Bibelskribenter der modtog syner eller drømme, eller som blev hensat i trance, havde ofte en vis frihed til med egne ord at skildre hvad de havde set, i modsætning til de skribenter der nedskrev budskaber efter Guds diktat. Habakkuk blev befalet: „Skriv synet ned og lad det stå tydeligt på tavler, for at den der oplæser det kan gøre det flydende.“ — Habakkuk 2:2.

Betyder det at disse dele af Bibelen er mindre inspirerede end de passager som blev dikteret? Nej, slet ikke. Gennem sin ånd fæstede Jehova sit budskab dybt i samtlige skribenters sind. Det bevirkede at det var Guds og ikke menneskers tanker de nedfældede. Jehova lod skribenterne om ordvalget, men ledede deres sind og hjerte så ingen vigtig oplysning blev udeladt. I sidste instans blev ordene derfor betragtet som Guds egne. — 1 Thessaloniker 2:13.

Skønt bibelskribenterne blev „ført af hellig ånd“, var det stadig nødvendigt at de gjorde sig umage. Salomon, for eksempel, „overvejede og udforskede og ordnede mange ordsprog. [Han] stræbte efter at finde ord der lyder godt, samt en skriftlig udformning der giver den rigtige mening, ord der er sande.“ — Prædikeren 12:9, 10.