-
Hvordan du forbedrer din søvnVågn op! – 2003 | 22. marts
-
-
SØVNFORSTYRRELSER er ikke noget nyt. Helt tilbage i det femte århundrede før vor tidsregning skrev en tjener ved perserkongen Ahasverus’ hof at der var en nat hvor kongen ’ikke kunne sove’. — Ester 6:1.
I dag har millioner af mennesker svært ved at få en god nats søvn. Ifølge den brasilianske søvnekspert Rubens Reimão lider omtrent 35 procent af verdens befolkning af søvnløshed.a Dr. David Rapoport fra et center for søvnforstyrrelser ved New York University betegner fænomenet som „en af de mest alvorlige plager her i begyndelsen af det 21. århundrede“.
Som om dette ikke var slemt nok, lider mange af søvnløshed uden at vide hvorfor. Ifølge forskere ved statsuniversitetet i São Paulo får kun 3 procent stillet den rigtige diagnose. Mange accepterer simpelt hen deres dårlige søvn som noget de må leve med, og de affinder sig med at være irritable og døsige i deres vågne timer.
Har du svært ved at falde i søvn?
Det er yderst ubehageligt at vende og dreje sig i flere timer og ligge lysvågen mens alle andre sover sødt. Det er dog ikke ualmindeligt med periodisk søvnløshed af få dages varighed — det kan hænge sammen med stress eller livets op- og nedture. Når søvnløsheden derimod bliver kronisk, kan det være psykiske eller kliniske forstyrrelser der spiller ind, og så er det vigtigt at søge lægehjælp. — Se ovenfor.
Kunne det tænkes at du lider af en søvnforstyrrelse? Hvis du udfylder spørgeskemaet på side 9 og når frem til at du har søvnproblemer, er der ingen grund til at fortvivle. Når man erkender at man har brug for hjælp, er man allerede godt på vej til at vinde kampen mod søvnforstyrrelser. Ifølge den brasilianske neurolog Geraldo Rizzo kan søvnløshed behandles med godt resultat i 90 procent af tilfældene.
For at finde en hensigtsmæssig behandling er det vigtigt at vide præcis hvad der forårsager søvnløshed. En medicinsk undersøgelse der kaldes polysomnografi, har været en god hjælp til at diagnosticere og behandle mange søvnforstyrrelser. — Se rubrikken herunder.
En af de mest almindelige årsager til kronisk søvnløshed hos voksne hænger sammen med snorken. Hvis du nogen sinde har sovet i nærheden af en der snorker, ved du at det kan være ekstremt ubehageligt. Snorken kan være et symptom på obstruktiv søvnapnø-syndrom (OSAS), en forstyrrelse der medfører en midlertidig blokering af svælget, og som hindrer den sovende i at få luft ned i sine lunger. De første trin i behandlingen af denne form for søvnapnø indbefatter at man taber sig og undgår alkoholiske drikke samt muskelafslappende medikamenter. Specialister ordinerer måske også særlig medicin eller brugen af en tandskinne eller et CPAP-apparat (continuous positive airway pressure).b
I mere alvorlige tilfælde kan det være nødvendigt at få foretaget et kirurgisk indgreb i svælget, kæben eller næsen for at luften lettere kan passere under vejrtrækningen.
Børn kan også lide af søvnløshed. Det kan give sig udslag i dårlige faglige præstationer i skolen, irritabilitet og koncentrationsbesvær — og man kunne fejlagtigt stille diagnosen hyperaktivitet.
Nogle børn gør alle mulige krumspring for ikke at sove; de foretrækker at synge, snakke eller at lytte til en der fortæller historier for dem — alt undtagen at skulle sove. Det er måske bare et trick for at få forældrenes opmærksomhed. I visse tilfælde kan børn dog være bange for at falde i søvn fordi de tit får mareridt i forbindelse med skrækfilm, chokerende indslag i tv-avisen eller skænderier i hjemmet. Ved at fremme en kærlig og fredelig atmosfære i hjemmet kan forældrene hjælpe børnene til at undgå den slags problemer. Det er klart at man bør søge lægehjælp hvis symptomerne er vedvarende. Der er ingen tvivl om at en god nats søvn er lige så vigtig for børn som for voksne.
-
-
Hvordan du forbedrer din søvnVågn op! – 2003 | 22. marts
-
-
[Ramme/illustration på side 8]
ÅRSAGER TIL SØVNLØSHED
■ MEDICINSKE: Alzheimers sygdom, søvnapnø (blokering af de øvre luftveje under søvnen), uro i benene, Parkinsons sygdom, periodiske benbevægelser under søvn (bevægelser ledsaget af lejlighedsvis opvågning), astma, hjertelidelser og sygdomme i fordøjelsessystemet
■ PSYKIATRISKE: depression, angst, panik, obsessiv-kompulsiv lidelse, posttraumatisk stress
■ SOVEMILJØET: lys, larm, varme, kulde, ubekvem madras, urolig sovepartner
■ ANDRE ÅRSAGER: alkohol- og stofmisbrug, bivirkninger ved visse medikamenter
[Ramme på side 8]
SÅDAN DIAGNOSTICERES SØVNFORSTYRRELSER
Polysomnografi omfatter et antal undersøgelser der gennemføres for at lave en grafisk fremstilling af patientens søvn mens han eller hun sover under så normale forhold som muligt. Her er nogle grundlæggende elementer som er nødvendige for en bedømmelse:
■ Elektroencefalografi — Optegner den elektriske aktivitet i hjernen og bruges til at angive de forskellige søvnfasers type og længde.
■ Elektrookulografi — Optegner øjenbevægelserne under REM-søvnen.
■ Elektromyografi — Bruges til at registrere muskelspændingen i hage og ben under REM-søvnen.
■ Elektrokardiografi — Bruges til at registrere hjerteslaget i løbet af natten.
■ Luftstrøm og bevægelser under vejrtrækningen — Måles ved at registrere luftgennemstrømningen gennem næse og mund såvel som mavens og brystets bevægelser.
■ Hæmoglobinets iltmætning — Iltniveauet i blodkarrene måles ved hjælp af et oximeter der er fastgjort til patientens finger.
-