Hvis faderen havde en god grund til det, kunne han ændre arveretten og give den førstefødtes arv til en yngre søn. I de tilfælde hvor Bibelen beretter om en sådan ændring, blev den ikke foretaget på grund af et lune eller favorisering, men på et solidt grundlag. Som den ældste søn var Ismael i omkring 14 år Abrahams kommende arving. (1Mo 16:16; 17:18-21; 21:5) Men på Saras anmodning og med Jehovas godkendelse sendte Abraham Ismael bort da denne var ca. 19 år gammel. Isak overtog førstefødselsretten og fik senere alt hvad Abraham havde, med undtagelse af nogle gaver som Abraham gav de sønner Ketura senere fødte ham. (1Mo 21:8-13; 25:5, 6) Jakobs førstefødte, Ruben, mistede sin førstefødselsret fordi han begik utugt med sin faders medhustru. (1Mo 49:3, 4; 1Kr 5:1, 2) Jakob gav den største velsignelse til Efraim, Josefs yngste søn, i stedet for til Manasse, den ældste. — 1Mo 48:13-19.

Den førstefødte søn arvede en dobbelt andel i forhold til de øvrige sønner.

Under Moseloven måtte en fader ikke give førstefødselsretten til en yndlingshustrus søn på bekostning af den virkelige førstefødte, som han havde med en hustru han holdt mindre af. Han skulle give den førstefødte dobbelt del af alt hvad han ejede. (5Mo 21:15-17)