De indgik ingen kompromis’er

17. (a) Hvordan blev Jehovas vidner, ifølge en bog, behandlet af nazisterne? (b) Hvad gjorde Jehovas vidner, i modsætning til andre?

¹⁷ En nyudgivet bog med titlen Of Gods and Men (Om guder og mennesker) nævner at Jehovas Vidner var det religionssamfund der under Hitlers tredje rige blev udsat for „den mest ekstreme modstand“. Jehovas vidner indgik ingen kompromis’er. Medlemmer af andre religionssamfund i Tyskland fulgte deres feltpræster, hvorved de så at sige tilbad den tyske stat og modtog det politiske vilddyrs „mærke på deres højre hånd eller på deres pande“. (Åbenbaringen 13:16) Med deres aktive højre hånd støttede de Tysklands politik, og de viste deres standpunkt tydeligt for enhver ved at sige „heil Hitler“ og hilse hagekorsflaget.

18. (a) Hvad viser at Jehovas vidner var politisk neutrale? (b) Hvordan bør denne historiske beretning virke på os i dag?

¹⁸ Hvilket standpunkt indtog de sande kristne i Tyskland? Den førnævnte bog oplyser: „Kun Jehovas vidner modstod regimet. De kæmpede med næb og kløer, og som følge deraf blev halvdelen af dem fængslet og en fjerdedel henrettet. . . . I modsætning til [andre trossamfund] er de ikke af denne verden, i den forstand at de ikke søger den materielle verdens godkendelse eller løn, og de betragter sig ikke som medlemmer af den. De er politisk ’neutrale’ fordi de allerede tilhører en anden verden — Guds. . . . De foreslår ingen kompromis’er og indgår ingen. . . . At gøre tjeneste i hæren, at stemme eller at sige ’heil Hitler’ ville for dem have været en anerkendelse af at denne verdens krav havde større betydning end Guds krav.“ Selv i koncentrationslejrene blev det bemærket at Jehovas vidner søgte fred og ikke-vold. Det kom til udtryk ved at „kun vidner fik lov til at barbere SS-vagterne med barberknive, da de var de eneste som man kunne stole på ikke ville begå mord“.

[Ramme på side 21]

En beretning om tro, mod og uangribelighed

En bog med titlen New Religious Movements: A Perspective for Understanding Society knytter disse yderligere kommentarer til Jehovas vidners uangribelighed trods nazisternes forfølgelse:

„Jehovas vidner udfordrede den totalitære opfattelse af det nye samfund ved at nægte at give efter, og denne udfordring (samt det at den ikke var til at udrydde) foruroligede den nye ordnings arkitekter mærkbart. Jo mere Vidnerne blev forfulgt, jo mere reel blev den ideologiske udfordring de udgjorde. De hævdvundne forfølgelsesmetoder, tortur, fængsling og latterliggørelse, fik ikke et eneste [Jehovas] vidne til at omvende sig til nazismen, og gav i virkeligheden bagslag for forfølgelsens anstiftere. Stillet over for denne uforudsigelige reaktion blev nazisterne grebet af panik.

Mellem disse to rivaliserende ideologier der begge krævede loyalitet, herskede en bitter strid, især fordi de fysisk stærkere nazister på mange måder var mindre sikre, mindre rodfæstede i deres egen overbevisning og ikke så sikre på at deres tusindårsrige ville overleve. Vidnerne tvivlede ikke på deres eget grundlag; deres tro havde været åbenbar siden Abels tid. Mens nazisterne måtte nedkæmpe modstand og overbevise deres tilhængere, ofte ved at benytte sig af den sekteriske kristenheds sprog og billedverden, kunne Vidnerne stole på deres medlemmers fuldstændige og ubøjelige loyalitet, lige til døden.“