Spørgsmål fra læserne

Før vi lærte sandheden at kende, modtog min hustru og jeg fertilitetsbehandling i form af in vitro-fertilisering fordi vi ønskede at få et barn. Ikke alle de befrugtede æg (embryoer) blev brugt; nogle blev frosset ned og oplagret. Skal de fortsat opbevares, eller er det i orden at de bliver destrueret?

Dette er blot et af de mange vigtige moralske og etiske spørgsmål et ægtepar kan komme til at stå over for hvis de vælger in vitro-fertilisering (IVF). Hvert enkelt par må stå Jehova til regnskab for de beslutninger de træffer. Det kan imidlertid være en hjælp at vide hvad denne fertilitetsbehandling indebærer.

Den første gang en kvinde fødte det mange kaldte et reagensglasbarn, var i 1978 i England. Hun havde ikke kunnet blive gravid fordi hendes æggeledere var blokerede, hvilket hindrede sæden i at nå frem til hendes æg. Kirurgisk udtog man et modent æg fra kvinden, anbragte det i en petriskål og befrugtede det med sæd fra hendes mand. Det embryo det resulterede i, lod man udvikle sig i nogle næringsstoffer inden det blev indført i livmoderen, hvor det derefter implanteredes. Med tiden fødte kvinden en lille pige. Metoden, og flere variationer af den, blev kaldt in vitro-fertilisering (in vitro betyder ’i glas’), eller reagensglasbefrugtning.

Fremgangsmåden varierer fra land til land, men IVF indbefatter som regel følgende: Kvinden modtager gennem flere uger nogle kraftigtvirkende lægemidler der fremmer hendes æggestokkes produktion af æg. Hendes mand bliver måske bedt om at levere frisk sæd gennem masturbation. Æggene og den rensede sæd blandes i et laboratorium. Flere æg bliver måske befrugtet og begynder at dele sig; de bliver derved til embryoer. En til to dage senere bliver disse embryoer som er under udvikling, grundigt undersøgt for at adskille dem der er defekte, fra dem der er sunde og har størst sandsynlighed for at blive implanteret og udvikle sig. Det er mest almindeligt at man cirka på tredjedagen overfører ikke bare ét men to eller tre af de sundeste embryoer for derved at øge chancen for svangerskab. Hvis et eller flere implanteres, bliver kvinden gravid.

Men hvad med de embryoer der ikke bliver overført, deriblandt dem der virker mindre sunde eller ligefrem defekte? Hvis de overlades til sig selv, vil disse embryoer ikke kunne leve ret længe. Derfor bliver de overskydende embryoer måske frosset ned i flydende kvælstof. Hvorfor det? Hvis den første IVF-behandling mislykkes, kan nogle af disse anvendes i en senere behandlingscyklus med færre omkostninger. Dette rejser imidlertid nogle etiske spørgsmål. Ligesom parret der stillede det ovenstående spørgsmål, har mange svært ved at finde ud af hvad der skal ske med deres nedfrosne embryoer. De ønsker måske ikke flere børn. Deres alder eller økonomiske situation gør det måske ikke tilrådeligt at forsøge igen. Måske er de nervøse for de risici der er forbundet med en flerfoldsgraviditet.a Eller måske kompliceres tingene af skilsmisse eller dødsfald. Ja, spørgsmålet kan være forbundet med mange svære overvejelser, og derfor betaler nogle par i årevis for oplagring af embryoer.

I 2008 udtalte en førende embryolog til The New York Times at mange patienter var i vildrede med hensyn til hvad der skulle ske med de overskydende embryoer. I artiklen stod der: „På klinikker rundt om i landet er der oplagret mindst 400.000 nedfrosne embryoer, og der kommer flere til hver dag . . . Embryoer kan forblive levedygtige i ti år eller mere hvis de er nedfrosset korrekt, men ikke alle overlever at blive tøet op.“ (Kursiveret af os). Hvordan kan kristne tage dette med i deres overvejelser?

Kristne ægtepar som skal tage stilling til spørgsmål angående IVF-behandling, kan overveje nogle af de spørgsmål der kan opstå i en anden behandlingssituation. En kristen er måske nødt til at beslutte hvad der skal ske med et familiemedlem som er uafvendeligt døende, og som holdes kunstigt i live, for eksempel ved hjælp af en respirator. Jehovas Vidner er ikke modstandere af lægebehandling; i overensstemmelse med Anden Mosebog 20:13 og Salme 36:9 sætter de livet meget højt. I Vågn op! for 8. september 1974 stod der: „Af respekt for Guds syn på livets hellighed, af hensyn til deres egen samvittighed og i lydighed mod landets love, vil de der ønsker at indrette deres liv efter de bibelske principper, aldrig gribe til positiv eutanasi,“ eller aktiv dødshjælp. I nogle situationer er det imidlertid kun den lægelige teknologi der holder patienten i live. Her er det op til familien at afgøre om den livsforlængende behandling skal fortsættes.

Det er selvfølgelig ikke den samme situation som den et par der har været i IVF-behandling og har embryoer oplagret, befinder sig i. Men parret får måske tilbudt at man kan fjerne embryoerne fra fryseren og lade dem tø op. Uden for det kunstige miljø i fryseren vil embryoerne hurtigt svækkes og til sidst ikke længere være levedygtige. Det er op til parret selv at træffe denne beslutning. — Gal. 6:7.

Eftersom man går i gang med en IVF-behandling fordi man ønsker at få børn, vil nogle måske vælge at få de overskydende embryoer oplagret eller at bruge dem i en senere IVF-behandling. Andre beslutter måske at afbryde oplagringen af de frosne embryoer, idet de mener at disse kun er levedygtige ved hjælp af teknologi. Kristne i denne situation har over for Gud et ansvar for at træffe en beslutning ud fra deres bibeloplærte samvittighed. Deres ønske bør være at bevare en god samvittighed og samtidig tage hensyn til andres samvittighed. — 1 Tim. 1:19.

En ekspert inden for reproduktiv endokrinologi har erfaret at de fleste par er „forvirrede og samtidig meget berørte af det ansvar det er at beslutte hvad der skal ske med deres [nedfrosne] embryoer“. Hans konklusion: „For mange par er der tilsyneladende ingen rigtig løsning.“

Hvis man som kristen tænker på at modtage IVF-behandling, må man overveje alt hvad denne teknik indebærer. Bibelen giver følgende råd: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.“ — Ordsp. 22:3.