af religionen, blidt men bestemt. Andre kræfter gjorde imidlertid også deres indflydelse gældende.

Gud erstattes af pseudoreligioner

Kirkerne havde ingen løsning på de problemer den industrielle revolution skabte. Men pseudoreligionerne, et produkt af menneskenes filosofi, hævdede at de havde en løsning, og de var hurtige til at udfylde tomrummet efter kirkerne.

Nogle fandt for eksempel en mening med livet i jagten på rigdom og ejendele, en egocentrisk tendens som den industrielle revolution fremmede. Materialismen blev en religion. ’Den almægtige dollar’ trådte i stedet for den almægtige Gud. I et skuespil af George Bernard Shaw hentyder en person til dette med ordene: „Jeg er millionær. Det er min religion.“

Andre vendte sig til politiske bevægelser. Den socialistiske filosof Friedrich Engels, der arbejdede sammen med Karl Marx, forudsagde at socialismen til sidst ville erstatte religionen ved selv at antage religiøse egenskaber. Da socialismen vandt terræn i Europa var „et iøjnefaldende træk derfor socialisternes frafald fra jødedommen eller kristendommen og det at de vendte sig til et surrogat,“ forklarer professor emeritus Robert Nisbet.

DEN LEVESTANDARD som den industrielle revolution og de videnskabelige fremskridt skabte grundlag for, har fremmet egoismen og bragt sociale uretfærdigheder i forgrunden. Kristenheden er gået på kompromis ved at ignorere Guds interesser og i stedet engagere sig i menneskets anliggender af social, økonomisk, økologisk og politisk art.