Spædbørns forunderlige hjerne

HJERNEN er forunderlig — lige fra begyndelsen. Tre uger efter undfangelsen består den af 125.000 celler, og derefter foregår væksten i spurter hvor der dannes 250.000 celler i minuttet. Denne eksplosive vækst fortsætter til fødselen, hvor hjernen består af omkring 100.000.000.000 celler — lige så mange som der er stjerner i Mælkevejen!

Men hjernen begynder at fungere allerede mens barnet befinder sig i livmoderen, flere måneder før fødselen. Barnet modtager impulser fra sine våde omgivelser; det kan høre, smage, registrere lys og reagere på berøringer. Det lærer og husker. Moderens følelser kan påvirke barnet. Venlige ord og blid musik virker beroligende på det, men det bliver uroligt af vrede ord og rockmusik. Moderens rytmiske hjerteslag får barnet til at falde til ro, men hvis hun gribes af frygt så hendes hjerte hamrer, vil barnets hjerte snart hamre dobbelt så hurtigt. En ængstelig moder ’smitter’ barnet med sin ængstelse, men hvis moderen er rolig vil barnet også være det. Hvis moderen er glad kan barnet i hendes moderliv springe af glæde. Alt dette og meget andet holder barnets hjerne beskæftiget. Hjernen er et forunderligt og ærefrygtindgydende organ — allerede før barnet er kommet til verden.

Ifølge den nyeste forskning dannes der ikke flere nerveceller, kaldet neuroner, efter fødselen. Men der er ingen tvivl om at neuronerne fortsat vokser meget, og der dannes billioner af nye forbindelser imellem dem. Ved fødselen er barnets hjerne kun en fjerdedel så stor som en voksens, men i løbet af det første år tredobles dens størrelse, og før barnet er blevet teenager vejer dets hjerne lige så meget som en voksens (1,4 kilo). Men det vil ikke sige at barnet nu ved lige så meget som en voksen. Det er ikke hjernens vægt eller antallet af hjerneceller der er afgørende for hvor meget man ved, men snarere antallet af forbindelser, synapser, mellem hjernens neuroner.

Og antallet af disse forbindelser er astronomisk! Hjernens neuroner kan måske danne helt op til tusind billioner forbindelser — det svarer til et ettal efterfulgt af femten nuller! Men det sker kun hvis hjernen er blevet rigt stimuleret af impulser fra alle fem sanser. Omgivelserne bør stimulere både den mentale og den følelsesmæssige aktivitet hos et barn, da det får det fine netværk af dendritter til at vokse. Dendritterne er de tynde, rodlignende udløbere af neuronerne som danner forbindelse med andre neuroner.

Der er også en tidsfaktor ved dannelsen af disse forbindelser som bør tages i betragtning: De dannes langt hurtigere hos unge end hos ældre. Talemåden: „Man kan ikke lære en gammel hund nye kunster“ er ikke sand. Men det er sværere at lære en gammel hund nye kunster. Når man bliver ældre dannes forbindelserne mellem neuronerne langsommere, og de forsvinder hurtigere. Betingelsen for at de kan dannes er den samme hos voksne som hos børn: At man modtager impulser fra et frodigt og stimulerende miljø. Hjernen må holdes i gang! Ikke noget med at stivne i en mental rutine! Hjernen skal ikke på aftægt!

Den største vækst foregår imidlertid på et tidligt stadium, hos spædbarnet. På det tidspunkt er hjernen som en svamp der suger alle impulser fra omgivelserne til sig. På to år lærer børn et indviklet sprog, blot ved at lytte til det. Hvis de hører to sprog, vil de lære dem begge. Hvis der tales tre i hjemmet, vil de lære dem alle tre. En mand har lært sine små børn fem sprog på samme tid — japansk, italiensk, tysk, fransk og engelsk. En kvinde lod sin lille pige høre adskillige sprog, og da pigen var fem år, kunne hun tale otte sprog flydende. Voksne må som regel gøre sig store anstrengelser for at lære et sprog, men hos børn går det næsten helt af sig selv.

Sprogevnen er blot ét eksempel på de evner som er genetisk programmeret i små børns hjerne. Muskelkoordinering, musikalske og kunstneriske evner, trangen til at finde en mening med livet, samvittighed og moralværdier, uselviskhed og kærlighed, tro, og trangen til at tilbede en Gud — alt sammen afhænger det af specialiserede kredsløb i hjernen. (Se Apostelgerninger 17:27.) Med andre ord: Netværk af neuroner er på forhånd genetisk programmeret til at være modtagelige for udvikling af disse og andre evner og anlæg.

Vi må imidlertid forstå at de evner og anlæg som barnet har ved fødselen, skal stimuleres gennem impulser fra omgivelserne for at komme til udfoldelse. Hvis de skal udvikles fuldt ud, må de påvirkes af de rette erfaringer, miljøer eller studier. Desuden må man vælge det rette tidspunkt for at en sådan indlæring kan give det bedste resultat. Dette gælder især når det drejer sig om små børn.

Men når tidspunktet er rigtigt valgt og omgivelserne er de rette, kan der ske forbløffende ting. Børn kan ikke blot lære et eller flere sprog, de kan også lære at spille et eller flere musikinstrumenter, deres atletiske evner kan optrænes, deres samvittighed kan oplæres, de suger kærlighed til sig, og der lægges en grundvold for den sande tilbedelse. Alt dette og meget, meget mere kan blive resultatet hvis forældrene sår den gode sæd i børnenes hjerne og vander med kærlighed.

Skal børn oplæres til små genier?

„Verden kunne være fuld af intellektuelle giganter som Einstein, Shakespeare, Beethoven og Leonardo da Vinci hvis vi underviste børnene som spæde.“ — Dr. Glenn Doman, leder af The Institutes for the Achievement of Human Potential.

„Ingen børn fødes . . . som genier og ingen fødes som tåber. Det hele afhænger af hvordan hjernecellerne stimuleres i de afgørende år, det vil sige årene fra fødselen til barnet er tre år. I børnehaven er det for sent.“ — Masaru Ibuka, forfatter til bogen Kindergarten Is Too Late!

HJERNENS utrolige kapacitet i livets første år rejser en række spørgsmål som forældre må tage stilling til. Hvornår skal de begynde at undervise børnene, og hvor hurtigt skal de gå frem? Hvad — og hvor meget — skal de lære dem? Nogle har opnået fantastiske resultater: Små børn på mellem to og fem år læser, skriver, taler to eller flere sprog, spiller klassisk musik på violin og klaver, rider på heste, svømmer og gør gymnastik.

I de fleste tilfælde er målet at udvikle sindet snarere end legemet. Én toårig kan tælle til hundrede, kan lægge sammen, har et ordforråd på 2000 ord, kan læse sætninger på op til fem ord og har udviklet absolut gehør. En treårig dreng kan nævne cellens forskellige dele når de udpeges for ham på en tegning: mitokondrier, endoplasmatisk reticulum, golgi-apparat, centrioler, vakuoler, kromosomer og så videre. En anden treårig kan spille violin. En fireårig kan oversætte japansk og fransk til engelsk. En lærer der underviser små børn i matematik siger: „Hvis jeg tabte 59 mønter på gulvet kunne børnene med det samme fortælle mig at der var 59, og ikke 58.“

Nogle går stærkt ind for en sådan intensiv oplæring, mens andre betragter den med forbehold. De følgende udtalelser viser hvordan forskellige fagfolk på området ser på det:

„I det store og hele taler vidnesbyrdene ikke for at man begynder at opdyrke børnenes boglige evner i en tidlig alder. Der er masser af vidnesbyrd om at det kan lade sig gøre. Spørgsmålet er imidlertid ikke om det kan lade sig gøre, men hvilke virkninger det har, både nu og på langt sigt.“

„Det er en teori der forvandler børnene til små datamater, de får ikke et eneste pusterum.“

„Børn lærer ved selv at tage initiativet og udforske deres omgivelser på egen hånd. [Ved at fremskynde den mentale udvikling] bryder vi måske ind i en anden udvikling der er i gang [for eksempel på det følelsesmæssige eller det sociale område].“

Oplær dine børn på den rigtige måde — fra den spæde barndom!

„Den spæde barndom er uden tvivl den vigtigste periode. Den bør udnyttes med undervisning på enhver mulig og tænkelig måde. Hvis denne periode af livet ikke udnyttes, kan tabet aldrig erstattes. I stedet for at lade den tidlige barndom glide upåagtet hen, er det vor pligt at udnytte den med største omhu.“ — Dr. Alexis Carrel.

BÅDE sindet og hjertet skal programmeres. Vi mennesker er måske tilbøjelige til at lade os blænde af alt det hjernen formår, men Gud ser på hjertet. Forstandsmæssig viden har en tendens til at opblæse; det er hjertets kærlighed der virker opbyggende. En kvik hjerne er ikke meget værd uden et kærligt hjerte, „for af hjertets overflod taler munden“. Dette symbolske hjerte fremkalder også handlinger, gode såvel som onde. (Mattæus 12:34, 35; 15:19; 1 Samuel 16:7; 1 Korinther 8:1) Skønt det er vigtigt at stimulere børnenes hjerne, er det altså endnu vigtigere at indpode kærlighed i deres hjerte.

Dette begynder automatisk ved fødselen gennem en proces der kaldes binding. Moderen omfavner barnet, kærtegner det og snakker til det. Imens ser barnet opmærksomt på sin moder. De to knyttes til hinanden, moderinstinkterne vækkes og barnet føler sig trygt. Nogle eksperter mener at „de første få minutter og timer efter barnets fødsel er en følsom periode hvori mulighederne for en nær tilknytning mellem forældre og barn er særdeles positive“.

Det er en god begyndelse, men det er kun en begyndelse. Et spædbarn er hjælpeløst, det er først og fremmest afhængigt af moderen, for kun gennem hende kan det få dækket sine umiddelbare fysiske og følelsesmæssige behov. Uden mad vil barnet sulte; men det kan også sulte følelsesmæssigt. Når man kærtegner et barn, omfavner det, vugger det, leger med det og viser det kærlighed, stimuleres hjernens udvikling. Hvis hjernen ikke næres på denne måde vil den blive hæmmet i væksten hele livet igennem, og barnet kan blive fjendtligt, kriminelt og voldeligt når det vokser til. Moderens omsorg er af altafgørende betydning for barnet og for samfundet — den har langt større betydning end en hvilken som helst karriere!

Faderens rolle

Men lad os ikke glemme faderen. Hvis han overværer fødselen vil han allerede da begynde at føle sig knyttet til barnet, og omvendt. Som ugerne og månederne går får han større og større betydning for barnet, som dr. T. Berry Brazelton, der er ekspert i børns udvikling, forklarer:

„Ethvert barn har brug for både en moder og en fader, og enhver fader vil påvirke barnet på sin særlige måde. For et barn kan større moderlig omsorg ikke erstatte en aktiv og interesseret fader.“ Han citerer en rapport som viser at mødre og fædre behandler børn forskelligt. „Mødrene var som oftest blide og rolige over for børnene, mens fædrene legede mere med dem end mødrene gjorde, kildede dem og lavede sjov med dem.“

Men fædrene giver ikke blot børnene morskab. „Et barn der har en aktiv fader,“ siger dr. Brazelton, „vil klare sig bedre i skolen, få en mere udviklet humoristisk sans og komme bedre ud af det med andre børn. Det vil få større selvtillid og være mere motiveret for at lære. Når barnet er seks-syv år vil det have en højere intelligenskvotient [end sine jævnaldrende].“

Jehova Gud har befalet fædre at undervise deres børn: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn [eller datter] dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ (5 Mosebog 6:6, 7) Her er ingen begyndende generationskløft!

Oplæring fra den spæde barndom

Fra fødselen til seksårsalderen gennemgår børnene en række forskellige stadier hvor de udvikler deres muskelkoordinering, talefærdighed, følelsesmæssige egenskaber, hukommelse, tænkeevne, samvittighed og så videre. Når børnenes hjerne hurtigt vokser og disse stadier kommer, et efter et, er tiden inde til at opøve disse forskellige evner eller færdigheder hos børnene.

I disse perioder suger børnenes hjerne oplæringen til sig som en svamp opsuger vand. Viser man børnene kærlighed, vil de lære at vise kærlighed. Hvis man taler til dem og læser for dem, vil de både lære at tale og at læse. Giver man dem et par ski på, vil de blive dygtige skiløbere. Lærer man dem retskaffenhed, vil de suge de rette principper til sig. Hvis disse stadier hvor indlæringen foregår lettere ikke udnyttes, må børnene senere hen gøre en større anstrengelse for at tilegne sig disse egenskaber og færdigheder.

Dette anerkendes i Bibelen, og forældre får derfor dette råd: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) I Keil-Delitzsch-kommentaren gengives verset på denne måde: „Oplær barnet i overensstemmelse med Hans vej.“ Det hebraiske ord der oversættes med „oplær“ kan også betyde „påbegynd“ og hentyder her til at man begynder at give barnet den første undervisning. Oplær børnene med henblik på den vej de skal følge, i overensstemmelse med Guds vej, og tag i betragtning hvor langt de er nået i deres udvikling. Børnene har lettere ved at lære i disse udviklingsår, og de vil sandsynligvis huske det de lærer.

De fleste adfærdsforskere deler følgende opfattelse, som kom til udtryk i et værk om emnet: „Intet i forskningen i barnets udvikling giver os grund til at formode at et tidligt personlighedsmønster eller en tidlig social adfærd kan ændres synderlig.“ Forskerne indrømmer at det kan lade sig gøre, men „i de fleste tilfælde sker der ingen ændring til det bedre“. Kraften i Guds ord har imidlertid udvirket mange forandringer. — Efeserne 4:22, 24; Kolossenserne 3:9, 10.

Sprogevnen er et godt eksempel på at børn skal oplæres når det rette tidspunkt er inde. Børn er genetisk programmeret til at kunne lære at tale, men hvis dette indbyggede kredsløb skal fungere bedst muligt, er det vigtigt at der bliver talt til børnene på det rigtige stadium af deres udvikling. Talecentrene vokser lynhurtigt mens børnene er mellem seks og tolv måneder gamle hvis voksne ofte taler til dem. Mellem tolv- og attenmånedersalderen fremskyndes væksten yderligere fordi børnene nu begynder at forstå meningen med ordene.

Børnene lærer ordene før de selv kan udtale dem. Mellem et- og toårsalderen kan dette passive ordforråd vokse fra nogle få ord til flere hundrede. Apostelen Paulus mindede Timoteus om at han ’fra den spæde barndom af havde kendt de hellige skrifter’. (2 Timoteus 3:15) Det hebraiske ord der oversættes med „den spæde barndom“ rummer den tanke at Timoteus havde kendt Skrifterne ’fra før han kunne tale’. Det er meget sandsynligt at de hellige skrifter blev læst op for Timoteus mens han stadig var spæd, og at han derfor kendte mange bibelske ord før han selv kunne udtale dem.

Sagen er at børn gennemgår en række udviklingstrin hvorunder de har særlig let ved at lære bestemte ting. Hvis man lader disse perioder passere uden at give børnene den nødvendige stimulering, vil de ikke udvikle deres evner fuldt ud. Hvis børn for eksempel ikke hører andre mennesker tale før flere år senere, vil det tage dem lang tid og kræve store anstrengelser at lære at tale, og de vil som regel aldrig blive særlig gode til det.

Læs for børnene fra den spæde barndom af

Hvornår skal man begynde? Med det samme. Læs højt for dit nyfødte barn. ’Men det forstår jo ingenting!’ Men hvornår begyndte du at tale til det? ’Med det samme, selvfølgelig.’ Forstod barnet hvad du sagde? ’Nej, men . . .’ Hvorfor så ikke læse højt for den lille?

Et spædbarn der sidder hos sin moder og kan mærke hendes arm omkring sig, er trygt og føler at det er elsket. Det kan lide at moderen læser højt, og det vil forbinde en følelse af glæde med højtlæsning. Små børn efterligner de voksne, og forældrene er deres vigtigste forbilleder. De vil gerne være som forældrene. De vil gerne læse. De leger at de læser, og senere vil de finde det sjovt at lære at læse.

Dette fører andre fordele med sig — de bliver som regel ikke afhængige af fjernsynet. De sidder ikke som paralyserede foran skærmen og ser på at mennesker begår utugt eller bliver stukket ned, skudt, overfaldet eller voldtaget. De har ikke svært ved at slukke for fjernsynet; de kan åbne en bog og læse. Og dét er slet ikke så dårligt i vore dage hvor mange nærmest er tv-narkomaner og analfabeter!

Det tager tid at vise et barn kærlighed

Det tager selvfølgelig tid at læse højt for de små. Det tager også tid at lege „klappe kage“ og „tit-tit“, at se til mens de udforsker deres verden, forsøger sig med nye ting, tilfredsstiller deres nysgerrighed og stimulerer deres kreative evner. Det tager tid at vise børn kærlighed, og det er bedst at starte mens de er små. Ofte begynder forholdet til børnene at slå revner allerede i de første år — det hører til sjældenhederne at generationskløften først opstår når børnene er teenagere. Robert J. Keeshan, der under navnet „Kaptajn Kænguru“ laver radioudsendelser for børn, fortæller hvordan det kan begynde:

„Med tommelfingeren i munden og en dukke i hånden venter en lille pige utålmodigt på at forældrene skal komme hjem. Hun har oplevet noget spændende i sandkassen, og hun kan næsten ikke vente med at fortælle dem det og høre hvad de vil sige til det. Endelig kommer forældrene hjem, men de er trætte og stressede efter en travl arbejdsdag og siger til pigen: ’Ikke nu, skat. Vi har travlt, kan du gå ind og se fjernsyn.’ De ord der oftest bliver sagt i mange amerikanske hjem er: ’Vi har travlt, kan du gå ind og se fjernsyn.’ Hvis ikke nu, hvornår så? ’Senere.’ Men ’senere’ kommer næsten aldrig . . .

Årene går og pigen vokser op. Hun får legetøj, hun får tøj med de ’rigtige’ mærker på og et stereoanlæg, men hun får ikke det hun helst af alt vil have, forældrenes tid. Hun er fjorten, hun stirrer tomt frem for sig, hun har rodet sig ind i et eller andet. ’Skat, hvad er der i vejen? Sig noget til mig, sig noget til mig!’ Men nu er det for sent. Alt for sent. Kærlighedens øjeblik er passeret. . . .

Når vi siger til et barn: ’Ikke nu, senere’; når vi siger: ’Kan du gå ind og se fjernsyn’; når vi siger: ’Du skal ikke stille så mange spørgsmål’; når vi forsømmer at give de unge det eneste de kræver af os, nemlig vores tid; når vi forsømmer at vise vores børn kærlighed — så er det ikke fordi vi er kolde eller ligeglade. Vi har simpelt hen for travlt til at vise vores børn kærlighed.“

Ja, det tager tid at vise børn kærlighed. Det tager ikke blot tid at give dem mad og at klæde dem på, det tager også tid at fylde deres hjerte med kærlighed. Ikke en kærlighed der er afmålt og rationeret, men en overflod af „irrationel kærlighed“, som Burton L. White, forfatter til bogen The First Three Years of Life, kalder det. Han siger: „Det er meget uklogt af udearbejdende forældre at overgive den primære opdragelse af børnene til andre, især til institutioner. Der er blevet kastet mange tomater mod mig på grund af den udtalelse, men det der interesserer mig, er hvad der er bedst for børnene.“ Han er dog klar over at dette ideal ikke altid kan realiseres i familier hvor begge forældre er nødt til at arbejde af økonomiske grunde.

Tugt — et ømtåleligt emne!

Der er også blevet „kastet mange tomater“ mod Bibelen på grund af dens vejledning angående tugt. „Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“ (Ordsprogene 13:24) Til dette vers har New International Version Study Bible en fodnote hvori der står: „Kæp. Sandsynligvis et billedligt udtryk for tugt af enhver art.“ Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words definerer ordet „kæp“ som et „scepter, et symbol på myndighed“.

Forældre har altså beføjelser til at give deres børn en afklapsning. I de fleste tilfælde vil det dog ikke være nødvendigt. Ifølge Andet Timoteusbrev 2:24, 25 bør en kristen ’være mild imod alle, og belære med mildhed’. Ordet ’belære’ er her oversat fra det græske ord for tugt. Når man tugter børn skal man tage hensyn til deres følelser: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ — Efeserne 6:4.

Psykologer der går ind for at børn skal have frie tøjler, siger at det er et udtryk for had til barnet hvis man giver det en endefuld. Men det har de ikke ret i. Det er principløsheden der er et udtryk for had. Den har udløst en flodbølge af ungdomskriminalitet over hele jorden og givet millioner af forældre store bekymringer og sorger. Det er som der siges i Ordsprogene 29:15: „En dreng der er overladt til sig selv, gør sin moder skam.“ Under overskriften „Strikse kontra eftergivende forældre“ skriver dr. Joyce Brothers:

„En undersøgelse der for nylig er blevet foretaget blandt 2000 elever i femte og sjette klasse — hvoraf nogle var blevet opdraget af strikse forældre og andre af eftergivende forældre — har givet overraskende resultater. De børn der var blevet opdraget strengt havde højere selvagtelse og klarede sig godt, både i forholdet til kammeraterne og med hensyn til skolearbejdet.“ Var de vrede på deres strikse forældre? Nej, „de mente at forældrene havde fastsat visse regler til børnenes eget bedste — og at de var et udtryk for forældrenes kærlighed“.

Forfatteren Burton L. White siger at hvis man er striks over for sine børn, behøver man ikke at frygte „at de vil elske en mindre end hvis man var eftergivende. I livets to første år skal der meget til før børn vender sig bort fra dem der tager sig af dem; om man så slog dem regelmæssigt ville de blive ved med at komme tilbage til en“.

Den bedste lektion af alle

Den bedste lektion er forældrenes eksempel. Du er dine børns forbillede. De lægger mere mærke til hvordan du er end til hvad du siger. De hører dine ord, men de efterligner dine handlinger. Hvordan vil du gerne have at de skal være? Kærlige, venlige, gavmilde, læselystne, fornuftige, flittige, disciple af Jesus, tilbedere af Jehova? Hvad du end ønsker at de skal være, må du selv sætte eksemplet for dem.

Begynd at oplære dine børn allerede mens de er spæde, mens deres hjerne vokser hurtigt og suger oplysninger og indtryk til sig. Fortvivl dog ikke hvis disse afgørende udviklingsår er gået og dine børn ikke har fået en gudfrygtig personlighed. De kan stadig nå at forandre sig. Millioner af unge og gamle forandrer sig ved hjælp af Guds kraft. „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender,“ siges der i Guds ord, „og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ — Kolossenserne 3:9, 10.