Den frygtede inkvisition

I DET 13. århundrede forlød det at hele Sydfrankrig myldrede med kættere. Den stedlige biskop havde ikke haft held til at udrydde det rajgræs der trivedes i hans bispedømme — et område som blev regnet for udelukkende katolsk. Man anså det for nødvendigt at tage mere drastiske skridt. Pavens særlige repræsentanter „i spørgsmålet om kætteri“ trådte til. Inkvisitionen var begyndt.

Inkvisitionens rødder går tilbage til det 11. og 12. århundrede, da forskellige anderledes tænkende grupper begyndte at spire frem i det katolske Europa. Oprindelig blev inkvisitionen iværksat af pave Lucius III ved synoden i Verona i 1184. I samarbejde med kejseren af Det hellige romerske Rige, Friderich I Barbarossa, traf han bestemmelse om at enhver der talte eller blot tænkte i modstrid med den katolske lære, skulle udelukkes af kirken og straffes på behørig vis af de verdslige myndigheder. Det blev pålagt biskopperne at eftersøge (latin: inquirere) kættere. Dette var begyndelsen til den episkopale eller biskoppelige inkvisition, hvilket vil sige at inkvisitionen var underlagt de katolske biskoppers myndighed.

Skrappere metoder

Set med Roms øjne var biskopperne slet ikke tilstrækkelig nidkære med hensyn til at opspore afvigere. Med hjælp fra cisterciensermunke benyttede flere paver sig derfor af særlige sendebud eller pavelige legater, der havde fuldmagt til at foretage „undersøgelser“ angående kætteri. I en periode var der således to sideløbende inkvisitioner, den biskoppelige og den pavelige inkvisition, hvoraf den sidste var den værste.

Men selv denne mere skånselsløse inkvisition var ikke tilstrækkelig for pave Innocens III. I 1209 iværksatte han et militært korstog mod kættere i det sydlige Frankrig. Disse kættere tilhørte hovedsagelig katharerne, en gruppe der havde blandet manikæisme med frafalden kristen gnosticisme.a Da katharerne var særlig talrige i byen Albi, blev de også kendt som albigensere.

Den „hellige krig“ mod albigenserne sluttede i 1229, men det var ikke lykkedes at udrydde alle afvigere. Ved synoden i Toulouse i Sydfrankrig samme år tilførte pave Gregor IX derfor inkvisitionen nyt liv. Han sørgede for at der blev indsat permanente inkvisitorer, indbefattende en præst i hvert sogn. I 1231 indførte han en lov hvorved uforbederlige kættere ville blive dømt til døden på bålet og de der angrede, til livsvarigt fængsel.

To år senere, i 1233, fritog Gregor IX biskopperne for deres ansvar for at eftersøge kættere. Herefter udnævnte han munke som officielle inkvisitorer. Det var hovedsagelig tiggermunke fra den nylig grundlagte dominikanerorden, men også franciskanermunke blev benyttet.

Inkvisitionsprocessen

Inkvisitorerne samlede den lokale befolkning i kirkerne. Her opfordrede de folk til at bekende deres kætteri, hvis de var skyldige, eller til at angive enhver kætter de måtte have kendskab til. Selv om de blot mistænkte nogen for kætteri, skulle de angive vedkommende.

Alle og enhver — mand, kvinde eller barn, fri eller træl — kunne beskylde en medborger for kætteri uden frygt for at blive konfronteret med den anklagede eller for at denne nogen sinde skulle få at vide hvem der havde angivet ham. Den anklagede havde sjældent nogen til at forsvare sig, da enhver sagfører eller ethvert vidne i denne sammenhæng selv ville blive anklaget for at være meddelagtig i kætteri. Derfor stod den anklagede som regel alene foran inkvisitorerne, der fungerede som både anklagere og dommere.

De anklagede fik allerhøjest en måned til at tilstå. Uanset om de tilstod eller ej ville „undersøgelsen“ (latin: inquisitio) tage sin begyndelse. De anklagede blev holdt fangne, mange i isolation med et minimum af føde. Når biskoppens fængsel var fyldt blev det civile fængsel taget i anvendelse. Når heller ikke dét kunne rumme flere, blev gamle bygninger omdannet til fængsler.

Da man allerede før retssagens begyndelse antog at den anklagede var skyldig, benyttede inkvisitorerne sig af fire forskellige metoder for at fremkalde en tilståelse for kætteri. Først truede man med døden på pælen. Dernæst lænkede man den anklagede i en lille, mørk og fugtig fængselscelle. For det tredje benyttede man psykisk pres fra besøgende i fængselet. Og for det fjerde anvendte man tortur ved hjælp af forskellige redskaber og ild. Munkene stod klar til at nedskrive enhver tilståelse. Frikendelse var i realiteten umulig.

Straffe

Dommene blev afsagt om søndagen, enten i kirken eller på en offentlig plads, hvor der var gejstlige til stede. En mild dom kunne bestå i bodsøvelse. Men dette indbefattede også at den dømte skulle bære et gult filtkors der blev syet på tøjet og på det nærmeste gjorde det umuligt at få arbejde. Dommen kunne også lyde på offentlig piskning, på fængsling eller på at man skulle overgives til de verdslige myndigheder for at dø på bålet.

De strengere domme blev ledsaget af konfiskation af den dømtes ejendom, som blev delt mellem kirken og staten. Dette medførte store lidelser for den efterladte familie. Huse der tilhørte kættere eller de der havde holdt dem skjult, blev brændt ned.

Også døde kom for retten hvis de blev anklaget for at have været kættere. Hvis de blev fundet skyldige blev deres lig gravet op og brændt, og deres ejendom konfiskeret. Også dette forårsagede ubeskrivelige lidelser for de uskyldige efterladte familiemedlemmer.

Bortset fra variationer som følge af tid og sted var dette den almindelige fremgangsmåde under inkvisitionen i middelalderen.

Tortur godkendt af paven

I 1252 udsendte pave Innocens IV en bulle med betegnelsen Ad exstirpanda, hvori han officielt gav tilladelse til at benytte tortur ved inkvisitionens kirkelige domstole. Yderligere regulativer for den måde hvorpå tortur måtte anvendes blev kundgjort af paverne Alexander IV, Urban IV og Clemens IV.

I begyndelsen måtte de kirkelige inkvisitorer ikke være til stede under selve torturen, men paverne Alexander IV og Urban IV fjernede denne restriktion. Dette gjorde det muligt at fortsætte forhøret i torturkammeret. I begyndelsen var det også kun tilladt at anvende tortur én gang, men de pavelige inkvisitorer kom uden om dette ved blot at betegne yderligere tortur som en „fortsættelse“ af proceduren.

Snart torturerede man endog vidnerne for at sikre sig at de havde angivet alle de kættere de kendte. I nogle tilfælde blev en person der var anklaget for kætteri tortureret selv efter at vedkommende havde tilstået. Som The Catholic Encyclopedia forklarer, var det for at „tvinge ham til at vidne mod sine venner og medskyldige“. — Bind VIII, side 32.

Seks århundreders rædsel

Inkvisitionsmaskineriet der var blevet sat i bevægelse i den første halvdel af det 13. århundrede, blev således i flere århundreder benyttet til at knuse enhver der talte eller endog tænkte anderledes end den katolske kirke. Denne virksomhed spredte rædsel over hele det katolske Europa. Da inkvisitionens virksomhed henimod slutningen af det 15. århundrede begyndte at stilne af i Frankrig samt i andre vest- og centraleuropæiske lande, blussede den op i Spanien.

Den spanske inkvisition, der i 1478 blev iværksat med tilladelse fra pave Sixtus IV, var først og fremmest rettet imod marxanos og moriscoes, de spanske jøder og muslimer. Mange af disse, der havde antaget den katolske tro på grund af frygt, blev mistænkt for i hemmelighed at udøve deres oprindelige religion. Med tiden blev inkvisitionen imidlertid også anvendt som et frygtet våben mod protestanter og andre afvigere.

Fra Spanien og Portugal spredtes inkvisitionens virke til disse to katolske monarkiers kolonier i Central- og Sydamerika og andre steder. Den fik først ende i begyndelsen af det 19. århundrede da Napoleon indtog Spanien. Inkvisitionen blev midlertidigt genoprettet efter Napoleons fald, og først i 1834, for blot 150 år siden, blev den bragt til ophør.

[Fodnote]

[Illustration på side 21]

Forskellige former for tortur tildelt af inkvisitoren

[Kildeangivelse]

Foto: Bibliothèque Nationale, Paris

[Illustration på side 22]

Pave Innocens IV gav tilladelse til brug af tortur

Hvordan kunne det ske?

ET AF de største paradokser i historien er at nogle af de værste forbrydelser der nogen sinde er begået imod menneskeheden — forbrydelser der kan måle sig med dem der blev begået i det 20. århundredes koncentrationslejre — blev begået af dominikaner- og franciskanermunke, som hørte til to forkyndende ordener der foregav at være viet til forkyndelsen af Kristi budskab om kærlighed.

Det er vanskeligt at forstå hvordan en kirke der tilslutter sig den inspirerede udtalelse der siger at „alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, [skal] blive forfulgt,“ selv kunne blive en forfølger. (2 Timoteus 3:12, da. aut.) Hvordan var dette muligt?

Først og fremmest var det den katolske lære der gjorde det muligt. Hvordan det? Det kan kort sammenfattes i den katolske „sankt“ Augustins berømte erklæring: „Salus extra ecclesiam non est“ (Der er ingen frelse uden for kirken). I sit værk A History of Christianity har Paul Johnson for nylig sagt om Augustin: „Han ikke blot accepterede forfølgelsen, han blev også dens teoretiske forsvarer; et forsvar hvorpå ethvert senere forsvar for inkvisitionen byggede.“

I det 13. århundrede gav „sankt“ Thomas af Aquino, også kaldet englelægen, sin støtte til eksekvering af dødsdom for kætteri. Dette forklares således i The Catholic Encyclopedia: „Teologer og jurister grundlagde til en vis grad deres holdning på den lighed de mente der var mellem kætteri og højforræderi.“ Samme værk indrømmer: „Det kan derfor ikke benægtes at kirken påberåbte sig ret til at bruge fysisk tvang i sin behandling af mennesker som den mistænkte for at være frafaldne.“

Kirkens „ret“ til at torturere og brænde kættere var i realiteten en grufuld konsekvens af den ubibelske lære om helvede og skærsilden. Kirken udøvede tortur i Guds navn, den Gud som den blasfemisk hævder er i stand til at torturere mennesker. — Jævnfør Jeremias 7:31; Romerne 6:23.

En anden grund til at inkvisitionen kunne finde sted var kirkens stærke indblanding i politik. Middelalderens Europa var i virkeligheden et totalitært samfund hvor kirke og stat, trods deres jævnlige kappestrid, i forening brugte deres magt mod enhver der vovede at kritisere præst eller fyrste. Inkvisitionen var barn af dette utugtige forhold. I det franske Encyclopædia Universalis læser vi: „Inkvisitionen kunne aldrig have fundet sted uden et samarbejde med statsmagten, der forsynede den med pengemidler og eksekverede dens domme.“

Ikke sådan at forstå at protestanterne var helt ulastelige. Fordomsfri historiske kilder viser at de til tider var nøjagtig lige så intolerante som katolikkerne. De gjorde sig også skyldige i oprørende grusomheder i Kristi navn, og brændte endog anderledes tænkende på bålet, ofte med hjælp fra de verdslige myndigheder. Baggrunden for protestanternes grusomheder var den samme som katolikkernes. De er nemlig begge en del af et religiøst system hvis teologi omfatter den ubibelske lære om evig pine forårsaget af Gud, og gennem århundrederne har de opretholdt et åndeligt urent forhold til den verdslige myndighed.

Nutidens arv

Kunne inkvisitionen gentage sig? Det ville være meget tvivlsomt i vore dages verdslige samfundsorden. Dog finder vi følgende interessante kommentar i The New Encyclopædia Britannica: „Arven fra de kristnes intolerance og de metoder de udviklede (for eksempel inkvisition og hjernevask) kommer i vore dage til udtryk i politiske revolutioners intolerante ideologier og fremgangsmåder.“

Ja, „arven fra de [frafaldne] kristnes intolerance og de metoder de udviklede“ afspejles i dag i en verdslig intolerance. I nogle lande har de politiske myndigheder allerede taget inkvisitionslignende metoder i anvendelse over for repræsentanter for den katolske kirke. Og dette er blot en forsmag på hvad der vil ske i fremtiden.

Bibelen viser at „jordens konger“, eller verdensherskerne, med hvem kirkesamfundene i verden har bedrevet åndelig „utugt“, vil vende sig mod hele den falske religions verdensimperium, symboliseret ved „skøgen“, „Babylon den Store“. (Åbenbaringen 17:1-6) De vil blive trætte af hendes indblanding i deres politiske anliggender. Gud vil gøre brug af sådanne antireligiøse politiske elementer til at eksekvere dommen over dette lastefulde religiøse system. De vil „gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med ild“. (Åbenbaringen 17:12, 16-18, da. aut.) Alt det blod hun gennem religiøse krige, korstog og inkvisitioner har udgydt vil på denne måde blive hævnet. — Åbenbaringen 18:24; 19:2.

Det påhviler derfor alle oprigtige katolikker og protestanter, der føler sig skamfulde over at være en del af et religiøst system der har udgydt så meget uskyldigt blod, at følge Guds opfordring: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åbenbaringen 18:4.

[Tekstcitat på side 24]

Kirkens „ret“ til at torturere og brænde kættere var i realiteten en grufuld konsekvens af den ubibelske lære om helvede og skærsilden